Paris - Haiti - Dom. Rep. - Liège og København


Niels J L Iversen
Niels J L Iversens billede
 
2016

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Paris - Haiti - Dom. Rep. - Liège og København

 

Tekst og fotos Niels JL Iversen

 

Ærede berejste

Jeg havde længe haft overvejelser om at besøge Haiti, men hver gang skete der et eller andet uventet der fik mig til at udsætte besøget - såsom jordskælv, orkaner, præsidentvalg eller andre naturkatastrofer. Min NÆSTsidste plan lød på at besøge den Dominikanske republik i ca. 1½ uge og så foretage en afstikker på et par dage med rutebil til Cap Haitien i det nordlige Haiti fra Santiago - og ikke mere end det. Men jeg stødte så via en Google-søgning på Penguins tur til øen, og så endte det paradoksalt med det modsatte: en uge i Port-au-Prince (som jeg havde planlagt IKKE at besøge!) og nogle få dage i den Dominikanske Republik. Udrejsen foregik i mit tilfælde fra Orly Paris, så jeg lagde nogle dage i Paris inden afrejsen og nogle dage i Liège efter tilbagekomsten (få timers togkørsel fra Paris Nord), og udenom det hele endte det så med at jeg også passerede en fjern grænseby i udkantsdanmark ved navn København - det hele endte med at vare samfulde 20 dage, hvilket er langt over middel for mig.

Mama Erzalie - én af Haiti's Voodoo-ånder, men udstillet på Paris' nye Quai Bransly museum

Det første af de to ophold i København blev generet af regnbyger, men jeg fik set Rosenborg, Davids samling, det nye Musikmuseum og Zoologisk museum. Jeg havde heldigvis hentet en opdateret museumsliste på turistinformationen, så da jeg ikke fandt det gamle Musikhistorisk museum i Gammel Mønt på sin vante plads, kunne jeg se at dets afløser befandt sig i konservatoriebygningen overfor metrostation Forum. Jeg overnattede på et tilbud fra Mercur ved banegraven - 660 kr per nat. Da jeg spurgte hvad en nat efter min hjemkomst ville koste, sagde de 1300 kr.

Flyvningen til Orly torsdag formiddag var i fare pga uro blandt de franske flyveledere, men det blev ved en mindre forsinkelse. Jeg havde bestilt værelse på Mercure Orly, der har sin egen shuttle ('navette') til og fra Orly-lufthavnen, og fra dennes to terminaler kan man køre med et specialtog Orlyval til station Anthony på RER B-linjen, dermod nord kører via bl.a. Gare du Nord til Charles de Gaulle. Bare ikke den dag jeg ankom, hvor der var sporarbejder ved gare du Nord. Det blev derfor anbefalet i stedet at tage den dyrere navette til Orly, og det gjorde jeg - og den sad fast i næsten en time i nogle køer omkring Porte Dorée. Hvis jeg havde taget toget til Gare du Nord, havde der været en erstatningsbus på et kortere stykke, og så havde jeg været før fremme på mit hotel. Morale: når autoriteter af enhver art anbefaler noget som helst, lyver de som regel. Jeg klarede i øvrigt mit transportproblem med et 5-zoners kort til al offentlig lokaltransport, suppleret med et 48-timers museumskort. Dette kort udnyttede jeg blandt andet til første besøg af Versailles siden 1974 - og første overhovedet i Trianon'erne - samt besøg i Musée d'Orsay, Cluny, Arts et Métiers, Conciergerie, Notre Dame, Guimet, Musée de la Marine samt Musée Bransly. Alle steder var der forbud mod store tasker og skærpet sikkerhedskontrol med metaldetektorer efter adskillige terroraktioner forårsaget af fanatiske muhammedanere i 2015.

Flyvningen med Air Carïbe til Port-au-Prince afgik planmæssigt med undertegnede, Dimo fra Penguin, et DBK-medlem ved navn Erik samt tre bulgarere (Jordan, Katrina og Daniela). Der var et underholdningssystem med små skærme på flyet, men med minimalt klassisk musik og ingen dokumentarfilm, så jeg læste det meste af tiden. Landingen.. nåja, den første landing blev afbrudt, og så fløj vi rundt en rum tid, inden vi landede anden gang fra den modsatte side. Vores faste overnatningssted i Port-au-Prince var Guesthouse Estinfil (efter ejeren Jude's efternavn), som lå lå et nondeskript sted i bydelen Delmas - så nondeskript at Google maps ikke havde havde hverken vejen eller den større vej den førte til med navns nævnelse på sine kort (men MapQuest havde gaden med: Delmas 31, Rue Barbe de Marbois, Impasse Epinard #6). Problemet er blot at der praktisk talt ingen gadeskilte er i Port-au-Prince, så selv hvis man kender en adresse og har et kort, får man problemer med at orientere sig. Og de mestendels overfyldte taptapper skulle i princippet også have skilte med destinationen i forruden, men nej, det har de ikke. Så transport i millionbyen er et problem. Heldigvis blev vi kørt rundt i en hvid minibus (blandt andet til de aldeles nødvendige supermarkedsbesøg), men jeg plejer jo selv at bestemme hvor jeg skal hen - i alt fald noget af tiden.
 

Vores guide med et billede af katedralen før jordskælvet

På den første fulde dag besøgte vi først katedralen, der blev ødelagt under et katastrofalt jordskælv i 2010, og senere besøgte vi Musée du Panthéon National Haïtien (MuPaNaH), som havde historiske udstillinger og malerier, men derudover skulle diverse nationalhelte også være begravet på området. Og ind imellem spiste vi på Oloffson's, et traditionsrigt træhotel med en fin udsigt i sydenden af centrum. Dagen efter var der en uofficiel udflugt til et udsigtssted ved navn Observatoire i bjergene sudøst for byen, men det var nu en begrænset fornøjelse på grund af infam muzak - og det meste af tiden var stedet i øvrigt indhyllet i skyer, men jeg fik da fotograferet udsigten uden skyer. På tilbagevejen gjorde vi holdt i bydelen Pétionville, hvor de mere velhavende turister holder til, og her så vi udsigten fra toppen af et luksushotel, og vi besøgte nationens største supermarked - og det gik meget bedre.

Senere på turen havde vi endnu en dag i Port-au-Prince, og der besøgte vi bl.a. et afskyeligt té-sted, angiveligt veldædigt, men hvad skal det nytte når de larmer? Men bagefter fik vi muzakfri frokost ved et Sukkerrørsmuseum (som dog var uforretningsmæssigt nok til at forlange 250 gourdes à ca 10 øre for ét rum - samme pris som Mupanah), og vi gjorde holdt ved et supermarked, hvilket sikrede aftens- og natmaden.

Ind imellem de to ophold i hovedstaden besøgte i Jacmel på sydkysten, der som by betragtet er noget mere velfungerende: der er gadeskilte, der er en fin ny strandpromenade, et turistbureau og asfalt på de fleste gader. Herudover aflagde vi besøg ved et par luksushoteller, et ved navn Cap Lamandou, hvor vi beundrede udsigten over havet - men der var grim støj på vejen til terrassen - og et ved navn Cyvadier Plage, som jeg først besøgte med gruppen og dagen efter alene, og hvor jeg første dag spiste en udmærket stegt fisk, anden dag en stor helstegt langustr til knap 90 kr - det får man ikke hjemme i Danmark! Min medrejsende Erik var dog noget sur på mig, fordi folkene inde i byen skulle afhentes kl. 14, men først blev hentet kl. 15. Jeg kunne dog ikke have ændret det. Jeg havde taget en motorcykeltaxa derud, men var blevet opsnappet lige før bestemmelsesstedet af minibussen med vores guide, chaufføren og en af bulgarerne, og så havde jeg dagt at de jo kunne samle mig op, når de kom tilbage fra deres spisested, som var ved en strand længere østpå. De kom imidlertid først til Cyvadier kl. 14, og da havde de endnu ikke hentet vores bagage fra overnatningsstedet. Dette hed i øvrigt Villa Maxanica og virkede mest som en privat villa. Der var myggenet, men ikke gardiner (!), så jeg undlod at tænde lys på mit værelse om natten.
 

Typisk gadehjørne i Port-au-Prince

EFter andet ophold i Port-au-Prince tog vi med Air Sunrise op til Cap Haitien, og det var i et hyggeligt lille propelfly med 1 + 2 sæder på tværs, og da jeg sad på 1. række og der ikke var nogen dør til cockpittet, havde jeg fri udsigt til kaptajnen under hele flyvningen - det er ellers ikke ret tit man har den mulighed nutildags! Efter landingen besøgte vi først Milot med ruinen af kong Henri I's slot og citadel Laferrière på en knold i nærheden. Jeg tabte luften da jeg så det sidste stejle stykke op til citadellet, mens besøget i slotsruinen forløb uden dikkedarer. Den omtalte konge var Henri Cristophe, der tog magten over nord-Haiti efter at han havde deltaget i et oprør mod Jean-Jacques Dessalines, som i 1804 endeligt havde befriet Haiti fra franskmændene (som afløser for Toussaint l'Ouverture, som franskmændene havde fanget), men derefter fået storhedsvanvid og udnævnt sig selv til kejser. Slottet Sanssouci blev bygget omkring 1820, men et jordskælv i 1842 væltede det. Hvad Dessalines angår så vi en statue af ham med napoleonshat i domkirkepladsen i Cap Haitien. Og overnatning? Vel, den foregik på et sted ved navn Lakou Breda en 6-7 km sydvest for selve Cap Haitien. På området var der også en FN-mission af en eller anden art, og der var larm et par timer, men det holdt heldigvis op.

Mindesmærke i Santiago (lige overfor vores hotel) - oprindeligt tiltænkt Trujillo, men nu tilegnet "los Heroes de la Restauración"

Turen fra Cap Haitien til 'Santiago de los Caballeros' foregik med en udmærket og muzakfri rutebil fra Tour Caraibe, som virkede som om de havde fuldt styr på tingene - bussen afgik for eksempel på slaget 8:00, og en stor del af de haitianske grænseformaliteter blev klaret allerede på deres terminal i Cap Haitien. På den dominikanske side var der et hurtigt bagaecheck, men derefter skulle vi alle fotograferes og have taget fingeraftryk på en genstridig maskine - og haitianere skal såvidt vides endda have visum for at krydse grænsen. I Santiago blev vi indkvarteret på Hotel & Casino Matum, der modsat de tre overnatningssteder i Haiti lå særdeles centralt - lige overfor nationalteatret og med udsigt til monumentet for 'Heroes de la Restauración" (dvs. heltene fra en krig mod spanske styrker i 1863-1865 - men oprindelig bygget efter ordre den amerikanerstøttede dikator Trujillo til ære for ham selv). Lige da vi kom var der en afskyelig larm fra et eller andet bag Nationalteatret, men jeg spænede ned i midtbyen, og da jeg kom tilbage igen var der ro og fred. Jeg tilbrqgte i øvrigt en del tid med at sidde i diverse parker og kigge på fugle. ved en af disse var der et åbent mini-supermarked, og det reddede min umiddelbare fortæring, men om aftenen var jeg på en Marisco seafood-restaurant, der hverken kunne finde ud af at servere det valgte tilbehør eller stege en fisk tilpas.

Udsigt fra Alcazar de Colón, Santo Domingo

Næste morgen kl. det-jeg-troede-var-7:30 blev jeg ringet op af Dimo, der spurgte hvor jeg blev af. Det viste sig at jeg havde overset tidsforskellen, der skyldes at den Dominikanske Republik stadig har sommertid, mens interim-præsidenten i Haiti med kort varsel havde afskaffet den. Vi nåede dog uden problemer vores taxa, der skulle køre os til rutebilterminalen. Men Dimo havde fundet på at vi skulle slå vejen omkring museet Centro Leon i udkanten af byen ... der naturligvis var mandagslukket. Taxachaufføren tilbød imidlertid at trille os direkte til hotel Mercure Comercial i Santo Domingo for 100 US$ - mere end rutebilbilletten, men ikke meget mere når 1 eller 2 taxaer i hver ende lægges oven i og givetvis hurtigere. Men ikke nær så mageligt som en dominikansk rutebil, og ude på landevejen tændte chaufføren for noget forbandet muzak.

I hotel Mercure i Santo Domingo var der et mindre optrin fordi hotellet forlangte 60 US$ i depositum pr. næse, og Dimo ville ikke lægge ud for alle deltagere så vi måtte hver især have et kreditkort frem. Derudover havde nogen i det stedlige agentur besluttet at det var den anden dansker og jeg der skulle dele et værelse, og det ville vi naturligvis ikke - det var Dimo og den ene bulgarske dame der havde den aftale, selv om hun blev en nat mere. Jeg gik en tur mens de fik klaret den sag, og så fik jeg mit værelse lidt efter kl. 15. Men herudover var den en ren svir at besøge Santo Domingo. Jeg boede yderst centralt: ved siden af en gågade med et godt supermarked og højst 100 meter fra Parque Colón, der er centrum for aktiviteten i Centro Colonial. Jeg gik adskillige ture i det koloniale centrum, og herudover var der en guidet gåtur på afrejsedagen med besøg i ét af museerne: Alcazar de Colón (som her er den kendte Columbus' søn, ikke giraffen selv). Om eftermiddagen nåede jeg en udflugt pr. taxa til den zoologiske have, der ligger en halv times kørsel fra centrum. Men vi havde kun én overnatning i byen, og med blot én nat mere kunne jeg have besøgt en hel stribe fristende museer. Bulgarerne (minus Dimo) havde faktisk en dag mere (og tog i øvrigt videre til Martinique), men jeg var kommet til at sige ja til hjemrejse lige efter det officielle programs slut, da jeg fik at vide fra Penguin at der ikke gik fly tilbage til Orly én dag senere. Det logiske havde så været at tage 2-3 dage mere - det havde jeg sagtens kunne bruge på det hotel og den by! Men ak nej - det må blive en anden gang.

Mit hotel i Liège

Dimo, Erik og jeg kørte med taxa til lufthavnen, og her nåede Dimo og Erik (fra DBK) lige at blive checket ind, hvorefter jeg var den første der ikke var plads til på Economy. Der var flere efter mig der heller ikke var plads til, men fordi jeg var den første og var én person (og vistnkok den eneste der  ikke skældte personalet ud) blev jeg opgraderet - de efterfølgende blev vist henvist til en senere afgang. Til gengæld stjal sikkerhedskontrollen min paraply - den eneste gang det er sket på utallige flyrejser. Fra Paris Orly næste morgen tog jeg direkte op til Gare du Nord, men der var en krølle på sagen: det viste sig nemlig at en ordinær Thalys-billet på 2. klasse til Liège kostede 104€, mens én på 1. klasse blot kostede 107€ - så jeg tilbragte turen op til Bruxelles i selskab med slipsedyr og direktører, der nok foretrak toget frem for kaosset i lufthavnene. I Liège havde jeg tre overnatninger på hotel Husa de la Couronne lige overfor banegården - og lige ved siden af en byggeplads, der dog generede min nattesøvn. Receptionen var ikke muzakfri, men viste sig at være meget hjælpsom da det senere blev nødvendigt, og der var ro og frem på mit værelse. Jeg havde dermed en halv dag i Liège, dernæst én dag i Aachen på den anden side af grænsen og sluttelig en fuld dag i Liège, som jeg brugte på at se en stribe museer. Det mest mindeværdige i Belgien på denne tur var imidlertid forholdene omkring min hjemrejse med SAS.

Rester af romersk Hypocastrum i Archéoforum, Liège

Jeg havde allerede torsdag morgen konsulteret billetsalget på banegården, dels med henblik på turen til Aachen, dels for at købe en billet til Bruxelles' lufthavn lørdag - og jeg regnede naturligvis med at skifte i Louvain ligesom sidst. Men lufthavnens banegård er pt. lukket, så det viste sig at jeg var nødt til at køre til Bruxelles nord og her tage et tog til landsbyen Zaventem, hvorfra der gik en gratis rutebil til lufthavnen. Og fordi det var på en lørdag havde jeg kun mellem at tage afsted 4:40 eller 6:00 om morgenen. Dagen efter, fredag, efter besigtigelsen af fire museer og et par kirker vovede jeg mig ind i en webcafé for at checke om mit fly kunne antages at afgår planmæssigt til København. Jeg fik først checket på lufthavnens hjemmeside at flyet faktisk afgik, men så åbnede jeg min email ... og så at jeg var blevet flyttet fra 10.30 til en eftermiddagsafgang kl. 17.50. Dette ville udelukke deltagelse i lørdagens DBK-møde, så jeg svarede tilbage at ændringen var uacceptabel og anmodede om at blive flyttet tilbage til 10.30-flyet. Derefter hittede jeg en kinesisk restaurant og fik der et excellent måltid i noble og musikfrie omgivelser. Tilbage til hotellet, hvor jeg forsøgte at ringe til SAS's kontor i Belgien, men telefonen virkede ikke. Det meldte jeg til receptionen, der lånte mig en mobiltelefon. Damen fra SAS lød som om hun ikke fattede hvad jeg talte om, eftersom jeg allerede var på 10.30-flyet. Receptionisten havde imidlertid røbet eksistensen af en gæstecomputer, og der checkede jeg igen min e-mail og opdagede at min første klage havde ført til en lynhurtig reaktion - dvs. allerede inden jeg talte ned damen i SAS' information var fejlen rettet, hvilket forklarede hendes reaktion.

Og da jeg så endelig tog toget lørdag morgen, blev det 'hængt til tørre' lige inden Bruxelles, så jeg ikke nåede min forbindelse til Zaventem. Lort! Jeg spænede til billetsalget for at få oplyst det næste tog med stop der, derpå til den allerfjerneste perron, hvor jeg lige nåede at hoppe ombord på et bumletog med stop ved alle stationer. Det kom nu ikke til at betyde noget. Ved lufthavnen, der var blevet bombet af bindegale muhammedanske fanatikere en måned før, var der sikkerhedskontrol for overhovedet at komme ind i den, så var der en forvirret kø med en umådeligt lang kø til Air Brussels. Rejsende med andre selskaber skulle i princippet gå forbi køen ind i nabohallen, og der vadede sommetider folk rundt og hentede forvirrede rejsende derind. Jeg blev bremset to gange af en hjernedød dørvogter, der ikke fattede at jeg ikke skulle med AirBrussels, men da han var væk et øjeblik, slap jeg tilsidst ind til SAS-skranken og blev checket ind på nogle minutter. Derefter måtte man klavre to etager op ad en interimistisk trappe til pas- og yderligere en sikkerhedskontrol. Først derefter lignede lufthavnen sig selv.

I København valgte jeg at finde et værelse og havnede på Hotel Absalon i deres annex. Jeg havde egentlig planlagt at tage nattog hjem, men den korte nat i Liège og bøvlet i lufthavn Zaventem havde tæret på energi, Derefter besøgte jeg zoologisk have, men det begyndte efterhånden at småregne, og så tog jeg en pause på værelset inden mødet i DBK, som var min hovedgrund til overhovedet at tage omvejen omkring København. Og så tog jeg et formiddagstog hjem dagen efter.

Efter 2015, hvor jeg besøgte nul nye lande, var dette en god begyndelse på et nyt år - 2 nye lande i ét hug.

 

 

 
 
Share this