El Ultimo Adiós


2015 dec

El Ultimo Adiós

Tekst: Maya Linnea Pedersen

Fotos: Maya Linnea Pedersen & Wikimedia

 

I Honduras har jeg haft både spændende, sjove, tragiske og uhyggelige oplevelser, men hvis jeg skal vælge én, må det blive den nat, jeg var inviteret til den lille landsby El Naranjo ved Cangrejalfloden for at sige farvel til en ven.

Vi ankommer med tusmørket – vores vej er kun belyst af en enlig gadelampe og utallige ildfluer, der som et blinkende tæppe i græsset oplyser den smattede grusvej op til den lille bakketop, hvor kirken står. Vi træder varsomt, da det sidste stormvejr har efterladt store huller i vejen – store sten former en lille bæk, der ved foden af bakken møder den brusende Rio Cangrejal, som netop pga. dens brusende vand er kendt som én af de bedste floder for whitewater-rafting i Mellemamerika og derfor er én af de største turistattraktioner på Honduras’ nordkyst. Samtidig udgør den også den østlige grænse af nationalparken Pico Bonito, som er den største i Honduras. I det tiltagende mørke er bjergene blot et omrids på en stjerneløs himmel, og jeg vender ryggen til dem, for Angel og jeg er ankommet. Angel er 21 år, fra El Naranjo, og han har arbejdet som raftingguide, siden han var 18. Hans mor har passet Tia Lucinda de sidste par år, da hendes sukkersyge blev virkelig slem, og de sidste par dage har taget hårdt på hende.

Vandfaldet El Bejuco i nationalparken Pico Bonito. For at nå toppen skal man krydse floden via en hængebro i bedste Indiana Jones-stil.

Fra børn og fulde folk …

Dæmpet snak blandes med cigaretrøg uden for kirken, hvor mændene sidder på det stengærde, der omgiver kirken, og børnene leger mellem deres ben. Børnene mærker alvoren og sorgen, der omgiver den lille bakketop denne nat, selvom de måske ikke helt forstår den. Mange er allerede ankommet, og flere kommer til, siden rygtet spredtes for et par timer siden, at Tia Lucinda er død. Vi hilser på et par stykker, mens vi langsomt bevæger os mod indgangen til kirken.

Kirken består af tre vægge bygget af brædder, den sidste væg er åben ud til en anden bygning, hvor dog kun et par betonvægge vidner om, at man engang i tidernes morgen har villet bygge en kirke. Endnu et levn fra én af de utallige religiøse grupper, der besøger Honduras hvert år. Inde i kirken, der sparsomt er dekoreret med et bien venido-skilt (velkommen), hvor s'et mangler, og plastikposer klippet som guirlander i loftet, sidder kvinderne på hvide plastikhavestole, og i midten på et træalter ligger hun dækket af et hvidt lagen med kun ansigtet fri og bag hvert øre – traditionen tro – en rød hibiscusblomst. To stole er placeret helt oppe ved alteret, men kun den ene er optaget. Angels mor sidder og græder trøstesløst over sin døde svigerinde, og han går hen og giver hende et knus – sætter sig og tænder et nyt af de fire lys, der omgiver Tia Lucinda.

I landsbyerne oppe i bjergene tilberedes maden over åben ild, og
pindebrændet hugges med en machete.

Jeg står og tripper lidt nervøst frem og tilbage pludselig meget bevidst om, at jeg er den eneste udlænding her, men Angels mor, Lola, vinker mig hen til sig og gestikulerer, at jeg skal sætte mig ved siden af hende. Langsomt fyldes den lille kirke op. De fleste af mændene bliver dog udenfor, og i nat er det dem, der passer børnene, selvom der skam også er plads til leg på gulvet inde i kirken i bunken af tæpper og lagener, der skal udgøre det for senge til de små i nat. Angels niece, Suani, kommer hen og spørger mig, hvor mit tæppe er, for hendes mor har sagt, at i nat skal vi sove i kirken. Prædikenen begynder, så Lola tysser på barnet. Lidt senere rejser vi os og går udenfor, hvor flere folk stadig ankommer.

Klokken er efterhånden blevet 23, og jeg undrer mig over, hvor lang tid denne ceremoni mon kommer til at vare. Da jeg spørger Angel, kigger han forundret på mig og svarer: ”Indtil solopgang. Gør I det ikke sådan i Danmark?”   

Det er nu tid til kaffe og sødt brød, semitas, så vi går ned for at hjælpe
til i køkkenet tættest på kirken, der altid står til rådighed ved kirkelige begivenheder. Kaffen bliver lavet over ild i en Madam Blå. Den er stærk, men sødet med sukker, og der er masser af den. Nede i køkkenet er stemningen mere afslappet – selv præsten kommer ned for at få sig en lille sludder, og trods tristheden bliver der grinet og leget, da børnene stadig er oppe. De unge piger bringer kaffe til de kvinder, der ikke vil forlade kirken, og til mændene, der trofast sidder udenfor.

Præsten begynder på sin anden prædiken, og vores sang akkompagneres af en akustisk guitar. En ung pige synger for og har svært ved at holde stemmen, da gråden presser sig på. Vi er flyttet uden for kirken, da stemningen indenfor er meget intens, og lille Suani kommer hen til os og siger: "Aj, hør lige, Angel, præsten siger, at min faster nu sover hos Jesus, men hun sover ikke. Hun er død.” Ja, fra børn og fulde folk …

Rio Cangrejal forsyner både lokalbefolkningen med frisk fisk og arbejde, da floden er et populært turistmål for rafting.  

Smil i morgengryet

Lola har stadig ikke forladt sin plads ved Tia Lucinda, der nu er blevet lagt i kiste med et lille glasvindue, der omkranser hendes ansigt. Hun har ikke rørt sin kaffe
eller den semita, som Suani har bragt hende. Tre dage uden søvn begynder at lade mærke på sig, men på denne sidste nat er der ingen, der sover. I månelyset henter vi hovedpinepiller til hende hos den lille købmand, der ekstraordinært holder åbent hele natten, og begynder at forberede natmaden, som består af tortillaer, ris og kylling.

Klokken er over midnat, og de fleste af børnene ligger og sover på gulvet indhyllet i tæpper, så kun deres hårlokker stikker frem. Man kan ikke lade være med at ønske, at man var barn, for trætheden er begyndt at melde sig, og med søvnen kommer kulden. De unge piger hjælper til med at servere maden og bringe mere kaffe. Vi sidder uden for kirken og skutter os i kulden, mens en af de unge drenge piller ved en transistorradio, og bølgende rytmer fra reagaeton-musikken hvisker ud i natten.

Det er sent nu, og alle er trætte. Præsten sidder og snakker dæmpet med én af de unge fyre, og en anden spiller på guitaren, mens alle blot venter på, at tiden går. Et spædbarns gråd lyder – det er vågnet og kræver øjeblikkelig opmærksomhed fra sin mor, der sidder og sørger over sin mors død, så én af de unge piger tager over, og snart er barnet dysset til ro igen. Kl. 3 begynder mange så småt at vække børn og pakke sammen. Præsten giver Lola et sidste kram og sørger for, at der er stearinlys til hele natten, inden også han begiver sig hjem. Trætheden er nu så påtrængende, at vi går en lille tur ned ad vejen for ikke at falde i søvn – flodens brusen er den eneste lyd i miles omkreds. Vi snakker om de ting, som falder en ind, når man er så træt, at ens krop skriger på søvn. Der er stadig en tyve stykker tilbage i kirken, da klokken slår fem og de første tegn på daggry viser sig,
og selv Lola trækker på smilebåndet af dem, som sidder og nikker med hovedet. Det er rart at se hende smile.

Daggryet kommer pludseligt, da alle sidder i deres egne tanker eller småblunder – for trætte og for kolde til at snakke eller røre på sig. Endelig lægger Lola sig på gulvet ved siden af sit barnebarn og lukker øjnene. Det har været en lang nat, og med vores sidste kræfter går vi ned ad bakken med front mod bjergene, der majestætisk rejser sig i horisonten. Det er morgen, og vi har sagt vores sidste farvel. El ultimo adiós.

Vandfaldet El Bejuco i nationalparken Pico Bonito. For at nå toppen skal man krydse floden via en hængebro i bedste Indiana Jones-stil.

Maya Linnea Pedersen er dykkerinstruktør og har medlemsnr. P572. De seneste 11 år har hun boet i Mellemamerika i henholdsvis Honduras og Costa Rica – for det meste af tiden på Utila, en lille ø ud for den honduranske nordkyst.

 

BOKS: Honduras

Ud & hjem igen: Fly København-San Pedro Sula fås fra ca. 5.100 kr. t/r.

Lokal transport: Der er mange busselskaber i Honduras, og det er nemt at komme rundt. Det største busselskab er Hedman Alas, og de har også transport over grænsen til Guatemala. Tjek www.hedmanalas.com. Der er også en del shuttlebusser, der kører mellem Honduras og Nicaragua og kan bookes gennem Big Foot Hostel i León i Nicaragua. Selvfølgelig kan man også vælge den billigere mulighed de såkldte chicken-busser, der kører hele tiden. Priser varierer fra 25-160 kr. for en tre timers tur.

Kost & logi: Et værelse på vandrerhjem kan fås for mellem 55-80 kr. og privatværelser er mellem 80-400 kr., afhængigt af hvor du er i landet. Som de fleste lande i Mellemamerika er mad  billigt, selv om man sagtens kan finde europæiske priser, hvis man går på de fine restauranter i storbyerne.

Læs mere: om Honduras på www.deberejstesklub.dk/land/nordamerika/honduras.

 
 
Share this