Smil på Dødens Avenue


Jesper Grønkjærs billede
2014 jun

Smil på Dødens Avenue

Tekst & FOTOS: Jesper Grønkjær

Stemningsbillede fra Tegulcigalpa

Min rejsemakker, Thomas VovemoD, der er professionel vanebryder for store danske virksomheder, og jeg selv, der er tryllekunstner, har i mange år lavet shows rundt i det meste af verdenen. Denne gang var vi dog ikke alene på eventyr, men havde et tv-dokumentarhold med. Et gammelt folkevognsrugbrød blev vores rullende hovedkvarter på rejsen, der førte os ud til hårdkogte kriminelle i Honduras.

Et af verdens farligste kvarterer ligger i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa i området omkring 7. Avenue. Pga. bandekonflikter og narkokriminalitet er gaderne et naturligt hjemsted for de ting, der følger i kølvandet på den slags ”forretninger”. Det være sig alt fra børneprostitution til mord – og alt der imellem. I daglig tale omtales kvarteret som ”Dødens Avenue”. Det var her vi skulle opføre vores show. Jeg ynder at sige, at smilet er håbet – det naive vi alle fødes med. Men er der i det hele taget noget at grine af, i et land med 20 mord om dagen? Hvis smilet var forsvundet, hvor var det så forsvundet hen, og ville det være muligt at kunne genskabe det? En af problemstillingerne er, at mange af de lokale beboere ikke længere tør færdes på gaderne. Desuden presses mange borgere af banderne til at betale store beløb i ”beskyttelsespenge”.

Et godt eksempel på hvad der sker, hvis man ser stort på trusselsbrevene fra undergrundsmiljøet, var vores chauffør, Tino. Hans søn havde nægtet at betale til banderne, så en dag var han pludselig væk. Kidnappet. Efter fire dage fandt man sønnens bil udbrændt, og efter yderlige nogle dage fandt man liget af sønnen. Bagbundet, tæsket, skudt igennem hovedet, brændt og smidt i floden. Tino fik sin søn hjem i fem plastikposer.

Kan humor gøre en forskel?

Vores mål med showet var, at det skulle være for alle. Det skulle ikke kun være for de rige eller de dårligt stillede. Det skulle samle befolkningen. Men for at forstå, hvad humor kan gøre i et land som Honduras, var det vigtigt først at drage ud og møde de forskellige befolkningsgrupper og forstå lidt af deres situation. Vi købte et gammelt folkevognsrugbrød og omdannede bilen til vores rullende hovedkvarter. Rejsen førte os ud til Honduras’ hårdkogte kriminelle. Dernæst til ofrene. Derfra ud til dem der bekæmper de kriminelle for at slutte med dem, der styrer samfundet: magthaverne.

Jeg lagde ud med et besøg hos komikeren Vicente, som mange opfatter som Honduras’ sjoveste tv-vært. Altså den lokale Casper Christensen. Han måtte om nogen kunne fortælle mig, hvilke situationer man kan lave sjov med, og om der mon er noget, man ikke kan lave sjov med?

Det blev til besøg hos Dr. Elmer: direktøren for et af landets store behandlingshjem. Han er kendt for at benytte humor i behandling af sine alvorligt syge patienter. På hans hospital kørte han og jeg bl.a. race med patienter i kørestole. Op og ned ad gangene, mens de øvrige patienter heppede. Her var humor et vigtigt redskab til at nedbryde tabuer og fordomme.

 

Mordere på 12 år

 

Rustet med lidt viden om humorens muligheder, var det tid til at møde bagmændene til de kriminelle handlinger. Det blev til møder med bandemedlemmer, tidligere narkopushere, voldtægtsmænd mfl. Særligt indtryk gjorde det på mig, da jeg optrådte i et ungdomsfængsels pigeafdeling. De indsatte var søde piger mellem 12 og 18 år. De grinede, hyggede sig til showet og gav efterfølgende kærlige knus. Men deres historier var dybt tragiske. Der var bl.a. Rose, der som 12-årig skar halsen over på sin mor, ligesom der var Clair på 13 år, der havde slået sin kæreste på 30 år ihjel, fordi han mishandlede hende og piskede hende med ledninger. Jeg kunne ikke lade være at tænke, at når folk på den måde skaber ofrer, så må de tidligere i livet selv have været udsat for misbrug eller svigt. Ellers kan jeg ikke tro, man kan blive sådan!

For at målrette min underholdning til (det fængslede) publikum sluttede jeg af med at lave et udbrydernummer. Betjentene var ikke helt trygge, da det lykkedes mig at komme fri af et par håndjern i løbet af 30 sekunder … men fangerne syntes heldigvis, det var morsomt!

 

Kvindelig massemorder

Ad snørklede veje fik jeg et unikt indblik i et af de mest sygelige og ondskabsfulde bandemiljøer, da det lykkes at få et sjældent interview med 21-årige Roberto med tilnavnet ”Den unge dræber” samt med ”Hundjævelen”. Bag navnet finder man en af de mest berygtede massemordere i Latinamerikas historie. Man mener, at hun trods sine 33 år, hvoraf flere år var i fængsel, har begået omkring 400 mord. Hun sad fængslet i fire år, men er nu løsladt.

På hemmelige mødesteder i byen indvilligede de i at fortælle om deres liv, og om hvordan banderne fungerede. Det var en grotesk beretning om, hvordan man planlægger og udfører mord på rivaliserende bander, hvordan de langsomt torturerede fjenden inden drab. Fx skar de langsomt huden af deres ofre, eller som i Hundjævelens tilfælde, hvor hendes undersåtter fangede en rival, satte et bildæk over ham. Hun overhældte ham med benzin og satte efterfølgende ild til, så han brændte ihjel. Da hun senere skulle spise sin frokost bad hun mændene fjerne liget, da hun ikke gad se på det, mens hun indtog middagen! Det mest kvalmende var dog, da Roberto med slet skjult stolthed viste mig optagelser på Youtube, hvor man nøje så en afstraffelse af en ung mand, de endte med at myrde. Robertos ven på 17 år havde i øvrigt én sort streg tatoveret i hovedet for hver mord, han havde begået. Han er nu tatoveret fra issen og hele vejen ned over ansigtet, ned over halsen og helt ned på skulder og bryst. Der er i alt mere end 120 streger.

Jo længere vi kom ind i snakken om privatlivet, og jo flere andre jeg talte med, desto mere kunne jeg se, at de mennesker indeni selv var små og sårbare. For at forstå de mekanismer, der foregår i et sådant land, skal man vide, at nogle af de er vokset op i et miljø, hvor de aldrig har oplevet kærlighed. Som Hundjævelen, der nu lever et kristent liv forklarede, så vokser unge mennesker op i et land, hvor de udelukkende udsættes for had og ondskab. Dette bliver virkeligheden, og det som man tager til sig som værende den måde folk normalt opfører sig på. Vil man have et par nye gummisko, så skyder man ham, der har dem på, sagde hun!

Nu er hun imidlertid blevet omvendt. Hun lever et kristent liv og var generelt en sød og imødekommende kvinde. Vi var på kindkys og er nu Facebook-venner. For da hun i fængslet mødte kærligheden gennem en præst, var det allerførste gang i hendes liv, hun oplevede dette. Tidligere vidste hun ikke, hvad det var. Hun blev væltet omkuld af at få respekt og omsorg. Først på dette tidspunkt fik hun viden om, at man kunne elske i stedet for at tæske.

 

Helvedes forgård

I den fattigste del af hovedstaden oplevede vi helvede på jord. På én af de kæmpestore lossepladser optrådte jeg for skraldemennesker. Jeg ynder at sige, at når man er berejst, er der ikke meget, der kan komme bag på én. Men jeg blev desværre overrasket. Jeg fik fortalt, at disse mennesker lever som dyr. Men havde de været dyr i Danmark, så var de for længst blevet aflivet pga. misrøgt. Da vi kørte derfra, kastede jeg op. Ikke pga. stanken af lort, urin, affald, døde dyr osv. Nej, pga. de følelser jeg havde i mig. Og grotesk var det, at vi en halv time senere stod og var hovedpersoner i en honduransk tv-quiz med millioner af seere. På den måde gik oplevelserne konstant som en følelsesmæssig rutsjebane tur.

Præcis sådan var det også, da jeg besøgte børnehjemmet Emmanuelle. Første del bestod i interviews med flere af de unge piger, der fortalte om, hvordan de var blevet seksuelt misbrugt. I flere tilfælde først af faderen, dernæst af deres brødre. Den 19-årige Layla fortalte detaljeret om, hvordan hun efter sine forældres tidlige død var vokset op hos sin bror, fra hun var tre år. Han tvang hende til at ordne hus og sælge brød og aviser. Jævnligt tæskede han hende med kæppe, ledninger, kabler eller bælter med jernspænder. På et tidspunkt bandt han hende i tre døgn til et træ i haven, mens han mishandlede hende, så hun var sikker på, hun skulle dø. Hun stod nøgen og forkommen i haven, med en sort sæk over hovedet og tape for munden. Da han stoppede sin tortur af hende, kørte han hende ind på banegården og gav hende 4 kr. og sagde: ”Jeg vil aldrig se dig mere. Hvis du sætter dine fødder i mit hjem, så slår jeg dig ihjel. Og jeg mener det.” Layla fortalte nøgtern og detaljeret om de mange overgreb. Vi talte om hendes drømme og håb for fremtiden. Hun sagde til mig: ”Min drøm er at se min bror igen. Jeg har ikke set hverken ham eller min øvrige familie siden. Hvis jeg møder ham, så vil jeg sige undskyld.”

Jeg troede, jeg hørte forkert, for hvorfor ville hun undskylde? ”Jeg vil sige undskyld, hvis jeg har ødelagt hans liv. Hvis jeg tilgiver ham, så kan han måske se, at han har gjort mig fortræd, og så angrer han måske også, hvad han har gjort.” Jeg var målløs over denne udmelding, men det var det samme der gentog sig ved de ofre, jeg talte med. En pige var smidt ud med affaldet, en anden solgt til prostitution. Nogle børn var forældreløse, da deres mor og far var myrdet, sad i fængsel, eller måske var døde af stoffer. Beretningerne var endeløse. Og mens jeg sad der og kæmpede med følelserne, så kom forstanderen og bekendtgjorde, at nu var der 600 publikummer, der var klar til show. Igen kontrastfyldt at gå fra personlig tragedie til total gakket underholdning.

En fremtryllet fisk til borgmesteren

I den anden ende af samfundslaget var det besøg hos Tegucigalpas borgmester og præsidentkandidat Ricardo Alvaraz. Han blev først noget overrasket, da jeg tryllede en levende guldfisk op i hans vandglas på byrådsmødet, men han endte med at skaffe os den nødvendige politibeskyttelse til vores arrangement.

I forlængelse af snak om bekæmpelsen af kriminalitet, fik vi muligheden for at komme med politiet på patrulje. På ladet af en pickup sad vi en sen nat, med otte hårdt bevæbnede betjente med hjelm og skudsikker vest. Desværre havde de ikke udstyr til os to danskere, da vi sammen stormede en narkobule, hvor betjentene med fast tag i deres pumpguns fik lagt adskillige pushere ned.

The Smiling Show

Dagen før vores hjemrejse var vi klar til show. Politiet havde afspærret ”Dødens Avenue”. Ladet af en gammel lastbil brugte vi som scene. Med Honduras’ officielle folkevognsklub, kørte vi i en lang kortege gennem byen med vores gamle rugbrød i front. På en åben bil stod et sambaorkester og sendte glade rytmer ud til befolkningen. Landsdækkende honduransk tv fulgte os på ruten frem til ”Dødens Avenue”, hvor publikum ventede.

Vi havde lokket Josue Mortho til at holde åbningstalen. Han var ”kronprinsen” i menneskerettighedsorganisationen Alianza. Organisationens advokat var i øvrigt blev myrdet på klos hold ved skud fra en forbikørende bil pga. deres arbejde mod kriminalitet!

Showet var en kombination af dansk trylleri, popmusik fra Latinamerikas hotteste band, stand-up med tv-værten Vicente osv. Dermed så det ud til det lykkes, at få folk tilbage på gaden. Men de skulle ikke blot underholdes, de skulle selv lære at sprede smil på en aktiv måde. For mig er indbegrebet af smil en klovn. Og indbegrebet af klovnen er den røde næse. Så jeg havde medbragt 1.000 røde klovnenæser, der blev delt ud, og som publikum skulle lære at trylle med. Det var et fantastisk syn: børn og gamle, præster og narkomaner, politibetjente og kriminelle, politikere og hjemløse … alle endte med at stå med røde næser og kæmpe smil.

Sluttelig skulle der gives hånd på, at folk nu ville gøre en indsats for at tilbageerobre gaderne. At de ikke længere vil finde sig i de kriminelle, der holder folk i jerngreb. Som en symbolsk handling fik alle publikummer dyppet deres hånd i en spand gul maling. De mange gule hænder blev sat som aftryk på vores blå folkevognsrugbrød. På den måde tøffer den gamle bil nu rundt som rullende bevis på, at folk ønsker at stå sammen i Honduras. Smilet er stadig den korteste afstand imellem alverdens mennesker!

 

Ud & hjem igen :

Fly København-Tegucigalpa fås fra ca. 6.350 kr. t/r. Kost & logi : Et værelse på vandrerhjem kan fås for mellem 55-80 kr. og privatværelser er mellem 80-400 kr., afhængigt af hvor du er i landet. Som de fleste lande i Mellemamerika er mad billigt, selv om man sagtens kan finde europæiske priser, hvis man går på de fine restauranter i storbyerne.

 

Jesper Grønkjær har medlemsnr. 322. Filmen om hans rejse forventes at få dansk tv-premiere til efteråret, hvor bogen efter planen også udkommer. Læs mere om hans rejseoplevelser på www.tryllestav.dk.

 
 
Share this