Akademisk nytår i Indien


Per Allan Jensens billede
2014 dec

Akademisk nytår i Indien

Tekst & foto: Per Allan Jensen

 

Min lille historie udspiller sig for så længe siden, at den næsten burde indledes med ordene ”der var engang”. Ved årsskiftet 1983-84 var jeg nemlig kun ca. halvt så gammel, som jeg er i dag, og ikke nær så berejst. Men det var på den rejse, at ”det hele begyndte” i den forstand, at denne fem måneder lange tur kom til at ændre mit rejseliv markant.

Jeg havde deltaget i en tre måneder lang transasiatisk ekspedition, hvor vi var kørt fra Padborg til Katmandu i en gammel ombygget Bedford-lastbil. Dernæst var jeg på trekking i Nepal. Og så var tiden kommet til – på egen hånd – at drage videre ned gennem Indien og til Sri Lanka.

Besøg hos en ven af en ven

Forfatteren som han så ud ved hjemkomst fra den fem måneder lange rejse.

På vejen havde jeg planlagt at besøge Gour, der havde opholdt sig nogle år på Landbohøjskolen og der været kollega til en af mine nære venner. Besøget var aftalt i forvejen per brev. Dvs., jeg havde skrevet med ham, men aldrig mødt ham personligt.

Jeg ankom med toget til Jabalpur sent om aftenen 30. december 1983, og næste morgen lod jeg en rickshaw køre mig ud til Gours arbejdsplads, Agricultural University, der viste sig at ligge i udkanten af byen.

Her meddelte Gours kolleger mig, at han først ville komme klokken 10.30, og pga. eftersyn af hans scooter blev den 12.30 i stedet, så i ventetiden blev jeg underholdt af kollegerne, der var vældig interesserede i at høre om min lange rejse. Gour viste sig at være en uhyre sympatisk fyr, og efter en lang hyggesnak blev jeg indlogeret i en lille lejlighed i universitetets gæstehus. Det var den rene luksus, med eget bad, toilet og moskitonet.

Jeg undrede mig lidt over, hvorfor jeg ikke bare kunne bo hjemme hos ham selv, men da jeg bagefter tog med derind, var forklaringen ret åbenlys, da de boede fem personer (ham selv, kone, barn, far og mor) i et lille rækkehus på 30-40 m2.

Nytårsritual

Det viste sig, at Gours afdeling havde planlagt en nytårsfest, uden koner naturligvis, en rigtig mandeaften, som jeg straks blev opfordret til at deltage i. Partyet foregik i en ret primitiv bygning langt ude på en mark, hvor maden blev tilberedt på et bål bag huset. Et par af kollegerne stod for det kulinariske, godt hjulpet af et par kulier til det grovere arbejde.

Vi sad i to rækker – på gulvet naturligvis – langs væggene i en korridor, der bestemt ikke kunne kaldes hyggelig. Umiddelbart forekom det mig lidt grotesk, at 15-20 noble indere i deres pæneste tøj (plus undertegnede, der ikke længere havde noget tøj, der kunne kaldes bare nogenlunde pænt) satte sig ned på gulvet i en gammel, grim og kold korridor for at indtage deres festmad – i øvrigt naturligvis med fingrene.

I dagens anledning var der indkøbt nogle øl og et par flasker whisky. De fleste hinduer drikker normalt kun meget begrænset, så de fleste blev ret hurtigt lidt småsnalrede. Nå, men vi fik skam serveret en masse lækker mad, drønstærk naturligvis, og dertil whisky med vand eller sågar whisky med øl. Efterhånden som stemningen steg, begyndte de at fortælle historier og vittigheder af en type, som de næppe ville have anvendt, hvis konerne havde været til stede, og af hensyn til æresgæsten foregik det hele på engelsk.

Det med sproget er i øvrigt meget pudsigt. Deres eget sprog er jo hindi, men det indeholder et hav af engelske låneord, så det kom for mig til at virke lidt som at høre grønlandsk radioavis, dvs., for det meste virker det som volapyk, men så kommer der ind i mellem pludselig et ord, man forstår. Jo højere uddannelsesniveau folk befinder sig på, jo flere engelske ord anvender de, og nogle gange glemmer de helt at vende tilbage til hindi igen. De folk, jeg var sammen med her, talte ca. 50 % hindi og 50 % engelsk, blandet sammen i en stor pærevælling, så det lød højst ejendommeligt.

Klokken 24 ønskede vi hinanden godt nytår, og efter endnu et par småsjofle historier brød vi op ved 01-tiden. Det blev en nytårsaften, som jeg sent vil glemme, selv om jeg efterhånden har oplevet flere alternative af slagsen, som fx den i det nordlige Thailand, hvor jeg var døden nær pga. overdrevet indtagelse af hashkage.

Per Allan Jensen har medlemsnr. 26 og er tidligere formand for De Berejstes Klub.

 

Billedtekst: Forfatteren som han så ud ved hjemkomst fra den fem måneder lange rejse.

 
 
Share this