Baba Shankar


Malaika Malmoss billede
Malaika Malmoss billede
 
2008 sep
Baba Shankar, et helt specielt menneske med et stort hjerte, en fantastisk personlighed og en stærk tro på Gud og skæbnen

Hvad skæbnen vil.

Vijay Shankar levede et helt normalt liv i udkanten af Varanasi, Indien. Han havde et velfungerende familieliv, godt betalt job og eget hus og bil. Datteren havde han fået giftet væk i en alder af 12 år for, som han sagde, en god pris. Så livet var problemfrit. Men så, for fire år siden, døde hans elskede hustru pludseligt, og hans verden brød sammen. Få dage efter donerede han bil, hus og alt han ejede til en skole for fattige børn, og han drog tomhændet og tynget af sorg af sted til den hellige Moder Ganges sammen med sin dengang 15-årige søn. Her fandt de ly i en bygning, hvor de døende tilbringer deres sidste dage. Han lavede et lille ildsted af ler, hængte et gudebillede op på væggen og iklædte sig et lændeklæde. Fra da af var han Baba Shankar, som levede for at tjene sin gud Shiva.

Nu, fire år efter, havde Baba accepteret, at skæbnen havde taget hans livs kærlighed fra ham, og han forstod det havde været nødvendigt, at hun skulle dø så pludseligt. For var det ikke sket, ville han stadig sidde fast i det jordiske liv og dets ligegyldige problemer. Der findes ingen tilfældigheder i verden, for alt der sker, er en del af Shivas fuldendte plan, sagde han. Der er derfor ingen grund til at modarbejde noget. Bare acceptér og få det bedste ud af, hvad du gives. Denne stærke skæbnetro hjalp Baba til at forstå livet, og den gjorde ham til et herligt menneske fyldt med accept og livsglæde. Der var en helt speciel energi over ham, og bare at sidde ved hans side gav en særlig følelse af fred.

Han mente, at hvem der end kom til ham, var ført dertil af skæbnen, og som det guddommeliges tjener var det hans pligt at gøre, hvad han kunne, for at hjælpe dette menneske. Af denne grund tiltrak han en masse ulykkelige mennesker, der trængte til omsorg, og han virkede som psykolog, trøstende mor og guddommelig mediator på én og samme tid.

En dag dukkede der en mand op, som kom langvejs fra og kaldte sig selv for Terminator. Shiva havde åbenbaret sig for ham og befalet ham at tage til dette sted, sagde han. Her skulle han så ofre sig selv til Shiva ved at brænde sig levende på et bål! Manden havde tydeligvis slemme psykiske problemer og havde brug for psykologhjælp. Gudskelov havde skæbnen ført ham hertil, og Baba tog ham til sig og gav ham mad, husly og sjælesorg i en uges tid. Herefter glemte Terminator alt om åbenbaringen og besluttede sig for at tage tilbage til konen og give livet en chance til.
 

Shiva holder hånden over os

En måneds tid senere fik Baba besøg af en dybt ulykkelig læge. Denne havde problemer på hjemmefronten, der havde udviklet sig til sådanne højder, at konen nu nægtede at lave mad til ham. Hver dag inden han tog på arbejde, kom han derfor forbi Baba for at græde ud ved hans side og ikke mindst for at få den madpakke med på arbejde, som konen nægtede ham. En dag jeg sad hos Baba så jeg, hvordan han brugte sine sidste forsyninger af mad til at lave et måltid til lægen, som tog maden med sig uden at give en eneste skilling til hans madmor. Der var ikke så meget som en smule ris eller linser tilbage til Baba og sønnen, som endnu ikke selv havde spist. Men dette virkede ikke til at bekymre ham det mindste.

Jo mere man giver, jo mere får man igen, sagde han. Bare vent og se, Shiva holder hånden over os! Og rigtigt nok. Senere samme dag kom jeg forbi igen med noget mad for at sikre mig, de ikke gik sultne i seng. Til min store forbavselse fandt jeg dem stærkt berusede med en tom flaske alkohol på gulvet. Min ven Baba satte et uskyldigt ansigt op, mens han forklarede mig, at de altså havde fået flasken af en ven. ”Jeg kunne aldrig finde på selv at gå ud og købe en flaske alkohol”, forsikrede han mig om. ”Men denne flaske kom til mig helt af sig selv. Og hvad skæbnen bringer os, bør vi ikke afvise!” Jeg kunne ikke stå for denne undskyldning, og Baba forblev et af de mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har mødt.
 

 
 
Share this