Cirkus Splittergal


Patrick Leiss billede
Patrick Leiss billede
 
2016 mar

Under en rejse rundt i Indien fandt jeg ud af, hvor store forskelle der virkelig kan være på Asien og Europa.

Fotos: Patrick Leis & Wikimedia

Cirkustigre – her dog bag et beskyttende gitter.

Se, man tager noget ganske almindeligt, et cirkusbesøg fx, giver aktørerne nogle vældig eksotiske navne samt en brunlig kulør, sender kostumer, dekorationer og sprechstallmeister igennem den store, indiske vridemaskine, og vupti så har man pludselig en ganske anderledes kulturoplevelse, end man regnede med. Også i den grad!

Jeg havde hængt ud i Goa en måneds tid og var ved at få en smule strandkuller, da jeg en dag opdagede, at palmerne i vejkanterne var blevet dekorerede. Store, farvestrålende plakater var hængt op i nattens mulm og mørke, og det var til min overraskelse ikke valgplakater (selv om nogle af klovneansigterne til nød godt kunne forveksles med vores hjemlige politikere), næh, det var søreme farvestrålende annonceringer af, at der var kommet cirkus til byen!

Nu har jeg aldrig været den store trapezfan, men omstændighederne taget i betragtning var det måske et udmærket alternativ til endnu en aften på strandbaren, så to dage senere købte jeg billet og drog mod hovedstaden Panjii sammen med mine kammerater Yazmine og Joe.

Bagved markedet i Mapusa blev cirkusteltet stillet op.

Teltet var malet i prangende farver, som fjernede fokus en smule fra de mange lapper og slitage, og foran indgangen var der sort af mennesker. Jeg sivede ind i pøblen og blev på det nærmeste løftet fra jorden og viljeløst ført med strømmen. Støjen var overdøvende, og jeg takker de høje og usete magter for, at jeg trods alt havde været forudseende nok til at reservere et sæde.

Yazmine og Joe havde allerede sat sig, og allerede fra første øjeblik fornemmede jeg, at det næppe var et Las Vegas-show, vi havde løst billet til.

Manegen lignede et fortidslevn, og siddepladserne var kun egnet til fakirer. Jeg lagde en trøje over det hårde træsæde og kikkede rundt i det fyldte cirkustelt. Inderne larmede og regerede, de råbte og skreg, mens deres unger legede tag-fat mellem stolerækkerne, ivrigt forfulgt af frustrerede forældre, og is- eller frugtsælgere skrumlede rundt blandt tilskuerne og truttede i båthorn eller fløjter og gjorde helvede hedt for alle, der ikke ville handle.

Blafrende trommehinder

Pludselig overdøvedes den almene larm af et infernalsk støjhelvede. Noget, der mindede om en blanding af sækkepiber og ustemte trompeter, fik mine trommehinder til at blafre faretruende, og på en faldefærdig balkon trådte et atten-mand stort orkester frem i slidte gallauniformer og pompøse hovedbeklædninger. Yazmine skreg af grin, og Joe holdt sig for ørene, mens han bandede som en tyrk.

Løvetæmmer

Første nummer var 20 unge dansepiger. Det er synd at sige, at de var udfordrende klædt, og den tekniske sværhedsgrad må takseres til 02. Pigerne så jævnt uengagerede ud, og jeg bemærkede, at flere af dem tyggede tyggegummi. Nå, publikum var øjensynligt ligeglade, for mig at se var kun de færreste optaget af, hvad der forgik i arenaen. De fleste sad og sludrede højlydt, mens de åd brændte mandler, og resten vadede rastløst rundt mellem stolerækkerne. Nummeret sluttede med en menneskelig pyramide og bagefter sjoskede gymnastikpigerne ud gennem det røde forhæng. Orkesteret, som spillede forbløffende asynkront, missede timingen med flere satser og sluttede crescendoet alt for sent, og der var næppe én i salen, som klappede.

Så var der trylleshow: En mand i ternet habit hev to duer ud af en æske, mens assistenten af vanvare trådte på nogle af hans remedier og uheldigvis ødelagde kisten til ”Den oversavede dame”. Tilskuerne kedede sig, orkesteret forsøgte sig uden held med en march, og efter at have set en bøvsende flodhest og en linedanser, der to gange skvattede ned fra rebet, vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Men pludselig skete der store sager!

Klovne og jonglører

Fem dværge med røde næser og malede læber kom spænende ind i manegen. De var tydeligvis klovne, og nummeret gik i al sin enkelthed ud på, at de skamtævede hinanden med brædder og stokke, og til min udelte forbløffelse brølede salen af grin. Inderne rullede bogstavelig talt rundt på sæder og gulv, og latteren ville ingen ende tage. Jeg var pænt forbavset, men definitionen på indisk humor er tydeligvis, at hvis noget gør ondt på andre, er det sikkert sjovt. Jeg kom til at spekulere over, hvad de ville sige, hvis de vidste, at klovnenes rødmalede munde er en reminiscens fra dengang, narrene skar deres mundvige op for at få et bredere smil, men endte med at konkludere, at inderne sikkert ville elske det!

Tiger i manegen.

Da klovnene endelig fik banket hinanden halvt fordærvede og forlod manegen, indtog to storsmilende jonglører deres plads. De smed bolde og knive til hinanden og var langt under standarden af gadegøglere fra Strøget. De efterfulgtes af et dyreshow, hvor et par udklædte hunde luskede rundt med halerne mellem benene og blev tvunget til et utal af ydmygelser, og derpå blev der præsenteret en sabelsluger.

Det ene pinagtige nummer blev efterfulgt af det næste, og torturen fortsatte i tre stive timer, lystigt understøttet af trompetspillerne fra helvede. Da cirkusdirektøren endelig annoncerede, at det var tid for aftenens grand finale, var Joe faldet i søvn, og mentalt var jeg for længst taget hjem.

En dans med tigre

Jeg begyndte så småt at gøre mine til at trække i retning mod døren, da der i det samme sprang seks drabeligt udseende tigre ind i manegen. Jeg havde svagt opfattet, at der var blevet opsat et rustent metalgitter hele vejen rundt om arenaen, men et enkelt blik på den lemfældige afspærring gjorde det ganske klart, at hvis et af rovdyrene agtede at forlade rampelyset, ville gitteret på ingen måde være i stand til at bremse den.

Jeg nærede bestemt intet ønske om at blive potentiel portionsanretning, og jeg kikkede mig panisk over skulderen efter den nærmeste flugtvej. Tigrene brølede som hævnende dæmoner, tilskuerne virkede pludselig næsten interesserede, og selv Joe vågnede ved larmen.

To dyretæmmere dansede rundt om de stribede kødædere, den ene var en hårdt pumpet, brun udgave af David Hasselhoff, iført tights og lyseblå satinskjorte. Han havde øjensynligt godt fat i ørene på de firbenede aktører, som lydigt, men naturstridigt, sprang igennem flammende tøndebånd og gik på line, mens frygten lyste ud af øjnene på hans assistent, der ukontrollabelt tæskede løs på de knurrende dyr med en lang kæp.

Da Yazmine pludselig hviskede: ”Det må da ende med, at tigrene en dag får nok og æder ham,” var jeg ikke i tvivl om, at hun ville få ret.

Forestillingen sluttede, og vi fulgte strømmen af plaprende tilskuere ud mod motorcyklerne. Vi kørte ud for at spise, før jeg satte kurs mod mit lille guesthouse, og to dage efter læste jeg i The Harold, at dyretæmmerens assistent var blevet slået ihjel, da han under en forestilling gav førertigeren et enkelt slag for meget!

 

Faktabox

Goa ligger på Indiens vestkyst og er en tidligere portugisisk koloni. Delstaten er på mere end 3.700 km2 og med et indbyggertal på ca. 1,4 millioner. Hvert år besøger 2,5 millioner mennesker Goa, heraf er ca. 400.000 udenlandske turister.
 
 
Share this