Fanget i en cyklon på Andamanerne


Tanja Schwartzs billede
2012 jun

Fanget i en cyklon på Andamanerne

Ude i Den Bengalske Bugt ligger den isolerede indiske øgruppe Andamanerne og Nicobarerne. Her er storslået natur og en chance for at dykke med dygonger, de sjældne søkøer. På flere af øerne er der dog ingen adgang for udlændinge, da befolkningen efter sigende er kannibaler, og det kan være svært at komme derud – og svært at tage tilbage igen, især hvis der kommer en cyklon på tværs af rejseplanerne!

Tekst & fotos: Tanja Schwartz

”There is 1 percent chance the boat is coming.” Vores nye indiske ven prøver at få humøret op hos os, men med en kommentar om 1 procents chance for, at vi bliver hentet af en båd dagen efter, stiger humøret kun for en kort stund, mens vi griner lidt af hans skønne optimisme.

Det er første juledag, jeg og 13 andre rejsende fejrede jul sammen i går på Havelock Island, og nu sidder vi alle godt mast sammen i min lille bambushytte og lytter til de ikke særlig opløftende ord. Cyklonen Thane er på vej mod os, og vi fik allerede de første tegn på det om natten, hvor det blæste og regnede så meget, at jeg var sikker på den lille hytte ville blæse fra hinanden. Jeg skulle have forladt øen i dag for at flyve til Sri Lanka, men bølgerne er gigantisk høje, og alle både fra Port Blair er aflyst.

Kannibaler og forbudte områder

Heldigvis har jeg inden cyklonen nået at se en del af de steder, der er åbne for turister. De fleste øer er forbudt område, da her stadig lever en del stammefolk, især på de nordlige Nicobar-øer. Nogle af stammerne skulle efter sigende stadig være kannibaler, og der går da også historier om folk, der er forsvundet sporløst i junglen. Så med en lyst til at leve og ikke ende i den sorte gryde valgte jeg at tage til Neil Island, en ganske lille ø, der ikke har den store turisme endnu. Først skulle jeg dog lige have købt en billet, hvilket i sig selv lyder meget lige til, men det her er Indien, om end en meget smuk udgave af Indien, men dog stadig Indien.

Jeg står ved billetkontoret to timer før åbning, og her er allerede en lang kø af indiske mænd, der skubber, maser, råber og skælder ud. Jeg gruer for at skulle ind i det her virvar af mænd, da en sød dame hiver mig i ærmet og peger på en lille kø med kun syv damer i. Ahh, en af de fantastiske fordele ved at rejse i Indien! tænker jeg, mens jeg hyggesnakker og får lidt skygge under en anden dames paraply. Da dørene åbnes til kontoret er hyggen væk, jeg bliver næsten væltet over ende og ser bare en flok af damer, der spurter til de to rækker tilegnet dem. Det er ikke nemt at få billetter til de få færger, der sejler til Havelock og Neil hver dag, derfor sender mange agenter damerne ned for at købe billetter til en hel gruppe af mennesker på en gang, hvilket så betyder, at vi rygsækrejsende, der gerne vil spare lidt penge og gøre det selv, må kæmpe for vores sag.

Og det må man sige jeg gør. Der bliver brugt mange fine tricks på at komme foran i køen, og da den ene computer bryder ned, går der et splitsekund før vores kø er omdannet til det rene cirkus med råbende fægtende damer alle vegne. Kun tre formår at snyde sig foran mig, og da det bliver min tur, er der kun én billet tilbage, selvfølgelig på den dyre klasse.

Dykning med sjældne søkøer

Fiskerbåd på stranden, Neil Island

På Neil Island sker der intet, det er en stor kontrast at komme her fra Port Blair, som er en støvet, beskidt og larmende by. Her er kun få steder at bo, og alle har samme priser, så en lille prisfight med tuk-tuk-fyrene falder hurtigt til jorden. Jeg ender med at vælge et ressort, som ligger helt nede i den vestlige ende af øen, hvor solnedgangen skulle være helt i top, og man måske kan være så heldig at se den sjældne søko dygong (Dugongdugon) ved kysten. Solnedgangen er fænomenal her, jeg ender med at gå derned hver aften og nyde den sammen med store horder af indere, som alle gerne liiigge vil have et foto eller tre af mig samtidig.

En af de helt store grunde til, at jeg overhovedet er endt her, er den fantastiske dykning, der skulle være her, så jeg besøger den eneste dykkershop der er på øen, og booker en pakke med seks dyk. Fyren, som ejer stedet, er noget overrasket over, at jeg har valgt at tage direkte hertil og ikke til Havelock, som 98 % af alle, især dykkerturister, gør. Men jeg holder af små steder uden for mange folk i bådende, med tid til at lære folk at kende, og jeg bliver hurtigt overbevist om, at jeg har valgt det rigtige. Næste morgen meget tidligt står jeg på kajen og hjælper med at samle udstyr. Havet er en smule uroligt, men vi skal dykke på den anden side af øen, så det gør ikke så meget. Alle dykkerstederne ligger dejlig tæt på her ved Neil Island, så det tager kun ti minutter, så er vi fremme. Jeg glæder mig til at komme under overfladen og får hurtigt udstyret på og hopper i vandet. Det er et fint dyk, og vi ser mange store fisk som aftrækkerfisk (Balistoides Viridescens), barracuda, papegøjefisk og makrel. Der er også en del smukke nøgensnegle og andre små dyr at finde. Men korallerne er mere eller mindre alle sammen afblegede eller helt døde, det er et sørgeligt syn. Tsunamien i 2004 ramte ikke kun hårdt på land her, også under vandet skete der mange ændringer, bl.a. er temperaturen steget, hvilket især har kunnet ses inden for de seneste to år. Det er en stor skam, og det vil helt klart få betydning for antallet af dykkere, der kommer her fremover.

Sjove krabber med deform stor klo ved Elephant Beach

Neil er dog også kendt for andet end dykning, her er der nemlig en enestående chance for at svømme med dygonger. Der er ikke mange tilbage her, men alligevel var jeg så heldig at se en enkelt to dage i træk fra kysten. Jeg havde mit snorkeludstyr med mig, men de er nogle store bangebukse, og der skal ikke mange pjask til, før de forsvinder. Så jeg måtte nøjes med synet fra land.

Vodkaglade soldater

”There is 10 per cent chance the boat is coming.” Det er dag to på Havelock, vores indiske ven står med en flaske vodka i hånden, som han og hans venner har tænkt sig at drikke, for de tror lige så lidt på den båd, som vi gør.

Jeg har ondt af dem og under dem deres vodkaglade humør. Det viser sig nemlig, at de er i militæret og slet ikke måtte tage af sted, men da det var weekend, mente de godt de kunne slippe af sted med at smutte til øen for at fejre ”Happy Christmas” som de siger, uden det ville blive opdaget. Nu sidder de her for anden dag og kan som resten af os ikke komme tilbage. Det er selvfølgelig blevet opdaget, at de er væk, og der vanker nu slag med bambusrør, når de kommer tilbage. Om aftenen drikker vi med dem, det stormer, lyner og tordner udenfor, men i hytten er der hygge.

Længsel efter at komme væk fra Havelock, men stadig ro og orden på havnen

Havelock er noget større end Neil, og det er her størstedelen af alle turister på Andamanerne tager hen. Det er en smuk ø med fantastiske strande. Især strand nr. syv er noget helt for sig selv. Kridhvidt sand strækker sig, så langt øjet rækker, vandet er den smukkeste turkise farve, mens grønne palmetræer naturligt afgrænser baggrunden. Her er næsten ingen mennesker, selvom det er højsæson, og man kan uden problemer finde sit eget lille stykke paradis her.

Mens jeg var på øen, var de i gang med at filme til Indiens udgave af ”Robinson Ekspeditionen”. Jeg morede med gevaldigt med at se, hvordan de formåede at få det hele til at se meget øde ud, selv lige ved siden af øens største landsby. Det må være en underlig fornemmelse at skulle leve som strandede mennesker uden mad, når der lige ved siden af går en gris rundt og grynter. Dog filmede de en dag på en strand, de kalder Elephant Beach. Her er det ikke svært at få det til at se øde ud. Man skal gå godt 30 minutter ad en sti, som bliver brugt af elefanter, deraf navnet selvfølgelig. Hvorefter man kommer til et mangroveområde, hvor der bor en del krokodiller. Ved lavvande forsvinder krokodillerne, det bildte de mig i hvert fald ind, og man kan vade et stykke gennem mangroven ud til et stykke strand, som dukker op. Når man går der i Mangroven og ser alle rødderne, de mange snegle, der laver en masse spor i sandet, og krabber med underligt store kløer, så føles det, som om man er på en anden planet.

”There is 50 percent chance the boat is coming.” Det er dag tre, og vi er ved at være godt trætte af at være fanget her. Strømmen virker ikke mere, folk er begyndt at hamstre benzin, så der næsten ikke er mere tilbage på øen, men værst af alt er, at vores yndlingsrestaurant ikke har mere af sin lækre müesli tilbage. Katastrofe! Folk snakker om, at de har sendt en båd fra Port Blair, så vi pakker vores ting og betaler i dyre domme for at komme ned til havnen. Her er allerede en masse mennesker. Vi stiller os i kø med dem og håber det bedste. To timer senere bliver det meddelt, at båden er vendt om, bølgerne er stadig for høje. Vi betaler igen en alt for høj pris for at komme tilbage igen, og vi bliver mødt af nogle halvfulde indere, der endnu engang har været i byen for at købe en ny flaske vodka.

Køkultur er et fremmedord her

To dage senere kommer en glædestrålende inder meget tidligt om morgenen og råber: ”It’s 100 per cent, the boat is on its way!”

Som soldater klar til kamp hopper vi hurtigt ud af sengen, smider rygsækken på ryggen og betaler nu en endnu højere pris for at komme til havnen igen. Vi venter og håber sammen med godt 500 andre gæster, at båden kommer hele vejen hertil. To timer senere ser vi den første båd, og lige efter den kommer sørme en mere. Jeg kommer med den første båd sammen med de fleste andre udenlandske gæster, vores indiske ven forsvinder for mig i myldret, så jeg når aldrig at sige farvel. Jeg håber i mit stille sind, at bambusstokken ikke bliver brugt!

 

Andamanerne

Mangrove på den vestlige side af Neil Island

Visum: Indisk visum kræves for at rejse til Andamanerne. Ud over visum skal man også have en speciel RAP (restricted area permit). Det lyder fornemt, men er egentlig bare et stykke papir, som man får ved ankomst. Det koster ikke yderligere at få tilladelsen. RAP giver i første omgang lov til 30 dages ophold, man kan dog søge om ekstra 15 dage oveni.

Transport: Der går fly til Port Blair på Andamanerne fra Kolkatta, Chennai og Delhi på det indiske fastland.Tjek www.makemytrip.com eller www.cleartrip.com for priser. Færgen til Havelock sejler tre gange om dagen, hvor to af turene går via Neil, og ud over det er der dagligt en hurtigbåd direkte til Havelock. Prisen ligger mellem 250 og 350 INR (ca. 30-40 kr.), hurtigbåden er en smule dyrere.

Overnatning: Andamanerne har højsæson for turisme i december og januar, hvor også en del indere fra fastlandet kommer på besøg. Det har en smule effekt på priserne på de forskellige resorts, men det er ikke noget problem at finde overnatning, når man ankommer.

 

Faktabox

FAKTABOKS: Verdens mest ugæstfrie folk North Sentinel Island i den sydvestlige del af øgruppen Andamanerne er en af de få hvide pletter på landkortet, hvor civilisationen endnu ikke er nået frem. Enhver form for forsøg på kontakt fra omverdenen er blevet mødt med en regn af pile fra de ugæstfrie øboere. Deres kultur er ukendt bortset fra deres anvendelse af spyd, bue og pil og parallelle kanoer samt udseendet af deres kysthytter. Der bor formentlig 50-250 mennesker på øen, som administreres af Indien som en del af The Andaman and Nicobar Islands Union Territory, men eftersom der aldrig er indgået nogen traktat eller aftale med øens beboere, befinder North Sentinel Island sig i et underligt juridisk limbo og kan anses for at være en suveræn enhed, som styrer sig selv under indisk beskyttelse. Lokalregeringen på Andamanerne og Nicobarerne har i hvert fald gjort det klart, at man ikke ønsker at forstyrre nordsentinelesernes livsstil og habitat. De færreste, som har været i kontakt med øboerne, er kommet derfra med livet i behold. I 1981 måtte besætningen på et skib, som var grundstødt, evakueres med militærhelikopter, da øboerne gjorde klar til at storme skibet, og i 2006 blev to fiskere dræbt af øboere, da deres båd drev nær land.
 
 
 
Share this