Sydasien 2015/16 - del 1


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2016

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Nedenstående er kopieret fra Facebookoptegnelser, der blev lavet undervejs. Ikke alle billederne er medtaget, hvorfor der kan forekomme henvisninger til billeder, der ikke kan ses.

 

24/12, Fort Cochin:

I ønskes alle en glædelig jul fra jeres udsendte i Indien, der ikke rigtigt kan finde noget at klage over, det skulle da lige være, at det er svært at nå at drikke en øl, før den bliver lunken, når den omgivende temperatur ligger mellem 25 og 30 grader døgnet rundt. Det var den korte version, og hvis det var nok, så gå straks i gang med at lave noget andet, ellers læs videre, nu kommer nemlig den noget længere version.

Udforskning af Keralas maleriske ”backwaters”.

Kerala, Indiens sydvestligste delstat, har 33 millioner indbyggere og er en af landets mest velhavende og veluddannede stater, der samtidig - iflg. Wikipedia - har en af landets højeste arbejdsløsheds- og selvmordsrater (hvad man så end lige kan slutte ud af det). Samme kilde oplyser i øvrigt, at Kerala fik verdens første folkevalgte kommunistiske regering. Her er i hvert fald dejligt, med solskin fra en blå himmel og temperaturer, der døgnet rundt ligger i den sidste halvdel af tyverne - samt en masse andre herligheder, som vi kommer til.

Jeg har boet de tre første dage i Fort Cochin, en lille historisk by i nordspidsen af en lille halvø ud for den lidt større by Ernakulam (portugiserne og hollænderne var her før englænderne). Pga. byens beliggenhed er her kun lidt (lokal) trafik, og med alle de stemningsfulde historiske bygninger er det nærmest det rene paradis at slentre rundt i. Eller - som jeg prøvede i går - at cykle rundt i. Det koster 15 kr at leje en cykel for en hel dag, til gengæld fås de så heller ikke helt i min størrelse. Jeg prøvede selvfølgelig at begive mig lidt længere væk, over til naboøen, hvilket dog var en dårlig idé, da denne stort set viste sig at bestå af en flådestation, en militær lufthavn og en industrihavn, ikke det mest charmerende område til en cykeltur. Og så fik jeg prøvet at cykle i den 'rigtige' indiske trafik, hvilket ikke er noget for tøsedrenge. Her er hverken fortove eller cykelstier, så al trafik er blandet sammen i en stor pærevælling, fodgængere, cykler, scootere, motorcykler, personbiler, busser og lastbiler, og når man så samtidig skal huske, at man ikke er iført styrthjelm og at de kører i venstre side af vejen, så skal man godt nok koncentrere sig. Men egentlig synes jeg det ret hurtigt føles ok, fordi trafikanterne er observante og fleksible, da de er vant til denne sammenblanding og ikke holder stift på deres rettigheder.

Sprogligt klarer man sig nogenlunde, da de fleste taler engelsk, selv om de 'gør det på indisk', hvilket man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet af. Og folk er flinke og afslappede, ikke nær så pågående som i det nordlige Indien, hvilket jo nok har noget at gøre med velfærd og uddannelse.

Og madmæssigt, wow, jeg kunne ikke forestille mig noget bedre (det skulle da lige være Thailand). Alene deres fisk og rejer er en rejse værd, og alt er perfekt tilberedt med dygtig brug af en bred palette af vidunderlige råvarer og krydderier. Specielt er jeg begejstret for brugen af kokos, mango, karry, chili og hvidløg. Al den gode mad skal jo gerne skylles ned med noget koldt øl (glem alt om vin i det meste af Asien), hvilket straks er lidt mere problematisk. Regeringen her har angiveligt en ambition om at nedbringe brugen af sundhedsskadelige rusmidler, herunder narkotika og alkohol, så de har gjort det dyrt og besværligt at få en licens til udskænkning af alkoho (måske det også spiller en rolle, at godt en fjerdedel af befolkningen er muslimsk). Men så er det heller ikke værre, man skal bare lige kigge lidt rundt, og når man så endelig finder et sted, hvor de sælger øl, så er det mærkeligt nok udelukkende luksusøl (mindst 6%) i 'king size' (650 ml) , og så kan man jo diskutere, hvor meget konsekvens der er i deres politik. Det er i øvrigt også ret dyrt, sådan en dobbelt luksusøl kan godt løbe op i 25-30 kroner, men det er selvfølgelig stadig 2-3 gange billigere end i DK. Til gengæld er maden latterligt billig, og hvis man levede af vegetarmad og mineralvand, så kunne man fint spise sig mæt for under 50 kr pr dag.

I går fik jeg en times 'ayuverdisk massage'. Jeg ved ikke rigtigt, hvorved den adskiller sig fra 'almindelig' massage, bortset fra, at de bruger umådelige mængder af olie, så jeg dårligt kunne sidde fast på sadlen bagefter. Jeg må nok indrømme, at jeg havde forestillet mig en fiks lille hindupigemassør, men træerne vokser ikke ind i himlen for 100 kroner i timen, og han var faktisk ret dygtig.

Og i dag har jeg været på heldagsudflugt til de berømte 'backwaters', som er et sindrigt system af kanaler, floder og søer, omgivet af frodig grøn plantevækst. Vi drev stille afsted på en båd, hvis fremdrift var lagt i hænderne på to lokale mænd forsynet med nogle megalange bambusstave, så der var lagt op til ro og fred og fordybelse i det smukke sceneri. Sådan skulle det dog ikke helt være, for mine medpassagerer (to indiske par) syntes det var meget vigtigere at tale i mobiltelefon og udveksle sms'er med psykedeliske elektroniske lyde og - resten af tiden - lytte til musik fra samme forbistrede instrumenter. Jeg hyssede og tiggede og bad dem om at moderere sig, og til sidst hjalp det da også lidt, men de har sikkert tænkt, at jeg var bindegal.

Og så nærmer klokken sig 18 og jeg vil snart gå ud og spise en dejlig krydret julemiddag i ensom majestæt. Og I skal ikke have ondt af mig, jeg hygger mig i mit eget selskab og misunder jer ikke alle de fede grise og ænder, der bliver sat til livs der hjemme, så længe jeg bare kan få noget 'Rice and curry'.

==================================================

27/12, Alleppey:

Så er der atter nyt fra Sydindien. Beklager, det bliver igen lidt halvlangt, og så må jeg advare mod beskrivelser, der ikke egner sig til læsning samtidig med indtagelse af jule- og nytårsmiddage.

Jeg er nu kommet lidt længere sydpå, nærmere bestemt til Alleppey Beach Resort, beliggende på stranden lidt syd for byen Alleppey.

Den skønne strand syd for Alleppey, der dog skæmmes lidt af de lokales toiletvaner.

Jeg kom hertil med tog, hvilket var nemt, hurtigt og billigt (37 kr), da toget endelig kom afsted efter over en times ophold på stationen. Måtte så supplere med en rickshaw i begge ender (i alt 43 kr) samt en færge fra Kocin til Ernakulam (45 øre), så alt i alt noget billigere end den private taxa til 250 kr, som jeg overvejede - og meget mere udfordrende og farverigt.

Desværre blev jeg mødt med beskeden 'Ingen ledige værelser', og min 'reservation' fra booking.com havde de kun latter til overs for, 'de lader jo bare folk springe fra igen uden konsekvenser'. Det har jeg også selv tænkt på, det er næsten for let, at man bare kan reservere gennem dem og så aflyse igen i sidste øjeblik. Er der andre, der har tilsvarende erfaringer? Kan det overhovedet bruges til noget, hvis man ikke får en bekræftelsesmail fra selve hotellet?

Nå, men jeg brokkede mig og jamrede og klagede, og til sidst fandt de ud af, at jeg vist alligevel godt kunne få et værelse, men kun de første tre dage (jeg havde bestilt seks dage), så vidt så godt. I øvrigt et ret dyrt sted efter indiske forhold, 450 kr, godt nok for et stort værelse med AC og ud mod vandet, og foran hotellet - ned mod den store strand - er der en have med hængekøjer spændt ud mellem skyggefulde kokospalmer, hvorfra der i øvrigt er den smukkeste solnedgang. Der bor kun indere her, som - iført tøj som til 'en dag på kontoret' - bevæger sig roligt rundt for at bevare værdigheden (far først, dernæst mor med børnene, alle bevæbnet med mobiltelefoner). I øvrigt en pudsig episode herfra, mens jeg sidder og spiser. En lille fyr kommer frejdigt hen og spørger, hvor gammel jeg er, og han siger - efter mit svar - at jeg har meget flotte arme... Jeg tror det var hans mor der sendte ham, hun turde bare ikke spørge selv, så tak til hende - og forresten også tak til mit træningscenter i Fitness World :-)

Når man bor direkte på stranden, så er det jo herligt at starte dagen med en morgenløbetur langs stranden (well, nærmere luntetur pga min slidgigt), med efterfølgende dyp i det nærmest lunkne vand. Hotellet ligger lidt syd for 'byens strand', og videre sydpå herfra bor der kun lokale fiskere, hvilket jo lyder meget idyllisk, hvilket det også umiddelbart er, med en kilometerlang sandstrand, hvor man kun ser palmer, sandstrand og maleriske fiskerbåde. Altså lige bortset fra, at der ligger lort overalt, sådan cirka en frisk dynge for hver femten meter. De lokale bruger nemlig stranden som toilet, og på mine løbeture passerer jeg tit mænd, der sidder og skider aldeles uhæmmet, mens de får sig en morgensmøg (men hvor skider kvinderne?!?). Min umiddelbare reaktion var dyb forargelse over denne 'primitive' opførsel, men ved nærmere omtanke, så gør de jo bare, som de altid har gjort, ganske upåvirket af, at der er dukket en sart dansk turist op i nabolaget. For dem er stranden bare en smal adskillelse mellem bolig og arbejdsplads, et bekvemt sted at opbevare bådene om natten - og skide på om morgenen. Ved næste højvande er deres efterladenskaber væk og indgår i naturens kredsløb. Den deraf følgende 'forurening' af miljøet er nærmest ikke eksisterende og tåler på ingen måde sammenligning med alle de horrible skader, som 'min civilisation' påfører miljøet. Men det er nu alligevel svært - med sine indgroede vestlige vaner - at overvære den slags (herunder også deres vane med at smide affald overalt, også ud ad bilvinduerne midt i byen), men det ændrer sig jo nok ikke lige foreløbig.

En anden ulempe ved det lokale miljø er alle deres møghunde, der er stærkt territoriale og kæfter op, så snart man nærmer sig. Dog, de responderer som de fleste andre hunde ved at vige tilbage, hvis man lader som om man tager en sten op og vil kaste den efter dem. Ikke for begavet i øvrigt, for der er ikke skygge af sten på den fine sandstrand. Eller også er det måske fordi de regner med, at det er en lort, jeg vil kaste efter dem :-)

Af andre halvdårlige nyheder bør nævnes, at jeg i hele Alleppey og omegn endnu kun har spottet to steder, hvor man kan købe øl, til gengæld ligger det ene kun en god halv km fra mit hotel (ti minutters slentretur langs stranden), og i øvrigt er priserne kun halvdelen af Fort Cochins. Så i grunden slet ikke så dårligt endda.

Jeg måtte jo så finde et nyt hotel til de tre sidste dage, hvilket kostede fire timers sveddryppende fodtur rundt i den lille men hektiske by, inden det endelig lykkedes (i øvrigt i bekvem nærhed af byens andet udskænkningssted). Jeg ville også have lejet en cykel, men eftersom her stort set kun er indiske turister af den bedre middelklasse,  der ikke ville drømme om at sætte sig op på en cykel, så er det ikke lige noget, de gør så meget i. Til gengæld fik jeg arrangeret en backwater-tur i kajak om et par dage, det glæder jeg mig til.

Beklager, at det blev så langt, jeg havde ikke tid til at gøre det kortere (svag omskrivning af et Churchill-citat). 

==================================================

31/12, Alleppey:

Føljetonen fra Sydindien fortsættes: Efter tre dage på stranden flyttede jeg ind på et centralt beliggende hotel, hvor jeg fik et bedre værelse til den halve pris, men i knap så idylliske omgivelser.

Forfatteren udforsker kanalsystemerne i kajak.

Og så lykkedes det mig at skaffe en cykel. Igen for lille, med dårligt justerede gear, løst styr og ingen bagbremse, men hvad pokker, det er da bedre end at gå. Og jeg må indrømme, at jeg godt kan lide at cykle rundt i den tætte trafik her, hvor jeg kan køre lige så 'råddent' som det passer mig, uden at risikere at få en bøde. Ind og ud mellem bilerne, op på fortovet osv, hvilket faktisk sætter mig i stand til at komme hurtigere frem end bilerne, der tilbringer det meste af tiden med at sidde fast i køer og dytte ad hinanden. Men det kræver selvfølgelig stor opmærksomhed, og det er kun inde i den tætte bytrafik det går an, fordi køretøjerne her - nødtvunget - bevæger sig med ret lav fart. Det er straks værre ude på de store landeveje, hvor der køres stærkt og ustandseligt foretages hasarderede overhalinger, under hvilke man nemt kan overse en cyklist.

En god del af dagen i går tilbragte jeg med en skøn cykeltur op langs kysten, hvor jeg besøgte både smukke strande og små landsbyer. Jeg undgik så vidt muligt de store veje, hvilket gik ganske let med hjælp fra min geniale iphone-app 'Here', til hvilken jeg (aldeles gratis) har downloaded detaljerede kort over Kerala, Sri Lanka og Maldiverne.

Dagen før var jeg på en dejlig kajaktur inde i baglandet, ad de mange små kanaler, floder og søer, der forbinder en masse små landsbyer, som ligger omgivet af rismarker og grønne kokospalmer. Desværre flyder det med plastikaffald mange steder, det må man bare prøve ikke at  lade sig irritere over (jfr. bemærkninger om lort på stranden i forrige beretning).

Og ellers har jeg tilbragt tiden med at finde nogle flere gode restauranter (jeg er stadig begejsret for maden) samt to hyggelige caféer med god økologisk kaffe og velfungerende wifi. Og nyde solnedgangene på stranden, blandt de hundredvis af indere, der flokkes dernede hver aften. Og læse/aflytte de første syv bøger, man har jo en del tid til rådighed som solorejsende. Og glæde mig over, at jeg endnu hverken har været udsat for myggestik, solskoldninger eller diarré, selv om jeg bestemt ikke har skånet min krop på nogen af områderne. Og prøve ikke at lade mig irritere af forbipasserende indere, der - ved synet af mig - opfører sig nogenlunde som vi ville gøre, hvis vi - på en safari - pludselig fik øje på en løve i vejkanten, dvs. de puffer til hinanden og peger på mig, hvorefter de hujer og vinker og råber HELLOOOOO (nå ja, det sidste ville vi nok ikke gøre). Dette har ikke ændret sig meget, siden jeg besøgte Indien for første gang for snart 35 år siden, men det skal dog siges, at det ikke er helt så slemt her som i Nordindien, for ikke at tale om Bangladesh, der vist har verdensrekorden med hensyn til nysgerrighed og manglende diskretion. Faktisk - når ret skal være ret - så er Kerala sådan lidt 'India light', hvor man får mange af de eksotiske ting (plus smuk natur) og hvor det meste faktisk fungerer ganske udmærket, samtidig med at man skånes for grimme millionbyer med slum, krøblinge og tiggere.

Lige om lidt tager jeg videre til Varkala, hvor jeg igen skal bo ved stranden, og her skal jeg tilbringe de sidste tre dage i Indien, inden turen går videre til Sri Lanka.

==================================================

2/1, Varkala Beach:

Som en perfekt afslutning på Indiensdelen af min rejse har jeg tilbragt tre dage i skønne Varkala Beach. Jeg vil citere fra min dagbog for de to dage på hver sin side af årsskiftet, startende i Alleppey.

Morgenmad igen hos 'vennerne' på økocaféen, får samtidig lavet en FB-opdatering. Og så farvel til Isir Palace, det har været udmærket (på nær deres nærmest ikke fungerende wifi). Den lovede taxachauffør kommer kl. 10, og så går vi i krig med den indiske trafik. Det undrer mig egentlig, at jeg kan tage det så roligt, det er jo VILDT som de kører, der må være en eller anden brist i min fantasi, eller også er jeg bare tro mod den skæbne, der er mig tildelt (er det ikke det, der hedder 'defaisme'?). Anyway, det bliver i hvert fald tre spændende timer med hundredvis af spændende overhalinger, inden jeg endelig når frem til 'Hill Top Ayurvedic Beach Resort' ('fint skal det være') i Varkala, hvilket er alle rædsler og lidelser værd, for her er lige præcis så skønt, som jeg havde håbet.

Den dejlige strand neden for klinten i Varkala.

Langs kysten løber en flere km lang og cirka 20 meter høj klint, under hvilken der er den skønneste sandstrand (lorte- og affaldsfri). Langs kanten af klippen er anlagt en flisebelagt sti, og på landsiden af denne - blandt tusindvis af palmer og store grønne træer - ligger en masse hoteller, restauranter, caféer, butikker, rejsebureauer, masssageklinikker, yogainstitutter, meditationscentre og jeg ved ikke hvad. Sådan lidt lige som Thamel i Kahmandu, blot fratrukket den frenetiske trafik og tilføjet havbrisen og den skønneste udsigt over det arabiske hav. Wow, jeg har vist netop fundet et nyt emne til min verdens-top-ti. Og stort set alle steder serverer de dejligt koldt øl (selv om det ikke fremgår af menukortet) - samt en bred palette af mad, ikke bare indisk, men også thailandsk, tibetansk, italiensk osv. Lige ved mit hotel går der en trappe ned til stranden, hvor der er bølger af en passende størrelse samt en ikke helt ringe sideværts understrøm, der sikkert godt kunne bortføre små børn eller dårlige svømmere - måske derfor ganske betryggende, at to lokale 'strandbetjente' går rundt og holder øje med, at inderne ikke kommer for langt ud (os andre tager de sig ikke af).

Dette er da bare 'livets ulidelige lethed', hvor dagene går med at spekulere over, om man skal slentre en tur på klinten, lægge sig på stranden, hoppe i havet eller sætte sig på en af de utallige restauranter. Og - i sidste fald - hvilken af dem. Ikke fordi der er så stor forskel på maden, men det er jo ikke uvæsentligt, om der er en god udsigt og en frisk brise - eller i hvert fald en ventilator i loftet. For ikke at tale om musikken, som jeg egentlig helst ville være helt foruden, men den mulighed har jeg endnu ikke fundet, til gengæld har jeg fundet et sted, hvor de har fin udsigt, frisk havbrise, øl, vin, god mad - og tresser/halvfjerdsermusik. Stedet hedder 'Sun Rise Restaurant', hvilket er helt til grin, for udsigten vender mod vest, så solopgang er der i hvert fald ikke noget af. Jeg spurgte tjeneren om dette, og han blev helt forlegen og sagde en masse, som jeg ikke forstod. Lidt lige som taxachaufføren, da jeg spurgte om, hvorfor han brugte hornet, hver gang trafikken gik i stå, det fik jeg heller ikke rigtigt nogen ordentlig forklaring på. Der er så meget, man ikke forstår, og det er måske noget af charmen ved at rejse i fjerne lande. Samt det faktum, at man kan indtage sin nytårsmiddag under kokospalmer, med tre retter mad og kaffe samt to liter vand og tre liter øl for 140 kroner, og så med den hyggelige tilføjelse, at en lokal hund blev så begejstret over, at jeg kløede den på ryggen, at den lagde sig til at sove på mine fødder.

Jeg starter det nye års første dag med en lang vandretur nordpå langs klinten og sidder dernæst og venter næsten to timer på morgenmaden, men herregud, de ansatte har vel også fejret nytårsaften. Dernæst et par timer på stranden og i vandet, en time med en bog under ventilatoren på sengen - og så frokost. En time mere med bogen (og en kold øl), og så hen og få en halv times fodmassage, ahh, det var godt.

Og så aftensmad. Jeg spørger - lidt optimistisk - tjeneren, om de har rødvin, og det må han lige ind og høre nogle andre om. Men jo da, dog kun i små flasker. Ok, sådan en vil jeg så gerne have. Lidt efter kommer han med en lille buttet plastikflaske, hvor der øverst - med meget store bogstaver - står 'Port Wine', hvilket jeg påpeger. Oh no Sir, that's the name of the wine company, look here, it says 'red'. Og jo, ganske rigtigt optræder ordet 'red' - ikke overraskende - et sted nede i den beskrivende tekst. Suk. Nå, hvad ved bønder om agurkesalat, som man siger, og vinkendskab er næppe højt prioriteret på tjeneruddannelsen her. I øvrigt er de faktisk begyndt at producere vin flere steder i Indien, men forbruget er stadig meget lavt. Jeg googlede mig til, at inderne drikker i gennemsnit 9 ml. om året, hvilket er 1/8000 del af forbruget for franskmænd. Og den der portvin har jeg i øvrigt prøvet, den er hvinende sød og aldeles udrikkelig.

Til morgenmaden påstod de i øvrigt, at jeg kunne få 'Tibetan Bread', hvilket jeg så frem til, da jeg forbinder det med mange dejlige oplevelser i Nepal og Tibet, men desværre var det ganske almindeligt kedeligt brød, hvilket jeg jo også måtte gøre opmærksom på, dog uden større held. Så tog jeg min ipad frem og googlede det og viste ham et billede af et rigtigt 'Tibetan Bread', og nååhhh... Jo da, sådan ser de godt nok ud oppe i bjergene, men ikke her... Det ender nok snart med, at jeg bliver smidt ud af landet for kværulanteri :-)

Og i morgen går rejsen så videre til Sri Lanka, hvor jeg får selskab af Mogens Nielsen, med hvem jeg tidligere har rejst i så forskellige egne som Nepal, Kina, Tibet, Uganda, Grønland og Antarktis. Det skal blive rart med lidt selskab til en afveksling.

 

(CLS)

 
 
Share this