Vandfald og knæfald


Patrick Leiss billede
Patrick Leiss billede
 
2011 sep

En rejse i Indien med bus kan let byde på uventede eventyr. I 1987 var jeg på min første rejse gennem Indien, der bl.a. gik til Jog Falls. Herfra var jeg nær aldrig kommet hjem igen!

Togtur gennem Sydindien

Mn første tur til Indien var noget ganske andet end charterhotellet Mallorca og Ry Campingplads, og efter næsten tre måneders kanalrundfart på et mildt sagt minimalt budget, var både nerver og fodsåler en anelse tyndslidte.

Jeg havde besøgt samtlige stater i Syd- og Centralindien og ville lige nappe nattoget til Jog Falls, som skulle være mit sidste stop, før jeg vendte snuden mod Goa. Her ville jeg tilbringe de sidste dage med at drive og dase hos nogle gode venner, som havde lejet et hus på long-term basis.

Sidst på eftermiddagen kørte jeg ned mod stationen. De fleste kristne tror vist, at helvede er et trøstesløst inferno af ild og evindelig tortur, et sted dybt under Jordens overflade, men personligt hælder jeg nu mere til tesen om, at det ligner en indisk banegård, og Mysor Central Railway Station var ingen undtagelse!

Som eneste turist i en syndflod af masende indere følte jeg mig som pinden, der roder i myretuen, og det tog en evighed, før jeg fik kæmpet mig frem til den rigtige billetluge. Jeg næsten snublede ind i lugegitteret og bad med hårdt tilkæmpet ro om en enkeltbillet til Jog Falls.

“Sorry sir, no tickets to Jog Falls.”

“Hvad!?”

“First you go to Birur, then bus.”

”Ja, ja,” mumlede jeg træt. ”Stik mig nu bare den billet.”

”Jeg har kun 3. klasse uden pladsreservation tilbage,” oplyste sælgeren, og på det tidspunkt anede jeg naturligvis ikke, hvad jeg var ved at indlade mig på og betalte ham uden diskussion.

 

Et vandfald uden vand

Ved midnatstid afgik toget, og til min rædsel blev jeg gennet ind i noget, der mindede om en kreaturvogn. Jeg talte, at vi stod 16 passagerer i mellemgangen foran lokummet, stuvet sammen som sild i en tønde på måske 2x3,5 meter, med vinden hylende direkte ind gennem de rudeløse vinduer. Mine medrejsende kløede og loppede sig, skovlede rundt mellem hinanden som dampbørn, og af frygt for at blive bestjålet undervejs, holdt jeg mig vågen under hele den ni timer lange togrejse.

2. klasse i tog gennem Sydindien

Morgenen efter lignede jeg noget, der var forbudt for børn, og efter to nætter uden søvn var randene under mine øjne dybe nok til, at man kunne anlægge en køkkenhave i ansigtet på mig. Nå, jeg ventede atter et par timer og tog så bussen mod Jog Falls.

Vi kørte gennem et stadig mere kuperet terræn, de flade marker blev til bjergskråninger, og vejens hældning steg drastisk. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var for træt til så meget som at overveje at få højdeskræk, men nogle steder var der fandens langt ned.

Om eftermiddagen nåede vi endelig landsbyen Sirsi, og på ben af gummi steg jeg udmattet af bussen. Og her var jeg så. Efter en gåtur på et par kilometer op ad bakke stod jeg i et eventyrligt landskab, omgivet af trædækkede bjergtinder, og skuede ud over Indiens højeste vandfald.

Desværre var det i april måned, den værste tørkeperiode før monsunen satte ind, og der var ikke en dråbe vand at skue. Se det var fandeme en skuffelse!

Udsigten var betagende, jeg stod på toppen af det 253 meter høje Raja Fall og glanede ud over en dal dækket af palmer og afsvedne buske, men alligevel følte jeg det, som om jeg var blevet stemt hjem i den afgørende Robinsonrunde. Slukøret trissede jeg, med rygsækken tungt hængende over skuldrene, ned mod landsbyen for at se, hvornår bussen mod Goa afgik.

 

En lys ide!

En høflig chai-shopejer forklarede, at bussen kom omkring midnat, men at jeg skulle skifte i Karwar. Ja, ja, det kom nu ikke som den store overraskelse, det skulle jo nødigt blive for nemt.

En hurtig hovedregning fortalte, at der var over syv timer til afgang, og da der ikke fandtes nogen hoteller eller guesthouses i den måske 50 huse store landsby, kunne jeg ikke så godt bruge ventetiden på at sove.

Hvorfor ikke klatre ned på bunden af vandfaldet? spurgte fyren og fik det af en eller anden grund til at lyde som en fabelagtig ide.

”Det er en fantastisk oplevelse.”

Forretningsindehaveren anviste mig en sti ved et nærliggende klippefremspring, og uden rigtigt at vide hvad jeg egentlig var i færd med, begyndte jeg nedstigningen. Det var en fandens stejl tur, og da mit syn, på grund af den stadige udmattelse, havde det med at flakse rundt mellem to- og tredimensionelt, følte jeg, at jeg befandt mig under et blinkende stroboskoplys og havde mere end almindeligt svært ved at sætte fødderne rigtigt på de ujævne klipper.

Frisk Sugar-cane i Mumbai

Endelig nåede jeg bunden. Jeg tog engangskameraet op af skuldertasken og knipsede et par snapshots af den gulnede vegetation og det særdeles sølle og komplet udtørrede flodleje, og gav mig til at overveje, hvordan pokker jeg skulle bære mig ad med at komme tilbage til landsbyen.

Efter fire smøger og en times indædt diskussion med mit noget vakkelvorne overjeg, begyndte jeg at klatre tilbage mod overfladen, mens jeg arrigt bandede over, at jeg ikke så meget som havde tænkt på at tage nogle drikkevarer med på ekspeditionen.

Da jeg flere timer senere slæbte mig ind ad døren til den lille chai-shop, drak jeg tre liter mineralvand i rap og sank udmattet om på en ramponeret spisestol.

 

Skakmat!

Solen var ved at gå ned, landskabet farvedes sart orange, og gennem øjne af sand fulgte jeg med i den tiltagende skumring, mens jeg på samme tid undrede mig fælt over, at viseren på mit armbåndsur øjensynligt ikke rokkede sig ud af flækken. Landsbyens beboere kom og gik i en lind strøm, de fleste kikkede på samme tid nysgerrigt og halvt medlidende på min sammensunkne krop, og enkelte kom hen for at sludre.

Og pludselig droppede der en fyr ind ad døren med et skakbræt under armen. Han kikkede sig kort om i lokalet og slog sig med påtaget beslutsomhed ned ved mit bord.

”You play chess, baba?”

Jeg vil temmelig sikkert gå i graven uden nogensinde at finde ud af meningen med fyrens udfordring, men dengang, i den lille chai-shop på toppen af et udtørret vandfald et sted i Indien, var jeg så udmattet af træthed, at den pludselige forespørgsel ikke forekom mig at være det mindste besynderligt, og med et tavst nik accepterede jeg at spille et parti.

Cafeens gæster stimlede omgående sammen om bordet, der blev hevet ekstra stole samt bjerge af cigaretter og drikkevarer frem fra gemmerne, med ét syntes lokalet at være proppet med nysgerrige tilskuere, og snart følte jeg mig som en af duellanterne i en sydkinesisk hanekamp.

Timingen var langtfra optimal, for mine øjne hang som sagt halvvejs ud af hovedet på mig af træthed, men jeg gjorde snart op med mig selv, at enhver adspredelse ville være at foretrække frem for en fire timers busventetid i søvndyssende ensomhed. Og spillet bølgede frem og tilbage med samme intensitet som kampen om Stalingrad, ivrigt kommenteret af de hujende tilskuere.

Heldigvis spillede inderen som en brækket arm, så det blev ikke den totale ydmygelse, jeg på forhånd havde frygtet. Tværtimod. Der gik oceaner af tid mellem hvert af hans træk, for hele landsbyen ville øjensynligt give deres besyv med på hver eneste tænkelige kombinationsmulighed, og flere gange var de ophidsede sekundanter ved at fare i totterne på hinanden.

Ventetiden gik, og det hele var faktisk urimeligt morsomt, men i samme sekund, jeg satte ham (eller måske skulle jeg hellere sige: dem!) skakmat, klappede de brættet sammen og gik hjem. Det tog mindre end et par minutter, før jeg, dybt forundret, sad alene tilbage i chai-shoppen, og da indehaveren med et undskyldende smil forklarede, at han gerne ville lukke, fordi alle gik i seng klokken ni, blev jeg høfligt, men bestemt viftet på gaden.

Og så stod man så der og gloede dumt, mens lysene i samtlige huse blev slukket som i en dårlig pædagogisk børneudsendelse om ”De sunde værdier ved regelmæssige sengetider” fra 70’erne.

”Øh, hvor går bussen fra?” nåede jeg lige at spørge forretningsindehaveren om, før han boltede yderdøren.

”Stoppestedet ligger et par hundrede meter henne ad grusvejen, sæt dig ved T-krydset,” svarede han og viftede mig ivrigt af sted.

General store i Madras

Der kom en, der kom to ...

Jeg vandrede med rygsækken over skuldrene hen ad den kulsorte og spøgelsesagtigt tomme gade. Ikke et af de spredte huse var der lys i, og pludselig følte jeg mig ret langt hjemmefra. Jeg satte mig i vejkanten ud for T-krydset, kikkede fortvivlet på armbåndsuret og bad de højere magter om at holde mig vågen i de næste 2,5 time.

Men det behøvede jeg nu ingen til at hjælpe mig med.

I det fjerne hørtes hylen og gøen fra løsgående hunde. Det løb mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at der måske vandrede rabiesbefængte køtere rundt i de øde bjerge, og var der ikke noget om, at Indien vrimlede med både ulve og tigre!? Nattens lyde dukkede gradvist op fra den mørke jungle, en klam dis krøb gennem græsset, og jeg hev min sovepose frem fra rygsækken og pakkede mig ind som et skræmt barn, der er bange for uhyrerne under sengen.

Lydene af de gøende hunde syntes at nærme sig, og i skæret fra landsbygadens eneste lygtepæl så jeg konturerne af firbenede jægere. Jeg famlede i græsset efter en kæp eller gren og sad i den næste time stiv som en saltstøtte, mens jeg klamrede mig til en knortet kølle og forsøgte at sige til mig selv, at de små lysende glimt, jeg så mellem træerne på den anden side af skovvejen, slet ikke var øjnene fra udsultede rovdyr, men bare fantasien der løb af med min sunde fornuft.

Og endelig kom bussen.

Næsten på slaget tolv dukkede forlygterne op mellem bjergtinderne for enden af T-vejen og blændede mig fuldkommen. Jeg hastede ud af soveposen, greb rygsækken, da den frelsende metal-kasse nærmede sig, og begyndte at gå hen over vejen.

Bussen drejede skarpt til højre og bragede forbi mig uden at sætte farten det mindste ned. Jeg gloede i fuldkommen vantro på de forsvindende baglygter og må have stået midt på vejen med rygsækken hængende som en død kat i mindst et kvarter, før det rigtigt gik op for mig, hvad der lige var sket. Han var kørt fra mig, fandeme om idioten ikke havde overset mig!

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, satte mig i en tilstand af fuldkommen apati tilbage i vejkanten under et palmetræ og stirrede tomt ud i den kulsorte nat.

Hos Skrædderen i Mapusa

Og snart begyndte den fjerne hundekoncert igen, natten forekom mig om muligt endnu mørkere end før, og manglen på søvn var ved at gøre mig hysterisk. Skyggerne mellem træerne syntes at bevæge sig, ukendte lyde og lugte gjorde sit til at forstærke følelsen af total og aldeles fremmedgjorthed.

Med ét ønskede jeg, at jeg bare var taget på en weekendtur til Bornholm i stedet for at drøne hele vejen om på den anden side af kloden. At jeg skulle ende mine dage i en øde indisk bjergegn, nærede jeg ingen tvivl om, og som tiden gik, voksede min selvmedlidenhed betragteligt.

Klokken var lidt over et, da en skikkelse pludselig kom gående ned fra bjerget. Først troede jeg, mine øjne spillede mig endnu et puds, men snart blev jeg klar over, at silhuetten var virkelig nok.

”Hej, hallo!”

Jeg fór op fra vejkanten, og skænkede det ikke en tanke, at manden måske var en forhærdet voldsforbryder eller landevejsrøver. Jeg ville bare have et kort resume af den lokale buskøreplan, og manden blev da også en hel del mere forskrækket end mig.

”Hvornår kommer den næste bus?”

Manden tænkte, så det knagede, og oplyste lidt efter, at den ville komme klokken 03. Aha, fint, ”tak for hjælpen” og så videre, og væk var fyren, i hastig retræte ned ad landsbyens mørke hovedgade.

Jeg satte mig tilbage i grøftekanten under et af de tre palmetræer, som stod med omkring fire meters mellemrum og dannede en næsten fuldkommen symmetrisk trekant, og tvang mig selv til at holde øjnene åbne. Den blåsorte himmel over mig var plettet med stjerner, silhuetterne af de omkringliggende bjerge stod som forstenede kæmper, luften føltes kold og ren.

Jeg faldt hen, drømmebilleder blandede sig med virkeligheden, og til trods for at jeg ofte rejste mig og lavede nogle små, forkølede rejehop på stedet for at klare hovedet, stod det mig klart, at det kun var et spørgsmål om tid, før søvnen overmandede mig.

Hjælpen kom ironisk nok fra oven.

Jeg var atter gledet hen i en halvbevidstløs tilstand af udmattelse, da en serie skarpe lyde pludselig hørtes fra toppen af palmerne. Jeg for op, kikkede forvirret rundt, og dér, lige over mit hoved, legede to flyveegern tagfat. Jeg begyndte at smile ved synet af de grå gnavere, grinede snart højlydt hver gang de spændte svævehuden ud mellem for- og bagben og blottede den hvide bug. De svævede let og elegant fra palme til palme, gled gennem luften som pelsede firkanter med hale og hoved, med samme kontrol som et veludført frisbeekast.

Jo tak, mine små yndefulde venner afholdt mig fra at falde i søvn, og da bussen endelig kom, sendte jeg dem mere end én venlig tanke, før forlygter og motorlarm jog dem på flugt. Atter samlede jeg rygsæk og sovepose sammen, gik midt ud på vejen og ventede med den ene arm i vejret, og atter kørte bussen direkte forbi mig.

Jeg var lamslået!

 

Liiige om hjørnet

Jeg husker, at verden begyndte at dreje rundt, de skarpe lys fra forlygterne klæbede stadig til mine hornhinder som blå negativer, og med en tung lyd klaskede jeg sammen midt på vejen. Jeg sad i en evighed på den støvede gade, overtræt og på randen af hysteri, og husker, at jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at begynde at tude.

Og lidt efter kommer der så endnu en skikkelse gående ned fra bjerget.

På det tidspunkt var verden blevet et yderst surrealistisk sted at befinde sig, og jeg ville næppe være blevet overrasket, hvis personen havde vist sig at være David Attenborough eller Rasmus Klump.

Nå, men det var som ventet bare endnu en inder, der af uforklarlige og aldrig opklarede grunde åbenbart var på nattevandring gennem bjergene, og han stoppede lidt tøvende op direkte foran mine fødder.

”Are you sick, sir?”

”Nej, nej, jeg venter skam bare på bussen til Karwar,” sagde jeg og smilede blegt og dødningeagtigt op til den forundrede mand.

”Ved du, hvornår den næste kører forbi?”

”Først klokken 7,” sagde manden og kløede sig i nakken. ”Men stoppestedet ligger altså derovre.”

Han pegede på en knækket stolpe hundrede meter længere nede ad vejen, og lyden af min underkæbe, der ramte kørebanen med et dumpt smæld, fik ham til at fare forskrækket sammen.

”For fucks sake!”

Nå, det var så indisk orienteringsinformation i en nøddeskal, og jeg husker ærlig talt ikke, om jeg begyndte at le eller græde, men manden begyndte i hvert fald at se jævnt utilpas ud ved situationen, og til sidst spurgte han, om jeg havde lyst til at følges med ham.

”Jeg og min kone har et lille kaffehus i en landsby liiige om hjørnet,” forklarede han forsigtigt, og hvis jeg gik med, kunne jeg da sidde der og vente på bussen.

Jeg trak på skuldrene og lod ham hjælpe mig op fra vejen. Jeg var så udmattet, at jeg dårligt kunne stå på benene, men udsigten til en kop kaffe eller ti i en hyggelig og oplyst cafe var væsentligt mere indbydende end at skulle vente yderligere fire timer i den mørke skov.

Og om ikke andet gik tiden da.

Så mens horisonten langsomt lysnede i øst, og kontrasterne i de omkringliggende højdedrag gradvist blev tydeligere, vandrede vi så, mig og min nye ven, af sted ad bjergvejen mod endnu en ukendt destination.

Og pokker stå i om vi ikke vandrede, fandeme så! Kilometer efter kilometer gik vi, han i let trav, og jeg halsende bagefter som en trebenet hest, og hver gang jeg spurgte, om vi snart var fremme, smilede og nikkede han og fortalte, at det var liiiige om det næste hjørne.

Det var næsten blevet lyst, da vi rundede den sidste bakketop, og foran os lå den hyggeligste lille landsby. For min skyld kunne det lige så godt have været et nedslidt atomkraftværk eller en stadig funktionel koncentrationslejr, for på det tidspunkt var jeg ganske bedøvende ligeglad med lokalkolorit, og det absolut eneste, jeg kunne tænke på, var at sidde ned. Hans cafe var ikke meget mere end et træskur, men der var to borde med tilhørende stole, og jeg segnede med et højlydt støn om i det nærmeste sæde.

”Min kone er allerede ved at lave kaffe,” annoncerede han med et stort smil, og jeg tror nok, det lykkedes mig at løfte en slap hånd som tegn på at have hørt ham.

Lidt efter kom en ung og ganske genert indisk kvinde frem fra baglokalet med en stor kande dampende kaffe. Hun var iført en skarlagenrød sari og havde bare fødder. Jeg vred et smil ud mellem de tørre læber, da hun skænkede op, og tømte kruset i to store slurke.

”Kunne jeg bede om en refill?”

Manden forklarede øjensynligt sin kone, hvad der var sket, og på en noget svært forståelig blanding af engelsk og hindi fortalte hun, at bussen til Karwar ville standse lige uden for cafeen, godt en halv time senere. Jeg var ved at være ved helt godt mod igen. Bevares, jeg var stadig så skeløjet af træthed, at jeg knapt kunne se en meter, men udsigten til, at den onde drøm snart var forbi, gav mig fornyede kræfter.

Udenfor var landsbyen begyndt at vågne. De lokale beboere defilerede morgenfriske forbi, og samtlige sendte mig nysgerrige øjekast. En gammel mand satte sig tungt ved nabobordet og bestilte chai, indisk te, og lidt efter dukkede en hvid ged op og begyndte at gnave på en plastikflaske, som lå foran dørtrinet.

Jeg opdagede en vandpumpe på et nærliggende ”torv”, fik en femårs knægt til at pumpe, mens jeg skyllede det værste søvn og rejsestøv af hoved og overkrop. Bagefter satte jeg mig tilbage på cafeen, bestilte endnu en kop lokal marchdrik og begyndte at tro på, at det hele nok skulle flaske sig.

Kerala Dance

Med bus ud i det blå

Og i det samme klodsede bussen bremserne foran hoveddøren. Jeg fløj op fra stolen, gravede med den ene hånd i pengebæltet efter betaling for kaffen og forsøgte samtidig at samle min trøje og rygsæk op med den anden.

Jeg var kommet halvt ud på gaden, før min redningsmand råbte, at det var den forkerte bus. Helt forvirret stoppede jeg op, sukkede dybt og vendte tilbage til cafeen. Bussen startede motorerne med en øredøvende larm, og støvet havde knapt lagt sig, før fyrens kone dukkede frem fra køkkenet og under højlydt råben og gestikuleren fik mig til at forstå, at det alligevel havde været bussen til Karwar.

Jeg satte mig ned som en marionetdukke, der havde fået klippet snorene, og cafeejeren forklarede, dybrød i ansigtet og under kraftig beskydning af sin ophidsede viv, at han vistnok havde begået en brøler, men at den næste bus bestemt snart kom.

På det tidspunkt var jeg nær ved at opgive ævred. Allerhelst ville jeg bare have lov til at finde et mørkt hjørne at dø i, og selvom den råflove cafeejer bød på gratis morgenmad med tilhørende kaffe, følte jeg mig som offer for et stort og uovervindeligt komplot.

Der dukkede flere gæster op i den lille cafe, og lidt efter kom min mad. Jeg tyggede mekanisk på samosaen og drak endnu en kop kaffe. Solen begyndte at bage, og selv om det ikke engang var blevet formiddag, steg temperaturen støt, og sveden løb atter fra både pande og armhuler. Jeg følte mig som en søvngænger, og da endnu en bus pludselig huggede bremserne i foran cafeen, sad jeg blot og stirrede forstenet på den.

”Hurry, hurry, your bus!”

Cafeejerens skingre råb bragte mig med et ryk tilbage til virkeligheden. Jeg for op fra stolen, flåede rygsækken over skulderen og stormede ud på gaden.

Bussen havde allerede sat sig i bevægelse, og jeg nærmest kastede mig ind gennem fordøren. En 15-20 ansigter stirrede overrasket på mig, og mens jeg slingrede ned ad mellemgangen, følte jeg mig som hovedattraktionen i et freakshow. Jeg bumpede ned på et skumgummibeklædt træsæde ved siden af en jævnt misfornøjet inder, men jeg var simpelthen for udmattet til at være høflig og tilranede mig med store armbevægelser halvdelen af pladsen.

Bussen bumlede af sted gennem den støvede hovedgade. Med en hånd, der mindede om en død fisk, vinkede jeg til cafeejeren og hans kone, som begge stod på fortovet og kikkede efter mig, og snart var vi ude af den lille landsby.

Motorerne hostede og hakkede, men alligevel dyssede de rytmiske vibrationer mig til ro. Øjnene løb i vand, gennem en tåge fulgte jeg med i den teaterdekoration, som passerede forbi ude foran vinduet, og gradvist ændrede landskabet sig. Bjergvejen nivellerede sig, klippetoppe erstattedes gradvist af marker, og snart kørte vi gennem et næsten fladt terræn.

Mit hoved sank ned på brystet, drømmebilleder listede sig ind gennem øjne og ører, og mens lettelsen over endelig at være kommet i sikker havn fik min krop til at opføre sig som smør på en stegepande, rullede bussen gennem et stadig mere tørt og øde landskab.

Solnedgang i Goa

 Forladt i ørkensandet

Jeg var næsten faldet i søvn, da nogen begyndte at ruske i min skulder.

“Hallo mister, where you wanna go?”

Jeg gloede forvirret op på fyren, som stod bøjet over mig, og blev efterhånden klar over, at han solgte billetter.

”Karwar,” mumlede jeg grødet. ”Jeg skal til Karwar!”

Billetsælgeren rynkede uforstående panden, men selv da jeg forsøgte at udtale bynavnet tydeligere, trak han bare på skuldrene og hastede op til førerkabinen. Jeg sukkede højt og gled atter ned i sædet. Jeg havde netop lukket øjnene, da bussen med et bremsede, og jeg atter blev prikket på skulderen.

”No Karwar, mister. Maybe better get out now?”

Og før jeg blev klar over, hvad der foregik, befandt både jeg og min rygsæk sig uden for bussen.

”Øh, hvad fanden … ?”

”Take next bus,” råbte billetsælgeren ud gennem fordøren, og med et brøl satte bussen sig i bevægelse. Jeg så lamslået til, mens køretøjet forsvandt ned ad en sandet jordvej i en sky af hvirvlende støv og udstødningsrøg, og først da bussen var ude af syne, vovede jeg at kikke rundt.

Jeg befandt mig i en ørken!

Der var ikke andet end sandbanker og enkelte afsvedne buske, så langt øjet rakte, og yderst i horisonten anede jeg konturerne af fjerne bjergtinder. Jeg stod fuldkommen alene i den brændende eftermiddagssol midt i et glohedt ingenmandsland, flankeret af min trofaste rygsæk og en ledningsløs telefonpæl. Det svimlede for mine øjne, og delvist i chok satte jeg mig ned på det brændende sand. Varmedisen fik landskabet til at bølge, de udtørrede buske rakte nøgne grene mod himlen som i en tavs bøn om den længe ventede monsun.

Den varme vind gjorde mig tør i halsen, erindringer om min læges udpenslede advarsler om dehydrering og saltbalancer dukkede pludselig op for mit indre øje, og næsten febrilsk begyndte jeg at rode i min rygsæk efter noget drikkeligt. Jeg fandt en halvfuld mineralvand, som jeg åbenbart havde tilovers fra chai-shoppen ved Jog Falls, og drak begærligt af flasken. For fanden da, der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, at en tilfældig forbipasserende ville finde mit udtørrede lig om en måneds tid eller to, og det eneste, der manglede for at fuldende rædselsscenariet fra en horrorfilm om en nødlanding i Kalahari-ørkenen, var et grinende oksekranie samt et par kredsende gribbe.

Solen stegte som en svejseflamme, og nu begyndte jeg efterhånden at blive mere end almindeligt bekymret for min videre skæbne. Jeg drak endnu en mundfuld vand fra den allerede tempererede flaske og lænede mig op ad rygsækken. Den støvede grusvej skar sig gennem det kaki-farvede landskab som en endeløs slange. Der var ikke skyggen af trafik, hverken til den ene eller anden side, og min modløshed steg støt i takt med minutterne, der sneglede sig af sted.

Det var ved at være middagstid, solen stod højt på himlen, og sveddråberne begyndte at trille ned over min pande og næsetip som vand fra en utæt hane. Landskabet farvedes blåt, mine øjne mistede gradvist evnen til at fokusere, og langsomt svandt de rationelle tanker. Jeg lænede mig helt tilbage, lagde mig faktisk på jorden og forsøgte at bruge rygsækken som værn mod den nådesløse sol. Jeg husker, jeg overvejede at tage endnu en slurk vand, men orkede det alligevel ikke og tabte derpå bevidstheden.

Tempel i Kanataka

Udmattet i mål

“Wake up sir, better wake up!”

Jeg virrede omtumlet med hovedet, prøvede at få mening i de plaprende stemmer og gjorde, hvad jeg kunne for at genvinde overblikket. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor længe jeg havde været væk, men solen hang ikke længere helt så højt på himlen, og lidt efter blev jeg klar over, at der stod en 5-7 indere bøjet over mig. Alle talte i munden på hinanden, og med besvær kom jeg op at sidde.

”Vi troede, du var død,” sagde den ene alvorligt.

Jeg blinkede udmattelsen ud af øjnene, gravede instinktivt i rygsækken efter den sidste rest mineralvand og satte flasken mod de sprukne læber.

”Er du okay, mister?”

Jeg nikkede og lod en hånd løbe gennem mit svedklistrede hår. Først var jeg overbevist om, at jeg havde fået hallucinationer, men det forekom mig bestemt, at der på den støvede grusvej bag mændene holdt en bus. Fandeme så, det var sgu en bus, og ved hvert et vindue sad indere med ansigtet klæbet mod glasset, ivrige for at følge med i dramaet.

Vandbøfler gennem Vagator

”Kører du til Karwar?” spurgte jeg med en stemme, der raspede som fodtrin på en grussti.

Manden nikkede og hjalp mig forsigtigt op at stå. Jeg kunne næsten ikke fatte, at mareridtet endelig så ud til at ende, og med stive skridt slingrede jeg hen mod den frelsende bus. Passagererne gloede som får, da jeg vaklede ind i bussen, og en betænksom ung knægt overlod mig sin plads.

Jeg faldt omgående i søvn, og godt tre timer senere blev jeg forsigtigt vækket af billetsælgeren, der sagde, at vi var ankommet til Karwar. Jeg åd en gigantisk middag på busstationens cafeteria, fandt senere aftenbussen til Goa, og efter endnu to omskiftninger og en velfortjent taxitur fra hovedbyen til Vagator, kunne jeg banke på døren til min kammerats hus, lidt før midnat.

Jeg sov i næsten to dage, og først da jeg atter vågnede, kom jeg i tanke om, at mit kamera vist stadig befandt sig for foden af Jog Falls.

Victoria Terminus i Mumbai

Denne beretning er et bearbejdet uddrag fra Patrick Leis’ bog ”Røverhistorier fra et rejseliv,” der udkommer her i efteråret. Patrick er forfatter til 21 bøger, og selv om de fleste er røverhistorier (gys og science fiction), er der også et par backpackerhistorier og en rejseguide til Indien imellem. Læs mere på http://skysite.dk/leis/ og på www.patrick-leis.dk.

 

FAKTABOKS: Jog Falls

Med sine 253 meters direkte fald er det Indiens næsthøjeste vandfald. Det har sit udspring i Sharavathi River og kaldes også for Gerusoppe Falls, Gersoppa Falls eller Jogada Gundi. Det ligger i Shimoga District/Karnataka.

Bedste tid at besøge det er mellem august og december, hvor vandet fosser kraftigst.

Jogg Falls ligger 379 kilometer fra Bangalore, hvorfra man kan tage bus eller tog til Sagara (30 km fra Jog Falls) og derefter direkte bus.

Man kan overnatte flere steder i umiddelbar nærhed, fx: Sharavati Tourist Home, Tunga Tourist Home, Inspection Bungalow, og Jog Falls Guest House.

Tiggerby ved Panjim

 

 

Faktabox

Must til rygsækken: Gode sko eller sandaler, lommelygte, tandpasta, vifte, solcreme, jod eller infektionsdræbende salve eller pudder, talkum (ellers kan man svede sig hudløs), kondomer, tandtråd, gaffatape til rygsæk, lille hængelås til rygsækken, mavepung eller pengekat, pincet, engangssprøjter eller kanyler hvis du bliver syg, tamponer, lommekniv, plastre, solbriller, kasket, badebukser eller dykkerudstyr, ørepropper til busturene. Før afrejse: Husk pas og lær dit pasnummer udenad, man skal bruge det hele tiden! Lav en fotokopi af dit pas og gem separat, det gør det hele meget nemmere, hvis du skulle miste originalen. Offentlig transport: Indien har et af Asiens bedst udbyggede jernbanenet, men det kan være superbesværligt at købe billet. Tjek altid tognavne på forhånd og regn ikke med at kunne komme af sted samme dag, du køber billet. Busser er tvivlsomme fornøjelser, men du bør altid vælge ”Luxuri-coat”, de andre er rædselsfulde. Husk ørepropper, de spiller meget høj musik. Billetluger kan være et helvede! Folk støjer og skubber, og indere har absolut ingen køkultur (alle prøver også at komme ind i de overfylde tog, før folk er kommet ud, og det danner idiotiske trafikpropper), og man skal ikke være bleg for at mase selv eller råbe "line jumper!" hvis nogen (ofte tror de rige eller de fra de højeste kaster, at en kø ikke gælder for dem) bare går forbi køen og direkte hen til lugen. Du må forberede dig på et utal af formularer og op til timers ventetid og får sikkert ikke billet til samme dag. Men man kan betale sig fra at stå i kø: Find en knægt, der vil tjene 10 rupees, og lad ham finde den rigtige luge og holde din plads, mens du sidder i skyggen og drikker kaffe elle tager en spadseretur. Alternativt, hvis du er eller rejser med en kvinde, kan du gå over i "Woman’s Line", hvor køen er meget kortere. En god ide, hvis man skal med bus, er at betale en knægt for at pløje sig igennem køen (eller klatre ind ad et vindue), når dørene åbnes og lægge et lommetørklæde eller tøjstykke på et tomt sæde. Det betyder "reserveret" og betragtes som optaget ... Men derfor kan det godt være, at der klemmer sig en fire-fem indere ned ved siden af dig på et tomandssæde. Sidste råd er, at der for kvinder findes særlige "Women’s compartment" i togene og ve dig, hvis du som mand vover dig derind! Men rart for kvindelige turister! At spørge om vej: Det kan være lidt af en opgave at finde fra punkt A til punkt B i et land, hvor gadebelysning er sjælden, og vejskilte næsten ikke findes. Faldgrubbe nummer ét er at spørge: "Er det den vej?" Indere er bange for at tabe ansigt, og hvis de ikke ved det, svarer de ja! Faktisk svarer de altid ja! Selv hvis du går i den stik modsatte retning, kan de få så dårlig samvittighed over at skulle være den, som giver dig den dårlige nyhed, at de ofte vælger at sige, at du er på rette vej – og lade en anden om at blive skurken. Tricket er at spørge: "Hvilken vej skal jeg?" Det vil få dem til at vende ryggen til, hvis de ikke ved det, eller pege i den (forhåbentligt) rigtige retning i stedet for bare at give dig ret.
 
 
Share this