Welcome to Delhi!


Charlotte Felks billede
Jakob Østers billede
 
2008 juni

           

Forfatteren ved ankomsten til Main Bazaar, Paharganj
 

”Husnummeret?! Hvad er husnummeret?” Vi bladrer febrilsk i vores Lonely Planet i taxaens mørke og spejder efter de fuldstændig usynlige numre i nattemørket, mens den indiske taxachauffør stresser os med sine spørgsmål. Velkommen til Delhi, netop landet frisk fra fad og uden den basale viden om, at der ikke er husnumre i denne del af Delhi. Men Indien er Survival of the Fittest, og ankomsten til Delhi er ingen undtagelse.

Det starter ellers så fint; da det kun tager femten minutter fra flyet sætter hjulene på landingsbanen, til vi træder ud i den hede indiske nat med vores rygsække og tunge øjenlåg efter 18 timers rejse. Klokken er to om natten lokal tid, og vi sætter os ind i en taxa for at blive kørt til vores udvalgte hotel, som chaufføren med et yes yes har tilkendegivet at han ved, hvor ligger.

Vi læner os tilbage og sludrer lidt med manden på den lange vej gennem byen. Hurtigt begår vi en fejl - vi fortæller det er vores første tur til Indien… ”Så er der frit slag for scams”, tænker vores tilsyneladende venlige chauffør og klukker indvendigt af fryd, - eller det forestiller jeg mig i hvert fald bagefter, at han gjorde.

Den sovende by passerer forbi vinduerne: en elefant, to rotter og tre køer spotter vi fra bilen, foruden de hjemløse. Vi skal til Main Bazaar i Paharganj, et område, som ifølge guidebogen er fyldt med backpackere, billige hoteller, kulørte lamper og butikker med farvestrålende stoffer.

Chaufføren kører os i stedet til et halvdødt kvarter og påstår, vi er i Main Bazaar, og at vi skal lede efter hotellets husnummer, som jo sjovt nok ikke eksisterer. På kortet i Lonely Planet finder vi en biograf nær det hotel, vi har tænkt os at bo på, og beder chaufføren køre os derhen. Så kan vi gå det sidste stykke. Biografen har han aldrig hørt om, siger han, og standser på et hjørne, hvor han helt tilfældigt møder en af sine venner. Vennen påstår, at biografen desværre er brændt ned, så der kan vi ikke tage hen, siger han. Plaget af jetlag opgiver vi at overbevise den ekstremt insisterende chauffør om, at vi godt kan køre derhen alligevel, så i stedet ender vi med at køre hen til et rejsebureau, som sært nok holder åbent midt om natten. Dér kan vi låne telefonen og ringe og spørge om husnummeret! Vi får ringet til et hotel, men det er fyldt. Manden hjælper med at ringe til nogle andre hoteller, men de er også optaget (hvilket formentligt skyldes, at han i virkeligheden ringer til sin fætter og ikke til et hotel). Bureauet kan venligt nok hjælpe os med et værelse ganske tæt ved vores foretrukne hotel, vi takker ja og bliver kørt derover. Chaufføren får endda en ekstra erkendtlighed for hjælpen.

Næste morgen skal vi ud og hæve penge, hvilket ikke er ligetil i Indien. Hotellet har ikke flere visitkort, så portieren skriver en lille fedtet seddel på hindi med hotellets navn og adresse. Det flinke hotel har gratis kørsel af gæsterne, så de vil gerne køre os ind til Connaught Square, hvor bankerne ligger. Dejligt, tænker vi og hopper lidt naive ind, selv om vi inderst inde godt ved, at intet i Indien er gratis. Vi prøver at følge med på kortet, mens vi kører, men kan slet ikke regne ud, hvor vi er eller er på vej hen. Intet passer! Pludselig standser bilen. Vi holder foran nattens rejsebureau. Hmm, we smell a rat… Chaufføren beder os om at gå ind på bureauet ”just to say hello”. Vi nægter kategorisk: vi har bedt om at komme til en bank, ikke dette sted! En medarbejder kommer ud og insisterer på den meget vedholdende indisk-desperate måde, at vi kommer ind og hører om de helt ustyrligt fantastisk fordelagtige turforslag, de kan tilbyde. ”We let you use our phone for free last night…”, fremturer manden. Min kæreste Jakob tramper rødglødende ind i bureauet og fortæller i utvetydige vendinger, hvor de kan stikke deres rundture med egen chauffør op. Imens overvejer jeg at grave mig ned og spekulerer på, hvor festligt de næste seks uger i landet vil udarte sig. Senere møder vi flere turister, der er hoppet med begge ben i denne fælde. Welcome to Indiaaah.

Vi kommer endelig til Connaught Square: Et totalt sansebombardement af folk, lyde, lugte og tusind nye indtryk. Det er som en anden planet. Vi løber vores ærinder og finder en rickshaw driver, som gerne vil cykle os tilbage til Paharganj. Som sagt så gjort. Problemet er bare, at vi i nattens mulm og mørke er kørt til et skummelt område 20 minutters kørsel derfra. Som at ende i Sydhavnen efter at have udset os Nørrebro! Vores ricky får vores lille fedtede seddel med hotellets navn og adresse og spørger cirka tres mennesker om vej, og til sidst - efter mange kilometers cykling - kommer vi til et område, vi svagt kan genkende. Vi når virkelig at føle angstens sved: vi aner jo ikke engang, om der står en ægte adresse på lappen! Vi aner ikke, hvad kvarterets rigtige navn er, og vi er ikke engang sikre på hotellets navn. Heldigvis holder en indisk gud en hånd eller fem over os, for pludselig dukker hotellet op i det fjerne! Vi genforenes lykkeligt med vore rygsække og har lært en lektie eller to om at ankomme til en ny by!

 

 
 
Share this