Det eventyrlige Borneo


Nikolaj Wittes billede
Nikolaj Wittes billede
 
2005 mar

For ikke så lang tid siden stillede Hendes Majestæt Dronning Margrethe mig spørgsmålet: "Hvorfor er du medlem af De Berejstes Klub?".

Som altid, når folk er letsindige nok til at spørge mig om rejser, så begyndte jeg straks at snakke i munden på mig selv. "Holdt, stop" sagde hun, "fortæl mig kun om den ene episode, som skiller sig ud fra de andre". Dette er selvfølgelig løgn, men resten af historien er så sandt, som det er sagt.
 

Borneo. Bare navnet har altid fascineret mig. Mindre blev mine eventyrdrømme ikke, da jeg i Lonely Planet læste, at i Kalimantan (Indonesisk Borneo) er der næsten ingen rigtige veje, der er ikke rigtig nogen regnskov tilbage, skovbrandene i 1997 og '98 ødelagde resten og det er i det hele taget dyrt, besværligt og ikke værd at komme der. Når LP skriver det, så plejer man at have området for sig selv. Udover det havde der netop været lidt uroligheder med demonstrationer og sågar rapporter om, at visse stammer havde genoptaget deres gamle traditioner med at skære modstandernes hoveder af.

Det var derfor med spænding i maven og forventninger i blodet, at jeg hoppede om bord på en ombygget fiskekutter i Tawau (Sabah), der lovede, at de sejlede til den lille indonesiske ø Tarakan, hvorfra det igen skulle være muligt at sejle til Kalimantan. Men, for at gøre en lang historie kort, så lykkedes det mig i løbet af ikke alt for mange dage at være på vej sydpå langs en af de veje, der ikke eksisterer på noget landkort, men som skovfældningsfirmaerne har efterladt. Undervejs var det også lykkedes mig at finde min kammerat, som jeg på forhånd havde aftalt at mødes med. Sammen sad vi nu og stirrede ud af vinduet i en afart af en minibus, mens dækket for tredje gang var blevet vredet i stykker på de sammenfaldne mudderveje. Alle reservehjulene var brugt op. Vi havde repareret reservehjulene, men også disse var slidt i stykker igen, så vi havde ikke rigtigt flere hjul tilbage. Utroligt nok var humøret stadig godt, da vi halvt trillede og halvt skubbede bilen ind i nærmeste by. Stor var vores overraskelse, da vi blev mødt af et sandt farve- og fjerorgie.
 

Min ærede Dronning, så var der pludselig høstfest med dans og musik.

Undrende stod vi lidt og kiggede på alle de udsmykkede krigere og festivaldeltagere. Undrende stod de og stirrede på to tilmudrede, men hvide, backpackere, der var gået helt i stå. Snart kom der en mand i skjorte og lærredsbukser, der højt og på glimrende engelsk bød os velkommen til høstfesten. Han kunne fortælle, at han hed mr. Wilson og var både høvdingens søn og arrangøren af festivalen. Inden vi havde fået set os om, var vi blevet gennet ind i langhuset, hvor de, der sad forrest, blev skubbet til side, så der blev plads til mr. Wilsons æresgæster. Alle blandt de par hundrede gæster og en god håndfuld af de dansende gik fuldstændigt i stå. Det varede dog ikke længe, inden de fik sig samlet sammen, nikkede og smilte. Alle de unge fyre skulle lige vise sig og råbte 'hallo', mens de ældre mere stille og roligt hilse på Bhasa Indonesia. Dansen var fantastisk. Kvinder bar farverige kjoler med pailletter i alle regnbuens farver, der hver var formet i deres families eget mønster. Mønstrene var meget forskellige med afbildninger af krigere, næsehornsfugle eller forskellige guder og ånder. Hver kvinde havde i begge hænder et par af næsehornsfuglens halefjer, som livligt blev brugt i dansen. Sammen, i procession, dansede de først ned i hele langhusets længde, derefter cirklede de rundt og gentog bevægelsen i modsat retning.
 

Da dansen sluttede, fik vi mulighed for at hilse på mr. Wilson og høre, hvad der foregik. Han inviterede os til at blive og bo hos sig. Det blev starten på en smuk, tre dage lang festival, der overgik alt, jeg tidligere har oplevet både i skønhed og i noget, som jeg ikke kan beskrive bedre end ægthed. Jeg har altid, både før og efter denne oplevelse, anset det for endnu mere ægte, når hovedjægeren har en slidt reklame T-shirt inden under en brynje af tigertænder, eller når de onde ånder i dyb trance indfanges i blå plastiktallerkener. Og under denne høstfest var der en overflod af gamle hovedjægere i hullede vinterjakker og andre pudsigheder.
 

Under festivalen oplevede vi de dansende kvinder, der igen og igen opførte deres smukke dans til lyden af sundatang'en (et traditionelt strengeinstrument, hvis brug desværre siges at være ved at uddø). Vi oplevede høvdinginden der, hvidmalet i hovedet og med store håndfulde af de allersmukkeste af næsehornsfuglens halefjer, opførte en meget dyster solodans. Men højdepunktet for mig var, da høvdingen i fuld krigsudrustning udførte finalen i danseshowet. En dans hvis, på overfladen simple, formål var at samle skjoldet op fra gulvet og symbolsk gå i krig.

Alt, hvad der skete rundt om selve dansene, var mindst lige så fantastisk. Selve udsmykningen af huset var et studie værdigt, og menneskene var, da de efter et par dage havde vænnet sig til os, smilende og fortalte med medrivende fagter den ene historie efter den anden, mens klokkerne i deres fascinerende forlængede øreflipper klimprede. Specielt husker jeg mr. Wilsons fars historie, måske fordi det var den eneste, jeg forstod, da halvdelen var på hollandsk, og den anden halvdel blev oversat af mr. Wilson. Han fortalte levende, hvordan han som ung havde været pirat sammen med en hollandsk bande i Samarindas havn. Det forklarede jo sproget. Men at sidde i olielampens skær midt i Borneos jungle og høre historier om, hvordan man border og overfalder et skib, var næsten mere, end jeg i min vildeste fantasi havde håbet på.

Hele festivalen sluttede med, at selve guvernøren for hele distriktet ankom med ministre og det lokale tv. I hans takketale fortalte han blandt andet, hvor utroligt smukt deres langhus var, hvilket han kunne bevise, for, som han fortalte, var der i år kommet to turister hele denne lange vej bare for at besøge dem. Næste gang, sagde han, ville turisterne have fortalt deres familier og venner, hvor smukt et sted dette var, og snart ville mange turister komme. Alle vendte sig om, smilte og klappede ad os, selvom jeg ved, vi begge vil gøre vores for, at ingen finder ud af, hvor dette uspolerede paradis af en by ligger, og så der aldrig kommer horder af turister væltende.
 

Men hvad så, spurgte Hendes Majestæt?

Da festivalen lakkede mod enden, fandt vi lidt transport ned til flodens munding, hvor det lykkedes os at opspore en af de fantastiske flodbåde, der sejler overalt på Kalimantans floder. Flodbådene er opbygget i to etager, hvor første sal har brikse og er en form for første klasse med vinduer og ro til at sove. Underetagen er et virvar af mennesker, der sover over alt som sild i en tønde. Det er også nederst, man finder køkkenet, toiletter (huller i bunden af båden), badefaciliteter (en slange på en pumpe nede i floden), kaptajnen (der sidder midt i det hele og styrer), nedgangen til motorrummet (som behageligt brummer en i søvn) og vores kommende midlertidige hjem. Vores ankomst var en blanding af James Bond og Mr. Bean. Vi var, af årsager som er en helt anden historie, kommet for sent til bådens afsejling. Derfor befandt vi os netop nu i en lille motorbåd, hvor vi i rasende fart forsøgte at indhente flodbåden. For at gøre hele stemningen perfekt besluttede vejrguderne på Borneo sig for at lade os smage på rigtig regnskovsregn. Den sidste halve time havde vi kæmpet en brav kamp for at holde vandet på ydersiden af vores lille motorbåd, der forbavsende hurtigt blev fyldt med regnvand.

Så mens det var svært at afgøre, om vi stadig var oven vande, eller rent faktisk var de druknede mus, som vi følte os som, råbte vi alle af vores lungers fulde kraft, at de skulle vente på os. Med motorens sidste kraftanstrengelser lykkedes det os at sejle op på siden af flodbåden og holde os fast. Hele båden var - for at beskytte passagererne mod den silende regn - pakket ind i blå presseninger, så ingen havde endnu hverken set eller hørt os. Med hver sin rygsæk, der nu på grund af regnen havde taget voldsomt på i vægt, kastede vi os ind under det blå plastik. En utællelig flok mennesker stirrede inde i mørket på os med åbne munde og fulde af undren. Vi hilste pænt og forsøgte at undgå at hælde vand på dem alle sammen, men lige lidt hjalp det. De stirrede. Hvad nu, tænkte vi. Pludseligt slog det os. Så hurtigt som man kan i drivvådt tøj, skyndte vi os at tage vores sko af og placere dem oppe på en bjælke. Ingen er da så uhøflig og uopdragen at de har sko på indenfor i hjemmet og denne båd var, for nu, vores hjem. Kaptajnen tog smøgen ud af mundvigen, smilte, vendte tommelfingeren op og råbte 'bagus' (godt). Med ren hygge, masser af malariamyg og et utal af 'bagus'-råb sejlede vi gennem det næste døgn ned af floden, der oversat hedder 'skær-hovedet-af'-floden.
 

Men er det ikke muligt at komme ind på midten af Borneo, spurgte HM Dronning Margrethe

Midten af Kalimantan var vores mål, men først måtte vi tanke op i Samarinda. Så vi fik skaffet dåsesardiner, rom, chilisovs, et par millioner rupies, blå plastik, reb og ikke mindst en ordbog. Gennem de næste par uger rejste vi derefter op ad Mahakamfloden, som er en af Borneos mægtigste floder, der har sit udspring helt inde i hjertet af øen.

Efter af have oplevet ånderne både i kirker, moskeer og langhuse ankom vi, efter to ugers rejse, gennemblødt til skindet og skjult af mørket til den sidste by, vi på denne årstid kunne nå med mere eller mindre offentlige både. Efter at have opsporet varmt vand til en kop te, fået lidt mad og sovet en god nats søvn opsøgte vi 'kapala desa' (landsbyens overhoved). Vi fik forklaret både ham og alle andre af betydning i byen, hvad vores planer og ønsker var. Vi skulle bruge nogle mænd til at hjælpe os over på den anden side af Borneos midte. Vi vidste ikke meget om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, men havde hørt i Samarinda at man på en god uge kunne gå fra den ene flods munding, over bjergene til den anden side af Borneo og der finde en anden flod, hvor man igen kunne sejle helt ud til kysten.

Først kom høvdingens nevø og en kammerat, de studerede inde i Samarinda og kunne engelsk. Til gengæld kunne de ikke svare helt positivt på, om de havde været inde i junglen før. Vi var ikke helt trygge ved at tage med dem, og efter et par dage kom der heldigvis en anden mand, der ville snakke med os. Han hed Hugo og boede ikke langt væk, men han havde været ude i junglen i markerne og kom derfor først nu. Han ville sammen med en gut, der hed Lavang, hjælpe os. De var ikke billige, men de havde stor erfaring, både med junglen i almindelighed og denne strækning i særdeleshed. Vi måtte derfor henvende os til høvdingen, og, uden nogen skulle blive stødt, forklare ham, at vi ikke kunne bruge hans nevø.

Vi snakkede med Hugo, der ikke kunne mere end to ord på engelsk, om hvad vi skulle have med på turen. Alt, hvad der er sejlet så langt ind på Borneo, er meget dyrere end ude ved kysten, så vi måtte rundt og forhandle, det bedste vi havde lært, for at skaffe de sidste fornødenheder som ris og sukker. Men få dage senere oprandt dagen for vores afsejling, og med to ketjing-ketjing (små både opkaldt efter deres lyd) begav vi os så langt op ad floden, som det var muligt. Mens aftenen sænkede sig over floden, sejlede vi mod bredden, hvor Hugos forældre glade stod og vinkede os ind til aftensmad.

Pludseligt helt ud af den blå luft bliver Hendes Majestæt revet væk, der er alvorlige sager, som hendes yngste søn er nødt til at snakke med hende om. Jeg håber på, hun ved en senere lejlighed vil høre afslutningen, men indtil da må vi alle pænt vente, for ingen snakker, før dronningen spørger.

Endelig faldt der ro over de royale gemakker, og dronningen fik endnu engang tid til at afholde en af sine verdensberømte banquetter. Med eventyret glimtende i øjenkrogen satte hun sig ved min side og spurgte uden indledning:

Hvordan kom I så videre derfra?

Så jeg kastede mig ud i fortsættelsen til Det eventyrlige Borneo fra sidste møde, hvor flodbåde havde taget os så langt op af Mahakam floden, som det var muligt.

Kun lyden fra ilden, der sprutter sagte under gryden med kaffe, forstyrrer freden, der har sænket sig over den lille hytte her midt i junglen. Ingen siger noget, og kun to hunde og en lille flok høns bevæger sig to meter under pælehyttens gulv. Jeg sidder og følger deres jagt på rester fra vores aftensmad. Det er let at følge med i deres gøren og laden, for nok er der et gulv mellem os, men det er lavet af flettet bambus, blade og grene og så gennemsigtigt som en si.
 

Til aftensmad har vi spist ris og alle de dåser med tun og sardiner, som vi har indkøbt til hele turen, og dermed også åbnet for vores uoverensstemmelser angående, hvordan man rationerer. Vi takker for husly, pakker vores tros og lusker længere ind i junglen. Mens skumringen falder på, går jeg i mine egne tanker over det forunderlige i at trave rundt her inde i denne symfoni af farven grøn. Denne primære regnskov, som aldrig har været fældet ved menneskers hånd, skaber og fremviser en så fantastisk mangfoldighed af arter, både planter, dyr og, ikke mindst, kryb og kravl. Denne aften bliver vores sidste i noget, der minder om civilisation.

Vi har fundet et halvtag, som er blevet brugt for lang tid siden, da en bonde havde sin mark her. Mens jeg arbejder på at brygge kaffe og te over bålet, arbejder Hugo ihærdigt på at lave patroner til riflerne. Han forklarer, at patroner er meget dyre, så derfor laver han dem selv. Teknikken er simpel. Man tager en æske tændstikker og begynder så med bagsiden af sin mandaue, den machete de lokale i forgangne gyldne tider brugte til at tage hoveder med, at slå svovlen af. Når man har en passende mængde afskallet svovl, tager man først en knaldhætte fra en legetøjspistol og putter ned i bunden på den tidligere brugte jagtpatron, hvorefter man fylder svovlet ovenpå. Tilslut tilsættes blyperler, og, wupti!, så har man en splinterny jagtpatron.
 

Regner det ikke meget i regnskoven, spørger Hendes Majestæt.

Det er regnen, der luller os i søvn. Men det er synet af en fantastisk tohundredogtres grader regnbue, der næste morgen møder mig i det tidlige morgenlys. Efter at have skyllet lidt daggamle ris ned med kaffe, pakker vi tingene ned i vores fire rygsække. Vi fordeler bagagen, så vi alle bærer lige meget, og med omtrent femten kilo på ryggen fortsætter vi ind i junglen.
 

Vi nyder en stille stund under pondok'ens beskyttende blå plastic

Jo længere vi kommer ind i regnskoven i løbet af de næste par dage, jo mere går det op for mig, hvor lidt jeg ved, og hvor kort tid jeg ville kunne klare mig uden hjælp. Jeg forstår ikke, hvordan de finder vej. Jeg ser mig ikke i stand til at skelne to lysninger fra hinanden. Jeg føler mig hjælpeløs i dette virvar af træer, slyngplanter, floder, kæmpebregner og stikkende planter. Flere gange, hvor underlaget er så glat at jeg glider, kommer jeg til at gribe ud efter disse stikkende sataner, som hævner sig grusomt på den uforsigtige. Kun meget få gange tøver Hugo og Lavang i deres stifinding. Stifinding er så meget sagt, for ikke en eneste gang under hele vores krydsning finder vi en sti, men vi laver den. De ved, hvilke planter der kan spises, hvilke der er giftige, hvilke der stikker, hvilke der bærer frugter, hvilke der er gode til det ene, og hvilke der er gode til det andet.

Vi finder endnu en lille flod og trasker ned i den. Jeg tænker tilbage på de første mange gange, hvor vi krydsede en flod. Da tog jeg omhyggeligt mine vandrestøvler af for at holde mine fødder tørre, men nu har jeg opgivet. Vi krydser den ene flod efter den anden, og ofte bliver vi i floden. Den vi nu går i er ikke dyb. Men den går til knæene, så den er dyb nok til, at det ikke hjælper meget, at mine fine vandrestøvler er forholdsvis vandtætte, måske mere tværtimod. Vi bliver i floden og følger dens strøm opad. Det er lettere at gå i vandet, for skønt hvert skridt er tungere, behøver vi ikke at hakke os vej hele tiden. Når vi går på land, er det utroligt langsommeligt at komme fremad, for ustandselig må vi skære os vej gennem en grøn mur af planter.

En anden fordel ved at blive i floden, som jeg opdager med tiden, er, at der er knap så mange igler. Mens vi vandrer af sted i underskoven, går der sjældent et minut, uden at en ny, frisk og kampklar igle bider sig fast i mit kød. Langsomt og uopmærksomt lader jeg min hånd glide ned over mit ben, indtil mine fingre støder på noget tyndt, levende og slimet. Jeg griber fat med tommel- og pegefinger, jeg maser neglene så godt ind i iglen som muligt og river til. Det giver et lille jav, og iglen slipper. Blodet pibler frem. Jeg ved det nu instinktivt. Blodet tilkalder andre igler, så det varer ikke længe, inden der sidder to-tre stykker lige der, hvor jeg netop fjernede den første. Jeg kæmper en hård kamp for at hævne mig. Men de vil ikke dø. Aldrig har jeg oplevet så sejlivet en organisme. Jeg forsøger først at rive den over i to dele. Det kan ikke lade sig gøre, den er som bygget af ventilgummi. Så prøver jeg med ild. Det rager den en fjer. Jeg tæsker den med en sten. Den kravler bare videre. Lige lidt hjælper mine ynkelige forsøg på at reducere bestanden. Til sidst forbarmer Lavang sig over mig. Der er tilsyneladende

Der er også tidspunkter, hvor man nyder det helt fortræffeligt.

kun et effektivt middel mod disse levende stykker ventilgummi. Han smiler til mig, mens han propper endnu en klump tobak ind i munden. Han gumler lidt. Kigger på iglen og spytter. Den sorte klat tobakssaft rammer plet. Iglen løfter forenden, som tænker den ’kom ikke her’, og så lægger den sig pænt ned og dør. Så let er det. Mens Lavang smågrinende går væk, står jeg undrende tilbage og kigger på iglen for at sikre mig, at den virkelig er død.

Det er blevet frokosttid, og vi søger ned mod bredden af en større flod, her er både vand til kaffen og sol til vores våde kroppe. Jeg har besluttet, at det er værre at tage skoene af, for så skal jeg efter pausen tage disse klamme, drivvåde og ubehagelige objekter, som snart ikke længere ligner sko, på. Det kommer jeg til at fortryde. Men nu tænker jeg ikke mere over det og giver mig i kast med at hente vand, mens de andre leder efter brænde. Vi koger en kop te, kaffe er vi løbet tør for, og overfylder det med sukker. Da det regner ustandseligt, er det næsten umuligt at finde tørt brænde, så vi har opgivet at koge så meget vand, at vi kan lave rent drikkevand. Hugo garanterer os, at vandet er det reneste fra de dejligste kilder, eller med hans ord ’agua’. Så hvilket valg har vi? Det smager fantastisk, men jeg er dog ikke i tvivl om, at det er meget letsindigt bare at trisse rund midt inde på Borneo og drikke flodvand. Men nu er regnen stilnet af, og solen skinner, som om den aldrig har bestilt andet. Vi nyder alle bare at ligge henslængt på klipperne langs floden og lade solen varme vores trætte korpusser.

Efter et par timer hører vi pludselig lyde inde fra junglen, og Lavang holder en hånd op til læberne for at få os til at være helt stille. Både Hugo og Lavang finder deres rifler frem, mimer et eller andet til os og lister stille ind i junglen. Vi står og venter lidt utålmodigt, for vi ved jo ikke, hvad der sker. Skal vi have noget andet end fisk og ris til aftensmad, er min eneste tanke. Så lyder der to høje brag, da deres rifler går af. Det runger over bjerge og gennem regnskoven. Skudene efterfølges af en vældig larm og ballade. Noget rasler voldsomt rundt i underskoven, og jeg forventer halvt at blive løbet ned af et eller andet stort dyr. Desværre kommer de slukørede tilbage. Intet held. De fortæller, at det var vildsvin, men at de ramte ved siden af.

Da vores jagtheld svigter, må vi ud med nettet for at fange fisk. Heldigvis er der masser af velsmagende fisk i den flod, på hvis bred vi har slået vores lejr op. Lejren er en ’pondok’, som helt basalt består af tilhuggede småtræstammer, der danner et skelet. Over træskelettet har vi trukket vores blå presenning. Det giver et to meter højt telt, som har plads til overnatning, bagage og bålsted. Desværre er siderne lidt højt oppe over jorden for at give plads til bevægelse, så om natten regner det lystigt ned i hovedet på mig. Jeg forsøger at vende mig, men lige lidt hjælper det. Jeg ligger på mit underlag på junglegulvet indpakket i et gennemblødt lagen, mens regnen styrter ned både over mine fødder og mit hoved. Jeg bander lidt over den absolutte mangel på tørhed og hiver det våde stykke stof op over hovedet, for at jeg i det mindste ikke kan mærke regndråberne, der pisker mod mit ansigt. Jeg må være faldet i søvn, for jeg vågner ved, at noget stikker og klistrer til min kind. Jeg tænker kun kort over, hvad det mon er, der kravler rundt på mig, inden jeg tager min hånd op og fjerner endnu en igle, så blodet pibler frem.

Vores held i jagten.

Næste morgen er humøret højere, og vi pakker hurtigt for at komme af sted. I går aftes lavede Hugo og Lavang nye patroner, så i dag skal det lykkes at fange noget. Midt på dagen flænges stilheden af skrig, der er en Nasgûl værdig. Jeg kigger op, og vi er så heldige, at en flok næsehornsfugle flyver over vores

Endelig fangede vi noget, nemlig en næsehornsfugl.

hoveder. Deres skrig besvares af andre næsehornsfugle højt oppe i træernes toppe. Det er ikke langt fra, hvor vi står, og de, Hugo og Lavang, lister med hævede rifler i retning mod lyden. Endnu engang står vi og venter spændte. Bragene tordner gennem træernes kroner, og et vældigt spektakel opstår. Stolte kommer de travende tilbage med en nedskudt næsehornsfugl. Jeg er helt mundlam. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men man skyder s’gu da ikke bare de fredede fugle. Jeg ved ikke helt om jeg skal være ellevild over muligheden for kød på bordet eller forsøge at belære dem om Verdens Naturfrednings lister over truede dyr. Jeg vælger en blanding, for hvem er jeg, der skal komme og forklare disse mennesker, at de ikke må jage. Det virker håbløst at komme og påstå, at de ikke skal skaffe mad og ikke mindst få de par hundrede kroner, som næbbet og kraniet kan sælges for. Dog stopper jeg dem, da de vil fange endnu en, for nu må det være nok.

Næste dag er floden så høj, at vi intet kan stille op. Vi må pænt vente til vandstanden er faldet og overskuddet løbet længere ned. Indonesere er fantastiske til at sidde og vente. Danskere er ikke helt så gode. Jeg traver op og ned langs bredden. Der må da være noget vi kan gøre. Hvad med at spænde et reb over og så klatre over? Til sidst affinder jeg mig dog med situationen og begynder at observere vandets stigninger og fald for at følge nøje med i eventuelle fremskridt. Næste morgen, da de stadig ønsker at vente, må jeg dog protestere. Efter lidt diskussion vandrer vi ned langs floden for at finde et sted, hvor man kan krydse. Hugo og Lavang gør alt, hvad de kan for at hjælpe os over floden. De bærer vores rygsække over på hovedet, og jeg kan ikke holde op med at undre mig over, hvordan de gør. De skaffer os en stav hver til at stå imod vandmasserne med.

Da jeg instinktivt er absolut skrækslagen for vand, er jeg bestemt ikke helt ekset med min egen ide om, at vi skal over lige nu. Floden virker enormt voldsom, og jeg kan mærke, hvordan vandet hiver og slider i min krop, allerede da det går til mine knæ. Men over skal jeg jo. Staven hjælper, og heldigvis for mig er Lavnag stærk som en okse, så han griber mig, da jeg bliver grebet af floden og kastet ned af den. Da jeg, uden helt at vide hvordan, står på den anden bred, ryster min krop så voldsomt af overanstrengelse og indestængte spændinger, at mine ben kokser, og jeg sætter mig pladask på jorden. Jeg både griner og græder over, at vi faktisk klarede det.

Det, min ærede dronning, blev en lang dag.

Det første jeg mærker, er lidt småsmerter i mine fødder. Om aftenen, da jeg tager mine sko af, kan jeg godt se, at mine fodsåler er helt oprevne og røde. De gør ondt, men det er ikke noget jeg ikke kan klare. Men næste morgen er det en helt anden sag. Det dunker og banker i hele mit underben. Mine fødder ser ud, som om huden er fjernet, og man kigger direkte på kødet. Jeg forsøger at vaske dem, men vand gør det kun endnu værre. Der er ingen tvivl, de er blevet angrebet af en notorisk ondsindet svamp eller bakterie, videnskaben er ikke helt enig, som trives specielt i vandet i underjordiske huler og floder i det centrale Borneo og bider på folk, der er dumme nok til at holde sig gennemblødt over en uge i træk. Den fjerner huden, og det eneste, der hjælper, er at holde fødderne tørre i længere tid. Det virker ikke helt som en reel mulighed her midt i regnskoven.

Det tager tid, men jeg får mine vandrestøvler spændt omkring mine smertende fødder. Dette bliver en af de længste dage i mit liv. Vi starter tidligt om morgenen og traver hele dagen på noget, der føles som glødende kul. Da mørket begynder at falde på, bliver vi ved med at være der ’lige om lidt’. Til sidst giver min lommelygte op, og jeg tumler, mere end går, fremad udelukkende med tankerne koncentreret om, hvorvidt jeg skal indrømme mit nederlag og kravle resten af vejen. Vi har ikke rigtigt spist i dag, da forrådet er brugt, og mit hoved er så omtåget, at jeg knap opdager det, da vi ved midnat vælter ind i den første landsby på den anden side af Borneo.
 

Vi klarede det. Vi krydsede Borneo langs ækvator.

 
 
Share this