”Det må gerne være lidt ude på kanten!”


Anette L.Kristiansens billede
Mikie Breums billede
 
2015 sep

Mikie Breum er aktuel med sin anden bog ”Lynkinesere og søde asier”. I 2011 fik hun sin debut som forfatter med bogen ”Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under”. Hvor den første bog skildrede en rejse med scooter rundt i New Zealand og bil i Australien, er Mikie i sin nye bog draget ud på et otte måneder langt rejseeventyr med rygsæk til Asien, bl.a. til stammefolk i Papua i Indonesien – og her piskes grundigt op i adrenalinbeholdningerne.

Mikie Breum har også rejst en del i Afrika, og her er hun fotograferet med sit yndlingsdyr i Gambia.

De er flere dages vandring fra noget, der kunne minde om civilisation, og Mikie Breum balancerer på en smal mudderfedtet sti gennem tæt tågeskov. Vandreskoene suger sig fast til de vabeloversåede fødder, og luften er tung og klam. Foran går den indfødte guide, som Mikie har hyret til en 14 dage lang trekkingtur i Papuas højland.

De maser sig op ad mod en bjergkam i 4.000 meters højde, og efterhånden bliver der langt mellem landsbyerne og andre mennesker på stien. Mikie har kun sin dagrygsæk med lidt tøj, tørmad og vand – intet landkort eller kompas.

De indfødte i området lå indtil for 25 år siden i brutale stammekrige med hinanden, og det er kun 40 år siden, de droppede smagen af menneskekød, da missionærerne kom og proklamerede, at det var ukristeligt.

Iført penisfutteral og vildsvinetænder i næsen har de indfødte indtil videre budt på lokale retter med søde kartofler og grøntsager. ”Men hvor længe mon det varer ved?” tænker Mikie. Hun aner uråd i forhold til den mand, der faktisk er ansvarlig for hendes sikkerhed. Han har forlangt ekstra penge og gjort mange seksuelle tilnærmelser – begge dele har Mikie stædigt afvist.

Lige dele adrenalin og eventyr

”Vi er vel to-tre dage ude i ødemarken, og jeg føler mig mere og mere utryg. Jeg ved, at de har en tårnhøj voldtægtsrate i Papua, og tanken, om at jeg går rundt sammen med en mand, hvis forfædre var kannibaler, gør jo nok ikke sagen nemmere,” erkender Mikie Breum, som ellers er lidt af en adrenalinjunkie, og bl.a. har blaffet alene i rød zone i Mauretanien og været faretruende tæt på isbjørne i Østgrønland.

Det ender med, at Mikie står alene midt ude i junglen. Der er godt nok en beskeden, afmærket sti, men da hun hverken kender retning eller navnene på nogen landsbyer, må hun finde en anden indfødt, der kan følge hende videre på hendes færd.

Se, det er jo dét stof, rigtige eventyr er gjort af, og Mikie kaster sig da også beredvilligt over tasterne og begynder at skrive på sin anden bog, da hun længe efter oplevelsen i Papua er landet sikkert hjemme i det københavnske forår.

Når yalierne i Papua skal handle, vandrer de to-tre dage med bare tæer og varerne på hovedet – henover et bjerg i 4.000 meters højde og ca. 1.000 meter ned via bl.a. denne glatte stige.

Livsglæde og personlig udvikling

43-årige Mikie Breums eventyrlige rejseliv begyndte vel egentligt med, at hendes forældre ofte talte om at tage på jordomsejling, så der blev diskuteret rejseeventyr fra en ung alder i Mikies liv. Som ung var hun udvekslingsstudent i Costa Rica. Her boede hun hos en katolsk familie, hvor al kommunikation foregik på spansk.

”Jeg fik i den grad blod på tanden og appetit på mere, så efter gymnasiet tog jeg af sted igen med et par veninder,” fortæller Mikie, der har gennemført 11 rejser af længere tids varighed – ni af dem med rygsæk.

For Mikie er der utrolig stor personlig udvikling og tilfredsstillelse i at rejse. Det giver hende en livsglæde og en stærk følelse af virkelig at leve i nuet. Mens årene i Danmark meget nemt kan ligne hinanden, synes hun, at hver dag på en rejse er forskellig, og 90 % af tiden er fyldt med positive overraskelser.

”I udlandet møder jeg hele tiden mennesker med spændende tanker og livshistorier, så dér får jeg min horisont udvidet på alle planer,” fortæller Mikie, der også synes, hun bliver en mere tolerant og åben verdensborger af at opleve andre kulturer.

Det årlige rejsefix

Mikie er nu ansat som økonomikonsulent i Københavns Kommune, men har sagt sit job op, hver gang hun er rejst ud. Det har efter hver rejse resulteret i en ny stak jobansøgninger. Hun har oplevet at gå ledig i op til ni måneder, men det er nu det hele værd, fortæller hun, og så bliver der jo også tid til at pleje forfatterskabet.

”Under selve rejsen skriver jeg nok to-tre dage om ugen og resten af manus tager så form, når jeg er kommet hjem,” forklarer Mikie, der som hovedregel rejser om vinteren. Med høj disciplin og arbejdsmoral skriver hun så sine bøger om sommeren i Danmark.

For Mikie har rejserne været en øjenåbner. Der sker nemlig et kæmpe kvantespring, når man begynder at bevæge sig uden for sin egen lille andedam. Hjemme i Danmark har den rejseglade forfatter valgt at bo i et lille kolonihavehus, hun cykler på arbejde, gemmer bonnerne fra Netto og taler varmt for, at flere burde tænke økonomisk, så de kan få råd til at nyde rejselivets glæder.

”Vores danske samfund og mit eget liv er blevet sat i perspektiv, og jeg lever i dag et yderst antimaterialistisk liv for at kunne finansiere mine næste rejser,” fortæller Mikie, der er meget fokuseret på ikke at bruge flere penge end højst nødvendigt.

Det at rejse er helt igennem blevet en livsstil for Mikie. Og der er flere årsager til, at hun ikke ville kunne undvære sit årlige rejsefix:

”Eventyret ligger jo i det uforudsigelige; jeg har det allerbedst, når jeg lever sådan lidt ude på kanten af livet og kan mærke adrenalinen pumpe, men samtidig er det også dejligt nemt at rejse. Der er ingen sure pligter og det vildeste, du skal tage stilling til, er, hvor du skal sove næste nat,” siger Mikie. Til dato har hendes bedste oplevelse været at cykle gennem Himalaya fra Lhasa til Katmandu.

Masterplan for fremtiden

Og alt tyder på, at det intense rejseliv kommer til at fortsætte i fremtiden, for Mikie har nemlig lavet sin egen personlige masterplan. Hun vil fortsætte med at arbejde i seks-syv år, ”gå på pension” som 50-årig og så simpelthen rejse resten af livet – det lyder jo som den ultimative drøm.

Om forfatterskabet fortsætter er dog mere tvivlsomt, da det er et stort og tidskrævende arbejde, men foreløbig har Mikie to bøger mere på tegnebrættet. Lige nu skriver hun på manuskriptet til en bog om Sydamerika, og den fjerde bog skal handle om at rejse fra Panama til Los Angeles. Derimod varer det vist mange år, før hun kan slippe de mange adrenalinfremkaldende ”lidt-ude-på-kanten-oplevelser” rundt på kloden.

”Det er derude i verden, jeg lever allermest intenst,” siger Mikie og tager cykelhjelmen på for at træde pedalerne hjem til kolonihavehuset i Hjortespring ved Herlev.

 
 
Share this