Guld, penisfoderaler og sneklædte bjergtoppe i junglen


Søren Gudmanns billede
Søren Gudmanns billede
 
2014 mar

At bestige Carstensz Pyramid på Ny Guinea kræver erfaring og teknisk snilde. Og bedst som vi tror, det værste er overstået, får adrenalinen et ekstra kick, da vi skal smugles ud.

Søren på toppen

I 1623 sejlede den hollandske kaptajn Jan Carstensz forbi Ny Guinea og rapporterede, at han havde set et bjerg med sne på toppen. Folk troede, han var gal, for det ligger trods alt bare fire grader syd for ækvator. Men det er sandt, og bjerget, som blev opkaldt efter søfareren, er næsten fem kilometer højt. Det er nok til, at nedbør falder som sne, og nedbør er der nok af. Der er få dage om året, hvor det ikke regner, noget den fugtige og dampende jungle, som breder sig ud over landskabet, vidner om. 

 

Gæt selv hvem som ikke er lokal.

Bjerget blev besteget første gang i 1962 af den legendariske Heinrich Harrer og co. – 339 år efter, at det blev spottet fra havet. Om det skyldtes frygt for de primitive stammefolk, som lever på øen, og som indtil for nylig siges at have praktiseret kannibalisme, skal være usagt. Interessen for bjerget er til gengæld eksploderet, efter at begrebet Seven Summits blev lanceret i 1980'erne, og det blev betragtet som en af de syv tinder.

Klatremæssigt minder bjerget meget om Alperne, men er altså tusind meter højere. Det er 4.884 meter højt og et af de mere teknisk krævende af Seven Summits, og så er det vanskeligt at komme derind både praktisk og politisk. 

En massiv væg af grå kalksten rejser sig op af junglen.

 

Et uroligt område

Hollænderne forlod området i 1963, og den vestlige del af øen blev indlemmet i Indonesien i 1969 og kaldes i dag Papua. Papuas befolkning er imidlertid ikke beslægtet med de andre folkeslag, som Indonesien består af. De har krøllet hår, brede næser og ligner mere afrikanere eller folk fra Oceanien. 

 

Der findes en frihedsbevægelse, som kæmper for et frit Papua. Der er ikke egentlig krigstilstand, men der er "episoder", som de indonesiske myndigheder ikke ønsker, turister skal se, og de ønsker heller ikke, at udlændinge skal komme til skade. Ud over visum til Indonesien må man have en speciel tilladelse til at rejse til Papua og til at bestige bjerget. Dem udstedes der få af. Og kun til dem, der har de rigtige forbindelser hos myndighederne. Den eneste, der kunne skaffe dem, da jeg ville af sted i 2006, var Franky Kovacs, en halvfed jovial fyr midt i 30'erne. Han fungerede som vært og organisator.  

En anden faktor, som spiller ind i forbindelse med tilladelserne, er den store mine. Et amerikansk selskab, Freeport McMoRan, driver en af verdens største guldminer her. De har lavet et flere kilometer stort hul i landskabet, og pumper ædelt metal ud herfra i enorme mængder. Firmaets årlige overskud er astronomisk, og de betaler ca. en milliard USD om året i skat til Indonesien, og der er jo noget med, at money talks. Miljøhensyn er ikke det, minen prioriterer højest, og da bjergbestigerne, trekkere og andre turister kan finde på at fortælle negative historier om det, de har set, vil de helst ikke have, at der kommer nogen derind. 

De lokale folk på Papua ser ikke meget til alle pengene, som kommer fra minen. Der har været voldelige sammenstød mellem de lokale og minens vagtfolk. I februar 2006 var der en episode i byen Jayapura, hvor flere blev dræbt. Tre måneder før jeg ankom, blev en gruppe nordmænd truet af guerillaen på vej til bjerget. Under den lange vandring i den mudrede jungle fik de en seddel med denne besked: "Hvis I fortsætter, er det på eget ansvar!" Så da jeg fik mulighed for at flyve direkte ind til Base Camp med helikopter, valgte jeg den løsning.  

Det ville ellers have været spændende med turen i junglen forbi danifolkets landsbyer, hvor de lever næsten som i stenalderen. Jeg havde glædet mig til at se mændene med deres penisfoderaler som eneste påklædning. Tænk, at de for ikke så længe siden spiste hinanden her inde i skoven. Det er også 22 år siden, jeg sidst var på en rigtig jungletur. Men nu er jeg her primært for at komme op på bjerget – og helst levende hjem. 

Af sted med helikopter

Vi er syv i gruppen plus Franky og hans tre ansatte, som skal lave mad. Fem amerikanere, en sydafrikaner og mig. 

Det er altid fedt at flyve helikopter. I en helvedes larm og med petroleumslugten hængende i luften klatrer vi om bord i en gammel russisk model. Først os, så kommer al bagagen. Vi sidder totalt fastklemte med rygsække, tasker og campingstole med mere over, under og imellem os. Hvis der sker noget, har vi ikke en chance for at komme ud. Nogle gange er det at komme ind til et bjerg farligere end selve klatringen. 

En gammel russisk helikopter tager os over junglens trætoppe til foden af bjerget.

Så er vi i gang og flyver lavt over det grønne tæppe – tjug, tjug, tjug. Dernede, gemt i det grønne vildnis, bor ikke Vietcong, men danifolket, og guerillaen, Befri Papua Bevægelsen. Dem vil vi helst ikke støde på.

Efter en halv time lander vi ved Base Camp. Her er den så, Carstensz  Pyramid, også kaldet Puncak Jaya, en massiv væg af grå kalksten. 

Vi tilbringer to dage i Base Camp i omkring 4.000 moh. Selv om vi er i moderat højde, er det nødvendig med akklimatisering. Kroppen må vænne sig til den tynde luft, før vi kan klatre til toppen.

I nattens mulm og mørke

"It’s midnight". Okay, så skal vi op og af sted. Selv om det ikke er -20°C i teltet, trækker jeg tiden et øjeblik, før jeg åbner lynlåsen og kommer ud af soveposens vindunderlige varme. Så er det nu. Nu gælder det. Mærker adrenalinen og glæder mig. Der er 1.000 højdemeter, som skal klatres.   

Spiser havregrød, må have noget benzin i kroppen. I denne højde har jeg normal appetit. Den forsvinder, når vi kommer over 6.000 moh.

En times march så skal vi begynde selve klatringen. Franky puster og stønner og kaster op efter 20 minutter. Han er dygtig til at organisere og har de rigtige forbindelser, men har dårlig kondi og tackler ikke højde, selv ikke denne moderate højde. Det gør heller ikke noget. Det er ikke vanskeligt at finde vej, og bjerget er let at klatre.  

Vi går en time. Jeg er først fremme, hvor klatringen starter, men lader nogen andre gå først. Dumt, det går vildt langsomt. Men hold kæft hvor er det fedt, at jeg ikke fryser. Jeg har faktisk bare et par vandrestøvler og ét par sokker på.  

Vi klatrer og sikrer os ind imellem på faste reb. Det er kulsort nat, men simpel klatring foreløbig. 

Efter tre timer når vi op på et lille plateau, hvor det til gengæld er svært at finde vej. Det begynder at lysne. Så kommer det stejleste stykke, 200-300 meter højt, grad 4-klatring. Jeg klatrer først nu, ikke svært, men klippen er skarp og slider handsker og fingre i stykker. 

Rutens crux

Kl. 7 når jeg op på ryggen af bjerget. Kammen er to til tre meter bred. Udsigten er fabelagtig, et flere hundrede meters drop lige foran mig, et par andre bjerge, og så jungle så langt øjet rækker i disen. 

Men det er ikke toppen. Det er faktisk først nu, udfordringerne kommer. Jeg vidste godt, vi skulle et stykke hen ad ryggen, men at det kommer til at tage så lang tid, havde jeg ikke ventet. 

Nogle steder er æggen meget smal, og der er en del kløfter, som man skal over. Ved den dybeste må vi først rappelle ned på en smal hylde og så klatre op ad et reb på den anden side. Hvis man ikke vil bruge rebet, går rutens crux (sværeste sted) ude på siden, eksponeret, og omkring grad 5+.

Vinden kommer hylende igennem kløften, og nu fryser jeg for første gang, fordi jeg står stille. Sydafrikaneren bruger lang tid og kan ikke komme op i første omgang. Han kommer ned og overlader rebet til mig. Jeg stønner. Det er hårdt i 4.800 moh, efter så kort akklimatisering. Da jeg er oppe, beslutter jeg at fortsætte alene med det samme. Det tager for lang tid at vente på de andre.  

Passagen tager to timer, og sveden render nu ned over mit ansigt. Til gengæld nærmer jeg mig toppen. De sidste hundrede meter må jeg op over nogle snedriver.

Jeg må passe på at få ordentligt fodfæste, for jeg har jo ikke crampons eller økse med. Falder man her, så falder man. Jeg sparker nogle trin og sørger for at være i balance.

20 meter, 15 meter, 10 meter – så er jeg der, på toppen af Carstensz. Jihhaa! Det er helt specielt at være på toppen af et bjerg og have luft til at juble! 

Der er supergodt vejr nu. Det har ikke regnet eller sneet i løbet af natten eller morgenen. Da ville bjerget have været glat og mere farligt. Nu er her bare fint. Ser over på gletsjerne på den anden side af dalen; gletsjere på ækvator, det er spektakulært. Nabobjerget ser ud som klippet ud af en Fantomet-tegneserie.

Mod vest ser jeg minen, et kæmpestort sår i naturen, et par kilometer herfra. Den nærmer sig. Om nogle år er bjerget forsvundet, spist op. Det er vanskeligt at komme ind til Carstensz her i 2006, men i 2016 vil det være for sent.   

Tager nogle billeder, da de andre kommer. Been there – done that!

Klokken er 9 om morgenen. Vi har brugt ca. otte timer fra lejren. Jeg bruger fire timer på at komme retur og er tilbage i lejren ved 14-tiden. De sidste kommer først ved 21- tiden, langt efter at det tropiske mørke har sænket sig.  

Tilbage i smug

Dagen efter slapper vi af og begynder at arrangere hjemturen. Franky kan ikke få fat i helikopteren, så planen bliver, at vi skal igennem minen om natten – smugles igennem. 

I løbet af eftermiddagen går vi ned til udkanten af minens område og venter. Vi skal hentes, når det er blevet mørkt. Jeg er ikke så vild med situationen. Det farligste ved bjergbestigning skal helst være selve klatringen. Den har man jo selv rimelig kontrol over.

Det er fuldmåne, og tågen ligger i dalen. Det er koldt. Så pludselig hører jeg stemmer. Det er folkene, som skal få os igennem. To unge mænd med maskinpistoler og camouflagetøj – spooky! Men de lever jo af at hjælpe folk som os. Jeg har hørt om grupper, som blev smuglet igennem minen også på vej ind til bjerget. Det lykkedes for nogle, mens andre blev opdaget og afvist.

Vi begiver os op ad en stejl skrænt. Kæmpemæssige lastbiler kommer konstant og losser tonsvis af klippestykker, som nu er tjekket for guld, ned ad skrænten. Vi går i siden, ingen siger noget. 

Oppe på toppen venter en jeep. Vi skynder os ind og får igen bagagen på skødet. Ruderne er malet sorte. Man kan ikke se ind, og vi kan ikke se ud.  Vi kører tæt forbi en af monsterlastbilerne. Hjulene er tre meter i diameter. 

I løbet af natten bevæger vi os igennem minens enorme område. Et sted springer vi ud og løber ind i en stor kabinelift og sætter os ned på hug, så vi ikke kan ses udefra. Nede venter en ny jeep, og ved 5-tiden om morgenen efter mange timer sammenkrøbne og svedende bag i jeepen efter flere kontrolposter siger Franky endelig: "Nu er vi ude!”

Vi ender ude på den sydlige kyst i byen Timika. Den spændte stemning, der har været hele natten, afløses af jubel – og for at fuldføre kontrasten, kører vi ind på Sheraton Hotel Timika, fem stjerner, aircondition og swimmingpool. 

Bjergbestigning er en sport, som er rig på kontraster! 

Læs mere om hans oplevelser på www.seven-summits.dk

BOKS: Indonesisk Papua

 

 

 

Faktabox

REJSETILLADELSE: Et surat jalan kræves for at besøge Papua uden for byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås lettest i Jayapura og Biak. Man skal aflevere to pasbilleder. Og det er en god ide at få brevet fotokopieret, da det skal stemples af politiet alle steder, man besøger. UD & HJEM IGEN: Jeg fløj fra Singapore til Manado på Sulawesi, hvor Frankys pakke startede. Derfra først med et jetfly og så et propelfly før helikopterturen. Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan man flyve til indonesisk Papua. Papuas største lufthavne findes i Jayapura, Biak og Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid, kan man også sejle med Pelnis færger. Det eneste sted, man kan krydse grænsen mellem indonesisk Papua og Papua Ny Guinea, er ved landovergangen mellem Jayapura og Vanimo. VISUM: Danskere kan få et 30 dages visum ved ankomsten til Indonesien for 25 USD.
 
 
Share this