Med bemo i badeshorts (Sumatra)


 
2007 mar
En uskyldig start i badering, endte med en oplevelse der fik blodet til at bruse som vandet i floden.

Winston Churchill sagde engang: ”There is nothing more exhilarating than to be shot at without result.”. På samme måde har jeg det med min værste transportoplevelse. Fantastisk spændende og oprivende mens den varede, og en god historie bagefter.

Oplevelsen startede med, at en kammerat og jeg var fulde af begejstring efter at have sejlet ned af floden ved Bukit Lawang i det nordlige Sumatra i vores lånte baderinge. Det havde været en forrygende tur, vi havde set masser af dyr og nydt lyden af floden, der rislede beroligende under os. Vi gik land ved en bro, og ventede på, at der skulle komme en bemo (indonesisk taxa), der kunne køre os tilbage til udgangspunktet for dagens eventyr. Vi stod midt i den herlige grønne regnskov, og vejens sorte asfalt var den eneste farvemæssige kontrast (udover mine hvide og vandrynkede ben). Kort tid efter kom der en lille hvid bemo susende rundt om hjørnet og standsede, så vi kunne komme med.

Bemoen var fyldt godt op i vores øjne, men fyldt er et relativt begreb, og da indoneserne har lært at de er nødt til at tage ansvar for at klare sig selv, fandt de hurtigt en løsning. Indonesernes evne til at tage ansvar har de uden tvivl lært af landets tidligere diktator Suharto, der var fantastisk til at tage ansvar for, at han selv blev rig på andres bekostning. Løsningen blev selvfølgelig at smide baderingene ind i bemoen og få de 2 høje gutter til at sætte sig op på taget. Det var en super plan, den var vi med på. Det var muligt at se meget mere oppe fra taget, og vi ville blive tørre meget hurtigere. Inde i bemoen kunne vi se 7 glade mørke ansigter med store hvide smil. Om det var ramadanen, eller det var de 2 hvide makkere, der forsøgte at kravle op på taget af bemoen, de hyggede sig med skal jeg lade være usagt, men det har uden tvivl set sjovt ud. Vel oppe på taget satte den indonesiske chauffør i gang, og lige her opdagede vi, at biltag og våde badeshorts er en ret ringe kombination. Doh. Heldigvis var der et bemo-skilt på taget af bilen lavet i plastic, og det var endda popnittet fast, det var alle tiders håndtag.

Chaufføren var tydeligvis bange for alle de uheld, der sker i trafikken, og forsøgte derfor af alle kræfter at minimere den tid han brugte på vejene. Han kørte med andre ord temmelig hurtigt. Vi klamrede os til bemoskiltet og kunne med fugtige håndflader (et øjeblik troede jeg mine hænder græd, så våde var de) se det første sving nærme sig. Vi lænede kroppen i samme retning som svinget, præcis som når man kører motorcykel, og holdt godt fast i bemoskiltet. Skiltet begyndte at give sig lidt, og vi bad nu til, at manden med popnitterne ikke havde haft en dårlig dag. Vi hamrede vores fødder i taget for at gøre chaufføren opmærksom på, at vi var ved at falde af, og ville have ham til at køre langsommere.

Det opmuntrede ham blot, og han synes at tolke det som: ”Øj, hvor kører du godt, vil du ikke give den max gas?” Her ville det have været rart at kunne noget indonesisk, så vi kunne udnytte hans behagesyge til noget positivt. Med endnu mere fart nærmede vi os et sving mere, det popnittede skilt gav nu for alvor efter, og vores råb og spark i taget virkede stadig modsat hensigten. Et par fingre ned under bemo-skiltet og en arm ud og holde fat på bilens vinduer. Kroppen skred langsomt ud mod siden af bilen, men heldigvis stod der en dame rundt om hjørnet, der skulle med. Fyldt er heldigvis et relativt begreb i Indonesien, så han stoppede og ville tage damen op. Lynhurtigt hoppede vi ned på jorden, betalte manden og gik de sidste kilometer tilbage mod Bulit Lawang med svuppende sko og lugtende af flodvand og koldsved.

Ahh, sikke en mindeværdig dag. Vi mærkede at vi levede og fik banket pulsen i vejret. Det er dejligt med lidt drama, så der er en historie at fortælle på den lokale bodega.
 

 
 
Share this