Rejsehilsner fra Indonesien juli 2010


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2010

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Rejsehilsner fra Indonesien juli 2010

af Per Allan Jensen

 

Hilsen nr. 1, sendt fra Bondowoso d. 16. juli 2010

Tempel på Bali

Efter en god uge på Bali er vi nu atter tilbage på Java, men herom senere. Vores oprindelige plan var at slutte af på Bali, men planer kan jo ændres, og i dette tilfælde var det nødvendigt, fordi alle tog ud fra Jakarta var udsolgt fem dage frem, og Jakarta er godt nok ikke lige en by, hvor man frivilligt bliver længere tid end højst nødvendigt. Kæmpestor, trafikeret, larmende, forurenet, varm og fugtig, og de første dage oplevede vi tilmed nogle regnskyl af nærmest bibelske dimensioner.

Eneste mulighed var et fly til Bali, som viste sig at blive tre timer forsinket, så det tog det meste af en dag, før vi endelig nåede frem til den dejlige lille by Ubud på kanten af det balinesiske højland. Ren Kathmandu, med glade og venlige hinduer og masser af dejlige butikker, caféer og restauranter og omgivet af den smukkeste natur i form af grønne rismarker og skovklædte bjergskråninger. Her brugte vi tre dage på at gå rundt og vænne os til såvel tids- som temperaturforskel. Ikke fordi temperaturen egentlig er så høj her, typisk 28-30 grader, men luftfugtigheden er til gengæld ret så voldsom. Den ene dag lejede vi en MC og kørte op i bjergene, hvilket var en aldeles fantastisk oplevelse, både pga. naturen og pga. alle de glade og smilende mennesker, som man møder overalt.

Videre ned til Lovina på nordkysten, med endnu en MC-dag, lidt snorkling, noget slentren langs stranden og driverliv ved poolen. Det er ikke for ingenting, at Bali har tilnavnet 'Skønhedens ø'. Den frodige natur, de dejlige mennesker, de smukke templer og - ikke mindst - den dejlige mad man får overalt gør et stort indtryk.
 

Børn på Bali

På Bali er de hinduer, mens resten af Indonesien er muslimsk, men forskellen virker ikke dramatisk, for alle steder er folk helt umanerligt venlige og hjælpsomme. Sproget (der i øvrigt er nogenlunde identisk med Malayisk) er komplet uforståeligt, men mange kan heldigvis lidt engelsk. Prismæssigt er her lidt dyrere end jeg havde regnet med, men stadig langt billige end i Europa (vel typisk 2-3 gange), og alle steder virker det overraskende civiliseret.

På helbredsfronten kan noteres, at jeg har pådraget mig en lettere forkølelse og at Anita - som sædvanlig - har fået en håndfuld kløende myggestik (her skulle heldigvis ikke være malaria).

Vi har ikke mindre end ni bøger med, men foreløbig har jeg kun fået læst 3-4 stykker (ok, den ene var godt nok på 950 sider), da vi bruger ganske meget tid på at spille med Anitas lille rejse-scrabble. Jeg anser jo normalt mig selv for at være ganske god til sådan noget med ord, men må gang på gang se mig slået af en nybagt student, på trods af mit kendskab til praktiske små ord som 'ol', 'od', 'æt' og 'id', der åbenbart ikke indgår i de unges sprogunivers nu om dage.
 

Træt rickshawdriver på Java

I går påbegyndte vi så den lange rejse tilbage mod Jakarta. Først ud til det vestlige Bali, med færge over Javastrædet og dernæst med to busser her til Bondowoso, der - iflg. vores LP-guide - skulle være Indonesiens reneste by. Her er i hvert fald ganske nydeligt, og der kommer tydeligvis meget få turister, at dømme ud fra den opmærksomhed der bliver os til del, når vi går rundt i byen. Vores ankomst var i øvrigt lidt speciel, idet vi fik et lift med en ambulance fra busstationen til hotellet.

Her til formiddag gik vi en tur ud på landet gennem de smukkeste ris- og andre marker med udsigt til vulkanerne omkring os og gennem adskillige små og hyggelige landsbyer med smilende og vinkende mennesker. Da vi endelig kom tilbage til byen havde vi i den grad mistet orienteringen, at vi måtte hyre en cykeltaxa tilbage til vores hotel. Den senede gamle mand jublede grinede over hele hovedet, da vi indvilligede i at betale ham syv kroner for turen, der kostede ham et kvarters intenst knokleri og sparede os for en lang og svedig vandretur - i sandhed en win-win-situation.

I morgen går turen så videre op i bjergene omkring den berømte Bromo-vulkan, hvor vi kan se frem til et temperaturfald på en halv snes grader. Forhåbentlig ikke mere, eftersom jeg kom til at glemme min eneste varme trøje i lufthavnen i Beijing. Og efter det hedder den foreløbige plan Malang og Yogyakarta, inden vi - modstræbende - returnerer til Jakarta for at tage den mere end et døgn lange tur tilbage til DK.
 

Hilsen nr. 2, sendt fra Yogyakarta d. 25. juli 2010

130 millioner indonesere gør Java til verdens mest folkerige ø, og da arealet samtidig kun er som tre gange Danmarks, så er det også et af verdens tættest befolkede områder. Og et af de mest forskelligartede, med nogle af de grimmeste og mest forurenede byer vekslende med de smukkeste landskaber, hvor alskens grønne vækster vælter op fra den frugtbare jord og hvor der som oftest knejser en vulkan eller to i baggrunden. Menneskene hører til de venligste man kan forestille sig, prisniveauet er rimeligt og vejret fremragende, når man først lige har vænnet sig til den høje luftfugtighed (ikke en dråbe regn de sidste ti dage). Det mest negative man kan sige er, at man spilder en del tid og kræfter på at køre i skrumlende busser (sammen med en masse storrygere) mellem de grimme byer og efterfølgende på atter at slippe væk fra byerne og komme ud i de fantastiske landskaber. Heldigvis er det både nemt og billigt at leje MC'er, som er helt geniale til kortere tur rundt i landskabet, selv om det kræver en del koncentration at klare sig i den hektiske trafik (og med venstrekørsel) - så meget desto større er fornøjelsen, når man endelig slipper ud på de små biveje.
 

Bromo-vulkanen på Java

Efter Bondowoso tog vi videre til Malang (syv timer i tre forskellige skrammelbusser), der tager prisen som Javas grimmeste provinsby. Vi fandt dog alligevel et par oplivende momenter i form af et hyggeligt traditionelt boligområde (hvor man nærmest følte det som om man gik rundt inde i folks stuer), et eksotisk fugle-, fiske- og slangemarked samt en helt forrygende restaurant (med turens suverænt bedste isdessert). Fra Malang fik vi arrangeret en dagtur op til det berømte Bromo-vulkan-område, som er noget af det mest spektakulære jeg nogensinde har oplevet (og det siger efterhånden ikke så lidt) - glæd jer til billederne!

Videre til Yogyakarta med tog, som udgør en behagelig afveksling fra busserne, specielt hvis man ofrer lidt ekstra og kører på "Executive Class" (koster såmænd kun 100 kr. for syv timers kørsel), hvor der er gode vippesæder med rigelig benplads, puder, tæpper og AC. I Yogyakarta boede vi en dag på et deluxe-værelse på et helt overdådigt hotel (med turens bedste morgenmadsbuffet), hvor vi desværre ikke kunne blive, med mindre vi opgraderede til en suite (til 1.000 kr). I stedet lykkedes det os at få et værelse på et hyggeligt backpacker-hotel (til 200 kr, og dog stadig med AC og pool).
 

Motorcykeltur på Bali

Yogyakarta er Javas største turistmagnet, hvilket har den store fordel, at der er masser af gode hoteller, caféer, restauranter og butikker. Til gengæld fatter jeg ikke rigtigt, hvad alle de mennesker kommer efter, for paladset, der skulle være en af hovedattraktionerne, fandt vi i hvert fald temmelig uinteressant. Men byen er et godt udgangspunkt for ture rundt i omegnen, hvor der er et væld af både naturlige og menneskeskabte seværdigheder, hvoraf vi begge er klart mest til de naturlige. De sidste par dage har vi tilbragt i den lille by Borudpodur, der er et vigtigt centrum for buddhisme og hjemsted for verdens største buddhistiske tempel, bygget for 1200 år siden af to millioner stenblokke. Ikke så imponerende som Angkor Wat, men dog lidt i samme klasse.

Indtrykket af dette bygningsværk blegner dog ganske i forhold til de panoramaer vi har været vidne til på vores MC-ture ud i de omliggende landskaber, der i skønhed overgår selv det vi så på Bali. Og hvor er det bare herligt at køre ned ad en lille sidevej og stoppe op og gå lidt rundt, for straks myldrer det frem med glade mennesker, der opfører sig som om vores tilsynekomst er det bedste der er sket for dem i meget lang tid. Eller balancere ind over rismarkerne, der har de smukkest tænkelige former og farver.

Helbredsmæssigt er vi endelig ved at være nogenlunde "back to normal" igen, men det har også taget sin tid. Jeg har til stadighed en mave, der er uregelmæssig cirka halvdelen af tiden, og min forkølelse er først nu ved at slippe sit tag (håber jeg). Anita er blevet ved at få nye kløende myggestik lige indtil for 2-3 dage siden, og så havde hun nogle dage med periodevis høj feber og deraf følgende udmattelse. Men nu har vi det begge fint og har også efterhånden vænnet os til varmen, og så er det jo på sin vis lidt ærgerligt, at vi lige straks skal hjem igen. I morgen tager vi toget til Jakarta, og dagen efter (tirsdag) er der afgang til lufthavnen (omkring midnat), og så skulle vi gerne være tilbage i DK onsdag aften - inshallah.
 

Risterrasser på Java

Hilsen nr. 3, sendt fra Frederiksberg d. 29. juli 2010

De sidste feriedage forløb problemfrit, om end uden de helt store oplevelser. Den sidste dag i Jakarta tog vi en taxa op i den gamle bydel (Kuta, tidligere Batavia), hvilket der ikke var meget grin ved, eftersom regnen plørede ned. Og køreturene frem og tilbage gennem den kaotiske by er noget jeg skal huske at tænke på, når jeg en gang i mellem føler trang til at brokke mig over trafikken i København. I forhold til den slags tredje verdens storbyer er København jo nærmest som en lille fredelig landsby, hvor en masse cykler - og nogle få biler - bevæger sig stille og roligt rundt mellem hinanden, og hvor man som regel kan komme over gaderne uden at sætte livet på spil (trods et stigende antal kamikaze-chauffører, der kører over for rødt). På positivsiden bør absolut noteres, at vi fandt en hyggelig japansk restaurant, hvor vi spiste bunker af lækker sushi til yderst rimelige priser.

Da jeg kun medbragte ét par lange bukser - og havde efterladt min trøje i Beijing på udturen - var jeg nødt til at få ekspresvasket noget tøj til hjemrejsen (Anita påstod at jeg STANK). Det nåede jeg da også lige, men så havde de gudhjælpemig overpøset det med en eller anden afskyelig parfume, så jeg sad og fik hovedpine på hele hjemrejsen, suk. Der er nogle ting man skal huske i Indonesien, som man normalt ikke tænker på herhjemme, bl.a. at de har en lidt anden holdning til 'tilsætningsstoffer'. Det gælder i øvrigt også f.eks. kaffe, hvor reglen er, at hvis man ikke husker at sige 'no sugar', så bruger de mindst 2-3 skefulde sukker pr. kop.

Hjemturen var godt nok hård. Vi tog fra hotellet kl. 20:30 tirsdag og var hjemme kl. 22:30 onsdag, hvilket - med fem timers tidsforskel - betød en samlet rejsetid på 31 timer. Alligevel vågnede jeg kl. 5:30 her til morgen pga. jetlag, som jeg vel lige kan nå at overvinde den næste uges tid, inden jeg tager til Indien, hvor jeg så kan starte forfra - virkelig smart.

 
 
Share this