Rejsen til verdens ende (Ny Guinea)


Jesper Grønkjærs billede
Jesper Grønkjærs billede
 
2007 sep
  Vores første møde med de lokale i junglen. En høvding med sin kone

Når jeg skal svare på, hvilken af mine rejser der har været bedst, så nævner jeg den, der ikke nødvendigvis var ”bedst” så trods alt var mest markant. Det har uden tvivl været ekspeditionen til det, som jeg ynder at betegne som ”Verdens ende”.

Min barndomsven Thomas Lütken havde set optagelser fra mine tidligere ture, så han meldte sig som min nye rejsemakker til en jungletur, trods det faktum, at hans vildeste tur på det tidspunkt havde været en charterrejse til Grand Canaria.

Nærmest som en joke talte vi om, at vores første fællesrejse skulle gå til verdens mest ufremkommelige sted. Ville der mon være ét sted på kloden, hvor det ikke var muligt at købe en Coca Cola? Svaret var JA, og destinationen var langt ude i junglen i Irian Jaya, den vestlige del af Ny Guinea i Indonesien. Direkte fra henholdsvis kontorstolen og tryllescenen hjemme i Danmark drog vi naivt af sted med et hold bestående af otte bærere, en kok, en tolk og en fører ud gennem en af de største og vildeste jungler. Målet var at nå helt ud til de små stammefolk, som vi havde hørt om. Disse skulle efter sigende stadig leve på urtidsstadiet og visse steder endnu være kannibaler.
 

Virkeligheden melder sig

Vi bestemte os for at komme hurtigst og mest direkte til den lille by Wamena, der er sidste stop, inden man kommer ud i selve bjerg- og jungleområdet. Fra Danmark var det (med diverse ventetider i forskellige lufthavne) en rejse på knap 50 timer. Sidste stræk var fra Jayapura på Ny Guineas nordkyst og ind i midten af landet til den sidste rest af civiliseret byliv.

Først på dette tidspunkt tror jeg det gik op for mig, hvad jeg havde indladt mig på. På flyturen kunne vi ud af det hærgede vindue på det lille fly skue ud over dette afsindige jungleområde, som strakte sig som et grønt blomkålshoved lige så langt øjnene rakte. Uanset om vi kiggede mod øst eller vest, nord eller syd, så kunne vi kun iagttage dette enorme jungleområde, som vi to uerfarende rejsende snart skulle begive os ind i. Det eneste tegn på menneskelig tilstedeværelse var de steder, hvor der op fra vildnisset steg paddehatteformede røgskyer, hvor stammefolket havde deres bål i skovbunden.

Således var vi et par forfærdeligt trætte knægte, der var ved at blive væltet omkuld af varmen, da vi steg af det lille fly i Wamena, hvor første mål var at samle et team af bærere samt indhente en såkaldt ”Surret jalan”, som vel nærmest kan betegnes som en tilladelse til at drage ud i det gigantiske område. Som eventyrrejsende skulle vi oplyse, cirka hvor vi gik ind i junglen, samt hvor mange uger vi ville være væk. Efter hjemkomsten skulle vi melde os igen. På den måde kunne myndighederne holde styr på OM vi kom hjem, og i modsat fald vidste de, hvor de skulle indsætte en eftersøgning.
 

Ekspeditionen starter

Den første uge i den lille by brugte vi på at akklimatisere os, få indhentet vores surret jalan, samt få sammensat et team af de lokale, der skulle fungere som bærere. Det er af overordentlig vigtig karakter, at dette team er det rigtige, så der ikke opstår uvenskab, når man er mange dagsrejser fra civilisationen. Dels hvad angår

Et smukt syn: Dampen stiger op fra hytterne en tidlig morgenstund

bærerne indbyrdes, men ligeså vigtig dem contra os. Det ville få fatale konsekvenser, såfremt vi stod i midten af en af verdens største jungler, og mandskabet pludselig kræver nye vilkår for at fortsætte med os!

Wamena var støvet og beskidt. Den bestod af en enkelt asfalteret hovedgade og nogle små grusveje, der gik ud derfra. Området er et knudepunkt for folk, der ønsker at bestige bjerge eller drage ud i junglen. På den måde var det et kontrastfyldt syn af gamle fattige huse overfor de nyere hoteller, der var nødvendige til de rejsende.

Snart efter begav vi os af sted på selve ekspeditionen. Vi krydsede brusende floder, gik gennem sump, regnskov, jungle, over Indiana Jones-broer, op over vanvittigt stejle bjerge og ned i dybe dale. Benmusklerne krampede, og fødderne blev til store blodfyldte vabler. Selv vores vabler fik til sidst vabler! Når vi nærmest klatrede på bjergsider, blev vi solskoldede, og når vi gik gennem det iskolde vand eller sov i en hjemmelavet bivuak om natten, var vi tilsvarende forfrosne. Sådan skiftede vores kropstemperatur fra maksimum til minimum i løbet af få timer, ligesom musklerne i vores ødelagte kroppe skiftedes til at være slidte. For i takt med at terrænet ændrede sig fra bjerge til regnskov, sump, floder osv. blev der sat de forskellige krav til vidt forskellige muskelgrupper.
 

Bar røv og penisfutteral

Med på slæb havde vi foruden almindelig oppakning også Thomas' rejseguitar og undertegnedes tryllekufferter. Dette gjorde selvfølgelig ikke anstrengelserne mindre. Flere steder tilbragte vi nætterne i det fri i bestræbelserne på at komme ud til stammerne. Hver dag var det vigtigt at slå lejr sidst på eftermiddagen, inden den afsindigt

En kriger krydser en sump i junglen via en snedigt konstrueret hjemmelavet bro

tætte tåge omhyllede os i løbet af et kort øjeblik. I disse nætter oplevede jeg, hvad det vil sige, når man taler om at ”himlen åbner sig”. Den mængde regn der kom om natten, var af en karakter, så det kunne skylle landsbyer væk!

Efter nogle dages fremmarch i dette vildnis, der endnu ikke findes kort over, begyndte små landsbyer med hyggelige hytter at dukke op på bjergskråningerne. Stammefolket er konstant i krig med rivaliserende stammer om grise eller kvinder, hvorfor de ofte bygger deres hytter midt på bjergene, så de kan se, hvis fremmede nærmer sig.

Vores første møde med en ægte kriger var skræmmende for begge parter. Vi havde aldrig i livet set noget lignende: mændene var små, mørke, næsten nøgne, bortset fra en hat af fjerboa, perleslips og det legendariske penisfutteral på kønsorganerne. Til tider havde de vildsvinetænder gennem et stort hul i næsen. Kvinderne havde, i stedet for penisrør, et lille bastskørt rundt om livet. Blev vi forskrækkede for dem, blev de tilsvarende bange for os. Et sted løb en flok kvinder ud i junglen og gemte sig, da de aldrig tidligere havde set hvide mennesker, og i hvert fald ikke skulle nyde noget af det. Deres verden var begrænset til, hvad der foregik i dalen eller det område, de boede i. At der var en verden på den anden side af bjergene, at der findes hvide mennesker, der bor i murstenshuse, har tøj på kroppen, kan læse, gå på arbejde, sove i en seng, se tv, gå på indkøb osv. var ukendt for dem. Gad vide om de tror, jorden er flad eller rund?
 

Kvinder ammer smågrise

Da vi havde set hinanden an, var vores første handling i landsbyen, at vi, på ærbødig vis, skulle aflægge høvdingen et besøg i dennes hytte. For at vise vores venlige

Første punkt på dagsordenen: besøg i høvdingens hytte for at udveksle gaver

sind havde vi selvfølgelig gaver med. Disse havde bærerne sørget for, og de bestod først og fremmest af tobak, salt og sukker, tre ting der er vigtige for dem. Vi havde ikke mulighed for at kommunikere med de lokale, så vi talte dansk til dem, og de ”hula-bula-sprog” til os. Der findes mere end 250 forskellige dialekter i området, så det var håbløs at forsøge sig! Men gaverne åbnede dog oftest op for deres gæstfrihed. Dermed kunne vi få lov at overnatte i deres rotteplagede hytter! Inden vores afrejse havde en lang række medier fra Danmark spurgt, om vi ikke var nervøse for at skulle ud til stammer, som efter sigende skulle være menneskeædere. Nonchalant afslog vi at være det mindste bange, og fortalte grinende, at hvis vi blot lavede en ballonhund til dem, så slap vi nok for at komme i den sorte gryde. MEN da vi den første nat skulle i soveposen, løb en stor lodden rotte hen over benene på os. Vi skreg om kap og bildte hinanden ind, at de omkringløbende rotter næsten var på størrelse med schæferhunde, mens vi chokerede måtte konstatere, at vi ikke havde andet at forsvare os med end vores tandbørster! Så med ét måtte vi indse, at vi ikke var nær så modige, som vi selv havde troet, og at der ikke skulle andet end et lille pelsdyr til at skræmme livet af os!

Hytterne var adskilte, så der var en mandehytte, en kvindehytte, en køkkenhytte, samt en hytte til svinene. Deres svin er deres eneste handelsvare, hvorfor de er af utrolig værdi. Vil den gamle so ikke selv amme smågrisene, er det kvindernes opgave, hvorfor en sådan kvindes bryster ikke altid er et kønt syn! Det var kvindernes hænder heller ikke nødvendigvis. For at illustrere at kvinderne bærer sorg (hvis de har mistet et barn, en mand, en onkel eller andet familiemedlem), så er det kulturen, at de får hugget et led af en finger. For at stoppe blodtilførslen til fingrene binder man først en stram bambussnor rundt om hendes overarm, hvorefter man tæsker hende på kroppen med en kæp. Dette er for at flytte smertestedet. Uden bedøvelse - og blot med en sten som redskab - hugger man nu fingeren af kvinden. Ofte er det langtfra nok at hugge en enkelt gang, hvorfor man hugger igen og igen og….
 

Kannibalisme

Apropos svin og kvinder, så kan man købe sig en kone, hver gang man har fem svin. Dette siger lidt om værdiforholdene! På et tidspunkt overvejede vi, om vi skulle nævne for mændene, at man i Danmark har svineavlerstationer med mange tusinde svin. Ved den oplysning må disse mænd nær kunne besvime ved tanken om al den ubegrænsede sex, de kunne have udsigt til!

Visse steder har de stadig tendens til at spise andre mennesker. Til tider fordi de skal hovere over de fjender, de har slået ihjel i kamp. Flere steder er denne form for kannibalisme dog mere et led i deres ”variation af kostplanen”. Som vi fik det forklaret af bærerne, så har man derinde dybt i junglen jo ingen adgang til kosttilskud, vitaminer m.m. Derfor begraver man den døde i jorden i ca. 30 dage, inden man graver liget op igen, for dernæst at knuse kød og knogler i en form for vælling tilsat alkohol. Denne blanding giver de naturlige tilskud til kroppen. Velbekomme!

Dette område hører jo ind under Indonesien, hvor man mange steder er lettere pinlig berørt over, at man, set med deres øjne, stadig har så ”primitive” folk i landet. Derfor har man tilsvarende en tendens til at forsøge at skjule sandheden om denne levevis. F.eks. spurgte jeg en af bærerne, der jo selv kommer fra junglen, om han havde smagt menneskekød. Han nægtede pure, men da jeg sagde, at jeg havde hørt, det smager lidt som kylling, svarede han: -”Ja, jeg syntes blot, det er lidt mere saftigt”.
 

Poul Kjøller og ballonhatte

I bund og grund var de lokale stammer utroligt lattermilde. Når vi tog vores skinnende sølvjakker på, så vidste de hurtigt, at det betød, at nu skulle der underholdes. Så troppede de op for at se tryllerier, ballondyr, høre Jodle Birger- og Poul Kjøller-sange, osv.

Dansk magi i urskoven. De lokale stammefolk er på en gang bange, men også nysgerrige over Jespers trylleri

Set med vore europæiske øjne var de langt tilbage i udviklingen. På den måde forstod de ikke meget af trylleriet, men syntes for så vidt kun, at det da var soleklart, at man evt. kunne trylle et gult silketørklæde rødt. Noget så uhørt mystisk som et silketørklæde måtte da også kunne skifte farve! Men de grinede og skreg af fryd, når en høvding blev kaldt på ”scenen” og der blev udsat for diverse magiske udskejelser. Der blev tryllet dyr frem, ting forsvandt for næsen af dem, ildkugler fløj omkring i luften osv. Høvdingen fik en farvestrålende ballonhat som tak for hjælpen. Idet jeg satte den på hovedet af ham, vidste jeg ikke om han fandt det nedværdigende. Men han spankulerede stolt rundt med den hele dagen og stod dagen derpå foran min sivhytte om morgenen, da jeg kom op. Han havde tårer i øjnene og viste mig, at den var sprunget. Vi kunne ikke kommunikere med ord, men jeg forstod ham og formede en ny. Han smilte sit tandløse smil og øjnene lyste af lykke, da han løb ud til sine kollegaer for at vise dem sin nye hovedbeklædning!

Lige som der i De Berejstes Klub er medlemmer, der ønsker at fordybe sig i de enkelte lande, mens andre helst vil rejse igennem så mange lande som muligt, så kan der også være forskellig opfattelse af, hvornår en rejse som denne er kulturimperialistisk. Men når man har set den glæde og det liv, der var i de lokales øjne, så ved man tilsvarende, at man har bidraget med noget positivt, som de vil huske for noget sjovt mange år efter. Andre rejsende ser jo kun lokale gennem et kamera, så hvilken form man vælger, er jo heldigvis individuel. Jeg kan blot berette om mennesker, der nød vores koncept.
 

Sæbeboblernes lykke

De voksne mennesker var meget betagede, da vi lærte dem at blæse sæbebobler. Igen og igen pustede de, når vi gav dem muligheden. En høvding sad således i tre timer og skreg af grin, indtil flasken med boblevand var tom. Så kiggede han med forundrende øjne ned i den og forstod ikke sagens sammenhæng.

Det mest magiske for dem var dog en tingest, vi havde med fra vores verden: et magisk redskab man kalder for en lighter. Tænk at kunne tænde ild blot med et fingerknips! For dem, der hver gang de skal lave ild må stå med to stykker træ, var dette et vildt syn. Et andet hit var ting der kunne sige lyde. En fløjte, en kazoo, en tamburin osv. var uhørt spændende for dem. De var meget musikalske, men havde stort set ingen instrumenter bortset fra små harper, de havde lavet af træ og siv, og som de gemte i deres huller i ørerne. Men med deres musikalske evner og vores instrumenter, jammede vi snart lystigt om natten. Det var en gensidig kulturudveksling på forunderlig vis.

På samme måde kom de med gaver til os. I mange lande gør de lokale dette i håbet om at modtage et økonomisk bidrag fra den rejsende. Men da de ikke havde penge i junglen, var dette ikke tilfældet. I stedet jublede de, når de fik ballonhatte, ballonsværd, ballonøkser, ballondyr osv. Altså ting de kendte fra hverdagen, der nu blev formet i ballon. Dyrene legede de med, og hattene kom på hovedet.
 

Lokal ”nationaldragt”

At de var pyntesyge sås også på deres penisfutteral. Ligesom vi i den civiliserede verden har forskellige bukser, så havde disse mænd forskellige futteraler: et almindeligt til hverdagsbrug, et mere voldsomt til når de var i krig, samt et vaskeægte fest-futteral til når de rigtig skulle være fine. Dette var pyntet med små perler og en lille pelsdusk i spidsen!

På sidstedagen for vores besøg følte vi, at tiden nu var kommet til, at vi også skulle forsøge os med denne særlige beklædning. Af en høvding fik vi overrakt et par

Iført "lokal nationaldragt" - Et foto som efterfølgende gik hele Danmarks medieverden rundt

penisfutteraler, som dog ikke var nemme at få sat på plads! Om end de ikke ser ud af meget, så tog det uden tvivl længere tid at få dem monteret korrekt, end hvis vi skulle have været i gallatøj til et Dronninge-besøg!

Idet de lokale mænd er mindre af kropsbygning, så var størrelsen på de udhulede kalabasrør mere tilpassede deres kønsorganer, hvorimod vores gjorde modstand(!), når vi forsøgte at proppe den ind i det lille hul. Men hjælpen kom fra en uventet side, da en lille kroget mand pludselig tog fat i vores ædlere dele med en sikker hånd. Han asede og masede med vores mandighed, indtil røret nu sad hvor det skulle. En temmelig grænseoverskridende behandling, som dog hurtigt fortabte sig, da jeg så, at manden herefter fortsatte sit arbejde med at stå og tilberede maden. Han var åbenbart kokken og syntes i øvrigt ikke, det var nødvendigt lige at vaske sine hænder efter at have famlet med vores mere intime dele.

Da vi endelig kom i denne form for ”nationaldragt”, var de lokale ødelagte af grin. De hujede og skreg og kaldte på de øvrige fra stammen. Alle skulle være med til at grine af os. De syntes, det var så uendeligt morsomt, at de kunne se vores numser, men tænkte åbenbart ikke over, at de selv har gået med bar røv gennem hundreder af år!

De fotos og tv-klip, der blev foreviget på dette tidspunkt, kom efterfølgende til at gå Danmark rundt. Samtlige aviser, kulørte ugeblade, tv-stationer m.m. bragte pludselig disse særprægede danskere iført penisfutteral. Ikke just den omtale min halvgamle mor fandt mest smigrende!

Efter dette penisrør-optrin var det nu tid til at forcere junglen for at komme tilbage til den verden, vi kom fra. Med en begyndende malaria rasende i kroppen var jeg omtåget og meget svag, da vi begyndte hjemturen gennem den voldsomme jungle.

Andre rejsende har ofte kæmpet sig gennem vilde strabadser med kufferter fulde af antibiotika for at helbrede de syge, glasperler for at købe land eller biblen for at missionere. Vi kom rejsende med musik og trylleri i håbet om at udveksle smil på kryds af grænser og evolutionstrin. Vi fik venner, der lever så uendelig fjernt fra vores liv, og vi fik smagt på hinandens hverdag. For vi rejser ikke bare for at FÅ oplevelser, men i lige så høj grad for at GIVE oplevelser.

De faktuelle oplysninger, jeg har forsøgt at gengive i artiklen, relaterer til de informationer, vi fik fra de lokale. Enten i de civiliserede dele af Indonesien eller af de lokale i junglen. Men da det set med danske øjne er et primitivt område, hvor stammefolket ikke altid kender til resten af områdets forhold, eller for så vidt ved, hvad der findes på den anden side af bjergene, så var der flere selvmodsigelser i deres udlægning af deres livsførelse. Ovenstående beretninger er de, som var mest troværdige, og som gik igen undervejs på ekspeditionen.
 

 
 
Share this