Iran - skidt eller kanel?


Tim Wodskou
Tim Wodskous billede
 
2007

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Iran - skidt eller kanel?

Tekst og foto: Tim og Pernille Maria Wodskou

I efteråret 2007 var vi sammen med vores 1-årige søn på en lille rundtur i Iran. Udover at landet indeholder nogle af de mest fantastiske kulturperler, såsom moskeer, basarer, pladser, paladser og ruiner, er det allerbedste ved Iran de mennesker, som bor der. I denne lille beretning fortæller vi om nogle af de ting, der gør Iran fantastisk at besøge, men også lidt om de ting, der berettiger udtrykket "slyngelstat" om dette smukke land.

 

Del 1: Dét, der gør Iran til et af de mest fantastiske lande at rejse til

Familien Wodskou foran porten til Persepolis. Den tyske forsker Carsten Niebuhr rejste på foranledning af den danske konge til Arabien i 1700-tallet og kom bl.a. forbi Persepolis. Hans signatur er stadig på denne port.

Vi mærkede allerede stemningen, da vi steg ombord i Iran Air-flyet i Kastrup Lufthavn. Vi var de eneste passagerer med blå øjne og leverpostejsfarvet hår, og de andre passagerer talte næsten alle sammen iransk sammen. Flyet var ikke det nyeste, og der manglede en gulvliste hist og et armlæn pist, men det var da stadig bedre end Aeroflot. Undervejs på den ca. 5 timer lange flyvetur talte vi med flere unge danske iranere, som var interesserede i, hvorfor vi skulle til Iran, og gav os nogle gode tips til rejsen. Denne ægte interesse for andre mennesker og hjælpsomhed, skulle vi i den næste uges forløb finde ud af, er dét, der gør iranerne til et så særligt folkeslag, at turen altid vil stå som et af vores allerbedste rejseminder.

Shiraz og Persepolis

I det sydlige Iran ligger byen Shiraz, og en times kørsel herfra finder man ruinen af Persepolis. Persepolis er et ca. 2500 år gammelt tempelkompleks og Persiens tidligere hovedstad, som blev ødelagt af Alexander Den Store. Vores guide mente i øvrigt, at Alexander Den Store af denne årsag ikke var så ”Great”. I Persepolis kan man bl.a. opleve utroligt velbevarede relieffer af forskellige folkeslags soldater og forskellige dyr, fx bevingede løver. I nærheden af Persepolis ligger nogle gamle kongegrave hugget ind i klipperne mange meter over jorden, hvilket gav i hvert fald den ene af forfatterne til denne artikel eventyrlige associationer til Indiana Jones og lignende. Det er ret fantastisk at gå rundt og kigge i de gamle ruiner, og desuden er der ikke særlig mange turister.
 

Inde i disse udhulinger højt oppe på klippevæggen ligger de gamle persiske konger. Dette er graven for Darius den store.

Shiraz er en pulserende storby, som i princippet kunne findes mange steder i verden, men den har flere charmerende områder, der er kendetegnende for Iran, bl.a. basaren og den smukke moske ”Masjed-E Vakil” (regents mosque). Herudover er der alle haverne, hvor man kan slappe af og nyde solskinnet og alverdens blomster og andre planter. Shiraz er hjemsted for flere af Irans store poeter, og her er ”templer” dedikeret til de gamle digtere. Vi besøgte graven og haven for Hafez, der levede for næsten 700 år siden. Det var nærmest som at være i et tempel, da folk var meget respektfulde og sad og læste hans gamle digte for hinanden.

Til frokost hos verdens mest gæstfrie mennesker
 

Shiraz-hjemme hos Hadi: Vi spiser traditionelt iransk mad på gulvet på de persiske tæpper - her bliver Nikolaj madet med ris af vores vært.

Ved Hafez' grav faldt vi i snak med et par søde Iranere, Hadi (24 år) og hans veninde. Efter at have snakket lidt inviterede Hadi os med ud at køre en tur og se nogle af de flotteste områder i Shiraz, bl.a. så vi en slotshave ”Bagh-E Eram” (garden of paradise). Bagefter kørte vi hjem til Hadi, som boede i et stort hus sammen med sin mor, der satte et overdådigt frokostmåltid frem, som vi på traditionel vis indtog siddende på gulvet. Der var en have med fugle i midten af huset og persiske tæpper på gulvet. Fjernsynet var (som herhjemme) familiens husalter, og efter frokosten var der en slags ”siesta”, hvor vi slappede af foran fjernsynet. Efter den hjemlige hygge kørte vi over til et krigsmuseum og mødte også der Hadis kæreste. Som afslutning på denne fantastiske dag gik vi en tur i et område, som tydeligvis mest blev brugt til at kærestepar kunne gå tur sammen, og til vores overraskelse fandt vi ud af, at det er normalt for kærester at holde hinanden i hånden i offentlighed. Vi var meget rørte over den gæstfrihed, som vi mødte denne dag i Shiraz. Både fra Hadi, som valgte at tilbringe hele sin dag med os og køre os rundt i sin bil til de bedste steder i byen, og fra hans mor, som åbnede sit hjem for os og lod os smage hendes dejlige hjemmelavede mad. Det var slet ikke den dag, vi havde planlagt, men den blev langt bedre og med rigere oplevelser, end vi nogensinde kunne have oplevet på egen hånd.
 

Ayatollah Khomeini ser overvågende på de besøgende, når de går ind i Esfahans basar.

Esfahan

Esfahan er uden tvivl den flotteste by, som vi besøgte på vores korte rejse i Iran, og man kan sagtens tilbringe adskillige dage her. I midten af den gamle by ligger en stor plads ”Imam Square”, der vist er verdens andenstørste (den største er Den Himmelske Fredsplads i Beijing). En kæmpe basar omkredser pladsen, og her kan man købe alt fra tæpper til mad, køkkenting og tøj. Basarerne i Iran er opdelt i temaer. Fx sælges i ét område kun tæpper, og i et andet område kan man købe slik, nødder og tørret frugt. De handlende er relativt fredelige og prøver ikke at prakke de få turister, der trods alt er, noget på. Vi blev inviteret ind i en butik, hvor indehaveren var med på et billede i vores Lonely planet guide, og han tegnede en lille tegning til os ved sit billede i bogen.

På Imam Square finder man også flere utroligt smukke moskeer, bl.a. den største i Esfahan ”Imam Mosque”. Selve kuplen er flot malet med blomstermotiver. Vi havde nok stået og faldet i staver i lang tid over de smukke syn, hvis ikke det lige var fordi, at vi blev overfaldet at en flok fnisende iranske piger, der ville høre, hvor vi kom fra, og hvad vi syntes om Iran. De var ret gode til engelsk, så det var sjovt at snakke med dem.

De flotte moskeer ved Iman pladsen

Esfahan kan også prale af et par paladser, som er yderst prægtige, og den konge, der engang har levet her, må have levet ret godt.

Esfahan er også kendt for sine mange gamle broer over floden. Vi besøgte bl.a. en restaurant, som lå under en disse broer, og som serverede traditionelt iransk mad. Vi smagte retten ”dizzi”, som er en rød sauce, der indeholder kød og grøntsager, hvori man opløser sit brød. Det smagte udmærket, men det blev alligevel lidt vammelt med det smattede brød i længden.

Der findes også en spændende gammel armensk, kristen bydel - ja, der er faktisk religionsfrihed i Iran. Vi så katedralen, og herudover ligger der mange spændende gamle kirker - nogle er lukkede, men vi blev lukket ind i en kirke ved at give lidt skillinger til en mand, der åbenbart bestyrede én af kirkerne.
 

Teheran og næsten anholdelse

Teheran er ikke umiddelbart nogen flot by. Den er stor, larmende og beskidt. Men på trods af det er der mange spændende ting at se, såsom det gamle Golestan palads, basaren og de mere moderne butikker og gågader. Det er sandelig et miks af tradition og modernisme, der præger byen. Kvinderne her er bestemt ikke tilbage modemæssigt, og på trods af krav om tørklæder ser man tydeligt, at der bliver gået op i sko, hår og make-up. Vi skulle selvfølgelig også lige se regeringsbygningen, og da der lige ved siden af den ligger en flot moské, skulle Tim - dum som han var - selvfølgelig have et billede. Det var en dum ide, og der var da også advaret mod det i Lonely Planet. Efter at han havde stået lidt og viftet med kameraet, var der en vagt der råbte af Tim og rystede med geværet. En taxi-chauffør pegede på vores kamera og satte hænderne samme for at symbolisere håndjern eller anholdelse. Tim viftede med armene og prøvede at undskylde, og vi skyndte os væk. En hastig, paranoid gåtur fulgte, hvor vi hele tiden kiggede tilbage - en forestilling om anholdelse og tortur og beskyldninger om at være amerikanske spioner eller lignende, huede os ikke. Men heldigvis var der ingen, der kom efter os. Efter et stykke tid, hvor blodtrykket og pulsen langsomt faldt til normalområdet, kørte vi ud til Sa'd Abad-paladset, hvor den amerikansk støttede Shahen boede, inden den iranske revolution i 1979. Man kunne tydeligt mærke dekadencen og det faktum, at han nok udnyttede lige mange nok af statens penge. Så det er nok ikke så underligt, at han blev væltet.
 

Teheran : Her ved parlamentet blev Tim næsten anholdt for at fotografere denne moske. Taxichaufføren, der ses på billedet, er ham der advarede os.

Del 2: Det, der berettiger udtrykket ”slyngelstat” om Iran
 

Ud over oplevelsen med truslen om anholdelse pga. et lille uskyldigt fotografi, er der også andre oplevelser, der gør, at vi fik et indtryk af Iran som et ekstremt kontrolleret land.

Propaganda

Rundt omkring på husmure og på plakater langs vejene ses billeder af mennesker og hvide duer. Det er martyrer, der døde i 80'erne i krigen mod Irak, og der er billeder overalt af ayatollahen i gadebilledet. En mere barsk form for propaganda, der virkelig rystede os, var et tv-indslag midt i primetime. Det viste en ca. 14-årig dreng, der hev splitten af en håndgranat og løb ind under en tank, hvorefter drengen og tanken eksploderede. Det hele var krydret med festlig musik, og det gav det indtryk, at en sådan handling er en super ide.
 

Den tidligere amerikanske ambassade - man kan vist tydeligt se at regeringen ikke har høje tanker om USA.

Betragtninger om at rejse i Iran som kvinde.

Da vi steg ombord på flyet i København mod Teheran, havde under halvdelen af kvinderne tørklæde på, men da vi landede i Teheran tog alle tørklæder på, da det jo er forbudt for kvinder i Iran at vise sig offentligt uden at være tildækket. Det var nærmest et helt ritual, som gentog sig, bare omvendt, da vi steg ombord på flyet mod København en uge senere. Kønnene er strengt adskilt, selv lufthavnene har forskellige indgange for mænd og kvinder. Til gengæld kan mændene forberede sig på at arbejde lidt mere for at komme omkring end kvinderne. Vi oplevede i hvert fald, at hver gang vi befandt os i en lufthavn, blev Pernille placeret på en stol sammen med vores søn Nikolaj, mens Tim blev slæbt med rundt til check-in, bagage-drop og div. informationsskærme med fly- og gatenumre, som han så skulle holde styr på, mens Pernille bare skulle følge med. Det kan jo være nok så rart at blive opvartet på den måde, men så er der også en bagside. Med undtagelse af de unge mænd i 20'erne, så ser mænd ikke kvinder i øjnene eller giver dem hånd. Mænd er altid meget høflige overfor kvinder, og man får at vide, at disse regler er til af respekt for kvinder. På den anden side, så er der jo også noget med, at kvinder betragtes som værende urene. I nogle situationer kan der derfor lægges en dæmper på glæden ved at møde et andet menneske, som ikke vil se en i øjnene, fordi man tænker over, om det er fordi, han respekterer én så meget, eller fordi han synes man er uren…

Her hviler Hafez, en af de største digtere i Iran.

Konklusion - er Iran en slyngelstat?

Både ja og nej. Hvis man ser på de almindelige mennesker, som vi mødte, så udstrålede de en venlighed og gæstfrihed, som vi ikke har mødt noget andet sted i verden. Folk spurgte flere gange, om de kunne hjælpe, fx på posthuset, hvor ekspedienten ikke snakkede engelsk, og en gang blev vi også inviteret med ud og spise om aftenen. Dem, vi snakkede med, var generelt meget positive over for vesten og USA og meget ivrige for at øve deres engelsk.

På den anden side er der regeringen, som udstråler noget helt andet. Propagandabilleder med martyrer, hellige mennesker, hadebilleder og udsagn om USA på den tidligere ambassade, opfordring til selv at blive martyrer, og den oplevelse vi havde med næsten at blive anholdt, giver et billede af en slyngelstat. Når man så samtidig ved, at Iran vil have atomkraft, har verdensrekorden i antal af henrettelser af ”kriminelle” (fx er der dødsstraf for at konvertere væk fra islam), måske støtter terrorister og ofte opfordrer til had mod vesten, mener vi, at selve staten Iran godt kan kaldes en slyngelstat, mens det iranske folk er det sødeste, mest ægte interesserede og hjælpsomme, som vi har mødt. Netop derfor kan vi varmt anbefale andre at rejse til Iran.

Praktiske oplysninger:

Man skal have visum for at besøge Iran. Det fås ved at søge direkte på den Iranske Ambassade i København. Det er rimelig nemt og ligetil, men det kræver, at man møder personligt op. Hvis man er flere, der rejser sammen, behøver kun en person at tage derind. Proceduren forklares på ambassadens hjemmeside, og det tager ca. en uge. Der er vist også mulighed for at få et 7-dages visum ved ankomst i Teheran.
 

Penge: Man kan ikke få iranske penge hjemmefra, og man kan ikke bruge kreditkort til at hæve penge i Iran. Derfor skal man medbringe alle de penge, man mener, man får brug for hjemmefra. Det er bedst at have Euro med, men amerikanske dollars er også fint.
 

Påklædning: Kvinder skal være tildækkede til alle tider, mens man opholder sig i landet. Det er fint bare at have et tørklæde på, der dækker det meste af håret. Kvinder skal også have en jakke eller bluse på, der går ned til midt på lårene. I nogle moskeer (men ikke alle) skal man være endnu mere tildækket. I det tilfælde kan man som regel låne en chador. Mænd bør ikke gå med shorts.
 

Sikkerhed: Kriminalitet er næsten ikke-eksisterende. Det farligste i Iran er trafikken, da folk her kører som vanvittige.
 

Transport: Iran Air flyver én gang om ugen (i 2007 - det kan være blevet ændret siden) direkte fra Kastrup til Teheran. Indenrigsflyvninger er billige, hurtige og effektive og kan anbefales som transport rundt i landet.
 

 

 
 
Share this