Persisk pomp og pragt


Lene Dangaards billede
2011 mar

 

Isfahan - bro

 

Det af vesten meget lidt afholdte Iran har en glorværdig fortid på niveau med Egypten, Grækenland og Italien, og iranerne er særdeles stolte af deres persiske forhistorie. I 2009 arrangerede Penguin Travel en klubtur for De Berejste til Iran, og da vi egentlig troede, at det var et svært land at rejse rundt i alene (det fandt vi dog senere ud af, ikke er tilfældet), valgte vi at tage med på denne tur. 

Endelig på turens 7. dag når vi det, der på forhånd har været noget af det, jeg har set mest frem til at besøge: Persepolis - persernes 2.500 år gamle by. Selvom bygningerne kun er sporadisk bevarede, giver de et vældigt godt indtryk af området og dets storhed. Flere steder findes der mange meget velbevarede friser udhugget i murerne, som viser, hvordan perserkongen tog imod sine gæster fra andre lande. Det er lidt i stil med de "tegneserier", man kan læse på templerne i Egypten!
 

Fakta om Persepolis

Persepolis ligger ca. 80 kilometer nord-øst for Shiraz og er (hovedsageligt) opført i 500-400 f.Kr. under kongerne Dareios og Xerxes. Anlægget havde mere ceremoniel karakter end funktion af permanent residens for kongerne. Ad et trappeanlæg kommer man gennem Alle Landes Port til den store audienshal Apadana, der med sine 20 m i højden knejsede på toppen af en 2,5 m høj sokkel. På den nordlige og østlige side af Apadana findes 

trappeanlæg til en porticus med dobbelt søjlerække. Apadanas tag blev båret af 6×6 store søjler. Bag Apadana ligger talrige mindre, kvadratiske rum omkring et haveanlæg. Den østlige halvdel rummer Sad Satun (Hundredesøjlehallen); taget på det kvadratiske rum blev båret af 10×10 søjler. Foran Sad Satun findes en gård, som man når gennem et stort porttårn. Bag Sad Satun ligger det såkaldte Xerxes' harem. Hele anlægget er befæstet med dobbeltmure på tre sider. Kuh-i Rahmats østside dannede mod vest en naturlig befæstning.

Persepolis - der bringes gaver til kongen

Persepolis var rigt dekoreret med skulpturelt udformede søjlekapitæler og -baser samt relieffer udhugget i kalksten. Bedst kendt er trappeanlæggene med processioner af livgardister, de såkaldte udødelige, og repræsentanter for forskellige folkeslag under achaimenidekongens herredømme samt de store tyr-menneske-skulpturer på østporten. Reliefferne og søjlernes kapitæler har oprindelig været bemalede i stærke farver, og en del helt sikkert forgyldt.

Persepolis nedbrændte i 330 f.Kr., da Alexander den Store under sin erobring opholdt sig på stedet. I 1765 besøgte Carsten Niebuhr Persepolis, hvor han med stor nøjagtighed kopierede indskrifterne på marmorvæggene. Persepolis er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. 
 

Også iranerne besøger Persepolis

På vores besøg i Persepolis - og i det hele taget i Iran - mødte vi ikke mange udenlandske turister. Derimod er iranerne selv flittige gæster ved fortidsminderne, og de er vældig stolte af deres persiske fortid. Derimod vedkender de sig ikke den arabiske indflydelse, og det værste man kan sammenligne en iraner med er en araber. De er PERSERE. 

Overalt mødte vi også skoleklasser, der var på udflugt med deres lærere, og de små poder tog flittigt notater og hørte efter, hvad der blev sagt. Det virkede som om, at man gik meget op i at fortælle børnene om landets historie, og det kan man måske godt savne engang imellem herhjemme.
 

Pasargadae

Et af de lidt mindre kendte UNESCO-steder optaget på verdensarvslisten er Pasargadae, som var den første hovedstad i Achæmendie-imperiet, der blev grundlagt af Cyrus den Store i det 6. århundrede f.Kr. Stedets paladser, haver og mausoleet for Cyrus er enestående eksempler på den første fase i kongelig achæmendie-kunst og -arkitektur og et helt exceptionelt levn fra den persiske civilisation. 

Pasargadae var hovedstad for det første store multikulturelle imperium i den vestlige del af Asien, der bredte sig fra det østlige Middelhav og Egypten til Indusfloden. Det betragtes som det første imperium, som respekterede den kulturelle forskellighed hos hvert enkelt folkeslag - noget vi godt kunne lære af i dag. Dette kom til udtryk i arkitekturen, som er en blanding fra forskellige kulturer.
 

Isfahan

På vores videre færd i Iran besøgte vi bl.a. også Isfahan. Det er én af de smukkeste byer, jeg nogen sinde har været i. Fire af de vigtigste ting at se og beskæftige sig med i Isfahan er efter min mening:

1) Imam Square - en af verdens smukkeste og største pladser
2) Islamisk arkitektur i verdensklasse
3) Basaren
4) De smukke broer over floden Zayandeh

Imam Square

Imam Square er nok en af de mest imponerende pladser, som verden kan byde på, og den er omkranset af nogle af de mest majestætiske bygninger i den islamiske verden. Pladsen er 512 meter lang og 162 meter bred, og de omkringliggende moskeer og paladser er udsmykket med nogle af de smukkeste blå mosaikker. På pladsen findes der flere utroligt billedskønne springvand, som er med til at gøre den til en oase at opholde sig på. Overalt sidder både ældre og unge og nyder hinandens selskab, og mange kunststuderende har deres skitseblokke med og sidder og arbejder. På fredage summer de store moskeer af folk, der kommer til den traditionelle fredagsbøn. På det tidspunkt er pladsen bogstaveligt talt sort af folk. Befolkning i Iran er hovedsageligt shiamuslimer, som udgør den næststørste trosretning indenfor islam. 

 

Shiismen er som alle andre islamiske trosretninger baseret på Koranen og læren, der stammer fra profeten Muhammed. Specielt shiiterne anser dog Muhammeds nære familie - kaldet Husets Folk - for at have en særlig åndelig og politisk ret over samfundet. Yderligere er man af den overbevisning, at Muhammeds svigersøn og fætter var den første imam og den retmæssige stedfortræder for profeten Muhammed, og af samme grund benægtes legitimiteten af de første tre historiske såkaldte retledte kaliffer. Selvom shiismen er en minoritet i den islamiske verden, udgør retningen dog majoriteten i bl.a. Bahrain, Iran, Iran og Libanon. 

 

Islamisk arkitektur

Isfahan, en af verdens smukkeste byer, er en perle af islamisk arkitektur. "Isfahan er den halve verden" siger indbyggerne og digterne om byen. Byen har siden gammel tid været et vigtigt center på karavanevejen, men det var først, da Shah Abbas den Store i 1598 gjorde byen til hovedstad, at den for alvor fik sin glansperiode.

I starten af det 17. århundrede, da Shah Abbas besluttede sig til at flytte hovedstaden til Isfahan, var her allerede en lille pavillon. Denne blev ombygget til Ali Qapu, det store porttårn i paladskomplekset. Herfra havde kongen en fabelagtig udsigt over hele pladsen, og han kunne se de væddeløb og polokampe, der fandt sted. Paladsets vægge har flotte bemalinger og består af 6 etager. Hele den øverste etage er omdannet til en gruppe musikrum, hvor væggene er dekorerede med et netværk af nicher i træværket for at give den rette akustik.

Lotfollah-moskéen er bygget under Shah Abbas I i 1619. Moskéen regnes for at være et af verdens smukkeste bygningsværker. Kuplen er beige og pink, og dertil har den en udsøgt dekoration med serier af arabesker og sorte og blå blomster. Denne lille moské har hverken en indre gård eller en minaret, for den var ikke beregnet for offentligheden, men udelukkende bygget til kongen og hans familie. Der er kun en mindre bedehal, som man kommer til gennem en korridor. Mosaikkerne her er nogle af de fineste, der findes, og i det hele taget udstråler bygningen og udsmykningen balance og harmoni. 

På Imam Square ligger Imam-moskéen, også et af højdepunkterne indenfor islamisk arkitektur. Minareterne og den store kuppel dominerer pladsens arkader. Moskéen blev bygget under Shah Abbas I, som mente, at Lotfollah-moskéen var for beskeden til hans hof, og som derfor ville bygge mere storslået. Indgangsportalen er imponerende, og overalt i moskéen er der ypperlige kakler og mosaikudsmykninger i klare blå og turkise farver. Der er geometriske mønstre på stiliserede "tæpper". Der er ligeledes stiliserede blade og blomster, påfuglefjer og lange friser med kalligrafi.

Skolepiger på udflugt

Det er ekstremt svært at beskrive disse smukke bygninger - de skal opleves.

Basaren

Isfahans basar, der ligger på nordsiden af Imam Square, hører til den mest spændende i Iran, måske i hele Mellemøsten. Den blev bygget efter ordre af Abbas I, og den udgør en labyrint af snævre gader dækket af høje stenhvælvinger. Flere steder udvider gaderne sig til pladser med kupler. I det 17. århundrede var Isfahans basar det centrum, hvor alverdens rigdom var samlet, og hvor man kunne købe det ypperste indenfor persernes smukke kunsthåndværk. 

Det gælder sådan set stadigvæk! Vi brugte en eftermiddag på at "blive væk" i basaren, og det var bare så herligt at gå rundt og beundre smukke tæpper og silkestoffer og stikke næsen ned i de store sække med krydderier, mens vi sugede stemningen til os. 

I basaren findes der også adskillige små tehuse, hvor det er utroligt hyggeligt at slå sig ned og hvile de trætte ben. Har man lyst, kan man her også få en vandpibe at styrke sig på.
 

De smukke broer over floden Zayandeh

Det er absolut et must at besøge de smukke gamle broer, der går over floden Zayandeh. Den smukkeste er nok Khaju-broen, som blev bygget af Shah Abbas II i 1650. Broen er 110 meter lang og er i ikke mindre end to etager. Nederste etage har nogle huller, som regulerer vandstrømmen. Midt på broen lå der tidligere et lille tehus, hvor man kunne nyde en lun aften i ro og mag. Langs floden er der nu i stedet store parklignende områder, hvor folk nyder picnic og tedrikning. Overalt er der en fantastisk stemning, og det er en stor oplevelse at gå rundt her. 
 

Afrunding

Kort tid efter vi kom hjem fra Iran faldt jeg over følgende læserbrev i Politiken:

"Jeg har været en tur i Iran. Jeg havde forventet at komme til et land, hvor befolkningen, specielt de sortklædte kvinder, var uvillige til at tale med fremmede. Det var slet ikke tilfældet. Jeg har aldrig været i et land, hvor befolkningen var så imødekommende. F.eks. spurgte jeg nogle unge damer i sort burka, om jeg måtte fotografere dem. Det sagde de ja til. Da jeg var færdig, trak den ene et fotografiapparat frem og spurgte, om hun måtte fotografere mig sammen med hendes veninder. Man ønsker klart kontakt med Europas befolkning og kultur. I øvrigt gik alle damer med ansigtet frit, og mange damer med tørklæder, som lod en tot hår være fri over panden.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at mange føler sig undertrykt af mullahstyret. Det var der nogle, der uopfordret gav udtryk for. Det vil være svært at fjerne styret. De sidder på magten over administrationen, domstolene, hæren, pressen og religionen. For mig at se hjælper det ikke noget at lægge pres på Iran.

Det får kun befolkningen til at rykke sammen om styret i kamp mod den ydre fjende. Det eneste håb er at åbne op for samkvemmet med befolkningen, således at styret falder sammen, som det skete med Sovjetunionen. Det kan ske ved at rejse til Iran, ved at åbne op for studieophold og arbejde i Europa og ved at sende satellitudsendelser på farsi til Iran".

Rigtig langt hen ad vejen sammenfatter dette læserbrev fra en borger i Nykøbing F det, som vi også oplevede under vores 10 dages besøg i Iran. Ikke mindst den utrolige nysgerrighed og behovet for at komme i kontakt med os som vesterlændinge var slående. F.eks. stak vi hovederne indenfor i en skolegård, hvor der tilfældigvis var frikvarter, og 1-2-3 var vi omringet af en flok nysgerrige piger, som meget hurtigt af deres lærer blev organiseret, og et par stykker blev udvalgt til at udspørge os om vores holdninger til Iran, regimet og meget mere. Det var med at belægge sine ord på den rette måde!

En rejse i Iran kan kun anbefales.
 
 

 
 
Share this