Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran


Jacob V. la Cours billede
2014 jun

Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran

Tekst og fotos: Jacob V. La Cour

Landkort: Bertel Kristensen

I april i år var jeg med min far på en 11 dages tur til Iran, hvor vi kørte fra Shiraz i syd til Teheran i nord. Undervejs stiftede vi bekendtskab med både lokalbefolkningen, konsekvenserne af den internationale handelsblokade og de mange strenge særregler, der gælder i verdens eneste præstestyrede land.

Der er ikke noget, der hedder ’din tur’ i trafikken i Iran,” lyder det fra vores guide og chauffør Reza, mens han behændigt snor sig gennem trafikken i den iranske by Shiraz. Og det er så sandt, som det er sagt. Man skal hele tiden have et øje på hver finger og (mindst) én fod på bremsen. Alle prøver at komme frem hurtigst muligt, og det er tit ikke rigtigt til at gætte, hvor mange vognbaner der er på en vej – og de hvide striber er spild af maling. Er der plads til en bil, kommer der en bil, og venstresving kan lige så vel foretages fra midter- eller højrebane som fra venstre. Alligevel ser vi kun én gang på vores roadtrip gennem landet to biler, der begge syntes, de skulle køre samtidig – med sammenstød til følge – men stort set alle biler har ridser eller buler.

Min far og jeg er samme morgen fløjet fra Teheran, efter én dags sightseeing i hovedstaden, til Shiraz ca. 1.000 km mod syd. Her begynder vores seks dages roadtrip tilbage til Teheran. Shiraz kaldes byen med haver og nattergale, og den ligger som en oase i en dal mellem nogle golde bjerge. Byen er ganske rigtigt fuld af parker og haver, anlagt for mange hundrede år siden. Nogle af dem er anlagt i forbindelse med mausoleer for kendte poeter, andre i forbindelse med kongelige paladser.

Allerede inden vi har forladt Shiraz, kommer vi til at stifte bekendtskab med de trafikale myndigheder: For da vi skal på rundtur i basaren en formiddag føler Reza ikke behov for at respektere et parkering forbudt-skilt, og da vi kommer tilbage, er bilen væk. Han hører fra en butiksejer, at bilen er blevet slæbt væk, så vi begiver os afsted imod politiets parkeringsplads. Her sørger en ”smørelse” på 200.000 rial (ca. 40 kr.) oven i bøden på 1 million rial for, at bilen bliver frigivet med det samme i stedet for – som normalt – først dagen efter.

 

Muslimske særregler

Det er som bekendt ulovligt at drikke alkohol i Iran, og man forestiller sig derfor, at landet må have udviklet et væld af spændende non-alkoholiske drikkevarer. I butikkerne findes da også mange forskellige juicer, bl.a. Piñja Colada- og Aloe Vera-drik, og mange steder sælges friskpresset frugtjuice. Men det varierede billede ændrer sig brat, når man træder ind et sted, hvor der serveres mad. Af en eller anden uransagelig årsag består udvalget af drikkevarer på alle (uden undtagelse) restauranter af Coca-Cola, Fanta, Sprite, vand, alkoholfri øl og den lokale yoghurtdrik Dogh – der smager som tynd salatdressing. Selv på fine restauranter og på femstjernede hoteller drikker iranerne hovedsageligt cola, vand eller Dogh til maden.

Maden er også ganske ensformig. Det er stort set umuligt at få andet at spise end kebab. Det er da også lækkert nok med spidstegt lammekød eller kylling, og overalt bliver det lavet helt friskt, og er dejligt saftigt. Men pudsigt nok serveres det alle steder med nøjagtigt samme tilbehør: Ris med safran, en eller to grillede tomater og et par pickles.

Pris- og pengesystemet i Iran er lidt kompliceret. Møntfoden hedder rial, og 5.000 rial udgør ca. 1 kr. Men for at slippe for de mange nuller, bruger man mange steder prisenheden toman, der er 10 rial. Det betyder, at hvis man på et marked får oplyst en pris på 5.000 toman, skal man have en seddel på 50.000 rial op af lommen. De steder hvor priserne er fortrykt, angives de dog i rial. Så man skal holde tungen lige i munden. Den største pengeseddel er på 500.000 rial, altså ca. 100 kr.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at kvinder i Iran skal have dækket deres hår – også kvindelige turister. Hvad der er mere overraskende er, hvor meget de iranske kvinder gør ud af deres udseende. Selvfølgelig er der en stor del, der går helt tildækket i sort chador, men rigtigt mange, især de unge, går utroligt flot klædt med elegange tørklæder, der kun lige dækker det mest nødvendige af hovedet, og de gør virkelig meget ud af deres makeup. Den eneste påklædningsregel, der gælder for mænd, er, at man ikke må gå med shorts. Men det kan i sig selv godt være en prøvelse, når temperaturen overstiger 27 °C.

Afgang nordpå

 Efter at have fået vores bil tilbage, sætter vi kursen mod den første store seværdighed på turen: Persepolis – Persiens gamle hovedstad opført omkring 500 år f.v.t. og ødelagt af Alexander den Store i 330 f.v.t. Den ligger ca. 60 km fra Shiraz. Der er desværre ikke voldsomt meget tilbage af Darius den Førstes enorme palads – ikke i højden i hvert fald. De fleste af de op til 16 meter høje søjler er væltet i tidens løb. Men de få mure, der er tilbage, er udsmykket med de mest fantastisk detaljerede relieffer, der viser fremmede herskeres besøg til Perserkongen, hans hære og forskellige religiøse figurer.

Vi returnerer til Shiraz samme eftermiddag for at overnatte og næste morgen sætter vi for alvor kurs nordpå forbi Persepolis på vej til næste mål: byen Yazd. Landskabet i denne del, og formentlig størstedelen, af Iran er på én gang ensformigt og smukt. Det er meget goldt og vel egentlig reelt ørken det meste af vejen. Dog gennemskæres landskabet af høje, stejle bjergkæder på hvis toppe, der mange steder ligger sne – selv her i begyndelsen af april. Træer findes kun i byerne, og kun ganske få steder er jorden opdyrket. Det er et meget øde landskab og man skal sørge for at få tanket op af drikkevarer, når man ser en by, for selvom vejen er dobbeltsporet og på visse strækninger ret befærdet, vrimler det ikke ligefrem med rastepladser. Man bør også huske en rulle toiletpapir, hvis man drager på roadtrip i Iran, for stort set alle toiletter uden for de store byer er af den asiatiske sidde på hug-type, hvor rengøring foregår med en vandslange. Det samme gælder toiletter på mange restauranter og ved seværdigheder i byerne, men de er dog generelt forbavsende rene og pæne.

Lidt uden for Shiraz kommer vi til en kontrolpost, hvor en politibetjent og en soldat kontrollerer alle biler. Vi bliver dog vinket igennem, inden vi er standset helt. ”Har I mange af disse i Danmark?” spørger Reza. ”Øhm, nej,” svarer jeg. Ikke engang på grænserne mellem de europæiske lande.

I løbet af vores 10 dage i Iran lærer vi en masse om de særlige forhold i et land, der er ramt af international handelsboykot. Fx kan man ikke betale med kreditkort noget sted i Iran. Der fås stort set ikke nogen udenlandsk producerede varer, og bilparken bringer minder frem om Østeuropa før 1989. Ganske vist udgør Peugeot’er og Renault’er over halvdelen af bilerne, men de er lokalt producerede. De suppleres af forskellige uden for Iran ukendte mærker, bl.a. ét, der i umiskendelig grad ligner en gammel russisk Lada.

 

Lerbyen Yazd

Yazd er en by på størrelse med Aarhus og ligger i ca. 1.200 meters højde – lidt lavere end Shiraz. Også den er omgivet af høje bjerge og ørken, men er i sig selv ganske grøn. Det karakteristiske ved Yazd er, at en stor del af husene er opført af mursten dækket af en blanding af ler og halm. Husene har således alle sammen en varm brun farve og nogle flotte jævne runde former. Dertil kommer, at mange af dem er udstyret med middelalderens svar på aircondition: vindtårne. Høje smalle tårne der fungerer som tragter og sender luft ned i husene. Yazd er ydermere berømt for nogle meget smukke moskeer, heriblandt den med Irans højeste minareter.

De fleste af Irans moskeer er opført i samme stil med et højt indgangsparti kronet med to minareter, alt dækket af de mest fantastiske flise-mosaikker hovedsageligt i blå nuancer. Byen har også en af verdens største, overdækkede basarer, som er vidunderlig at efterforske. Man føler sig fuldstændigt hensat til ”Tusind og Én Nats Eventyr”, når man går rundt blandt forretninger, der bugner af krydderier, eksotiske stoffer og messing-, sølv- og guldgenstande.

Man kan som turist uden problem bevæge sig rundt i basaren på egen hånd. De lokale lader sig stort set ikke mærke med én og allerhøjst kommer de og siger:”Hello, where are you from?” med et stort smil. Når vi går rundt sammen med Reza, hører vi tit spørgsmålet ”Kojaee hastin?” (”Hvor er de fra?”), der bliver besvaret med ”Danmarkie”. Ingen steder resulterer det i negative kommentarer eller lignende, så man kan vist roligt sige, at karikaturtegningerne af Muhammed er glemt for længst. Folk, der har besøgt Iran, nævner ofte, at befolkningen er den mest venlige og imødekommende i verden. Vi møder da også en masse på vores vej, der gerne vil tale med os på deres ofte sparsomme engelsk – men det gør man også i mange arabiske lande, så det tror jeg mere skyldes, at vestlige turister endnu er et forholdsvist sjældent syn.

Vi bliver en dag i Yazd og besøger ud over basaren og et par moskeer også to templer, et nyt og et gammelt, fra den religiøse sekt zoroastrianisterne, der bl.a. tilbeder de fire grundelementer ild, jord, luft og vand. Helt op til 1960’erne begravede sekten deres døde ved at lægge dem i et åbent tempel på toppen af et bjerg, hvor gribbe kunne spise ligene, hvorefter knoglerne blev begravet. Man måtte hverken begrave eller brænde lig, da det ville forurene grundelementerne. I det moderne ildtempel, opført i 1932, kan man se en alterild, der efter sigende har været holdt i live siden år 470.

 

Isfahan – Irans kronjuvel

Dagen efter kører vi ca. 300 km fra Yazd til Isfahan. Igen går vejen gennem ørkener og over golde bjerge, og igen ser vi sne på de højeste tinder. Isfahan er ubetinget den mest spændende by i Iran. Et stort område i centrum består af bygninger opført i begyndelsen af 1600-tallet af kongerne Abbas I og II. Også Isfahan er præget af træbevoksede alleer og store parker. Byen ligger ved floden Zayandeh, der udspringer i nogle nærliggende bjerge og flyder ud i ørkenen øst for byen. Herfra ledte kongerne vand i kanaler (mange af dem underjordiske) frem til byens haver og paladser. En række 150-300 meter lange broer, opført i midten af 1600-tallet, er blandt Isfahans store seværdigheder. Desværre er floden tørlagt under vores besøg, men om efteråret skulle der til tider være vand i den.

Isfahans største seværdighed er dog Imampladsen – verdens næststørste plads på 159x525 meter, kun overgået af Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Imampladsen blev anlagt af shah Abbas I i perioden 1592-1629 og omgives på alle sider af arkader med butikker. På tre af pladsens sider ligger ydermere nogle fantastiske bygningsværker: Mod vest det kongelige palads, mod øst den kongelige moske, og mod syd den fantastiske moske Jame Abbasi (der dog officielt er omdøbt til Imam Khomeinis Moske). Den overgår enhver beskrivelse både i størrelse og i kunstfærdigheden af udsmykninger med farvede fliser. Den er helt overnaturligt smuk og man fatter ikke det arbejde, det har været, at lave og opsætte alle disse fliser i 1600-tallet.

Isfahan har naturligvis også en gigantisk basar, og der kan man gå rundt i timevis og nyde synet og duftene af det persiske handelsliv. Der forhandles i øvrigt ikke madvarer i de iranske basarer, så ingen steder bliver man mødt af ubehagelige lugte, og i det hele taget er der rent, ingen vilde hunde, og forbavsende få fluer i de iranske storbyer. Sidste stræk til Teheran Efter to dage i Isfahan tager vi hul på turens sidste strækning på 450 km til Teheran. Efterhånden som vi nærmer os mere tæt beboede områder, stiger trafikmængden, og det samme gør frekvensen af rastepladser. 25 km syd for den hellige by Qom støder vi endda på noget, der ligefrem kunne minde om Paradisets have inden for rastepladser, nemlig én der har både en iransk restaurant, en fastfoodrestaurant med pizza, burger og kylling, et supermarked der bl.a. sælger ispinde, en souvenirbod – ja, sågar en kiosk med bland-selv-slik.

Lige inden vi når Teheran, kommer vi til en gigantisk bygning under opførelse. Det er Ayatollah Khomeinis mausoleum. Det har været under opførelse i mange år og består ud over selve mausoleet af en butiksarkade og en stor park. Mausoleet krones af fire fuldbelagte minareter på 91 meter, hvilket symboliserer Khomeinis alder, da han døde.

 

Teheran ligger op ad skråningerne på de op til 5.600 meter høje Alborzbjerge, hvis toppe langt ind i foråret er dækket af sne (man skal ikke langt fra Teheran, før det faktisk er muligt at stå på ski i tre-fire

 

Ud & hjem igen:

Fly København- Teheran fås fra ca. 1.650 kr. t/r.

Logi : Hoteller i Iran fås til meget forskellige priser alt efter standard. I Isfahan boede vi på et firestjernet hotel til ca. 250 kr. per nat, mens et femstjernet i Teheran kostede ca. 800 kr. Man skal dog huske, at man ikke kan betale med kreditkort. Vi fik vores rejsebureau til at booke og betale hotellerne, men man kan formentlig godt bestille dem selv og så blot betale kontant. De samlede omkostninger for to personer i 11 dage (med hotel og indenrigsfly m.m.) beløb sig til ca. 30.000 kr.

Visum : Som dansker skal man have visum for at komme til Iran. Den iranske ambassade ligger på Østerbro i København og kan normalt udstede visum på et par dage, men hvis man beder pænt, som vi gjorde, kan det klares på ½ time, mens man venter. Iran måneder om året). Synet af bjergene, som vi naturligvis også fik et glimt af, da vi landede i Teheran ved begyndelsen af vores tur, symboliserer enden på vores rejse igennem dette fascinerende og meget anderledes land.

Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474. Han har til dato besøgt 16 territorier og 90 lande.

 

 
 
Share this