Strejftog i Mellemøsten


Erik Pontoppidans billede
Erik Pontoppidans billede
 
2008 sep

Mit allerførste indtryk af Mellemøsten var orientalsk musik fra en transistorradio i nattoget fra Sofia til Istanbul, hvor jeg delte kupé med nogle tyrkiske gæstearbejdere på vej hjem fra Tyskland. De delte gavmildt deres madpakker med mig og viste i det hele taget en venlighed, som man kun sjældent oplever i Vesten - noget, som på det tidspunkt var helt i modstrid med mine forventninger og fordomme om Mellemøsten. Det var i øvrigt min første rejse uden for Europa. Og dén rejse endte med at blive et kulturchok, der virkelig ville noget.
 

Hieroglyffer støder man på overalt i Egypten. Teksten på dette billede lyder i dansk oversættelse: "Jeg har stegt mad siden tidernes morgen - jeg har aldrig set en gås magen til denne"
 

Siden fik jeg for alvor blod på tanden, og gennem årene har jeg besøgt rigtig mange steder i Mellemøsten og de omgivende, arabiske lande. Jeg har drukket spandevis af sød, tyrkisk te for at holde varmen i den bidende vinterkulde i Øst-Anatoliens højland. Jeg har vandret rundt i basarerne i Teheran og Tabriz med deres folklore og meterhøje stabler af ægte tæpper. Jeg har besteget Kheopspyramiden ad den side, der vendte væk fra Turistpolitiet, fordi det var strengt forbudt at kravle derop. Jeg har redet på kamel i flere dage i Saharas ørken, med overnatning i beduintelt og frit udsyn til en fantastisk stjernehimmel. Og sidst, men ikke mindst: Jeg har to gange været på langtidsophold i en israelsk kibbutz, hvor jeg - udover at høste bananer, appelsiner og avocadoer - fik set det meste af landet og fik udvidet mit verdensbillede.

Sådan kunne jeg blive ved. Gennem årene har jeg fået en stor kærlighed til Mellemøsten - en kærlighed, som jeg desværre ikke deler med ret mange danskere i dag. Jeg skammer mig over at leve i et land, som i ytringsfrihedens hellige navn har forhånet en hel kultur og religion og oven i købet er stolte af det! I øvrigt er det både rystende og tankevækkende, at det er lykkedes den danske regering at bilde befolkningen ind, at sagen omkring Muhammed-tegningerne handler om ytringsfrihed. Når jeg hører muezzinen kalde til aftenbøn et sted derude, så giver det mig ikke kuldegysninger som hos mange af mine landsmænd. Jeg oplever muezzinen som et stemningsfuldt supplement til smukke ørkenlandskaber og fremmede kulturer.

Hvordan beskriver man så Mellemøsten i en kort artikel? Jeg vil skyde genvej og gribe til en ofte benyttet metode i vores fremragende blad: At udvælge nogle ”Highlights” i bedste Lonely Planet - stil. Så jeg vil tage udgangspunkt i to meget forskellige lande, hvor jeg har haft nogle gode og spændende oplevelser: Egypten og Israel.
 

Gensyn med Egypten

Fra en nubisk landsby nær Aswan. Det er især på Nilens vestbred (som her), at den egyptiske kultur er mest upåvirket af vor tid.

Egypten er et anderledes land på alle måder. At bo over 80 millioner mennesker i et område på størrelse med Jylland er i sig selv noget helt enestående. Landet er i virkeligheden en kæmpemæssig oase med ørken på begge sider, hvor livsbetingelserne er totalt afhængige af Nilens vand. Og så er Egypten historiens vugge. Et udsagn, mange sikkert har hørt før uden at tænke særlig meget over det, men det er bestemt ikke en floskel. Utrolig mange detaljer fra vores egen kultur kan spores tilbage til oldtidens Egypten, hvad enten det drejer sig om skriftsprog, talemåder eller traditioner.

Jeg har besøgt Egypten tre gange på forskellige tidspunkter (i 1975, 1976 og sidst i februar/marts 2005). Jeg vil aldrig glemme mit allerførste møde med landet i december 1975. At blive smidt af i millionbyen Cairo efter få timers flyvning fra det vinterkolde Danmark var fantastisk, og det levede fuldt ud op til alle eksotiske forestillinger. Det samme gjorde togrejsen op gennem Nildalen med det frugtbare, tæt befolkede landskab. Og så var der naturligvis det, alle kommer for at se: Pyramiderne, templerne og kongegravene.
 

Felukka-båd på Nilen kort før solnedgang, nær Aswan. I baggrunden ses Saharas ørkenklitter. Lyset på dette tidspunkt af dagen er helt fantastisk.
 

Året efter, i julen 1976, tog jeg derned igen for at holde jul og nytår i et primitivt guesthouse på vestbredden ved Luxor. Det blev en oplevelse for livet. Vi boede hos Sheik Ali Abd el Rasoul i et hus af tørrede lersten og red eller cyklede rundt til de verdensberømte templer og kongegrave, der findes i området. Trods de mange turister gennem århundreder i Kongernes og Dronningernes dal, som lå lige ved siden af, var dette område forbavsende uberørt, og der var en helt speciel stemning på dette sted, ikke mindst på grund af det særlige lys og de meget flotte ørkenbjerge i baggrunden.
 

Egypten i det nye årtusind

Derefter gik der 29 år, før jeg igen fik mulighed for at besøge Egypten i februar og marts 2005. Jeg var naturligvis spændt på gensynet, og jeg var forberedt på dels den almindelige udvikling, dels på den påvirkning, masseturismen havde påført landet. Og ja, meget har ændret sig siden 1970-erne. I dag er der langt færre, der går med den traditionelle egyptiske galabiya-beklædning. Vestbredden ved Luxor er blevet fyldt med nye bebyggelser, vejene er blevet bredere og mere trafikerede, og sidst, men ikke mindst: Turiststrømmen er eksploderet. Hvis man i dag vil besøge de store templer og kongegrave med et minimum af udbytte, bør man foretage besøget på egen hånd, og man bør desuden ankomme meget tidligt om morgenen, hvor antallet af turister er minimalt og lyset er helt fantastisk.

I forhold til mine to tidligere Egypten-besøg i 1970-erne var der én ting, jeg ikke havde prøvet før: Et Nil-krydstogt! Og dét blev en ganske positiv oplevelse. I løbet af en lille uges tid sejlede vi fra Luxor til Aswan og retur, mens vi boede i en udvendig kahyt med bad, toilet og terrasse. Undervejs lagde skibet ind ved de steder, hvor der var historiske seværdigheder, man kunne besøge, hvis man havde lyst. Og forplejningen var upåklagelig. Ikke femstjernet luksus, men vi fik rigtig meget for pengene. En af de helt store oplevelser var at sidde på soldækket sent på eftermiddagen og høre 10-20 muezziner kalde til aftenbøn samtidigt, mens skibet gled gennem det årtusindgamle, smukke, frugtbare landskab med Saharas ørken som baggrundskulisse. Fuldstændig surrealistisk!
 

Israel før og nu

I 1972 / 73 arbejdede jeg i en kibbutz i to omgange på sammenlagt fire måneder. Det var en positiv og spændende oplevelse. Kibbutzen lå meget naturskønt på en bakketop i det nordlige Israel, tæt på grænsen til Libanon. Dengang var det politisk korrekt at rejse til Israel, og der var stadig en del af den pionerånd tilbage, som eksisterede omkring staten Israels oprettelse i 1948. I kibbutzerne kom der unge frivillige fra hele verden. Man fik ikke løn for sit arbejde, men til gengæld fik man gratis kost og logi, mødte spændende mennesker og fik udvidet sin horisont. Indkvarteringen for udlændinge var meget primitiv (vores kvarter i kibbutzen blev kaldt ghettoen!), men det var ikke det, som var det væsentlige. Selv om man arbejdede hårdt i banan- og appelsinplantagerne og fik jord under neglene, så var der alligevel masser af tid til socialt samvær og givende samtaler med vidt forskellige mennesker fra hele verden. Det var i det hele taget et eldorado for enhver udadvendt backpacker, som var interesseret i verden omkring sig. Dén mulighed eksisterer desværre ikke i dag, hvor den økonomiske gulerod har sejret ad helvede til, og hvor tanken om et landbrugskollektiv for de fleste danner associationer til rådne tomater og rustne traktorer! I dag er den kollektive kibbutztanke helt væk, og den tidligere pionerånd i kibbutzerne er afløst af en virksomhedslignende kultur, hvor det er profitten frem for idealismen, der styrer det hele.

Der blev knyttet mange venskaber og sociale kontakter under kibbutz-opholdet, og jeg fik et indgående kendskab til regionen og en stor interesse for Mellemøsten, som jeg har bibeholdt lige siden. Og så var det forfriskende anderledes at arbejde i markerne, når man hjemme i Danmark var vant til indendørs, stillesiddende arbejde. Under mit sidste ophold oplevede jeg i øvrigt starten af Yom Kippur-krigen i oktober 1973, hvor Katusha-raketterne fra det sydlige Libanon slog ned i markerne omkring os, og de unge mænd i kibbutzen blev sendt ud til fronterne.

Udover oplevelsen ved at arbejde i en kibbutz fik vi mulighed for at rejse rundt i Israel på egen hånd. Næppe mange lande kan præstere en så mangfoldig og tæt samling af historiske seværdigheder. De bibelske steder fra det gamle og nye testamente: Betlehem, Jerusalem, Genezaret Sø, Kapernaum, Det Døde Hav, Jericho, for blot at nævne nogle - de var der alle sammen! Som en ekstra oplevelse rejste jeg 5 dage rundt i Sinai-ørkenens røde bjerge med 4 hjulstrækker, hvor vi overnattede under åben stjernehimmel. En meget stor naturoplevelse, som kulminerede med bestigningen af Sinai-bjerget, hvor Moses ifølge bibelen modtog de 10 bud.
 

Israel - Palæstina - en uløselig konflikt

Når jeg beskriver mit kibbutz-ophold i Israel vil det være forkert ikke også at omtale den snart 60-årige konflikt mellem Israel og Palæstina. Normalt plejer man jo ikke at give sig af med politik i vores blad, men når det drejer sig om Mellemøsten, er den nyere verdenshistorie så meget forbundet med rejseoplevelsen, at den ikke er til at komme uden om. Her er et udpluk af min egen, subjektive holdning. Man kan så vælge at være rygende uenig eller det modsatte:

Konflikten mellem Israel og Palæstina er efter min mening uløselig. Man kan ikke både beholde et erobret territorium og slutte fred med en befolkning, som man tidligere har fordrevet fra deres hjem og udraderet dets landsbyer med den begrundelse, at "landet er vores, for vi boede her for 2.000 år siden, og i øvrigt har vi fået det foræret af Gud". Det er noget af det, man hører den dag i dag fra nogle af de israelske bosættelser i de besatte områder, når de nægter at flytte sig.
 

Børn i Alfara flygtningelejr i Palæstina kigger ud gennem tremmer på en af de få rejsende der har fået adgang til området. (SKN)
 

Jeg kan også godt langt hen ad vejen følge arabernes argumentation, når de siger: "Det var forfærdeligt, hvad der skete med jøderne under Anden Verdenskrig, men hvorfor skal vi betale prisen for det, når vi intet havde med denne forbrydelse at gøre". Hvis man ser tilbage på den nyere historie omkring det moderne Israels tilblivelse, så er det paradoksalt nok jødernes værste fjender, som har dannet grundlaget for, at landet blev skabt. Jeg tror næppe, at Israel havde eksisteret, hvis ikke jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig havde fundet sted. De frygtelige ting, der skete i Tyskland starten af 1940'erne, skabte en enorm goodwill for at give jøderne deres eget land, men Mellemøsten havde intet med Hitlers forbrydelser at gøre. I øvrigt er det tankevækkende, at der i Europa, der dengang blev betragtet som verdens kulturelle centrum, blev iværksat en industriel udryddelse af en hel befolkning - en forbrydelse af en kaliber, man normalt ville forvente kun kunne finde sted i såkaldt primitive, barbariske lande i f.eks. Rwanda, Congo eller i andre dele af den tredje verden.

Det er sagt og skrevet mange gange før, men det kan ikke siges tydeligt nok: Den inderste drivkraft og rødderne omkring hadet mod Israel og selvmordsbomberne skal findes hos de hundredetusinder af palæstinensere, som blev fordrevet fra hus og hjem i årene omkring statens oprettelse. Det er efterkommerne af disse familier, som primært bærer brænde til bålet omkring konflikten. Flere millioner af dem lever stadig i flygtningelejre i Israels nabolande, hvor de har særdeles vanskeligt ved at blive integreret i de omgivende samfund. Deres problemer bliver ikke mindre af, at mange af de lande, de opholder sig i, nægter at integrere dem med den begrundelse, at Palæstina-konflikten derved vil virke mindre synlig til fordel for resten af verden.

 

 
 
Share this