"You! Country?" En rejse til gæstfrihedens land, Iran


Nikolaj Wittes billede
Nikolaj Wittes billede
 
2011 jun
Der skal shoppes i basarene, og der kan købes alt mellem himmel og jord

 

"You! Country?" får en gammel dame helt klædt i sit sorte telt fremført meget koncerteret og smilende. Jeg antager det betyder 'Hvor kommer du fra?' og svare Dan-mak - på persisk hedder vores kære land åbenbart næsten det samme som på dansk.

Smilet breder sig til øjnene og alle rynkerne, mens hun nikker og gentager Dan-mak.

"Welcome to Iran," siger hun, inden vores veje atter skilles.

Hun er hverken den første eller den sidste, som jeg har denne og utallige andre samtaler med. Iranerne er måske planetens mest ufattelig nysgerrige folk, og der er ikke sammenhæng mellem nysgerrigheden og sprogkundskaberne. Mange snakker ganske godt engelsk, men ellers tager vi den bare på persisk og med hænderne.

Helt ind i historien ved Persepolis

Efter en kort og hektisk dag i Teheran flyver jeg med Iran Air - der ikke falder ned - til Shiraz. Jeg opstøver et hotel og møder her en backpacker fra Beijing, som spørger om jeg ikke vil med til Persepolis. Han har helt styr på tingene, og vi skal blive derude, så vi kan se solnedgangen - den er jeg helt med på.

På vej derud diskuterer vi både Kinas politiske og internationale, økonomiske situation - og savnet af god, kinesiske mad, for min ven Shu har nu rejste i Mellemøsten i snart en måned. Inden vi skal sætte fødderne på Persepolis' berømte trappe, skal vi forbi Naqsh-e Rostam og Naqsh-e Rajab, og det bliver mit første møde med den oldgamle, persiske kultur. Jeg beundrer kongegravene, som er hugget ud i klipperne højt hævet over almindelige, dødelige mennesker. Her findes både Darius I - der byggede Persepolis - og Xerxes I - der byggede videre på stenbyen - samt andre af fortidens storslåede konger. Dybt herinde blev kongernes knogler lagt, efter at gribbe havde renset dem for kød. Over indgangene ses kongerne foran ild-altre, mens undersåtter fra vasalstaterne viser deres respekt.

Persepolis har altid stået helt oppe i toppen af min liste over ting jeg skal se, og jeg bliver bestemt ikke skuffet. Sten og udhugninger fortæller oldtidens historie om Persien - men den levende historie er lige omkring mig, og snart bliver jeg omringet af en skoleklasse. De skal have alle detaljerne om, hvem jeg er, om jeg er gift, hvad mit arbejde er, og hvad jeg synes om Iran. Jeg fortæller dem, at jeg netop er her for at ændre mit stereotype billede. De nikker alvorligt, da jeg fortæller, at Iran ikke får den mest positive behandling i den danske presse, og smiler meget da jeg fortæller om de venlige mennesker, som jeg møder overalt. Og så er det fototid. Alle hiver deres mobiltelefoner frem, og jeg må tålmodigt stå model, indtil alle har fået deres billede sammen med mig.

Længere nede mellem søjlerne er der et par knægte, der vil imponere mig ved at vise deres muskler, og jeg skal da bestemt have billeder af 10-12 årlige drengerøve, der tror de er seje. Efter at have fået hele Danmarks fodboldhistorie fortalt - på persisk, men jeg forstår navne og årstal - bliver jeg indfanget i en diskussion om, hvorvidt Isfahan eller Siraz er den bedste by. Det er helt umuligt at stå bare 30 sekunder alene i Iran, for enten er folk vanvittigt nysgerrige, eller også får de ondt af mig pga. mine manglende venner eller familie. Hyggeligt er det, og jeg føler jeg har en helt nation af nye venner.

Inde i byen fortæller folk mig, at alle iranere har to bøger i deres hjem: Koranen og digtsamlingen af Hafez - mange vil endog bytte rækkefølgen om. Ude ved han grav sidder folk i alle nicherne og læser op for hinanden, for kæresten eller for sig selv. "I går aftes sang nattergalen fra cypressens gren, i gamle persiske toner,  en lektion af åndelig niveauer." Hvad snakker han om? Snakker Hafez om en prins, der snakker til sine undersåtter? En elsker, der kurtiserer sin udkårne? Eller måske en indsigt i den spirituelle verden?

Skolebørn, der bare SKAL have deres billede taget - iranerne er helt sikkert Irans største highlight

 

Ud i ørknen og ind i religionen i Yazd

Irans netværk af busser er meget udbygget, og hurtigt sidder jeg på en Volvobus på vej ud i ørknen og over bjergene mod byen Yazd. Det er fascinerende at kigge ud af vinduet i syv timer, hvor sand og klipper virker evige, og de enkelte grusspor, der leder dybere ind, leder mine tanker hen på karavaner, fyrretyve røvere og moderne eventyr. Til sidst er der sne på toppen af bjergene, som med sine over 4000 meters højde giver en skøn kontrast til landskabets endeløse uforanderlighed. Jeg roder rundt i Yazds ørkenfarvede og mudderskabte gyder; så smalle at ingen bil kan komme herind og forvirrende nok i dagslys.  Jeg kaster jeg mig ud i dem i aftnensmørke, ind til jeg pludselig kan dufte stegt fasan og krydret kamelkød.

Ind træder jeg i et gammelt, traditionelt hus, som er omdannet til hotel og restaurant - her bliver jeg nødt til at bo - og i månens skær kaster jeg mig sultent over Persiens lækkerier. Yazd er berømt for sin labyrintiske by og de tårne, som giver svalende luft til beboerne. Det er som en tidlig og helt energifri aircondition - smart. Her er også flotte moskéer og en basar at fare vild i. Men frem for alt er her gyderne og husene - disse skønne, gamle, traditionelle huse som gemmer på dejlige, tilplantede gårdhaver. 

Da jeg hurtigt er faret vild og er helt på afveje, kommer der pludselig en flink fyr, som kun kan tre-fem ord på engelsk. Men det fremgår tydeligt af hans hiven mig i skjorten, at jeg skal komme med hjem til ham. Stolt viser han sit traditionelle hus frem. Jeg skal tage billeder af hans planter, hans barn, ham selv, og så skal der drikkes noget underligt planteværk. Han viser mig, hvilke planter det er, og de ligner mest lange grønne larver, men de skal bare blandes op i vand, og så smager det dejligt svalende og sødt. Sammen får vi taget billeder og snakket om huset - tror jeg nok - og alt muligt andet, som man kan uden samme sprog. Han tegner et landkort for mig, og efter en times tid er jeg igen på vej rundt i labyrinten. 

Om aftnen gør jeg mig igen klar til min luksusbuffet af Persiens bedste lækkerier. Jeg har netop knappet en iransk øl op - de har en dejlig frugtsmag, men absolut ingen alkohol - da en ung mullah slår sig ned ved mit bord. Ja, faktisk har han snuppet min stol, mens jeg var oppe efter lidt mere af den dejlige kamel.

Med sin fine kappe og velformede, hvide turban spørger han pænt, om han må blive siddende ved mit bord og snakke med mig. Ja, jo selvfølgelig, så kan jeg måske også forstå lidt mere af islam a la Iran. Mens han holder et længere foredrag om forskellen på sunnier og shiaer, hvilken efterfølger til profeten Muhammed, der er den rigtige, vigtigheden af alt dette og den velsignede fred, som islam ønsker at sprede, spiser jeg færdig. Efter kort at have forklaret ham, at jeg synes det er noget pjat, at muslimer ikke kan blive enige, spørger jeg mere ind til islams rolle i hverdagen i Iran. En ting som slår mig er, at han næsten fornærmet siger, at det bestemt ikke er staten, der betaler for moskéerne og hans job. Det er private donationer og koranskolerne, som står for det - tja, så der er større adskillelse mellem stat og kirke i Den Islamiske Republik Iran end i Kongeriget Danmark. Vi diskuterer Taliban og Al Qaeda samt deres rolle i verden. Han er tydeligt dybt frustreret over, at begge dele er amerikanske opfindelser som - i det mindste i begyndelsen - blev trænet og støttet økonomisk af blandt andet CIA. Han er forståeligt nok ikke begejstret for denne terrorisme, skabt af amerikanerne, som blandt andet Iran nu får skylden for at støtte. Han går endog så vidt som til at hævde, at 9/11 er skabt af amerikanerne selv eller måske mere realistisk af zionisterne. Zionisterne skulle efter sigende også være skyld i den evigt dårlige medieomtale, som Iran får i hele verden. "Hvad tror jeg?" spørger han reelt nysgerrigt. Jeg forklarer, at den med zionistteorierne er jeg ikke helt overbevist om, blandt andet da Iran også får dårlig omtale i Danmark, og jeg ikke tror vores medier er styret af zionister. Til gengæld giver jeg ham ret i store dele af baggrunden for Taliban, Al Qaeda og Saddam Hussein, ligesom jeg godt ved, at USA, med CIA, har støttet terrorister og andre angreb på Iran gennem tiden - specielt omkring shahen og revolutionen. Mørket er for længst faldet på, og vores samtale kommer omkring både min tro og livsfilosofi, suffisme - islamisk mysticisme, som jeg finder utrolig spændende, men som ikke altid accepteres af de mere traditionelle lærde - og alverdens internationale politik.

Til den halve verden i Isfahan

Et par dage - og rigtig mange samtaler - senere ankommer jeg til Isfahan. Allerede om aftnen ser jeg, hvor skønt Si-o-Seh broen står over floden, og handelsgaden virker som det moderne Asien. Smarte tøjbutikker, gode is og hyggelige caféer. Her skal jeg helt sikkert også falde godt til. Jeg er på opdagelse i basaren og rundt i alle moskéerne, for Isfahan er den halve verden - det siger digterne og guidebogen. Der er nok at se på, og kamelslagterne har også tilbud på gode ben, så jeg frydes over denne skønne by.

De islamiske skoler har rigtig meget magt i Iran, og man finder dem over alt.

Hvis man spørgere pænt, får man ofte lov at komme ind til en snak

 

Efter endt sightseeing står jeg på verdens andenstørste plads - Imam Pladsen. Det er første og eneste sted i Iran, hvor jeg føler at der faktisk er turister - jeg ser hele grupper (en eller to), og det er helt bestemt eneste gang i Iran, at der er en kioskejer, som prøver at kræve mere end hvad tingene rigtig koster. Imødekommenheden er der dog stadig ikke noget galt med, så mens jeg sidder og ser dagens sidste solstråler farve den overdådige Imam Moskéens turkise kuppel, kommer der pludselig en flok knægte med en is til mig. "Den har vi købt til dig," forklarer de. "Tak, tak," siger jeg, og samtalen går hurtigt derudaf. De pludrer om alt og hele verden. De er kurdere på skoleudflugt. Kurderne har det til tider hårdt i Iran, men bedre her end i Tyrkiet. Til gengæld nyder de stor frihed i Irak. Og hvorfor skal jeg ikke til Kurdistan? Længslen og de høje bjerge står næsten malet i deres øjne.

Jeg forklarer, at det havde jeg jo også planlagt, men der var lidt problemer med mit visum. Jeg kan i hvert fald bo hos dem, og de skal nok vise mig hele Kurdistan. Timerne går, mens vi snakker, og jeg lover at komme ud til deres landsby på grænsen mellem Iran og Irak næste gang. Vi får taget vores gode gruppebilleder med alle mand som smiler, og pludselig skal jeg også have gaver. Jeg prøver at forklare dem, at det er alt for meget, og de har jo lige købt det - men lige lidt hjælper det. Jeg kommer hjem med store pakker af Isfahans berømte pistacie-franske-nougat-dessert og en helt gruppe nye facebook-venner. Gang på gang har jeg indvendt over for de unge, at det er ulovligt og umuligt at bruge facebook i Iran. Ja, ja, siger de og blinker indforstået til mig. Hvis du ved, hvad du skal gøre, så er verden aldrig så lukket som alverdens styrer tror.

Næste morgen står i de persiske havers tegn, og bedst som jeg går og nyder det dejlige vejr, står der pludselig en flere meter høj, kridhvid dansker og tiltaler mig på det groveste. Minsandten om ikke vores ærede medlem Søren Bonde også har besluttet at lægge vejen forbi Chehel Sotun Paladset. Han halser efter sin gruppe, som han - uden tvivl meget kompetent - er leder for. Senere mødes vi igen nede på Imam Pladsen og har tid til en snak om persere, arabere og tyrkere - og vigtigheden af ikke at sammenligne dem.

I basarene findes Irans økonomiske nerve, men selv her skal der være tid til livet og et spil med naboen

 

Landsbyidyl og endnu flere tehuse

Da jeg endelig tager mig sammen til at komme videre, ender jeg i Kashan, hvor jeg løber ind i en håndfuld taiwanesere. Vi har snakket sammen på hele turen og hilst på hinanden i hver en by, siden jeg hjalp dem med at bestille kebab i Shiraz, så i samlet flok skaffer vi en bil der kan køre os til Abyaneh. Jeg synes aldrig at løbe ind i europærer, men dem ser jeg også nok af til hverdag. Landsbyen er utrolig velbevaret og en velkommen modvægt til storbyerne. Æslerne står i gaderne, og de gamle damer sælger deres tørrede æblestykker. Endnu mere interessant er turen hertil, for da mine øjne først ser det, så spotter jeg dem over alt: Kæmpe maskinpistoler og antiluftkanoner. Der er militære fuglereder overalt, og midt i det hele kører vi lige forbi Irans omdiskuterede atomkraftanlæg. Mon de arbejder på en bombe, tænker jeg, eller satser de bare på fredelig energi. Jeg forstår godt den voldsomme beskyttelse for selv renset for propagandaen, så har Israel truet med at bombe anlægget, og der er nok også flere andre i det internationale samfund, der helst så det ikke eksisterede. Med 120 i timen suser vi gennem området, og hverken parkering eller foto er tilladt. Det virker også som om, vores chauffør helst vil skynde sig ud igen. Tilbage i Kashan går jeg på opdagelse i byen, og inde i basaren finder jeg det mest fantastiske tehus - eller snarere en tehytte med at par siddepladser. Under en mægtig kuppel, inde mellem tæppehandlere og alskens købmænd, er der sandelig en, som vil forfriske min sjæl med persisk te. Det kan ingen sige nej tak til.

Jeg forsøger igen at drikke det på iransk manér - man tager sukkerknalden ind i munden først og drikker så teen hen over den. Det lykkes mig aldrig, til gengæld nyder jeg de dadler, som altid følger med min te.

En ældre herre, der sidder på kanten af Imam Pladsen i Isfahan, og ser livet udfolde sig foran sig

 

Afslutning i storbyen

 I Teheran får jeg hurtigt lidt for meget af alle bilerne og forureningen. Så efter et par museer, tehuse og basarer tager jeg på dagudflugt op i bjergene. Det er ikke helt ligetil, men heller ikke helt besværligt, og snart sidder jeg i en lift, som hiver mig op mod sneen.

Allerede fra første gang jeg var her i byen, har jeg beundret en storby der ligger så smukt. Tænk sig, her kan jeg stå nede i varmen og benzinosen og se de hvide bjergtinder.

Jeg falder i snak med en masse skolebørn, der alle skal forhøre sig om Iran og om Danmark og om mig og om alt muligt... Jeg gør mit bedste for at give dem ærlige og brugbare svar. Og får taget vores billeder sammen.

Teheran ligger nu for mine fødder, og bjergene er fyldt med vandrestier og indtil for helt kort tid siden også med skispor. Jeg laver mig en snebold, og mens jeg tænksomt husker tilbage på ørknen, beslutter jeg at opfylde det, som jeg har lovet næsten alle iranere: Jeg vil fortælle alle i Danmark om, hvilket dejligt land Iran er, og hvor ufattelig imødekommende iranere er. Et folk som får så dårlig omtale, men som higer så meget efter kontakt og inviterer alle gæster på en snak og en kop te.

Der er så mange smukke kakler, mosaikker og anden kunst i Iran - her ridder shahen på jagt på sin elefant

 

 

Faktabox

Hvad du skal vide om Iran Skal du flyve med Iran Air - altså indenrigs - så vælg deres Airbusfly. Det er de sikreste, og hvis du spørger, når du booker, vil de gerne oplyse, hvilke fly der flyver. Deres Tupolev skal man helst undgå, selv salgsagenterne griner af dem. Jeg var lige ved at komme i fedtefadet med mit Visakort og ingen kontanter. Du kan ikke hæve penge i Iran - tag alle de kontanter med, som du måske tror, du får brug for - helst euro, men dollars er også ok. Det er ufatteligt nemt at rejse rundt på egen hånd, men iranerne tror, du er tosset og undrer sig over, hvorfor du ingen venner eller familie har. Beklædning er et følsomt emne i Iran. Kvinder skal dække håret med et tørklæde og bagdelen med en frakke. Ingen bare ben - hverken mænd eller kvinder. For mænd ser det pænt ud i langærmet skjorte, men en kortærmet af slagsen er også helt fint. Jeg brugte omkring 200-250 kr. per dag, og for det levede jeg ganske fint, men ikke som en persisk konge. For det beløb fik jeg indenrigsfly, busser, souvenirs, mad, hoteller, taxaer og alt hvad jeg ellers havde brug for.
 
 
Share this