En fantastisk rejse i barnebarnhøjde


Teddy Borrings billede
Teddy Borrings billede
 
2013 sep
Marcus og Bedste påtoppen af vulkanen, klar til at stige ned i dens indre

12. august 2012 skulle min kone og jeg med vores barnebarn Marcus på otte år på vandretur i den islandske natur. Vækkeuret ringer kl. 06.30, og en time senere bliver vi hentet og samlet i en gruppe på 12, der skal med på dagens tur ”Inside the Volcano”. På vejen, ude i Reykjanes, som er det lille forbjerg syd for Reykjavik, og endnu et af Islands vulkanske områder, stiger vores kvindelige guide på. Hun lover os med det samme en barsk tur med masser af regn og vind. Er vi nu også indstillet på det, og har vi tøj på til det? That’s the question.

Det ser slet ikke så vildt ud, mens vi kører hernede, men så snart vi drejer væk fra hovedvejen og begynder at køre opad, tager regnen til. Et skilt forkynder, at vejen er åben op til Bláfjöll, ”de blå bjerge”, som er en udslukt vulkan og et populært skiområde. Vi bliver sat af bussen og skal gå tre km –  kun tre km – op gennem en lavamark med en strid blæst i ryggen alt imens regnen vælter ned, så hurtigt er vi er godt våde.

Mine briller dugger, så det varer ikke længe, før jeg styrter, men heldigvis slår jeg mig ikke. Bare op igen og videre efter Marcus, som vi kan se på lang afstand, idet han er iklædt et af vores gule Mickey-regnslag, som han krampagtigt må holde sammen på. Det område, vi går i, er stadig aktiv vulkansk, og det er ikke noget med hvis, men når lavaen bryder igennem overfladen og begynder at løbe ned mod Reykjavik. Vi ser et par huller, der fortæller, at der er lange grotter lige under os. Nu begynder det så småt at gå opad, hvilket betyder, at vinden også tager til, men det opdager vi slet ikke, så våde er vi. Hvis vi skal se på det positive lige nu, så er det, at temperaturen ligger på 12°C, så det er ikke koldt.

Endelig kan vi se målet foran os. Vulkankeglen rejser sig i regndisen, og det varer derfor ikke længe, før vi er fremme ved Base Camp. Vi bliver opdelt i fire grupper, hvorefter det er med at komme i sikkerhedsselen samt få sikkerhedshjelm på. Jeg får en af guidernes varme jakker, idet min egen jakke er gennemblødt. Marcus låner også en varm jakke, da der kun er 4°C nede i vulkanens krater. Vi får en kop kaffe, mens den første gruppe begynder den sidste opstigning, og inden længe er det os. Vi følger efter en af guiderne op til vulkanens top, og da vi drejer rundt om den, stormer det så meget, at Marcus næsten ikke kan stå fast. Guiden har dog et fast tag i ham. Det er en fedtet tur det sidste stykke, så det gælder virkelig om at stå fast, hvis man ikke vil falde ud over kanten.

Oppe ved krateret skal vi godt fem meter ud på en stålbro, således at vi står lige over krateråbningen. Derfra skal vi over i en åben elevator, der skal fire os 120 meter ned i vulkanen. Men ingen problemer – vi bliver spændt godt fast, inden elevatoren starter. Hele turen ned tager otte minutter, og der er lys på kraterets vægge, således at vi kan se, hvordan lavaen har dannet forskellige formationer. Det er virkelig flot. Et sted er vi så tæt på kratervæggen, at vi må skubbe elevatoren lidt ud.

Nede på bunden kan vi tydeligt se, hvorfra den flydende lava – magmaen – er kommet. Bedste siger, at det stadig ryger dernede, men nu er det altså 4.000 år siden, vulkanen har været i udbrud, så det er nok bare kulde, og det er virkelig koldt. Der drypper iskoldt vand ned fra magma-istapperne i den størknede lavahimmel. Her er total stilhed. Marcus går på opdagelse. Da vulkanudbruddet stoppede, blev dette hulrum skabt, og intet har bevæget sig her siden. Det er fantastisk med farverne, hvor rødsorte striber skærer sig gennem indersiden af krateret på det sted, hvor udbruddet var på sit højeste. Rundt omkring ligger lavasten i mange farvenuancer. Okker, røde, karrygule, blå og kulsorte. Vi er hernede lidt over ½ time, og da vi kommer op igen, regner det ikke mere, men jeg skal have et fast greb om Marcus i stormen, da vi går ned til Base Camp, hvor der bliver serveret varm suppe. Jeg fryser som en lille hund, så af med min bluse og på med en islandsk skuldervarmer, mens jeg spiser suppen.

Igen låner jeg en af guidernes jakker til nedturen, idet vi nu skal have vinden imod os, og den er absolut ikke stilnet af. Det er begyndt at regne igen, og som guiderne siger, er der intet tøj, der kan holde den slags vejr ude. Marcus kan overhovedet ikke styre regnslaget. Det er blæst i stykker, så nu bliver det bundet omkring ham, således at han ikke bliver lige så gennemblødt som os andre. Bedste har så meget vand i sine støvler, at hendes fødder står under vand. Marcus er begyndt at sige, at han fryser, og at han meget gerne snart vil se bussen, men det vil vi andre sandelig også!

Endelig er vi nede, hvor bussen venter. Vi bliver sat af ved vores hotel, og det kan nok være, at folk kigger på os, da vi svupper ind til elevatoren. Det har været en fantastisk tur. Once in a lifetime, og ikke et eneste øjeblik har Marcus brokket sig i dag, nej … det har bare været en ”cool tur.” Med sin nye hue på kan han signalere, at han har været inside the volcano, og der er ingen tvivl om, at han nok skal fortælle om det, og så synes han i øvrigt lige, at vi virkelig har fortjent et par gode pizzaer.

Vi hopper fra den kontinentale til den nordamerikanske plade midt i lavamarken i et forrygende  vejr

 

 
 
Share this