Syvogtyve dage på Europas landeveje


Arne Runges billede
Arne Runges billede
 
2008 juni

        

Jeg rejste engang med rygsæk rundt om Middelhavet. Det tog ni år. Jeg havde ingen penge med hjemmefra, så jeg måtte arbejde mig frem. Først som gademusiker, senere som pianist på natklubber og hoteller og hen ad vejen som tjener, bartender, pelsjæger, hajfisker, våbenhandler, opvasker, oliven- og dadelplukker, rejseleder og til sidst som destinationschef for et mindre dansk rejsebureau i Tunesien. Det hele begyndte med en uges charterrejse til Mallorca. Da rejsen var slut og de andre rejste hjem, havde jeg slet ikke fået nok, så jeg besluttede mig til at rejse en tur rundt om Middelhavet. Undervejs traf jeg de smukkeste kvinder, fik drømmejobs og traf venner, som jeg stadig har kontakt med, her tredive år senere. De første syvogtyve dage rejste jeg på stop fra Barcelona til Israel.

Kjeld og jeg i Barcelona før afrejsen til Israel
 

Der er langt fra Barcelona til Israel ...

.... når man kører på tommelfingeren. Men har man tiden, får man oplevelser, man sent glemmer, hvorimod flyveturen hurtigt er glemt, med mindre man er så heldig at flyet bliver kapret. Og så koster det omtrent det samme, fandt jeg ud af. Syttenhundrede kroner i nittenhundrede femoghalvfjerds priser. Det kunne sikkert have gået noget hurtigere, men det vigtigste ved at rejse er jo at have sjælen med, så med alle de oplevelser jeg nødigt ville have gået glip af, tog turen syvogtyve dage. I Frankrig blev jeg flere gange taget op af bøsser, men klarede det med min manddom i behold. I Italien sov jeg, som det mest sikre sted - når jeg nu ikke havde råd til hoteller - i midterrabatten på motorvejene, og på Rhodos fik jeg en fisker til at sejle mig til Tyrkiet, da der på det tidspunkt var uroligheder mellem Grækenland og Tyrkiet og derfor ingen færger. I Syrien liftede jeg med en kortege af sorte tyske Mercedes'er, som en eller anden sheik havde købt i Tyskland, og som skulle leveres i Damaskus, og i Jordan var jeg nær blevet stenet, da jeg spiste på gaden, midt i Ramadanen. Men alt endte godt, jeg nåede til Israel og tilbragte tre måneder i en kibbutz. Men jeg stod osse ofte i mange timer på landevejene, uden at nogen gad tage mig op.

Kjeld var svensker og fra Stockholm. Vi arbejdede sammen i et pelsfirma på Mallorca, hvor vi indbød folk til modeshow og solgte pelse på afbetaling. Vi startede med at drikke folk fulde i billig lokal champagne, og efter mannequin-opvisningen hængte vi en pels på damerne og trak dem hen foran et spejl og fortalte, at de var smukke, og hvis de købte pelsen, skulle der først betales afdrag en måned efter hjemkomsten til hjemlandet. Og hvis pelsen ikke sad præcis som den skulle, kunne vi gratis rette den til. Kvinderne var altid med på idéen, og mændene skulle bare være lidt halvfulde og i godt humør for at skrive under på vekslerne. Hvis de nølede, fik de bare et par glas champagne mere. Efter et år fik vi lyst til at prøve noget nyt. Vi havde hørt, fra en dansk turist, om kibbutzer i Israel med gratis kost, logi og lommepenge, mod seks timers dagligt arbejde, og det ville vi prøve. Vi undersøgte flypriserne og fandt ud af, at det var dyrt, så vi blev enige om at tage turen på tommelfingeren og sove under åben himmel på vejen for at have penge nok.

Vi tog natbåden fra Mallorca til Barcelona, hvor vi drak os fulde et par dage, for lige som at drikke os mod til den lange tur til Tel Aviv. Vi havde begge prøvet at lifte mange gange før og vidste, at med to fyre sammen, så var det meget svært, næsten umuligt, så vi lavede et system for, hvordan vi mødtes undervejs og liftede så enketvis. Vi aftalte at mødes i forskellige byer undervejs, første gang i Genova i Italien. Vi skulle mødes udenfor hovedpostkontoret, men da der kunne være stor tidsforskel på, hvornår vi nåede frem, skulle vi begge gå hen til postkontoret fra klokken ni til ti om morgenen og igen fra klokken ni til ti om aftenen. Det skulle vi gøre i to dage, og hvis den anden ikke kom, skulle vi lifte videre til næste stop og gøre det samme. Næste stop skulle være Rom og tredje stop Brindisi.
 

Verden er fuld af ivrige bøsser, når man er ung og lyshåret

Vi sov første nat på stranden i Barcelona og vågnede om morgenen med vandet kun et par meter fra, hvor vi sov. Der var tyve meter til havet, da vi lagde os om aftenen, men det var blevet højvande i løbet af natten. Vi gik op til caféen og fik et par morgenbajere, og så begyndte rejsen. Jeg kom først op og så ikke Kjeld igen før i Genua. Mine første lift tog mig til Narbonne i Frankrig, hvor jeg ankom sent på aftenen. Jeg gik ind på en cafe for at vente til det blev mørkt, så jeg kunne finde et overnatningssted. I Frankrig var vin billigere end kaffe, så jeg bestilte et glas rødvin. En ældre marokkaner kom hen til mig og inviterede på endnu et par glas. Vi snakkede sammen, og jeg fortalte om min plan om at lifte til Israel. Hvor skal du sove i nat, spurgte han efter nogle glas, og jeg fortalte ham, at jeg ville lægge mig i en park. Jeg har en sofa du kan låne, sagde han, og sådan blev det. Hjemme åbnede han en flaske rom, og vi blev godt halvsnalrede, før vi lagde os. Men jeg fik ikke sovet meget den nat, for marokkaneren var bøsse og kom flere gange kravlende hen til sofaen for at forføre mig. Til sidst fald han i søvn, og jeg kunne slappe af.

Næste morgen fik jeg et lift med en ung franskmand, der fortalte, at han var på vej til en nudiststrand, der lå i samme retning som jeg skulle, så jeg tog med. Vi lagde os på stranden parat til at kikke på damer, troede jeg. Franskmanden tog alt tøjet af, osse underdrengene, men den måde han kikkede på mig, gjorde at jeg beholdt det meste af tøjet på. Gu' ved om det i Frankrig kun er bøsser, der tager backpackere op, tænkte jeg. Jeg overnattede i en skov, og næste morgen kom jeg op med en dame i en fiskebil på vej til et marked. Hold da kæft, hvor der lugtede af fisk i den bil. Man skal prøve meget når man lifter. Jeg tog et bad i Middelhavet og skiftede tøj, så jeg næsten så normal ud igen. Solen skinnede, og livet var gavmildt. Jeg overnattede på stranden og vågnede op til en ny dag i paradis.

Næste lift satte mig af lige før grænsen til Monaco. Jeg travede ud ad landevejen med tommelfingeren hævet, og efter et par timer uden lift, kom jeg pludselig til grænsen til Italien. Jeg havde gået gennem et helt land. Atten kilometer. Paspolitiet i Italien kikkede på mig og spurgte, hvor mange penge jeg havde. Så jeg har nok alligevel lignet en vagabond. Jeg viste dem mine pesetas, omkring femtenhundrede kroner i danske penge, som heldigvis var nok til at lade mig komme ind i landet.

Det var blevet sidste dag, hvis jeg skulle nå at møde Kjeld, før han tog videre til næste stop, så jeg var nervøs, som timerne gik. Efter fire timer på landevejen med tommelfingeren oppe gav jeg op og tog toget det sidste stykke til Genova. Det blev halvdyrt. Jeg havde selvfølgelig købt den billigste billet til toget, der allerede havde sat sig i gang, så jeg måtte løbe og nåede lige at springe på. Jeg var lettet, nu ville jeg være i Genova klokken otte om aftenen, så gjaldt det bare om at finde hovedpostkontoret før klokken ti. Jeg lagde rygsækken op i stativet og satte mig på sædet med benene på sædet overfor og faldt straks i søvn. Jeg drømte søde drømme, da nogen pludselig ruskede i mig. ”Billet”, sagde tog kontrolløren. Jeg viste min billet, mens jeg så manden blive lidt stram i ansigtet. ”Hvad fanden bilder du dig ind”, tror jeg nok han sagde på italiensk, ”sidde her med beskidte sko oppe på sædet på første klasse, når du kun har billet til tredje klasse”. ”Undskyld”, sagde jeg brødebetynget og forsøgte at være meget høflig, ”jeg vidste ikke det var første klasse, men jeg skal nok gå ind på tredje klasse, hvis De vil fortælle mig, hvor den ligger”. Det ville han ikke, han ville have penge. Differencen mellem første og tredje klasse. Det nægtede jeg. Jeg havde ikke for mange penge i forvejen. Da vi ankom til Genova stod politiet og ventede. ”Betal, eller kom med til stationen”, sagde de. Jeg betalte.

Med lidt hjælp fandt jeg en bus, der gik til postkontoret, hvor Kjeld heldigvis sad og ventede. Gensynsglæden var stor, og vi snakkede i mange timer om vores oplevelser. Kjeld havde tænkt at fortsætte alene næste morgen, hvis jeg ikke var kommet i aften. Om natten lagde vi os i en park, men ved midnat begyndte det at styrte ned. Vi sprang drivvåde på en sporvogn, som kørte til banegården, hvor vi sad resten af natten. Det kan osse være hårdt at lifte.
 

I Italien var det mest sikkert at sove i midterrabatten på motorvejene

Bilerne susede forbi med lysglimt, som lignede fyrværkeri. Det var det bedste overnatningssted, jeg indtil nu havde fundet. Her var trygt, og græsset var blødt i midterrabatten på motorvejen i Italien. Ingen mafiosoer og tyveknægte, der kunne overfalde én om natten, når man sov ude med sin rygsæk som hovedpude og alle sine værdier i lommen. Man følte sig aldrig helt sikker, når man lå på en bænk i en park, i yderrabatten af landeveje, eller for den sags skyld på en sofa med en bøsse i nabosengen. Men her midt mellem alle bilerne, med højt græs og nogen gange med små buske, var det perfekt. Om morgen vaskede jeg mig, børstede tænder på en benzintank, fyldte min plastikflaske med vand fra hanen, og markerne var fulde af spiselige afgrøder. Der var det hele på landevejene. Via Rom gik turen til Brindisi, hvor jeg igen mødtes med Kjeld. Vi tog en færge til Piræus, havnebyen nord for Athen.
 

Kjeld var døden nær, gav op, og rejste hjem til Sverige

”Jeg dør”, sagde Kjeld. Han havde fået maveproblemer, og vi havde været nødt til at tjekke ind på et lille gæstehus i Athen. Jeg købte en pose bajere, som jeg drak ved hans dødsleje, mens jeg sad og sang svenske folkesange for ham. Han overlevede heldigvis, men gav op. ”Jeg må hjem”, sagde han, ”ellers dør jeg sgu af al den bakteriefyldte mad, vi spiser på de små gadekøkkener”. På Mallorca havde Kjeld selv lavet mad, som han købte hos den danske bager og den tyske slagter. Når han spiste ude, foregik det altid på en svensk restaurant, så hans immunsystem var ikke særligt udviklet. Og det var grunden til, at han konstant havde diarre. Stakkels Kjeld. Jeg hjalp ham med at købe en togbillet til Stockholm og lovede at skrive, når jeg nåede frem.

Med fiskerbåd fra Rhodos til Tyrkiet Der var ingen offentlige færger, der sejlede mellem Rhodos og Tyrkiet, så det lykkedes mig at finde en fiskerbåd, der sejlede mig over til den tyrkiske kyst. Da vi var kommet ind til stranden, fortalte fiskeren, at jeg skulle gå op til politistationen, melde min ankomst og få et stempel i passet, men ikke før han var godt ude på havet igen, så han ikke fik problemer. Det gjorde jeg, og en venlig tyrkisk politibetjent hilste mig velkommen til Tyrkiet. Der skulle mange lift til for at nå til grænsen til Syrien, men det gik forbavsende let. Tyrkerne er nogle af de sødeste mennesker i verden, så jeg bliver altid så ked af det, når danskere taler dårligt om dem. Og så synes jeg faktisk, at pigerne så rigtig søde og sexede ud med deres tørklæder. Tænk om man kunne få lov at tage sådan et af. Fantasier havde jeg nok af.
 

Toilettet stoppede, da jeg brugte en avis i stedet for toiletpapir

Jeg lignede efterhånden en rigtig vagabond, efter lang tid uden bad og barbering. Sidste gang jeg var i bad, var for to uger siden i Middelhavet i Frankrig, efter liftet med fiskebilen.

Man kan godt føle sig lidt anderledes i muslimske lande
 

Så jeg checkede ind på et lille familiehotel, da jeg var kommet over grænsen. Der var godt nok kun koldt vand, men jeg fik badet og vasket mit rejsetøj og følte mig som et nyt menneske, klar til sidste halvdel af rejsen. Om morgenen gik jeg lige på toilettet, mens jeg havde chancen, men der var ingen toiletpapir, så jeg spurgte receptionisten, om de havde toiletpapir. Han kikkede forbavset på mig. ”Toiletpapir?” Han kunne ikke se sammenhængen med et toilet og papir. På det tidspunkt fandt jeg ud af, at de bruger vand i stedet for papir i den muslimske verden. Der lå en avis på disken, så jeg spurgte, om jeg måtte tage den. Det måtte jeg gerne, selv om jeg kunne se forbavselsen i hans øjne. Jeg tror heller ingen læser avis på toilettet her, så skulle man jo stå op og læse. Jeg brugte avisen som toiletpapir, og selvfølgelig stoppede afløbet. Heldigvis var jeg på vej ud af døren, men hvad mon den stakkels receptionist har tænkt, da han opdagede, at afløbet var stoppet og avisen var grunden. Da jeg stod på landevejen, kom der pludselig en kortege af sorte mercedes'er med tyske nummerplader. En Sheik havde købt dem i Tyskland og hyret unge tyskere til at køre dem til Syrien, mod hundrede Deutzmark og en flybillet tilbage. Den sidste stoppede og tog mig op, og kortegen fortsatte til Damaskus. Jeg følte mig som en konge, da jeg sad der i den sorte Mercedes og talte tysk med min jævnaldrende privatchauffør.
 

Under Ramadan må man hverken spise, drikke eller ryge fra solopgang til solnedgang

Ankomst til Israel efter syvogtyve dage på landevejene
 

I Amman i Jordan fik jeg lidt at et chok. Jeg havde mødt en hollandsk backpacker, som også var på vej til Israel. Vi aftalte at følges og satte os ned på en trappesten for at spise. Pludselig gik det galt. Folk stoppede og kikkede på os og råbte et eller andet på arabisk. Vi vidste ikke, hvad vi havde gjort, eller hvorfor de var så aggressive, vi sad jo bare og spiste vores tomater og brød. Så kom politiet. En af dem talte lidt engelsk og fortalte, at det var ramadan, og hvis vi ville spise, måtte vi gå ind på vores hotel. I ramadan måtte man ikke spise fra solopgang til solnedgang, fortalte han. Vi undskyldte og sagde, at det vidste vi ikke. Vi pakkede maden sammen, og mens Hans, som hollænderen hed, lagde den i rygsækken, tændte jeg min pibe. Så var det lige før vi blev lynchet. Man må heller ikke ryge, sagde politiet alvorligt. Meget alvorligt. Vi kunne se, at de nu tænkte på at anholde os. Den ene betjent, ham der kunne lidt engelsk, spurgte hvor vi kom fra og ville se vores pas. Det var heldigvis før Muhammed-tegningerne, så til sidst fik vi lov at gå mod at love at holde ramadan, så længe vi var i Jordan. Det lovede vi. Senere på eftermiddagen mødte vi Allan, en tidligere fransk legionær. Han spurgte, om vi havde lyst til at ryge en joint, og det havde vi bestemt, men overtalte ham til at vente til solen var gået ned og vi havde set andre ryge. Blive taget af politiet i at ryge en gang til i ramadanen før solnedgang og så med en joint. Uha da da, Så havde vi nok stadig siddet i spjældet, hvis vi ikke var blevet halshugget. Det turde vi godt nok ikke udsætte os for. Da det var mørkt, satte vi os i en mennesketom park og røg Allans joint. Hold da kæft hvor blev vi skæve. Jeg må tilstå, at jeg fik lidt paranoia og konstant kikkede mig over skulderen. Men det var jo ramadan og lige efter solnedgang, så alle sad vel hjemme eller på en af cafeerne og spiste. Så ingen havde hverken tid eller lyst til at holde øje med tre vantro udlændinge. Heldigvis.

”I får tre dages visum, og kommer I for sent, kan I ikke komme tilbage over grænsen til Jordan”, sagde paspolitiet, ”og så hedder det ikke Israel, men Vestbredden”. ”Husk det”. Vi fortsatte til Tel Aviv, hvor vi henvendte os på et Kibbutzkontor, som kørte os til en Kibbutz i det nordlige Israel. Missionen var fuldbragt. Jeg blev der i tre måneder, før jeg rejste videre til nye eventyr.

 

 
 
Share this