Regntunge skyer over Piemonte


2011 sep

Trods megen kultur, god mad og behagelige vine havde mit sprogligt velpåklædte selskab en smule svært ved at holde gejsten oppe under en rejse til den norditalienske provins Piemonte – for det regnede seks dage i træk.

 

I 150-året for Italiens samling syntes jeg, det var passende at tage en tur til Piemonte, for det var her Italiens samlingshistorie begyndte i marts 1861. De italienske kongeriger før samlingen havde ejendommelige navne i forhold til, hvad de dækkede territorialt. Fx ”Begge Sicilier”, som bestod af Sicilien plus kongeriget Neapel, og Kongeriget Sardinien, som også omfattede Piemonte.

 

Nuvel, det var fyrstehuset Savoyen, som residerede i det sardiske kongedømme, der blev skabelon for det samlede Italien. Og det var dets konge Victor Emanuel II, der blev det samlede Italiens første statsoverhoved.

 

Torinesiske specialiteter

Piemontes hovedby Torino blev af disse grunde også Italiens første hovedstad. Det gav et lille sus fra historien at kunne besøge den sal, der er rekonstrueret i anledning af 150-året, og som husede det samlede Italiens første senat 1861-64. Den findes i det centrale Palazzo Madama, der også giver plads til en gigantisk malerisamling.

 

Jeg var rejst af sted med en snes italienskyndige, herunder medlemmer af Dante Alighieri-selskabets danske afdeling. Dette også sprogligt velpåklædte selskab havde en smule svært ved at holde gejsten oppe trods både megen kultur, god mad og behagelige vine, for det regnede seks dage i træk!

 

Installeret i et hotel i Torinos udkant måtte vi med et par busser ind til staden. På det første besøg gjaldt det den særlige café, som serverer den torinesiske specialitet, kaldet bicerin, en blanding af kaffe og chokolade.

 

Vores hotel var flot anlagt på en høj og meget lang tilkørsel med diverse hårnålesving. Spisesalen havde nærmest karakter af en kantine. Vi hentede selv vores mad på bakker, og der var kun én forret, hovedret og dessert. Det virkede sparsomt, hvis man husker, hvor megen andagt og feststemning der almindeligvis er over italienske måltider.

 

Men på tredjedagen ”klarede det op” rent kulinarisk: Vi spiste da på en fortræffelig restaurant inde i byen og oplevede et festmåltid uden lige. En pæn høj standard blev holdt gennem resten af turen.

Der blev også tid til et besøg på Palazzo Reale, hvor kong Victor Emanuel II residerede indtil sin død i 1878. Selv om kun én etage var tilgængelig, var det et imponerende antal gemakker med silketapeter og gobeliner, værdifulde møbler og malerier, ganske mørkt desværre som også i en del italienske kirker.

 

Jeg nåede også det egyptiske og det orientalske museum, sidstnævnte spækket med genstande fra en lang række asiatiske kulturer. Andre deltagere fik set Filmmuseet og byens nyombyggede teater. Højt oppe på en bakke besøgte vi Superga, en kirke som gør det ud for de italienske kongers Panthéon.

 

Fyrstehuset Savoyen og dets slotte

I Torinos omegn besøgte vi det store, prægtige slot Venaria, egentlig ”blot” et jagtslot, som hertug Carlo Emanuele lod opføre i slutningen af 1600-tallet. I renoveret udgave fremstår mange af slottets sale med store fotostater af fyrstelige personer med tilknytning til stedet. Med moderne effekter er gjort en gigantisk indsats for at levendegøre fyrstehuset Savoyens tilknytning til stedet. I en gård til slottet kastedes vandet fra et springvand op i vekslende flotte stråler.

 

Racconigi, endnu et kongeslot, rummede ingen specifik udstilling, men et uforfalsket eksempel på et slot, der indtil langt ind i det 20. århundrede var beboet af den italienske kongefamilie (republikken blev indført i 1946). Her var ikke mindst halvmoderne badeværelser med badekar! Men naturligvis også en masse kunst på væggene og i interiøret. På taget residerede flere storkefamilier.

 

Det var undervejs til dette slot, at vi gjorde holdt i en mindre by, som helt igennem var domineret af udsalg af brugte bøger. Det var ligefrem svært at finde et beskedent gæstgiveri for at indtage en sandwich!

 

Det blev til hele tre vinsmagninger – det manglede bare, når vi nu gennemkørte nebbiolo-druens distrikt Langhe. Det er og bliver en stor og indviklet opgave at hitte rede i druers, vingårdes, distrikters og producenters navne, hvilket navn der nu er vigtigst på etiketten? Er det det øverste eller hvad?

 

Men vi smagte os med velbehag gennem såvel Barbera, Barolo og Barbaresco, vi hørte om lagringstider og betingelser for fx at kunne bære det eftertragtede Barolo-navn, om de store vinfade (dvs. tønder) lavet af træ fra det eksjugoslaviske Slavonien, om det franske barrique og om store og små årgange.

Så kom vi til turens om man så må sige litterære indslag. Vi gjorde holdt i den mindre by Santo Stefano Belbo, hvis stolteste søn nok er forfatteren Cesare Pavese (1908-1950). Kun meget lidt af hans litteratur er oversat til dansk.

 

Han arbejdede på det kendte italienske forlag Einaudi, blev tidligt antifascist, sad også fængslet under Mussolini. Han tilsluttede sig det kommunistiske parti, opholdt sig i en periode i USA, virkede som oversætter, var en følsom natur og fandt sig tilsyneladende ikke rigtig tilpas i livet. Det endte med selvmord på et hotel i Torino. Vi besøgte hans fødehus i byen, i dag et lille museum med en mindre foredragssal og udstilling af hans bøger på forskellige sprog.

 

I Alba lagde vi naturligvis vejen forbi domkirken, på hvis facade man finder fire figurer, hvis begyndelsesbogstav danner – ja, gæt engang! – ALBA. Nemlig: Angelo (engel), Leone (løve), Burro (tyr) og Anguilla (ørn).

 

Stresa – og endnu en sø

Kursen blev så sat mod Lago Maggiore, Norditaliens ”Store Sø”, som altså kun er den næststørste efter Gardasøen! Som indlogeret på det fashionable Hotel Splendid havde vi et kig ud over søen og ikke så langt til velkendte turistby Stresa.

 

På dette sted mødtes Ramsay MacDonald, Benito Mussolini og Pierre Laval – regeringschefer i hhv. Storbritannien, Italien og Frankrig – i april 1935 for at dæmme op for Adolf Hitlers fortsatte krænkelser af Versailles-traktaten, der afsluttede 1. Verdenskrig. I marts 1935 havde Tyskland bl.a. genindført værnepligten – trods et internationalt forbud mod at have en hær på over 100.000 mand.

 

Mussolini havde imidlertid sine særlige ideer med topmødet: Han pønsede på at få opbygget et nyt imperium, et kolonirige, godt nok lidt sent, men sådan à la Frankrigs og Storbritanniens. Planerne var ikke hemmelige, men de blev ikke nævnt på mødet, hvad den italienske diktator tolkede som en stiltiende godkendelse af en erobring af Abessinien!

 

Men 1935-mødet fandt såmænd slet ikke sted i Stresa, men derimod på øen Isola Bella i Maggiore-søen, nærmere betegnet i øens Borromeiske Palads.

 

Og Stresa selv? Den er ganske domineret af turisterhvervene, men den indlagde sig stor hæder hos os! Den besad nemlig en overdådig vin- og spiritushandel – hvor man, selvfølgelig, kendte Aurum. Hvorpå vi hurtigt erhvervede os en flaske!

 

Således kom vi også velfornøjede hjem fra en rejse, hvor regnfrakker og paraplyer ofte kom frem. En erfaren italiensfarer på turen fortalte, at han havde boet i Norditalien i en periode, hvor det havde regnet i tre måneder! Vi ”overlevede”, og var enige om, at de mange spændende indtryk jo var det vigtigste!

 
 
Share this