Vulkaner på godt og ondt


Per Danielsens billede
Per Danielsens billede
 
2011 sep

Min sommer har været præget af vulkaner. Først med en rundrejse mellem De Lipariske Øer, hvor jeg besteg både Vulcano og deltog i DBK-turen med bestigning af Europas mest aktive vulkan Stromboli.  Senere skulle mine rejseplaner i Argentina og Chile to gange ændres på grund af vulkanudbrud.

Det er lige efter solnedgang og ved at blive mørkt. Bagved ligger et par timer opad i tung sort grus i form af lavaklumper. Pludselig lyder der et brag, og alting bliver lyst op af en kraftig ildsøjle nogle få hundrede meter væk. Det er et af de jævnlige udbrud fra vulkanen Stromboli, som har 3-4 udbrud i timen. Udbruddet varer i et minuts tid, hvor man kan se glødende lavaklumper blive slynget flere hundrede meter op i luften.

Efter at have sundet mig lidt oven på den fantastiske oplevelse er det tid til at forsætte opstigningen mod toppen af den 926 meter høje Stromboli. Jeg er sammen med fem andre DBK’ere en del af en gruppe på 15 personer, som med en guide er på vej mod toppen af Europas mest aktive vulkan.

Endelig er vi oppe, og et nyt udbrud starter. Her på toppen kan man se ned i et stort krater og en række mindre kratere, hvor den glødende lava lyser op i mørket. Vi tilbringer en times tid oppe på toppen, hvor der når at komme fire udbrud mere.

Her er 4-5 forskellige grupper med hver deres guide samlet på toppen, men heldigvis har deltagerne i hver gruppe en hjelm i samme farve. Vi er i den orange gruppe. På toppen står der også noget, der ligner læskure, hvor man kan gå i læ, hvis udbruddene skulle blive særlig kraftige. En kraftig ubehagelig svovllugt svider i næsen. Til sidst er vi helt mætte af at se udbrud, og gruppen samles atter for at påbegynde nedstigningen.

Mens opstigningen foregik ad en sti med mange sving, så begynder nedturen på den anden side af Stromboli næsten lodret ned igennem små sorte lavasten. Hurtigt kommer vi to tredjedele ned ad bjerget, men alligevel er der en times gang det sidste stykke vej tilbage til hotellet. Her er det tid til en godnatøl, mens vi sunder os over et dramatisk døgn.

Deltagerne mangler

Optakten til turen var også ganske dramatisk, da toppen af Stromboli hele formiddagen var dækket af skyer. Hvis der var skyer om aftenen, ville turen blive aflyst, men heldigvis klarede det op om eftermiddagen.

Endnu større problem var, at fire af deltagerne slet ikke var kommet til Stromboli, da turen med guide skulle begynde kl. 17.30. Jeg var sammen med Lisbeth kommet til Stromboli dagen før ligesom turarrangøren Henning Andersen (”Vulkanhenning”). Yanni og Hans Jørgen var også kommet til Stromboli om formiddagen, før vi skulle til tops.

Vi kunne så sidde fem mennesker og nyde en flaske spumante på Cafe Ingrid, inden vi skulle til tops. Cafeen er opkaldt efter Ingrid Bergman, der spillede hovedrollen i filmen ”Stromboli”, som blev instrueret af Rosselini, der senere blev gift med Ingrid Bergman. 

Kenneth og Vibeke havde været hurtigt ude og købt en billig flybillet til Napoli for så at kunne tage med færge direkte til Stromboli. Desværre var sejlplanerne ikke klar, da de bestilte flybilletterne. Det viste sig nemlig, at der slet ikke var en færgeforbindelse, så de kunne nå at komme til Stromboli. Så de var nødt til at tage nattog fra Napoli over Messina og videre til Milazzo på Siciliens nordkyst. Desværre var toget totalt udsolgt, så de kom først en dag senere, hvor de så sammen med en anden gruppe besteg Stromboli.

Og Nina og Poul kunne først komme med en båd, som ankom til Stromboli kl. 17.30, hvor bestigningen skulle begynde. Jeg gik derfor ned og tog imod dem ved båden, mens de fire andre indledte bestigningen sammen med guiden og den øvrige gruppe.

Efter at have fået Nina og Poul tjekket ind på hotellet forsøgte vi at indhente gruppen ved nærmest at løbe op ad bjerget. Efter en strabadserende tur så vi i 250 meters højde heldigvis bagtroppen af gruppen. Det var Henning, som temmelig forpustet var sakket bagud, da hans kondition ikke mere er den samme, som da han første gang i 1971 besteg Stromboli med en madpakke og en flaske vin.

Vi blev desværre nødt til at efterlade Henning, mens vi fortsatte op sammen med resten af gruppen. Da Henning kom ned igen, tog han en taxa ud til en restaurant, hvor han fra terrassen kunne se udbruddene nedenfra, mens vi andre asede opad.

Svovl og flotte udsigter

Stromboli er en af de syv Lipariske Øer nord for Sicilien. Den 12 kvadratkilometer store ø er domineret af vulkanen, der fra havdybder omkring 1500-2000 meter rejser sig til 926 meter over havoverfladen. På øen er der ca. 400 fastboende.

Mens vi var der i midten af maj, var der en frygtelig travlhed. Næsten alle mænd havde taget arbejdstøjet på og var i gang med at klargøre de mange boliger, som står tomme hele vinteren, mens ejerne er taget hjem til deres bopæl andre steder i Italien. Mange har arvet en bolig på Stromboli, som de kun benytter om sommeren. Heldigvis var det ikke arbejde det hele, så der kom hele tiden ”arbejdende” folk ind på cafeen på vores hotel Ossidianna , hvor de lige skulle have en espresso eller øl. På Stromboli er håndværkere ikke holdt op med at drikke øl i arbejdstiden!

Nu ville det jo være synd kun at se en af De Lipariske Øer, så Lisbeth og jeg tog efter at være fløjet til Catania via Bruxelles først til Millazzo. Herfra sejlede vi til øen Vulcano, som er opkaldt efter den romerske smedegud Vulcanus, der skulle have haft sit værksted her.

At den romerske smedegud har lagt navn til ordet ”vulkan”, det forstår man godt, når man træder i land. Her bliver man mødt af en kraftig svovllugt, mens man ser dampene sive ud fra den ene af øens tre vulkaner Vulcano della Fossa 293 meter over havet. Svovllugten ved havnen kommer dog hovedsageligt fra nogle varme svovlkilder. Der var mange, som badede i de varme kilder, der skulle virke helbredende på visse lidelser. Nogle smurte kroppen helt ind i mudder og lod det tørre ind. For at være sikker på at det virkelig virker, skal man helst have 10 bade, hvilket jo er godt for turismen.

Som optakt til bestigningen af Stromboli valgte vi at tage op på toppen af Vulcano della Fossa, hvor vi indhyllede i svovldampe kunne nyde en fantastisk udsigt til de andre Lipariske Øer. Man kunne også se ned i krateret, hvor fra der sidst var udbrud i 1890.

Med slowboat til Lipari

Trafikken mellem øerne og fastlandet foregår for det meste med hurtigbåde, hvor man sidder i rækker ligesom i et fly. Selv om man skulle være heldig at få en vinduesplads, så er det ikke sikkert, at man kan se noget, da man ikke bruger energi på at fjerne det tykke lag salt, der sidder udvendig på vinduerne. Det svarer næsten til at flyve over nogle fantastisk smukke områder over skyerne.

Derfor valgte Lisbeth og jeg at tage en langsom færge tilbage fra Stromboli til Lipari. Det tager dobbelt så lang tid, som de to timer det tager i en hurtigbåd. Vi forsynede os derfor med en lokal flaske rødvin fra den grønne ø Salina. Da vi sejlede fra Stromboli var vi kun tre passagerer, som ikke havde bil med. Resten var lastbilschauffører, som havde været ovre med varer på Stromboli. Da gaderne er meget smalle på Stromboli, kan man kun køre rundt i tuktuk’er eller små eldrevne golfvogne. Derfor skal alle varerne læsses om på den ene time færgen ligger i havn.

Allerede efter en kort sejlads fik vi et farvel fra Stromboli, som sendte en flot sort røgsøjle op som tak for besøget. Undervejs passerede vi nogle nøgne øer bl.a. Salina, som er en meget grøn ø, hvor man dyrker vin og kapers.

Indsejlingen til Lipari er domineret af en stor borg, som ligger på en klippe, der stiger stejlt op af havet. Med 10.000 indbyggere er Lipari den største af øerne, og hovedbyen Lipari ligner da også en rigtig by med en masse turister, som er kommet for at nyde den gode atmosfære i byen.

Rejsen gav nok en vulkanoplevelse, da vi fløj hjem fra Catania. Her flyver man nemlig meget tæt på vulkanen Etna, så man kan se direkte ned i kraterne, hvis man sidder i venstre side af flyet. Virkelig fascinerende efter man selv lige har besteget to vulkaner.

Vulkan lukker luftrum

I foråret 2010 påvirkede askeskyen fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull mange flyrejser, som blev aflyst. En måned efter Stromboli-turen var jeg på rundrejse i Argentina og Chile, da den 2236 meter høje Puyehue-vulkan, der ligger ca. 900 kilometer syd for Santiago, gik i udbrud efter at have været i ro siden 1960.

På det tidspunkt havde jeg kørt i bus tværs over Argentina og var kommet til Santiago de Chile, da luftrummet over Buenos Aires og Montevideo blev lukket. Jeg skulle to dage senere flyve tilbage til Montevideo, så jeg forsøgte at få oplysninger om flytrafikken, men lufthavnens webserver var overbelastet og kunne ikke give noget pålideligt svar. De mest pålidelige oplysninger fik jeg ved at gå ind på Henning Andersens side vulkaneksperten.dk, hvor jeg kunne finde oplysninger om udbruddet – endda på dansk i stedet for spansk.

Desværre blev mit fly aflyst, og jeg kunne ikke få oplyst, hvornår flyvningen ville blive genoptaget. De jeg 5 dage senere skulle flyve hjem fra Buenos Aires, valgte jeg at tage 24 timer tilbage med bus først til Buenos Aires og derefter tre timers sejlads til Montevideo.

Kort før jeg skulle flyve hjem fra Buenos Aires, lukkede lufthavnen i 30 timer, så jeg blev indlogeret på et luksushotel i Buenos Aires med fuld pension på Lufthansas regning. Og så var jeg endda så heldig, at jeg blev opgraderet til business class, da jeg endelig kunne flyve hjem.

Så vulkaner er bestemt spændende, men kan være meget temperamentsfulde og gå i udbrud når som helst.  I august 2011 gik Stromboli atter i udbrud og må ikke mere bestiges. Så nyd vulkanerne, mens du kan komme i nærheden af dem.

 
 
Share this