Jul i Kingston: ”Jamaica Man …”


Anette Holst Chr.s billede
Anette Holst Chr.s billede
 
2016 mar

Jamaica er det klassiske billede på en ø i solen med – overraskende nok – sol, rom og musik. Ind imellem er der lidt for meget power på vejret, der i øvrigt skifter lige så hurtigt mellem sol, skyer og et par regndryp som i Danmark.

Rensning af rød snapper i Port Royal, Pirat Bay.

Jamaicanerne er flotte, værdige og sorte. Siger man noget sjovt, så griner de med en stor, larmende latter. En charmerende kombination af engelsk jovialitet og caribisk livskraft. I det hele taget foregår alt med høj lyd, og folk har store stemmer: guiden, der snakker ørerne af os, buschaufføren, der skælder ud og diskuterer med de første tre sæderækker, fordi en rastafarimand med lange dreadlocks formodentlig er sur over, at hun ikke ville tage ham op i utide.

”Formodentlig” fordi folk taler patois – en blanding af flere afrikanske sprog, engelsk og fransk – som slaverne udviklede som hemmeligt sprog. Det lyder, som om folk taler sort. Man kan opfatte et enkelt ord hid og did, og så kommer der noget uforståeligt. Guiderne morer sig kosteligt over at få os til at sige: ”Me bellys emty” (”min mave er tom”), som ikke er så svært at skelne i forhold til de nærmest delfinagtige kliklyde, der enten betyder fedt eller nej nej. ”Beng Dung Plaza” (”bøj dig ned-pladsen”) er et andet eksempel. ”Beng Dung Plaza” er et kælenavn for den sydlige del af Kingstons hovedstrøg, Parade, hvor man konstant bøjer sig ned for at se på gadesælgernes varer.

Tæt pakket Beng Dung Plaza med gadesælgere i hjertet af Kingston.

Forretningslivet i Kingston
Fra guidebøger, og hvad man ellers hører, kan man godt få det indtryk, at Jamaica er en nation af forbrydere. Det har heldigvis vist sig ikke at være sandt. Folk er imødekommende og vil gerne snakke. Jeg var inde i en boghandel for at købe postkort og vendte tilbage dagen efter, hvor de tre ikke så travle ekspedienter, inklusive kassemesteren, der tronede i sit glasbur midt i butikken, begyndte at fortælle, hvor man får den bedste patti (pie med kødfyld). Til gengæld bliver man kun lukket ind i boghandlen og i mange andre butikker ved at ringe på døren, som det også er tilfældet hos guldsmedene herhjemme. For ”mange kunne jo blive fristet til et hurtigt indbrud,” fortalte ekspedienterne. Jeg købte endnu fem postkort med en storsmilende Bob Marley for i alt 20 kr. Ikke noget ligefrem røverisk beløb at få i kassen.

Det er selvfølgelig heller ikke boghandlere, der er mest i skudlinjen, når det gælder om at møde – og ikke mindst blive trætte af – turister, og slet ikke her i hovedstaden Kingston, hvor der er forholdsvis få turister på gaden. Der er mange eksiljamaicanere hjemme på juleferie, men ikke mange åbenlyse turister. Jeg føler mig meget hvid, men bliver nu ikke generet nævneværdigt. Trafikken her er berygtet for at være forfærdelig (og okay, buschaufførerne kører ind imellem, som om man sad i en rutsjebane), men har man været i Indien, Vietnam eller Kina, er der ingen grund til at blive forskrækket.

Fattige gademænd råber efter en, men kun et fåtal. Dem, der vasker bilruder, sælger bananer eller aviser ved lyskrydsene, har ikke tid til den slags løjer. De passer dagens dont og vogter over, at man ikke kommer til at sparke til en nyblandet spand sæbevand eller trampe i en klase bananer. Rudevaskerne har hvert deres område at operere i. Er der et gitter langs vejen, ser det ud til, at de opdeler territoriet efter det. Der er ikke mange tiggere i Jamaica, men rigtigt mange gadesælgere. Ved busstationen kommer de ind i bussen, flirter gerne med den kvindelige buschauffør og får et ruf, hvis hun ikke synes, det er okay.

Hår er en stor ting. Ud over dreadlocks i metervis, også i grå varianter, er der fletninger og snoede lokker så tykke som reb. Damer går også på gaden med curler i håret. Ind imellem ser det ud som om, at folk går med paryk, hvilket næsten ikke er til at holde ud at tænke på i 29 graders varme. Ligesom nogle kvinder har nylonstrømper på. Det er kun jamaicanerne, der kan finde på den slags. Alle andre har bare ben med myggestik.

BMW
BMW er ikke noget, man kører på Jamaica. Det er noget man hører – alle steder. Med andre ord Bob Marley and the Wailers. Jamaicas store søn, der på godt og ondt er et sigende symbol for landet. Han fik syv sønner og fem døtre – med indtil flere forskellige kvinder, mens han hele tiden var gift med Rita Marley. Som en rigtig mand, og mand er det rigtige at være på Jamaica. Sønnerne er der fx et stort vægmaleri af i hans museum. Døtrene står hen i det uvisse. Grunden er ikke, at alle sønnerne, som fx Ziggy Marley, er musikere og dermed ville være oplagte at nævne i hans museum. Det fortæller lidt om den sexisme og machokultur, der formodentlig også er baggrunden for en kedelig homofobi i Jamaica.

At alt ikke er mørke, men også et ønske om fred og forsoning, kan man se af nogle af Marleys sangtekster. På rundvisningen bliver vi bl.a. sat til at synge ”One Love” – et af BMW’s store hits fra ”Exodus” og en af gruppens enormt mange guld-, platin- og diamantsælgende plader, som man også kan se i museet. Ligesom der er studie og minder fra en masse koncerter samt kort over, hvor de turnerede. Desværre var der ingen billeder fra deres koncert på Roskilde Festivalen i 1978.
Bob Marley holdt en kæmpe fredskoncert i Kingston, hvor bl.a. Jamaicas to oppositionsledere deltog – hånd i hånd på scenen. At det ikke var ufarligt eller ukontroversielt at ønske fred og forsoning i et land præget af stor økonomisk ulighed kan ses af de skudhuller, som stadig findes i muren på hans hus. Både Bob, hans kone Rita og BMW’s manager blev beskudt to dage inden en fredskoncert i Kingston i 1976. Heldigvis overlevede de alle.

Politik og ganja
Nogle af de reformer, der var en del af stridens æble i 1970’ernes Jamaica, var bl.a. at gøre uddannelse gratis fra folkeskole til universitet. I dag er det stadigvæk meget dyrt at få sig en ordentlig uddannelse, og dermed bliver en stor del af befolkningen fastlåst i lavtlønsjob, der ikke levner mange muligheder for forfremmelse eller overskud til at skabe sig en bedre tilværelse endsige sikre ens børn en uddannelse. På det punkt virker det som om, at Jamaica afspejler sin store nabo USA, hvor også mange af turisterne kommer fra.

På mange måder er landet opdelt i rige turistområder, der lukker sig om sig selv, og hvor man har indtryk af, at den store del af befolkningen ikke får megen del i indtjeningen ud over at være taxachauffører og ansat som rengøringspersonale på hotellerne. Prisforskellen på turistområderne med dyre all inclusive-ressorter, der især ligger på nordkysten, og Kingston på sydkysten er da også grotesk, indtil man finder ud af at køre i deletaxa på jamaicansk. En tur på to-tre km på nordkysten med egen taxa koster raskt væk 15 USD. Med deletaxa koster den 1,50 USD. Jamaicanerne får som regel deletaxaturen til 1 USD, men jeg havde jo også kuffert med, og forsædet koster som regel også ekstra.

Andre farer: Advarslen – i korrekte rastafari-kulører – mod faldende mangoer (og andre gange mandler, der på dette stadium er pakket godt ind i en avokadolignende beskyttelse) er alvorligt ment. Advarslen er placeret under Bob Marleys yndlingstræ, hvor han plejede at sidde og ryge ganja, der ikke er Sweet Dublin-pibetobak, men cannabis. Samtidigt med at han øvede sig på sin stjerneformede yndlingsguitar og drev naboerne til vanvid.

Advarselsskilt

Det lyder måske voldsomt med åbenlys hashrygning, men gadesælgere, parkeringsvagter (godt nok ikke politibetjente – de cykler kun rundt uden at have hænderne på cykelstyret) ryger en bønne i ny og næ. Ja, selv her på mit ellers meget pæne hotel, hvor der var fint bryllup i går, hang duften af ganja i gangen efter festen. Det er strengt forbudt. Jamaica producerer både selv og er plaget af at være en del af narkoruten mellem Columbia og USA og dermed også af den grove bandekriminalitet, som også hærger andre steder i regionen, ikke mindst i Mellemamerika.

Bob Marleys hus komplet med skudhuller og statue foran. På sokkelsiden kan man bl.a. se Etiopiens kejser Haile Selassie.

Rita Marley, Bob Marleys hustru, konverterede til rastafari-troen efter at have set Haile Selassie, Etiopiens sidste kejser, under et besøg i Jamaica. Rastafarierne er utroligt nok endt med at tilbede Haile Selassie som udtryk for deres arv tilbage til Afrika, især for den sorte underklasse. Derfor er der indtil flere billeder af kejseren, fx i Bobs meditationsrum. Ligesom der er statuer af afrikanske løver omkring Bob Marley-statuen. Efter slaveriets ophør voksede der en sort middel- og overklasse frem, som man bl.a. kan se her i Kingston, hvor den første sorte millionærs pragtbolig er lavet til museum – komplet med kæmpe velholdt engelsk inspireret have og byens bedste is.

Jeg spurgte, om man kunne købe det med hjem, og kvinden i udsalget grinede højt og længe – og sagde: ”Ja, man skal bare løbe hurtigt.”

Is er der salg i. Også deres citronmarengs-cheesecake.

 

Faktabox

Lokal transport: Knutsford Express er Jamaicas svar på Abildschou og har afgange mellem de store byer og Negril-strandområdet flere gange om dagen. Foreløbig dækker de kun den vestlige del af Jamaica. Billetter kan købes på nettet.
 
 
Share this