Børnenes Fredsmonument, Hiroshima Fredsmindepark, Hiroshima


MetteEhlersMikkelsens billede
 
2016 mar

Koordinaterne: 34° 23′ 39″ N, 132° 27′ 10″Ø

Jeg er rejst til et af de steder på vores klode, historien har været hårdest ved. Et af de steder, menneskeheden har været ved at jævne med jorden: Hiroshima.

I hele 2015 har japanerne markeret, at det er 70 år siden, atombomben sprang netop her.

Når man betragter den eneste bygning, der står tilbage fra dengang – den såkaldte atombombekuppel kun 160 meter fra det helt præcise ground zero også kaldet hypocentret – bliver historien meget håndgribelig.

Katastrofens omfang bliver endnu mere konkret inde i parkens museum. Her er alle gæster stille. Ingen fortrækker en mine – de fleste er trods alt japanere. Samtidig er fraværet af politik nærmest total. I museets udstilling er der ingen bebrejdelser af USA. Og der er heller ingen selvransagelse omkring alliancen med Tyskland eller angrebet på Pearl Harbor.

Da jeg bagefter standser op ved mindesmærket for Sadako Sasaki, pigen der er blevet Japans svar på Anne Frank, melder de basale følelser af medlidenhed sig igen. For hun er blevet et symbol på børnenes lidelser. Hun døde i 1955 som 12-årig af leukæmi som følge af bombens radioaktive stråling, men inden sin død nåede hun at folde mere end 1.000 traner i papir – tranen er Japans nationalfugl og symbol på lykke og et langt liv. Som besøgende kan man selv folde en trane – den papirkunst, japanerne kalder origami  – til monumentet, som derfor til stadighed vokser.

Når man er gået ud af fredsmindeparken og står midt i menneskemylderet på gaden i det centrale Hiroshima, slår menneskehedens robusthed én så meget desto mere. Livet er gået videre. Kommet i gang igen, om man vil. Hiroshima er en industriby. Mazdas hovedkvarter ligger her. Hurtigtoget Shinkansen kører hertil. Ja, her er sågar en Starbucks, hvor de unge har penge, tid og overskud til at nyde livet.

 
 
Share this