Stemmen bag sløret


Charlotte Felks billede
Charlotte Felks billede
 
2008 sep
Forfatteren og Safaa fotograferet på en rasteplads i Jordan. Her holdt vi en kort pause på den lange tur i ”shared taxi”

”Elsker du ham?” Ja, det er nok første og eneste gang en fremmed har spurgt mig om dét på bagsædet af en taxa, mens vedkommende diskret peger i retning af min kæreste, som sidder på sædet foran.

Året er 2002, det er fem måneder siden 11. september 2001. Da Jakob og jeg er overbevist om, at den muslimske menigmand ikke kan være halvt så ond som fremstillet i medierne, har vi besluttet at tage på en rundtur i fem lande i Mellemøsten. Vi rejser med ”shared taxi”. Det er den perfekte måde at møde lokalbefolkningen på. Vi modtages af uendelig stor gæstfrihed alle steder vi kommer frem. Det møde, der står klarest bagefter, er det med den unge kvinde Safaa. Jeg er 25 år gammel, og hun 24. De syv timer vi tilbringer hviskende med hovederne tæt sammen på bagsædet, vil jeg aldrig glemme.

Hun er iført slør, som kun lader os se hendes øjne. Alligevel kan hendes ophidselse ved muligheden for at spørge om alt det ved den vestlige levevis, hun gerne vil spørge om, slet ikke skjules under gevandterne. Hun fortæller, at hun kommer fra en stor havneby i det sydlige Jordan, hendes familie går ikke med tildækket hår, og hendes far har sørget for, at hun er uddannet engelsklærer.

Hvorfor sidder hun så her, på vej hjem til en kyllingefarm i en landsby udenfor hovedstaden Amman i den anden ende af landet? En hjemmegående kone i et kærlighedsløst ægteskab uden lov til at arbejde, helt tilsløret og med lillebror som anstandsdame, der følger hende som en skygge. ”Tja, alle kan være charmerende i en times tid”, svarer hun mig lakonisk. ”En time?” spørger jeg. Ja, hun havde haft en time med forskellige bejlere, og ham hun vælger har netop lovet hende frihed til at arbejde og til at gå utilsløret. En masse løfter han ender med ikke at holde. Og som hun siger med et skuldertræk der viser, at sådan er det bare: ”He changed his mind, it's his right”.

Det er den tiltagende intimitet i mørket, mens Jordan ubemærket passerer forbi ruderne, der giver mod til de spørgsmål, som sætter mit held ved at være født som et frit individ i relief. ”Elsker du ham?” Safaa kigger på mig med et blik, der signalerer dyb nysgerrighed mht. hvordan sådan noget dog må føles. Jeg svarer ja, og hun spørger, om han også elsker mig. Det gør han, forsikrer jeg hende om. Jeg fortæller, vi har friheden til at være og bo sammen og prøve kærligheden af. Hun er forbløffet over vores held og får diplomatisk sagt, at så var hendes mand røget alene retur til den støvede kyllingefarm, og hun var blevet i den mere frigjorte havneby. Dette er nok hendes eneste chance for at møde en jævnaldrende, vestlig kvinde, og der er så meget hun må vide.

Der er et spørgsmål, der presser sig på: ”Hvordan er det at gå i seng med én, man elsker?” Hun læner sig frem. Ivrigt ventende på svar. Jeg blinker overrasket, men selvfølgelig må det være sådan noget en ung kvinde og hendes veninder, som aldrig har oplevet forelskelse udenfor tv-skærmen, har brugt masser af tid på at fundere over.

Hendes dagligdag går med at sove, købe ind, snakke med de samme veninder om de samme ting som dagen før, vente på manden, som tilbringer meget tid ude og pludselig ringer kl. 23 og fortæller, at han kommer med sine venner og forventer et større måltid tilberedt. Hun hader sin mand og sit liv, som går med ligegyldigheder, og hun sover så meget hun kan. Hun savner sine elever, at bruge sin hjerne, og hviskende betror hun mig, at hun straffer manden ved at undgå at blive gravid så lang tid som muligt. Hun gider ikke også være slave af børnepasning.

Hendes historie påvirker mig. Den er så sørgelig i al sin fordomsfuldhed overfor arrangerede ægteskaber. Hun fortæller, at hun ville ønske hun kunne komme og leve i Danmark. Og ja, bare leve! Være en ung kvinde, som oplever kærlighed, det mest livsbekræftende af alt. Jeg prøver at forklare hende, hvordan vi lever uden at smøre for rosenrødt på.

Vi standser ved en tankstation med et rum særligt for kvinder. Vi går derind. Lillebror holder sig i nærheden. Hun tager sløret af. Det er sært først nu at se den kvinde, man har delt alle disse intimiteter med.

Hun er ikke særlig køn, men hendes øjne er stærke og levende. Hun har en smuk personlighed, og hun har føjet sig, men er ikke knækket. Jakob leder efter os, taxaen skal videre. Han går ind i kvinderummet og ser hende utildækket. Hun nyder denne ulydighed og sender lillebror et hvast blik. En lille sejr, hun kan gemme under sløret.

Da vi efter syv timer ankommer til Amman, giver hun mig et varmt kram, da de sættes af. Hun graver i sin sparsomme bagage og finder en hjemmesyet hårpynt frem og trykker den i min hånd. Jeg har intet at forære hende, og det beklager jeg oprigtigt. ”Mødet med dig har givet mig en masse, det skal du ikke spekulere på”, svarer Safaa og stirrer ind i mine øjne i gadelyset og siger med hård stemme: ”Just don't let any man decide over you…ever”.

Vi skilles. Jeg vil helt sikkert aldrig glemme hende.

 
 
Share this