Kap Verde / Capo Verde / Cape Verde – Januar 2006


Erik Futtrup
Erik Futtrups billede
 
2006

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Kap Verde / Capo Verde / Cape Verde – Januar 2006

af Erik Futtrup

 

Denne rejsebeskrivelse omhandler vores familietur til Kap Verde i Januar 2006. Jeg (Erik) og min kone Birgitte rejste med vores børn - Anders (blev 2 på denne tur) og Johanne (6 måneder). Hvorfor tog vi til Kap Verde? Vi ledte efter en destination med varmt vejr og indenfor en rimelig distance fra Danmark - og måske en smule eksotisk. I det mindste var det meget få af vores venner der vidste hvor det var.

Flybilletterne og Visa blev købt igennem Svante rejser i Danmark. Vi bookede hoteller via e-mail. Star Tour har fra efteråret 2006 også åbnet direkte ruter fra Danmark - det er værd at benytte sig af. De flyver til Sal, men man kan jo nemt købe en indenrigsbillet og slippe derfra, hvis man er til andet end sol og strand.

Guide til at vandre efter: Santo Antão - Goldstadt Wanderführer - den var god og vi brugte den ofte. Den har 38 ruter for hele Santo Antão øen - og der findes også andre fra samme forfatter over andre af øerne. Jeg mødte en af forfatterne da hun solgte kort til Hotel Blue Bell - Lucete Fortes. Det der er træls ved bogen er at den vil have dig til at købe et kort og en cd med GPS punkter ved siden af, så bogen har ikke det mindste oversigtskort. Hvis du skal vælge, så vælg kortet over øen. Bogen er på tysk. Deres hjemmeside er den bedste for Santo Antão, som jeg har fundet: http://bela-vista.net/
Bogen kan købes fra f.eks. Amazon.de og kortet kan købes over alt på øerne.

Lørdag d.28.1.2006
0 grader udenfor. Vi tog med toget fra Århus til København - Anders' første togtur; det var ikke det mest sjove han havde prøvet, selvom vi havde prøvet at opmuntre ham. Turen til Lissabon gik fint - og det var tilgengæld noget hand syntes var virkelig sjovt. Han viste 'fly' tegnet (han bruger 'tegn til tale') hele tiden. Der var god plads, så Johanne kunne også få et sæde at ligge på. Vi havde medbragt to små madrasser til børnene (tip til jer der rejser med børn). Flyturen videre til Sal var en time forsinket, og det var nu midnat, vores tid, før vi fortsatte. Det regnede i Lissabon. Anders faldt i søvn i mine arme og vi fik et ekstra sæde på flyet, så han kunne sove imellem os. Johanne var urolig og græd så Birgitte blev nødt til at sidde med hende i sine arme hele turen (3½ time).
Vi ankom til Sal 01:30 lokal tid (GMT -1). Paskontrol, baggage og opsamling gik fint og der var tid til at veksle penge - der er en fast kurs på 1€=110 Capo Verde Escudos (CVE), da den er låst fast til Euroen.
Hotel Atlantico i nabobyen Esparagos var intetsigende; en anden gang ville vi nok være taget til Santa Maria i stedet.
Dagens tip: El-stik er det tyske format, store og runde - 220 volt.

Søndag d. 29.1.2006 Sal - São Vicente
Vi sov fint indtil kl. 8:00 - det var så ikke så lang tid, men vi var sådan halvvågne alligevel. Efter morgenmad tog Erik Anders med en tur igennem byen, og senere tog vi alle en tur. Det virkede meget latinamerikansk. Temperaturen var 22 grader og det blæste. Vi blev samlet op kl. 15:00 og blev kørt til lufthavnen. Anders var helt vild med flyene og helt oppe at køre. I dag begyndte han at gå uden at holde ved noget, hvad vi var meget rørte over og glade på hans vegne. Anders er hypermobil, hvilket betyder at hans led er meget løse. Så at han begyndte at gå før hans 2 års fødselsdag var stort for os.
Et fodboldhold var med flyet til São Vicente, og de havde lige vundet et eller andet. De havde en kæmpe lagkage med ombord, som de delte ud i plastik glas.
En flot flyvetur med udsigt over St. Luzia og en landing med udsigt over hele øen i solnedgang. Taxaen ville have 800 CVE for at køre os den ene kilometer til Hotel Foya Branca, og den første chauffør gik straks videre til nogle andre da jeg foreslog 500. Den næste sagde også 800, men gik med til 700. Vi fandt senere ud af at andre turister havde samme oplevelse og at de endda havde set en prisliste. Det er en meget dyr pris for den korte tur. Jeg ved ikke om det er fordi at det er ventetiden man betaler for eller fordi at de kan slippe af sted med det... Jeg foreslår at du venter på at den gratis Foya Branca bus kører forbi - den kommer næsten hver time (nemt genkendelig) - eller at du går. 1 kilometer ned mod havet.
Der var kun et andet udenlandsk par med flyet.
Vi fik aftensmad i restauranten og Anders var SÅ træt samt Johanne i krigshumør - så staff tog hende et stykke tid imens vi spiste hurtigt. Heldigvis var der kun et par andre gæster. Faktisk, så i løbet af de dage vi var her, var der kun 4-10 andre personer her om aftenen, og resorten med 3 swimmingpools kunne nemt facilitere 2-300. Vi betalte 110€ pr. nat for en junior suite med 2 værelser.

Dagens tip: Omregning fra Escudos til danske kr (divider med 100, gang med 7) er en smule besværlig, så vi prøvede at tænke i Euros i stedet for - fjern 2 nuller.
Dagens faktum: Sproget er problemet. De taler kreolsk og portugisisk - en smule fransk (fra skolen) og nogle få kender nogle få ord på engelsk (tit kan de kun sige 'a little' når man spørger dem). Vi mødte nogle få der hilste - ellers er det ikke noget de gør så meget.

Mandag d. 30.1 São Vicente - Mindelo
Efter morgenmad tog vi den gratis bus til Mindelo (15 minutter). Vores tvillingeklapvogn tiltrak megen opmærksomhed - sikkert aldrig set her før. Centrum tager ikke så lang tid at se, hvis du følger havnen. Vi fik handlet ind i et supermarked og gjort et par andre indkøb. Eftermiddagen var afslapning med børnene ved poolen. Tidlig aftensmad - børnene sov, så vi kunne gå i restauranten.
Dagens mærkværdighed: Vi havde svøbt Johanne i sin dyne og lagt hende i klapvognen udenfor - men staff havde resolut kørt hende ind i restauranten, så nu var det jo alt for varmt for hende. Det tog noget tid før hun fandt ud af det og vågnede, så vi nød aftenen. I Danmark sover vores børn jo udenfor med temperaturer ned til omkring -5 grader.

Tirsdag d. 31.1 São Vicente
Efter morgenmad tog Erik Anders i rygbærestolen og tog en glimrende vandretur ud til fyrtårnet på vest-siden. Det tog en halv time hver vej på en sti 70 meter over havet med dratte klippesider. Fine views fra fyrtårnet mod nord til Santo Antão. Birgitte tog turen senere på dagen.
 

Onsdag d. 1.2 São Vicente rundtur
Vi havde igennem hotellet kontaktet “Capo Verde Safari” (991 1544). Ejeren var portugiser og tidligere ejer af en tøjfabrik (med omkring 600 medarbejdere). Selskabet var lukket - dovne arbejdere, sagde han. Halvdelen af Kap Verdes befolkning arbejder i udlandet, primært i Portugal, Brasilien, Holland (!) og i USA. Vi betalte 7500 CVE for en tur til omkring kl. 13:30. Hans normale tur var mere 'off-road', men fordi vi havde små børn med havde han lavet visse ændringer. Vi besøgte Calhau (øens sommerhus by), Praia Grande (øde strande), Monte Verde (750 meter bjerg) med flotte udkig til St. Luzia øen, Mindelo og Santo Antão. Vi fortsatte til Baia das Gatas (kendt for en stor festival), Salamansa - sandsynligvis et meget typisk Kap Verdisk by. Børnene var glade for at blive fotograferet og for at se deres billede på kameraet.
Vejret var blæsende og skyet, men alligevel over 20 grader. Høje bølger og smuk solnedgang.
Dagens faktum: Næsten alt er importeret, og derfor også ret dyrt. F.eks. koster en Magnum is 3½€.
Faktum 2: Der er ingen universiteter på Kap Verde, så studerende skal rejse til Brasilien eller Portugal. Der er planer om at lave en i Mindelo.

Torsdag d. 2.2 - Mindelo
Vi tog gratis-bussen til Mindelo - til havnen for at købe færgebilletter til i morgen (1200 CVE, retur). Vi søgte efter en bog - til en ven til vores nabo, men fandt den ikke. Der er ingen boghandler i Mindelo. Vi tog til fiskemarkedet, hvor alle ville holde Anders og Johanne og sige 'Hola baby' og 'Hola bibibi'. Kvinderne viste Anders fiskene og han var ved at klemme øjnene ud af en. I supermarkedet og i banken (for at betale 300 CVE for en hotelreservationsfejltagelse). Eftermiddagen blev brugt ved poolen. I dag besøgte en gruppe fra en finsk cruise-båd hotelles pools.
Faktum: På São Vicente og Santo Antão er der meget få turister. Af de vi så, var de fleste fra Holland, Frankrig og Tyskland.

Fredag d. 3.2 - Ponta do Sol / Santo Antão
Tidlig oppe for at nå den første bus kl. 7:15. Hotelbussen kørte os helt til færgen og vi gik lige ombord. Den var fuld af finnerne fra cruise-skibet. De var alle på en endagstur til Santo Antão. Afgang kl. 8 og ankomst en time senere. Delte en Aluguer (en minibus) med 4 andre turister for 350 CVE hver. Sydsiden af øen er gold, men vejen slynger sig hurtigt op til 1.400 meter til Cova do Paul. Vejen fortsætter ned igen mod nordvest. Vi gjorde et kort hold ved Delgadas, som er et smalt pas med dratte fald til begge sider. En af de mest fantastiske køreture du kan forestille dig.
Vi checked ind ved Blue Bell hotel i Ponta do Sol. Erik og Anders gik på hike langs kysten imod Fontanhas. Vi gik til et punkt (højde 191m, N17o11.532’/W025o06.178’), hvorfra man kunne se landsbyen. Utrolig smuk kystlinie - igen med vertikale fald til den ene side hele vejen.
 

Lørdag d. 4.2 Ponta do Sol (Corda-Coculi)
Hyrede en minibus til Corda (970 højdemeter) på hovedvejen til sydsiden (1400 CVE – ja, det er dyrt). I Corda talte vi med mange børn imens vi forberedte os på nedstigningen igennem Riberra'en (dalen). Vi fulgte rute 205 (køb et kort, eller den tyske bog med 32 trekking ture). 3 timer sagde bogen, og det var også den tid vi brugte, selv om vi bar 2 børn. Anders i rygbærestol, og Johanne i babybjørn når hun var vågen og i slynge når hun sov. Det var en meget smuk nedstigning med udsigt til to dale. Helt nede tog vi en minibus tilbage til Ribera Grande og Ponta do Sol.
Fra [CORDA] 995m N17o08.298/W025o05.322 – lige før skolen. Bare følg stien til venstre for skolen - det er umuligt at gå forkert. Man kommer igennem den lille landsby Figueiral (228m N17o19.391/W25o05.854).
 

Mandag d.6.2 Ponta do Sol (Fontainhas)
Vi blev nødt til at forlade Blue Bell i morgen, pga. præsidentvalget. Det ene parti havde booket hele hotellet, så vi ringede til Pedracin Village og bookede et rum (mere om dette sted senere). Valget skulle finde sted den 12. februar og valgkampagnerne var i gang over alt - det sidste valg, for 4 år siden, blev afgjort med 17 stemmer, hvor Pedro Pidres vandt over den siddende præsident Carlos Vega. De samme to var oppe mod hinanden igen denne gang.
Vi tog af sted på dagens vandretur kl. 14 og vandrede langs den smukke og drastiske kystlinie til Fontainhas, hvor vejen 'stopper'. Vi fortsatte op til Corvo passet med smukke udsyn til de to bugte. Vi havde desværre ikke tid til at gå længere og Anders gad ikke så meget mere i dag. Det er ellers en meget smuk tur, siges det, at fortsætte langs kysten til byer der kun er forbundet via havet. Vi tog en Aluguere (200 CVE) tilbage, som Anders nød enormt. Tilbage kl. 17:30.

Faktum: Denne gang vandt Pedro Pires igen med 52%
 

   

Tirsdag d. 7.2 Pedracin Village / Anders' 2 års fødselsdag
Farvel til Manuel og de to kvinder fra restauranten, som havde taget godt vare på børnene. Manuel og hans familie er faktisk hjulpet godt på vej af Børnefonden fra Danmark, så det er han meget taknemmelig for. Vi betalte 1000 CVE for at køre til Pedracin Village.
Fra internettet var det svært at lokalisere for os på et kort, men det er ligger imellem Coculi og Bocas de Ambas. Smukt placeres med bjergudsigt hele vejen rundt.
Efter eftermiddagsluren går vi til Bocas de Ambas og er tilbage 17:30. En meget 'sjov' middag - de 3 nye tjenere er overvåget og trænes til at være meget formelle og have øje for alt hvad der sker. De laver fejl en del gange, f.eks. sætter de alle de åbne vinflasker på en bord midt i lokalet, og hælder op rundt på bordene når der er brug for det af ens egen flaske. Det tyske par ved bordet ved siden af er ved at falde af stolene af grin da tjeneren for 3. gang henter den forkerte flaske vin til dem. Vinen vi fik i dag smagte som en portvin. Mærkelig. Har ikke været så heldig med vin på denne tur. Det er ellers mest portugisiske vine de har her. Vi fejrede ikke Anders' fødselsdag så meget; det vil blive gjort ordentligt sammen med bedsteforældrene, når vi er tilbage. Vi gav ham et lille 12 cm fly, som hans fløj rundt med i lang tid.
Faktum: Børn betaler ikke for flysæder før de fylder 2 år. Vi fandt ud af at børn bare skulle være under 2 år den dag man tager hjemmefra.

Dagens sammenligning:
Blue Bell:
Plus: Staff er meget glade for børn, god morgenmad, køleskab på værelserne, de taler alle sprog, 'tæt' på mange af vandreturene, havde børneseng.
Minus: Langsom og sen aftensmad (åbner kl.19:00), ingen AC, kun hovedretter til frokost.
Pedracin Village:
Plus: Meget smukt, både stedet og lokationen. God mad. Swimming Pool.
Minus: Alt for formel. Taler ikke engelsk så godt. LANGT fra civilisationen (dyrt i transport), ingen børneseng.
 

Onsdag d. 8.2. Foya Branca – São Vicente
Havde aftale med gårsdagens taxi at han skulle hente os her til morgen for at køre os til færgen i Porto Novo (3000 CVE!). Det største problem med stedet her er at det er langt ude i bjergene. Det er et fint udgangspunkt for trekket til Cha de Igreja og et par andre vandreture fra Boca de Ambas. En times kørsel til havnen hvor vi mødte Carlos Vega (præsidentkandidaten) med hundredvis af tilhængere - de kom med færgen. Ledsaget af meget høj musik.
Imens vi ventede på Foya Branca bussen, så vi en fisker der fangede blæksprutter i havnen, hvorefter han tømte dem for blæk.
Om eftermiddagen tog Erik til Mindelo for at genbekræfte flybilletter og købe bleer imens resten af familien nød solen og hotellets pools. 

Torsdag d. 9.2. Foya Branca – Santa Maria (Sal)
Nød dagen på Foya Branca - Anders ville være i den varme sol. Temperaturen var måske 28-30 grader i dag.
Sent på eftermiddagen tog vi til lufthavnen, hvor det igen var en fornøjelse af se på Anders. Hans store øjne da flyet kom ned og da det gik op for ham at vi skulle med den. Præsidenten landede i øvrigt da vi var ved at lave take-off - igen med masser af tilhængere uden for portene. Under flyveturen fald Anders i søvn af udmattelse.
Ankom til Sal, hvor vi glade fandt ud af at taxi priserne her var mere fair - 700 CVE til Santa Maria. Vi var de sidste passagerer ude, så vores chauffør var glad for at få turen. Stedet vi havde booket, Capo Verde Palace, var også lidt sjovt. Erik havde booket det fra en internetside (Lucia Fortes page), hvor der stod at bestillingen ville blive sendt videre. Det var også fint. Fik en kvittering omkring ‘übersetzung service’ – at de havde oversat min forespørgsel fra tysk til portugisisk og reserveret et rum til os på Capo Verde Palace. Det var ikke lige det jeg havde regnet med ville ske - og jeg skulle betale 300 CVE for dette i en bank. Og mere grotesk: Ejeren var tysk... Nå, alligevel, der var kun os på stedet i dag, og de var ret overraskede over at vi dukkede op - med børn. Så vi fik en lejlighed med flere værelser for den aftalte pris (5500 CVE x 2 nætter). Ejeren (en dame) var ekstrem venlig og hjælpsom. Hun ville køre os til hendes restaurant, men igen, det var alt for sent for børnene. Så i stedet kørte hun mig til en italiensk restaurant hvor jeg kunne købe pizza. Først var vi i hendes restaurant (Funaná) for at betale med VISA for værelset. Gode pizza fra Chechu til danske priser. Børnene sov da jeg kom tilbage.
 

Fredag d. 10.2. Santa Maria, Sal.
Intet mindre end en fantastisk morgenmad (se billedet herunder). Meget smuk morgen som blev afløst af en uendelig sky der hele tiden lige fløj lige foran solen. Vi fandt ud af at Santa Maria var stedet hvor tyskere og italienere tager til. Det er en rigtig wild-west by, hvor der er en del charter turisme til. Stranden var fin, med mange muligheder for forskellige typer vandsport.
Vi gik til Funaná-restauranten, hvor ejeren havde reserveret et par liggestole til os. Vi slappede af indtil kl. 16 imens Anders nød sandet. Aftensmad og et par timers søvn før vi tog til lufthavnen kl. 23. Vi var de absolut første til 02:05 flyet. Fandt bogen til naboens ven og en flaske Ché - en hvidvin fra Fogo-øen, som en ven havde anbefalet os. Flyturen hjem var bedre end frygtet. Selvom flyet var fuldt, fik vi på begge strækninger et ekstra sæde, da en række har 3 sæder men kun 4 iltmasker, så vi kunne ikke have begge børn på samme række, med mindre den 3. person flyttede. Det betød at Anders kunne sove på et sæde.
 

Hvilken herlig ferie; vi kan varmt anbefale at tage til Kap Verde, også med børn.

Erik Futtrup 2006

Hjemmeside: http://www.futtrup.name

 
 
Share this