Kap Verde: Vestafrika light


Per Allan Jensens billede
2016 jun

Kap Verde: Vestafrika light

Tekst & fotos: Per Allan Jensen

Det er dagen før juleaften. Hvide skyer, der blæser forbi de forrevne bjergtoppe, danner en dekorativ forgrund til den blå himmel, og dybt under mig ser jeg sirlige terrassemarker langs den dybe frugtbare dal. Mine lunger går som blæsebælge, stien er stejlere, end jeg havde troet, og jeg har ikke mødt et menneske den sidste time.

Jeg er på vej op til et stort vulkankrater, og jeg indser nu, at det nok havde været en rigtig god idé at medbringe et kort i stedet for bare at basere mig på lokales mundtlige forklaringer. Lidt senere står det mig klart, at jeg er gået i en helt forkert retning, så der stadig venter mig en lang vandretur til krateret for ikke at tale om, at jeg jo også skal hjem igen bagefter. Klokken nærmer sig 12, og jeg har kun en liter vand tilbage, så jeg er nødt til at starte med en omvej til en lille landsby for at sikre mig, at jeg har vand nok til de forestående strabadser.

Det blev min hårdeste vandredag i lang tid, og jeg havde ømme benmuskler flere dage efter, men det var det hele værd. Ikke bare pga. naturen og udsigten, men også det behagelige vejr og mødet med de (meget få) lokale, der ofte selv bad om at blive fotograferet (og nogle gange endda sagde pænt tak bagefter).

Vulkansk grund

Jeg ynder at finde et eksotisk og lunt rejsemål, hvortil jeg kan flygte fra den danske jul med al dens kulde og mørke, og i 2014 blev det så Kap Verde, hvor jeg rejste rundt i 2½ uge sammen med Erik Pontoppidan (medlem nr. 180).

Kap Verde består af en snes beboede vulkanøer, der huser ca. en halv million indbyggere. Øerne ligger i Atlanterhavet, 500-1.000 km vest for Senegal, og har et klima, der kan få enhver forfrossen dansker til at slappe af i skuldrene og nyde livet. Når vinteren er værst i Danmark, så ligger temperaturen her dag og nat mellem 20 og 25 °C, og regnen falder i løbet af få måneder sidst på sommeren. Resten af året regner det ikke.

Ligesom de lidt nordligere Kanariske Øer er der tale om øer af vulkansk oprindelse, som er meget forskellige, alt efter hvor gamle de er. Nogle er meget gamle, og her er vulkanerne efterhånden eroderet bort og blevet til golde sandørkener, mens andre er yngre og mere grønne og frodige. Der er således noget for enhver smag, uanset om man er til lækre sandstrande eller trekking i frodige bjergegne.

Maleriske fiskerbåde på den dejlige strand i Tarrafal på øen Santiago

Befolkningen er en blanding af sorte afrikanere og europæere, primært portugisere – landet var jo tidligere en portugisisk koloni. Og her er vi ude i et absolut heldigt miks, da vi har elementer af Afrika (de smukke mørklødede mennesker, musikken og lidt af det fascinerende afrikanske kaos) kombineret med et ganske velfungerende samfund. Udmærket mad, som er langt over gennemsnitligt afrikansk niveau (specielt fisk og skaldyr).

Der er ingen farlige dyr eller sygdomme, og kriminaliteten er lav, så det eneste rigtigt farlige er – som de fleste andre steder ude i den store verden – trafikken, og den er bestemt ikke så slem som fx inde på det afrikanske fastland.

Man kommer til Kap Verde enten med rutefly (typisk via Lissabon) eller charterfly til en af øerne Sal eller Boavista, som nok mest er relevante, hvis man ensidigt fokuserer på strand, vandsport og barer. Det er ret nemt at komme rundt mellem øerne, enten med lokale fly eller færger, som dog kan være en noget barsk oplevelse, hvis man ikke er søstærk (og i øvrigt ikke er meget billigere end fly).

Dalen Ribeira do Paúl. Her boede vi tre dage på øko-resortet Aldeia Manga

Vi besøgte fire af øerne. Først Santiago (den største) med hovedstaden Praia, som er den mest afrikanske by i landet. Dernæst den lille by Tarrafal helt ude på nordspidsen, som er rigtig hyggelig med brostensbelagte gader, en fantastisk strand og en lille bjergrig halvø med gode vandremuligheder. Og endelig øens og landets vigtigste historiske seværdighed, byen Ciudade Velha, som var det første sted, Vasco da Gama gik i land, da han var på vej til Indien. Her ligger et gammelt fort med en imponerende udsigt, en gade med nogle gamle huse og de sølle rester af en meget gammel kirke, men det er så også stort set det eneste af historisk interesse i landet, så hvis man fokuserer meget på det historiske, skal man nok finde et andet rejsemål.

Vest for Santiago ligger den lille ø Fogo med den næsten 3.000 meter høje – og stadig aktive – vulkan. Den havde vi planlagt en bestigning af, men et par uger før afgang gik den desværre i udbrud, hvilket havde flere uheldige konsekvenser. Først og fremmest naturligvis for de lokale beboere, idet lavaen oversvømmede to landsbyer, og over 1.000 mennesker mistede deres jord og ejendomme. For os betød det dels, at bestigningen måtte opgives (vulkanen stod stadig og spruttede, da vi kom dertil), og dels at al flytrafik var aflyst, så vi måtte tage den fire timer lange sejltur to gange, hvilket var en ganske voldsom oplevelse på tilbagevejen, i hvert fald for mange af de lokale. Personligt er jeg heldigvis ret søstærk, så jeg stod ude på dækket og nød solen og duften af saltvand og det forunderlige syn af flyvefisk, der slog smut hen over de kæmpestore bølger.

Bortset fra den manglende vulkanbestigning, så havde vi et par dejlige dage på Fogo. Den ene dag med at gå rundt i hovedbyen Sao Filipe med de smukke gamle portugisiske huse og den anden med at foretage en tur øen rundt med en glimrende guide, der i øvrigt havde boet i en af de omtalte landsbyer. I den forbindelse kom vi op i nærheden af udbruddet, dvs. så tæt man kunne få lov til, og tæt nok til at se det fascinerende syn af røgskyer og kaskader af store sten, der – flere gange i minuttet – blev kastet højt op i luften.

Øernes kulturelle centrum

Næste destination var øen Sao Vicente med landets næststørste by Mindelo, der er Kap Verdes kulturelle centrum, og hvorfra mange musikere og forfattere stammer. Vi var der i weekenden, hvor byen emmer af musik fra hver eneste bar, cafe og restaurant. Jeg kan meget godt lide deres musik, der er et lidt vemodigt mix af afrikansk/caribisk ”negermusik” og portugisiske fados.

Jeg kan dog ikke så godt lide, når de afholder en stor koncert i baghaven til vores hotel, og denne først slutter klokken 4.30 om natten. Og heller ikke så godt, når de spiller den for fuld udblæsning gennem dårlige højtalere i de lokale minibusser (alugueres), men hvad sidstnævnte angår, så er afstandene jo små på øerne, så lidelsen er ret hurtigt overstået.

En lille pige i Ponta do Sol forbereder sig til julefesten

Fra Mindelo tager det en times tid at sejle over til den nordvestligste ø Santo Antao, der blev turens absolutte højdepunkt, og som på flere måder adskiller sig fra de øvrige øer, først og fremmest fordi den er så grøn og frodig. Fra de op til 2.000 meter høje bjerge løber gigantiske kløfter (ribeiras) ned til havet, og i disse strømmer floderne i regntiden og efterlader vand nok til, at man resten af året kan dyrke en guds velsignelse af afgrøder. Først og fremmest sukkerrør, som bl.a. bruges til fremstilling af alkohol som fx groque, (som vi ikke brød os om) og ponche (kan drikkes i nødstilfælde til en kop kaffe), men også yams, bananer, kaffe, mango og papaya samt – lidt oppe i højderne – hjemlige afgrøder som gulerødder og bønner i små sirlige terrassebede.

Her boede vi først tre dage på det skønneste øko-resort (Aldeia Manga) lidt oppe på en bjergside, omgivet af de mest fantastiske udsigter og med grønne bjerge til alle sider, og herfra jeg gik jeg den vildeste og mest fantastiske vandretur i mange år (omtalt i starten af artiklen).

Dernæst boede vi et par dage i kystbyen Ponta do Sol, helt oppe på landets nordligste spids, hvor vi tilbragte det meste af den ene dag med en 13 km lang vandretur langs den forrevne nordvestkyst, med svimlende udsigter til afsides landsbyer og Atlanterhavets bølger. Vi brugte også lidt tid på at sidde nede ved kysten og bare nyde synet, lyden og duften af bølgerne, der brager ind mod klipperne i et inferno af skumsprøjt, og se på fiskerne, der sejler ind og ud med deres smukke farverige træbåde. Juleaften tilbragte vi på en restaurant med festlig levende musik, og på hjemvejen var der stemningsfuld midnatsmesse i den lokale kirke.

På tilbagevejen havde vi en overnatning i havnebyen Porto Novo, der umiddelbart ikke er noget at skrive hjem om. Og så alligevel. Vi fandt, med hjælp fra vores udmærkede guidebog fra Bradt, en lille restaurant ejet af en meget original italiener, der har boet her i mange år. Der var intet spisekort, bare en mundtlig forklaring på en mærkelig blanding af italiensk og engelsk (og ingen angivelse af priser), men med fremragende mad.

Til sidst en kort sejltur tilbage til Mindelo, hvor vi nød vores sidste aftensmåltid på en hyggelig restaurant med levende musik, og næste dag fløj vi så til Lissabon, hvorfra turen – efter en enkelt overnatning – gik tilbage til vinterkolde Danmark.

Kap Verde er et rejsemål, som jeg på det varmeste kan anbefale. Bortset fra øerne Sal og Boavista er der meget lidt masseturisme, så man har det meste for sig selv. Og så er det en glimrende introduktion til Vestafrika, bare uden alle de strabadser, man nemt kommer ud for der. Et slags Vestafrika light.

Per Allan Jensen besøgte Kap Verde i december 2014. Han har medlemsnr. 26.

Udsigt til vulkanen på øen Fogo

BOKS: Kap Verde

Prisniveau: Yderst rimeligt. Dobbeltværelser på pæne hoteller fås til mellem 300 og 500 kr. inkl. morgenmad, en øl koster en tier, en hovedret 50-80 kr., en kop kaffe 5-10 kr. (lokalt dyrket, fremragende) og en flaske vin 80-100 kr. Vinen er typisk enten portugisisk eller den lokale fra øen Fogo, og den er drikkelig, hvis man ikke lige er vinfanatiker, og så skal den i øvrigt nydes, mens tid er, for markerne er nu ødelagt af lava og dermed ubrugelige et godt stykke ud i fremtiden.

Ud & hjem igen: Fly København-Sal fås fra ca. 3.450 kr. t/r.

Læs mere: om Kap Verde på www.deberejstesklub.dk/land/afrika/kapverdiske-er.

 

 

 
 
Share this