Hvem vil med ud og se en leopard?


Lene Dangaards billede
2011 mar
Geparden lod sig ikke røre af, at vi var ganske tæt på

At spotte en leopard i den frie natur kan være en svær ting. Det måtte vi sande under en ferie i Kenya i marts måned 2010. Østafrika er et vidunderligt safariområde, der byder på stort set alt, hvad hjertet kan begære af dyr i store flokke. Både i Kenya og Tanzania vrimler det med vildt, og det er en storslået oplevelse at være på safari her. Også for fugleentusiaster er Østafrika et paradis. En af vore medrejsende var meget ornitologisk interesseret, og det lykkedes ham på 14 dage at bestemme ikke mindre en ca. 150 fugle (kun, hvis han var helt sikker, fik fuglen et kryds i hans bog!). Overalt så vi bøfler, elefanter, løver, næsehorn, geparder, giraffer, flodheste, krokodiller, hyæner, sjakaler, zebraer, gnuer, strudse, klippegrævlinge, vortesvin, bavianer, marekatte, colobus aber, topier antiloper, Thomson gazeller, impalaer, dik-dik'er og mange flere. Det eneste springende punkt på hele turen var: Hvor gemmer leoparden sig?

Hyænerne er godt i gang med morgenmadenHyænerne er godt i gang med morgenmaden

Der blev gjort mange og ihærdige forsøg fra vores gode chauffører Peter og Fredriks side i og med, at de førte en livlig kommunikation med andre chauffører, når vi var på safari. Specielt i Masai Mara skulle der være gode chancer for at se leoparder, og vi hørte da også om andre, der havde været heldige. Endelig lykkedes det os at finde et træ, hvor en leopard holdt til, de sidste dage vi opholdt os i området. Den havde nedlagt en gazelle og havde, som den har for vane, halet den med op på en gren i et pølsetræ, så ikke andre dyr skulle tage del i dens måltid. Bedst som vi fik dessiner om, at leoparden var der, og vi susede af sted for se den, ja så var den pist væk, når vi kom frem. Og sådan var det altså bare hele tiden - øv, hvor var det ærgerligt. Afrejsedagen fra Serengeti oprandt desværre alt for hurtigt, og vi skulle videre og slappe af under kokospalmerne ved Mombasas hvide sandstrande de sidste tre dage af ferien. Transporten ud til kysten skulle foregå med fly, men da der jo heldigvis ikke er anlagt store lufthavne i nationalparkerne, ja så foregik turen med et lille propelfly med plads til kun 19 personer, og dette landede på en såkaldt airstrip (ryddet grusbane) midt på savannen. Check-in og security-check? Glem det. Det kender man ikke til her. "Lufthavnen" bestod af et toilethus, tre betonbænke, der var overdækket for at tage af for solen, samt et lille hus til "lufthavnspersonalet".

 

Midt i det såkaldte check-in kom vores chauffør Peter lige pludselig over til os og spurgte: "Who would like to see a lepard?" Ja, hvem ville ikke det, men spørgsmålet var jo bare tiden. Flyet var godt nok ikke landet endnu, men forventedes at komme inden for 5-10 minutter. Dette mente Peter dog ikke var noget problem, for de ventede da bare på os! Altså, 1-2-3 sprang vi ind i bilen og lod bagage være bagage og susede af sted ud over savannen med adrenalinen pumpende i blodet. Endelig fremme ved pølsetræet viste det sig dog desværre, at leoparden heller ikke gad ligge til skue for syv dumme danske turister i dag, så vi fik endnu engang en lang næse og måtte vende tilbage med uforrettet sag. Et lille kuriosum var dog, at da Peter skulle vende bilen, så sad vi pludselig fast i mudder! Det var ikke første gang det skete, så belært af tidligere dårlige erfaringer var der ikke andet at gøre, end at alle mand sprang ud af bilen og forsøgte at skubbe den fri. Vi nåede ikke at tænke ret meget over risikoen ved dette stunt, og det var først da vi sad i bilen igen, efter den var kommet fri, at tanken om, at leoparden måske havde ligget og luret i græsset lige i nærheden, kom til os!

Så kom ikke og sig, at det ikke kan være forbundet med særdeles spændende og nervepirrende oplevelser at tage på safari.

 

 

 
 
Share this