Det vilde Kina


 
2015 mar

Det er meget tidlig morgen i Kangding. Jeg vågner ved, at en bil dytter nede på gaden. Kikker søvndrukkent ud af vinduet ogser, at min mand er parat til at køre mig de små 200 kilometer til Litang. Det er mindst en halv time for tidligt, men jeg er hurtigt i tøjet. Rygsækken er pakket, og snart efter er jeg klar til afgang. Men noget er helt galt. Det er ikke den mand og den bil, jeg aftalte med i går. Der er ikke andre med i bilen, som vi aftalte … Prisen, 170 yuan, er dog rigtig, og chaufføren er sikker på, at jeg er den rigtige kunde.

 

 

Tekst & fotos: Ole Ejnar Hansen

Året er 2009, og jeg rejser alene gennem det gamle Østtibet, fra Kangding, på tibetansk Dartsedo, via Litang og sydpå til Deqen, Shangri La (tidligere kaldet Zhongdian) og Lijiang i Yunnan. Jeg havde egentlig tænkt på at tage den lokale bus, men da den var reserveret de næste par dage, blev det denne privatbil. Jeg sætter mig ind, men lige inden vi kører, triller en sort Audi med tonede ruder op på siden af os. Jeg ser et par fyre med tunge guldkæder om halsen. De udveksler et par bemærkninger med min chauffør. Så accelererer Audien væk. Vi starter selv og lægger os hurtigt op bag Audien, som jævnligt signalerer ved at blinke med katastrofelyset … Hvad fanden har de gang i?

Aftensol og efterårsstemning ved Daocheng.

Vi er snart ude af Kangding og ude i vilde mørklagte bjerge … har jeg dummet mig? Vil jeg blive røvet? Jeg ser grundigt på min chauffør – Nej, Pöpa, som han kalder sig, ser sympatisk ud, og straffen for røveri i Kina er særdeles streng. Alligevel er det med uro i maven, at jeg begynder min rejse ind i Østtibet. Men langsomt kommer lyset – dagen – tilbage, og utrygheden letter. Endelig kan jeg bruge hele min opmærksomhed på sceneriet. Jeg må konstatere, at dette land er rigt på store og smukke landejendomme, omgivet af afrundede bjerge, grønne dale og dybe skove.

Få kilometer før Litang ser jeg for første gang på denne tur de høje hvide tinder. Jeg kikker spørgende på Pöpa: ”Genyen Kang Ri,” siger han. Har aldrig hørt om dem, men de ser meget spændende ud, må mindst være 6.000 meter høje. Få kilometer senere holder vi i et pas kaldet Lama La, hvorfra vi ser ned over et udstrakt græsland og den gamle nomademarkedsby Litang.

24 karat guld

Pöpa stopper i udkanten af byen ved et lille sted kaldet Peace Lodge, og jeg bliver budt velkommen på udmærket engelsk af manager Tsering – ”Longlife,” som han kalder sig. Byen Litang, 4.100 moh, er desværre blevet en meget kinesisk by som så mange andre i regionen. Men hvis man kradser lidt i overfladen, kommer den gamle kultur frem. I hovedgaden ligger fåreuld i store baller, yaksmør pakket i dyrehud, samt svampe og urter fra sletten. Her findes også store pakker af den sorte blok-te fra Yunnan, som er grundlaget for tibetansk smør-te, og omme i baggaden findes et åbent slagteri, hvor hundredvis af yakkroppe hænger til modning. Nomaderne kommer ikke til markedet på hesteryg mere. Nu er der langt mere prestige i at komme på motorcykel eller i firehjulstrækker. 

Hen under aften sker der noget helt specielt. En trommehvirvel kalder på opmærksomhed, og en myndighedsperson træder frem og annoncerer et ægteskab. Ud af rådhuset træder en smuk brud og hendes tre brødre iklædt det mest overdådige festtøj, der ikke lader ”1001 nats eventyr” noget efter. Man skal ikke tage fejl af nomaderne på Litangs græsland. De kan være meget velhavende og forstår at vise deres rigdom frem. Her er 24 karat guld i lange baner.

“Why not go with me on horseback to Genyen Mountain?” spørger den hyggelige Tsering. Ja, why not? Men nu har jeg kun tre uger til dette rejseprojekt, og min plan er altså Yading og Konkaling. Men en anden gang, siger jeg. Jeg skal videre og har taget plads i en minibus. Jo, der findes lokale busser, men behovet for at rejse er stort, og folk bestiller plads mange dage inden afgang. Denne del af Østtibet kaldes Kham, og khampaerne har altid været betragtet som farlige og halvvilde folk. Det er et faktum, at det var det eneste tibetanske folk, der reelt kæmpede mod Den Røde Hær, da den i 1950 væltede ind over Tibet, og har været der siden. Chaufføren er khampa og særdeles vild og farlig. Så farlig, at jeg ser mig nødsaget til at tale med meget store tegn og fagter for at få ham til at sætte farten ned og køre forsvarligt. De lokale rejsende ser bebrejdende på mig.

Templet under snebjergene

Vi kører gennem det smukke og varierede Sichuanhøjland. Men efter adskillige timers kørsel stopper vi i passet Bowa La i 4.200 moh. Omsider ser jeg Konkalingbjergene eller Yading Naturreservat, som de nu hedder. Herfra ser jeg pragtfulde snetinder rejse sig markant over udstrakte og overdådige løvskove: ”Nå, sådan ser det ud,” tænker jeg, nu falder brikkerne på plads. I et par år har dette sted jævnligt rumsteret i min bevidsthed, uden at jeg rigtigt har kunnet sætte sceneriet i perspektiv.

Chanadorjes sneklædte tinder stræber mod himlen som knive.

Konkalingbjergene kan sammenlignes med Kailasbjerget i Vesttibet – såvel fysisk som åndeligt – og tiltrækker mange tibetanske pilgrimme. Men hvor Kailas ligger i den golde ødemark, er Konkaling omgivet af grønne enge og udstrakte lærkeskove. Her er der dog tale om tre tinder og med så potente navne som Chenrezig, Jambeyang og Chanadorje. De er alle ekstremt spektakulære trods moderat højde på omkring 6.000 meter. Det er sidst i oktober, og efteråret har ramt skovene med stor kraft. Træer og buske står i flammende rød, gul og rust. Det kan ikke blive smukkere.

Vi stopper i den lille by Yading i 3.950 moh. Her er vel 20-30 store landejendomme, og flere af dem tilbyder logi. Men da jeg har læst på diverse blogs, at der er mulighed for logi ved et kloster under tinderne, beslutter jeg, at det er der, jeg skal hen. Glad og forventningsfuld hanker jeg op i min rygsæk og følger stien langs en lille bæk ind mod klosteret. Allerede efter et par timers pragtfuld vandring, står jeg ved Chongu Gompa, ”Templet under Snebjergene”.

Jeg blev opmærksom på dette eventyrlige sted, da jeg stødte på navnet Joseph Rock. Rock var en meget excentrisk biolog, kartograf og eventyrer. Han var tidligt dybt fascineret af det ukendte Østtibet, og med den sidste kejsers fald i 1912 og Kinas politiske opløsning var døren åben til Østtibet. Med en stab af forskellige lokale folk til at introducere sig hos fyrster og småkonger rejste han mellem 1922 og 1949 rundt med kasser fulde af penge – men også kjole og hvidt, krystal og sølvbestik – for han var en eventyrer med stil og elegance. Han slog sig ned i Lijiang i Yunnan, men gennemrejste intensivt hele det gamle Østtibet, fra Gansu og Sichuan til det nordlige Yunnan.

Meget er forandret siden Rocks dage. Man kan ikke overnatte på klosteret længere. Den pilgrimslejr, som diverse blogs har omtalt, eksisterer ikke længere. Som alle andre steder har de kinesiskloyale embedsmænd taget kontrol. Men jeg bliver tilbudt et værelse hos en lille bonde tæt ved. Værelse er det nu ikke. Det er en plads i brændeskuret – et simpelt sovested på en række halmballer. Inden dagen er omme, har fire hongkongkinesere tjekket ind på resten af ballerne. Men beliggenheden skal der ikke klages over. Jeg kikker ned over en saftig grøn eng omgivet af efterårsløvtræer i dramatiske farver, og over det hele stråler det hellige bjerg Jambeyang. Jeg bliver helt blød indeni.

Numo og momo

Nattetemperaturen her midt i oktober når ned på -5 °C, men jeg er også i 4.000 meters højde. Jeg har dog sovet fint og varmt trods det luftige brændeskur. Natpotten er udenfor i svinestien, og de sorte svin kvikker synligt op ved mit besøg.

Inde i huset ved ilden sidder mutter, en stor stærk tibetansk kvinde på vel 50 år. Hun smiler venligt, da jeg kalder hende numo, ”søster”. Her er simpelt og beskidt, men kvinden udstråler den vante varme og venlighed, som jeg har mødt så ofte i Tibet. Jeg føler mig næsten hjemme. Hun tilbyder mig instant noodles til morgenmad og et fladt brød, som hun kalder momo. Brødet tager jeg med mig sammen med lidt tofu, og hun fylder min termoflaske med te.

Jeg har tænkt mig at vandre så dybt og så højt op i dalen som muligt. Der er desværre en bus-turismekultur under udvikling i det første stykke af dalen. Men efter et par timer er disse ivrige fototurister lagt bag mig, og jeg går nu på den skønneste eng kaldet Lourong, hvor små blå gentian står så tæt, at jeg ikke kan undgå at træde dem under fode.

Lourong er et fantastisk sted, for jeg står lige midt i det hellige sted – for tibetanerne et kraftcenter af åndelig styrke og energi – her mellem de tre hellige bjerge Chenrezig, 6.032 moh, Jambeyang, 5.958 moh, og Chanadorje, 5.958 moh. Disse tinder repræsenterer de tre vigtigste bodhisattvaer i tibetansk buddhisme og dyderne; medfølelse, visdom og styrke. Egenskaber der er nødvendige for at undslippe Samsara eller det endeløse livshjul af fødsel, død og genfødsel.

Det er en fin og frostklar morgen, ikke en sky på himlen, og Chanadorjes sneklædte tinder stræber mod himlen som knive. Fra snemarker og gletsjere driver vand ned over bjerg og skov og risler nu her for mine fødder så klart som – ja, velsignet kildevand.

Jeg har vandret meget i Himalaya og set mange af de største tinder der. Jeg vil ikke sige, at dette er smukkere, måske er jeg her på en meget heldig dag. Men en klar forskel til fx Nepal er den store botaniske frodighed så tæt omkring de højeste tinder.

Jeg fortsætter nogle timer op gennem dalen og passerer bl.a. en række gamle sæterhuse. Stien fører op gennem en lille slugt, og udsigten til gyldne lærketræer bliver stadig bedre. Efter et par timer er jeg oppe i 4.500 meters højde ved Den blå Sø. Jeg havde en drøm om at vandre rundt om den højeste tinde, Chenresig. Det indebærer et pas på små 5.000 meters højde og kan gøres på to dage. Men jeg har ikke det nødvendige udstyr – telt og kogegrej – med, så jeg må vende om og gå tilbage til den lille familie og brændeskuret.

Joseph Rock udtalte følgende i 1928: Where in all the world is to be found scenery comparable to that which awaits the explorer and photographer in north-western Yunnan Province, China and in the mountain fastnesses of Tsarung, in south-eastern Tibet?”

Navnet på provinsen Tsarung betyder “velsignet dal”, og Joseph Rock var på dette tidspunkt leder af National Geographic Societys ekspedition i Yunnan i Kina. Kendt for at samle bl.a. 493 forskellige rododendron-arter og bringe dem til USA.

Enkelte grupper og individuelle har vandret om alle tre tinder, men siden 2008 har de lokale myndigheder desværre stoppet denne form for turisme. Men hvis man medbringer det nødvendige udstyr, ikke har for travlt og har mod på at improvisere, så kan en vandring omkring tinderne godt lade sig gøre. I 2009 var der ikke mange, der talte engelsk i Yading, så næste gang vil jeg bruge lidt tid i de nærliggende byer Daocheng eller Riwa, for at få en god engelsktalende kontakt.

Denne region bestående af det sydlige Sichuan samt Gyeltang i Yunnan kaldes også ”Det vilde Kina” og er et storslået alternativ til Indien, Tibet og Nepal. Stedet venter bare på at blive opdaget. 

 

Faktabox

Ud & hjem igen: Fly København-Chengdu i Kina fås fra ca. 4.250 kr. t/r. Og fly København-Kunming fås fra ca. 4.550 kr. t/r.
 
 
Share this