Transport i Kina - på godt og ondt


 
2005 mar

Efter cirka to måneders rejse gennem Rusland og Mongoliet, nåede Lars og jeg endelig til Kina – et land, som vi begge havde set meget frem til at opleve. Vi havde mange fantastiske oplevelser i de knap to måneder, vi opholdt os i landet og bragte mange gode minder med hjem i rygsækkene. Men en af de ting, som står meget klart i min erindring, er transporten mellem de steder vi besøgte, og det er netop dette, som denne artikel vil omhandle. Vi rejste både med tog, bus, båd, rickshaw, på hesteryg og på cykel, og nogle af transportmidlerne var helt klart bedre end andre.

Vi ankom til Kina med Den Transmongolske Jernbane.

Indrejsen var i sig selv meget komisk. Tolderne kom ind i kupeen i deres stiveste puds og delte indrejseblanketter ud. Disse blanketter indeholdt selvfølgelig de obligatoriske spørgsmål omkring, hvor længe man skulle være i landet, hvad formålet med rejsen var mv., men sandelig om vi ikke også skulle svare på, om vi led af alverdens sygdomme såsom kønssygdomme, AIDS, diarre, hoste osv. På det tidspunkt havde jeg fået raget en grim forkølelse til mig og turde knap nok trække vejret af frygt for at komme til at hoste og derved blive nægtet indrejse i landet. Heldigvis blev vi ”godkendt” og fik lov til at rejse ind i landet.

Toget var i det hele taget ret imponerende: der var fløjlsstof på sæderne, flæsegardiner i vinduerne og der blev hele tiden gjort rent. Vi fik endda også gratis morgenmad ombord. Vi havde forventet en gang kinesisk morgenmad, men der blev sørme serveret toast, smør og hårdkogte æg. Fint nok, men vi havde kun fået udleveret spisepinde, og det lykkedes ikke at få forklaret tjeneren, at vi gerne ville have en kniv til smørret. Og det er altså ikke let at smøre toast og spise æg med pinde.

Turen til Beijing var flot, og toget kørte ikke hurtigere end at vi kunne nå at nyde det smukke landskab, se hvad der foregik i de mange landsbyer vi passerede og få det første glimt at den kinesiske mur.
 

Hardsleeper-kupé - livet ombord på et kinesisk tog

Efter nogle dage i Beijing (hvor vi flere gange følte, at det var med livet som indsats, når vi tog rickshaws, taxier og lokale busser) var vi så klar til at rejse videre gennem landet. Vi lagde ud med at tage et lokaltog. Vi var meget spændte på, hvad der ventede os, men vi blev positivt overraskede. Vi havde valgt at købe billet på ”hardsleeper”, og det var skam slet ikke værst, selvom vi blev noget overraskede, da vi kom ind i en togvogn med sovepladser til 66 mennesker, kun opdelt af 10 skillevægge. Shit, tænkte vi, det bliver vist ikke til meget søvn med alle de mennesker. Men præcist kl. 22 blev lyset slukket i vognen, og alle gik i seng.

Vi købte altid pladser i de øverste køjer (det var det billigste), og køjerne var udstyrede med både dyner og hovedpuder – og sengetøjet var faktisk rent. Der bliver selvfølgelig snorket en del i disse vogne, og køjerne er heller ikke for brede, men det var trods alt bedre end at sidde op en hel nat. Om morgenen vågnede man i disse tog som regel ved 6-tiden, ved at kineserne sad og højrøstet slubrede nudelsuppe i sig.

Vi kom på turen gennem Kina til at tilbringe en del tid i togene, som helt klart var min favorittransportform. Der var god plads til at gå rundt, man kom let i snak med de lokale, som oftest tilbød én mad og snacks, der var altid kogende vand i termokanderne, så man kunne få sig en kop te, og man kunne nyde udsigten undervejs. Desuden var togene ikke overfyldte – der var kun det antal mennesker i hver vogn, som der var køjepladser til.

Men det er jo ikke alle steder i Kina, at der kører tog, så ofte måtte vi med bus. Det var til gengæld den værst tænkelige transportform. Normalt er jeg ikke sart og har da også tidligere været på alverdens ”chickenrun-busses” i både Asien og Mellemamerika. Men busturene i Kina overgik nu alt, hvad jeg tidligere har oplevet. Aldrig før har jeg oplevet noget så ulækkert. Det virker som om, at kineserne smider alle hæmningerne i bussen. Selvom der lå en del bagage på gulvet, afholdt det dem ikke fra at sidde og hoste slim op og spytte det ud på gulvet. Desuden kan mange af dem åbenbart ikke tåle at køre bus, så de brækker sig konstant på køreturen, enten ud af vinduerne eller i poser, som så bare bliver smidt på gulvet.

Der bliver ulidelig varmt i disse busser, og man kan jo ikke rigtigt åbne vinduerne, hvis personen foran én nu pludselig begynder at kaste op ud af vinduet.

Hvad der så næsten er værre er, at når der cirka hver anden time holdes pause, så skynder disse syge folk sig ud og spiser en kæmpe portion mad, og så kan man næsten selv regne ud, hvad der sker, når de igen er ombord på bussen. Så kan en ti timers bustur altså godt være rigtig lang!

Som turist er man jo mange gange et særsyn i busserne og der sørges som regel for, at man får de bedste pladser i bussen. Selvom vi egentlig var ligeglade med, hvor vi sad i bussen, begyndte chaufførerne at flytte rundt på kineserne, hvilket udmundede i nogle gevaldige skænderier blandt kineserne. Nu er busserne i sig selv ikke de mest behagelige, og det er ikke altid en fordel at sidde foran i bussen – især ikke, når chaufføren i ti timer konstant kører dødskørsel med hornet i bund. En gang oplevede vi faktisk, at hornet gik i stykker. Sikke en fred, tænkte vi, men nej, chaufføren var nødt til at stoppe og få det repareret, før han kunne køre videre.

Der skete også mange uheld, og så opstod der igen gevaldige skænderier. Selvom de tilskadekommende lå nærmest livløse på jorden og blødte, skændtes de bare videre. Et sted kom vi forbi et sted, hvor en bus var røget ud over en skrænt og lå sammenkrøllet, og der begyndte kineserne i vores bus at klappe og huje. Når der sker uheld, forsøger chaufføren ofte bare at komme igennem alligevel, selvom politiet har lavet afspærringer. Hvis han ikke kan køre på vejen, må han jo bare tage bussen en tur henover en mark.

Den værste bustur jeg oplevede var dog turen i en sovebus. ”Sengen” var max. 150 cm. lang og foldet vinkel, og jeg kunne lige akkurat være der i bredden. I ”sengen” skulle der udover en selv også være plads til en dagsrygsæk samt en møgbeskidt dyne, som man fik udleveret. Når man så samtidigt har fået tildelt sengen over et af bussens hjul, bliver det en meget humplet tur uden megen søvn. Lugten i bussen var mildt sagt heller ikke for god, da alle havde smidt skoene, men det var for farligt at åbne vinduerne, da man kunne risikere at ryge ud af dem, når bussen drejede. Det blev en meget lang nat i den overfyldte bus, hvor der i flere af køjerne lå mere end et menneske.

Sejlturen på Yangse blev også en blandet oplevelse. På de to både, som vi sejlede med i løbet af de tre dage, som turen varede, havde vi købt billetter på 2. klasse, men da vi var de eneste udlændinge ombord, blev vi gratis opgraderet til 1. klasse (kineserne bryder sig åbenbart ikke om at vise de dårligste steder frem). Den første båd viste sig at være en fragtbåd, og selv en 1.klasses kahyt var meget mørk og uhumsk. Det værste var dog de fælles toiletter ombord. Det var bare en lang rende uden skillevægge, og renden blev vist først spulet, når den var fyldt. Desuden kunne døren ind til toilettet ikke lukkes, og der stod konstant en flok mænd og gloede ind.
 

Lars på vores soldæk på Yangtse-floden

Den anden båd viste sig derimod at være af luksusudgaven. Vi fik et helt dæk for os selv og havde endda eget badeværelse i kahytten. Der var også både restaurant og karaokebar ombord – sidstnævnte undlod vi dog at besøge.

Undervejs på sejlturen gjorde vi holdt i en lille by og skulle herfra over på nogle mindre både for at komme til The Three Little Gorges – et af områdets meget smukke steder, som desværre snart bliver oversvømmet pga. dæmningsprojektet.

Kineserne nærmeste sloges om at komme ombord på disse både – selvom der selvfølgelig var plads til alle – og langt om længe blev vi anbragt på en båd. Som den eneste lyshårede pige ombord fik jeg særbehandling og dermed også pladsen med den bedste udsigt. I tre timer knoklede bådens førere så ned ad floden. De måtte med lange stænger få båden flyttet, når den gik på grund, og det skete tit. Senere kom vi over i nogle endnu mindre både, hvor bådførerne gik i vandet og trak båden langs strømmen. Ret imponerende, men hvor havde vi ondt af de stakkels folk.

I byerne rundt omkring i Kina kørte vi engang imellem med både rickshaws og taxa. Sidstnævnte var som regel også en interessant oplevelse. For det første kan kommunikationen omkring hvor man skal hen blive lidt forvirrende pga. de sproglige problemer – mange gange siger kineserne jo bare ja og smiler, selvom de ikke har forstået et klap af, hvad man har sagt. Desuden virker det som om, at dem der plejede at cykle, nu har fået bil, men om de overhovedet har fået sig et kørekort, kan man tit undre sig over.

Nu kan alt dette omkring transporten jo godt lyde lidt negativt, men Kina er et fantastisk land, hvor jeg har fået nogle af mine bedste rejseoplevelser, og det er helt sikkert et sted, hvor jeg godt kunne tænke mig at komme tilbage til, så længe jeg ikke skal rejse med bus gennem landet.

 
 
Share this