Yubeng: Er dette Shambala?


2013 dec

Yubeng: Er dette Shambala?

Tekst & fotos: Ole Ejnar Hansen

Himalaya-bjergkæden er et fantastisk grænseland med en udstrækning på 2.400 km fra Pakistan i nordvest til Kina i øst. Her møder flere forskellige kulturer hinanden. Bjergkæden adskiller det indiske subkontinent fra det tibetanske plateau, men løber også gennem Bhutan og Myanmar og helt til Yunnan i Kina. Siden 1985 har jeg tilbragt mere end 500 dage på stierne i Himalaya, hvor jeg altid har følt mig velkommen. Der har altid været husly og en skål ris eller tsampa. Her har jeg altid mødt venlighed og varme og ofte undret mig over et tilsyneladende og uforståeligt mentalt overskud. Undret mig, idet fattigdom og afsavn mere er reglen end undtagelsen. I oktober 2009 fandt jeg vej til de hellige bjerge Kang Kawa Karbo i Yunnan i det allerøstligste Himalaya og troede et øjeblik, at jeg havde fundet Shambala – det tibetanske paradis.

De hellige bjerge Kang Kawa Karbo, der rejser sig magtfuldt mellem floderne Mekong og Salwen, ligger i det allerøstligste Himalaya. Året er 2009, og jeg rejser denne gang alene i tre uger.

Vejen op over bjerget er meget stejl, så jeg har aftalt med værtsfolkene i Øvre Shidong, at jeg har brug for en hest til næste dags morgen. De skal være her kl. 7, så vi er tidligt oppe. Det går op for mig, at de skal komme fra Nedre Shidong, vel en time til halvanden op ad vejen. Men dette er business as usual, turister kommer hver dag og har brug for ponyservice.

Trods gentagne besøg i denne del af verden er jeg en rastløs sjæl, så da klokken er blevet 7.30, og jeg ved at spejde langt ned i dalen kan regne ud, at de ikke er lige på trapperne, bryder jeg op og tager sækken på nakken. Et kinesisk par, Robyn og Ellen fra Beijing, er gået for over en time siden, men jeg tænker optimistisk, at jeg er bedre akklimatiseret og måske vil indhente dem. Jeg ser et glimt af en guldfasan på vejen, men ellers ikke meget liv i skoven.

Efter en times gang er jeg kun nået 150 meter op. Jeg hører folk på vej op og deres hestes bjælder. Fint, forhåbentlig er min hest også med. Ganske rigtigt, der kommer en hestemand med et stort smil, men ingen hest til mig. Han spørger, om jeg gerne vil have en hest alligevel?

 

”Ja tak!” svarer jeg. Han ringer fra sin mobil til det guesthouse, hvor jeg sov, for at få en hestemand til at komme op. Han beder mig vente en halv times tid, hvor jeg er.

Fint med en lille pause, tænker jeg, mens hestemanden og en kinesisk turist forsvinder op ad stien. Og ganske rigtigt. Efter en halv times tid dukker en pige op med endnu en hest. Jeg tjekker prisen, som stadig er 155 yuan (140 kr.). Jeg er parat til at sidde op, da den purunge pige siger, at det kan jeg ikke med min lille rygsæk på. Den vil hun bære. ”Nej, nej,” siger jeg. Men hun insisterer og forlanger desuden 20 yuan for tjenesten. ”No way!” svarer jeg, og det ender med, at jeg bliver vred og skælder ud i den tro, at så indser hun nok, at hun var for smart og retter ind – men nej, hun står fast. Nu bliver jeg rigtig vred og siger tydeligt på dansk, at hun kan skrubbe af, hvilket hun så gør. 

Fandens til dårlig start i dag. Hvis jeg da også bare kunne lære at vente, give tid, ikke mindst i denne del af verden. Kort efter kommer hun forbi mig med en kineser på hesten. Hun ænser mig ikke.

Skoven er blevet lidt mere åben, gamle løvtræer og mange store stammer ligger fældet. Hvordan får de dem skåret op? tænker jeg. Solen er kommet rigtigt op, og det bliver varmt. Heldigvis kommer jeg snart forbi et lille serveringssted, hvor jeg kan få lidt at drikke. Her er flere heste, og pigen sidder og snakker med sine venner. Jeg er træt og kan ikke lade være med at give hende endnu en sviner. Endnu en dumhed, Ole! Hun ringer straks til sine venner rundt på stien og fortæller, hvad der er overgået hende, og at ham den gamle vesterlænding ikke skal have nogen hest – sådan!

Det sidste skal jeg erfare, da jeg kort efter møder en gruppe på vej ned med heste, hvoraf enkelte er ledige. Jeg prøver at stoppe en mand med en ledig hest.

”Min du!” svarer han koldt og gestikulerer med sin telefon. ”Nej!”

Suk! ”Så kan du lære det!” tænker jeg. Hvordan kunne jeg også tro, at jeg kan kontrollere noget her i Yunnan?

Tehuset på toppen af bakken – eller passet – Nazong La.

Verdens smukkeste bjerg

Stien flader lidt ud. Jeg fornemmer, at vi snart er oppe ved højdedragets top. Ganske rigtigt, en hel allé af bedeflag markerer, at vi er oppe på bakken. Jeg har ikke haft udsyn mod Kawa Karpo hele morgenen og er spændt på, om det stadig er klart og skyfrit. Der er intet at klage over. Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., kan sagtens konkurrere med Maccharpuchare og Ama Dablam i Nepal om titlen som verdens smukkeste bjerg. Den står tindrende klar og nu overraskende tæt på.

Her på bakketoppen er endnu et tehus – super! Jeg er ved at finde roen, og heldet er på vej tilbage. Jeg får den tanke, at Yubeng, der ligger 350 meter nede i dalen, og hvorfra tinderne rejser sig, er det forkerte sted at være, hvis jeg skal nyde det store sceneri. Så jeg beslutter at blive her i tehuset for en stund. Sækken smider jeg ind i tehuset og belaver mig på at blive heroppe i vel 3.660 meters højde.

Værten foreslår, at jeg skal kravle lidt højere op, hvor der er helt frit udsyn til hele Kawa Karpo-gruppen. Jeg sætter mig på en lille knold omgivet af skov, men med frit vue til alle tinderne. Kawa Karpo er en traditionel bön-gud, og pilgrimme vandrer stadig rundt om hele massivet nøjagtigt som ved Kailas og andre hellige bjerge for at søge renselse eller merit. En kæmpe gletsjer, Mingyong, driver helt ned gennem skoven mod Mekong-floden – det er meget stort.

Efter et passende pitstop bumler jeg nu ned ad den stejle sti mod Yubeng. Skoven er klædt i det skønneste efterår. Der er særlig mange asp med helt gyldne og hjerteformede blade, ja de hænger som ægte bladguld i modlyset. Men også mange andre efterårstræer og -buske, rønnebær og en række buske, jeg ikke kender, men som tilsammen giver skovkrattet alle farver fra grøn, gul via orange til rubinrød.

Den vildeste tinde i dette fantastiske massiv, Miancimu, 6.054 moh., set fra tehuset ved passet Nazong La.

Det er især dette fænomen, der gør forskellen fra, hvad jeg tidligere har set i Nepal og det centrale Himalaya. Her er en meget større artsrigdom af løvskov. Enkelte folk kommer pustende op, og jeg forstår, at det kan blive en hård vej tilbage igen. Jeg beslutter mig for at blive i Øvre Yubeng i nat og vælger et af de første huse. 30 yuan for et pænt værelse med to senge. En hurtig tur rundt i landsbyen afslører, at den bare består af ca. 20 huse. Meget charmerende, og her bygger man med store rejste tage med udhæng ligesom i Bhutan. Jeg bemærker, at der faktisk er adskillige nye huse på vej.

Jeg er eneste gæst i dag, og husets unge kvinde, Kelsang, tilbereder en lækker middag til mig med yak, kartofler, hvidløg og et spejlæg.

 

Dalen sukker af glæde

Jeg er tidligt ude næste morgen og går på opdagelse på de små vænger, hvor kvæg står og damper i morgensolen. Nattens dug bliver brændt af og kaster et svagt slør af em over engene. Fugle kvidrer lystigt i kratskoven, og sorte svin går frit og øffende rundt i skovbrynet. Glade og veltilfredse roder de i jorden efter trøfler. Alt ånder fred og uforanderlighed, det ligner paradis.

Morgenlyset lokker mig med sit fantastiske farvespil længere og længere ind i kratskoven. Små grupper af kinesere halser af sted for at komme højt op til gletsjersøer inde under tinderne. Men denne gang vælger jeg at blive her i løvskoven. For frem for alt er der noget helt unikt ved denne fjernøstlige himalayanske udpost: Skoven er utæmmet natur af asp, poppel, ahorn, akacie, røn og hjortetak blandet med gamle graner.

En del træer er omviklet med tre røde bånd. Det er befriede træer – befriede eller beskyttede, som levende sjæle for skovhuggerens økse. Et tydeligt tegn på at buddhismen, filosofien og den klassiske livsopfattelse lever i bedste velgående i Yubeng.

Tilbage i mit lille logi ved middagstid bliver jeg overrasket over at gense Robyn og Ellen. De er fra Beijing og taler fint engelsk. Han er ingeniør. Hun ”business”. De holder to ugers ferie, har ingen børn og er vel sidst i 30’erne. Jeg spørger dem til deres syn på buddhismen: ”Well, I don’t know, we have no religion, we are realists,” siger Ellen.

Jeg siger farvel til Kelsang og går ned ad stien mod Nedre Yubeng. Den lille by ligger malerisk for enden af den smukkeste U-dal, lige for fødderne af det spektakulære Miancimu og et andet fantastisk bjerg, Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved, 5.470 moh. Jeg kalder det ”Den knyttede Næve”. Det er en dramatisk snedækket knude af fem afrundede toppe.

Byer er anlagt omkring en lille klippeknold, der samtidig fungerer som en lhato (en stenopbygning som opfattes som en lokal skytsgud) med hundredvis af bedeflag. Efter at have fundet et hyggeligt logi går jeg til det lille tempel viet til Tsong Karpa og tilset af en nonne. Jeg lægger lidt Mao-penge, og hun tænder et lys for mig.

Bag templet er en stor eng og bag den igen er der kratskov ind i bunden af dalen og opad ses de store tinder. På engen går igen heste, kvæg, svin og høns uden indhegning – i frihed.­ En lille bæk løber gennem engen, så når det behager dyrene at køle sig eller slukke tørsten, kan de gøre det.

Det tibetanske evighedsrige og paradis hedder Shambala. En verden hvor alt ånder fred og alle levende væsner lever i frihed og harmoni, tilset af de himmelske guder. Har jeg fundet Shambala? Er Yubeng et paradis, et fristed for alle levende væsner? Nej, desværre. Jeg ser jo store træer fældet og skåret om. Heste må knokle op over bjerget hver dag med tunge byrder og turister. Samt at penge, mammon – skabt af fanden selv – forgifter forholdet mellem os mennesker.

Gyalwa Rignga – Buddhas Hoved, 5.470 moh. Jeg kalder det ”Den Knyttede Næve”. En dramatisk snedækket knude af fem afrundede toppe, her set fra Nedre Yubeng.

Over Mekong

Jeg tilbringer aftenen på en hyggelig restaurant med dejlig yakmad og falder i snak med en ung kinesisk officer fra Guanzhou. Han taler fint engelsk og er ligesom jeg begejstret over naturen her, men også chokeret over levestandarden. Sammen sidder vi og nyder solens sidste dramatiske lys på Miancimu, mens vi drikker Lancan River Beer.

Dagen efter har jeg fået en aftale med en ung mand, Tsering, om at lede mig ned gennem dalen og tilbage til en landsby kaldet Nigong, hvorfra der er køretransport tilbage til Jol. Fem unge kinesere har meldt sig på turen. Et par af dem kan lidt engelsk og er lige så fototossede som jeg.

Det bliver en herlig tur ned langs et lille vandløb og forbi små nedlagte eller forladte gårde. De maleriske spåndækkede tage lyser i modlyset som sølv. Skoven over os er hovedsagelig gran og fyr, men med store grupper af gylden asp, der udfordrende viser deres ynder frem. Og det skal blive endnu flottere, for lidt længere nede eksploderer kratskoven i hele efterårets varme farvepalet – dette er et eventyr!

Tsering trækker os over fossen og ud på en mindre sti, der viser sig at være en tørlagt akvædukt, der leder vand rundt om stejle klipper til et par landsbyer højt over Mekong. Langt ude af akvædukten og stejlt over floden passerer vi en gruppe landsbyfolk, der er ude for at reparere denne gamle og stadig velfungerende vandkanal.

Tsering er meget omhyggelig og lidt nervøs på vore vegne, men alt går vel, og snart kan vi se Mekong 250 meter under os. Vi går over floden, som vel er små 75 meter bred, på en moderne stålbro og vandrer stejlt op til Nigong. Her venter Tserings familie os med et let måltid af kage, frugt og rakshi (hjemmelavet brændevin).

Som den eneste vil jeg gerne overnatte hos denne hyggelige familie. Jeg får anvist et værelse i en stor sidebygning med stald i underetagen. I gården går en flok sorte svin og snasker. En trappe fører fra stalden op til første sal, som viser sig at være en stor bolig med mange værelser. Jeg tager et værelse med tre senge, enkelt, men rent.

Miancimu, 6.054 moh. Måske Himalayas smukkeste bjerg.

”Og nu skal vi have noget at drikke,” siger Tserings farbror med et listigt smil. Han viser mig ind til deres store landkøkken, måske 8x12 meter bredt. Loftet er båret af to store søjler midt i rummet. Et stort luftigt rum med få møbler og megen plads til arbejde, leg og sysler. Ved det store ildsted sidder en kvinde – en svigerdatter skal det vise sig, og barnebarnet Dolma. Og mens ilden knitrer, og roen sænker sig i min sjæl, nipper vi smør-te sammen. Langsomt samles familien. En hustru, en mand i 40 års alderen, hans søn, en datter og endnu et lille barnebarn på vel to år.

 

Ægte gæstfrihed

Jeg gør tegn til at bryde op, men min vært holder mig tilbage med tydelige tegn på, at maden snart er færdig, og jeg er gæst. Og hvorfor skulle jeg også gå op på mit kolde værelse, når der er så hyggeligt her?

Bedstefar smiler bredt med sin ensomme tand i overmunden. Kvinderne arbejder uden mange ord ved ilden. De skyller kinakål og slår dej op til store flade brød. Dolma læser lektier, mens lillesøster hurtigt kaster sin kærlighed på mig. Venligt hjulpet af moren, der, da hun ser, at vi har god kontakt, skubber hendes stol hen til mig. Stille og roligt søger en lille hånd ind i min. Kort efter må jeg lige en tur op på værelset for at finde en passende gave til tøsen. Et par kondisko, som jeg har fået af Julius, mit eget barnebarn. De var desværre for store til lillepigen, men Dolma kunne lige smutte i dem. Hun stråler – hun bliver så glad, at hun hopper omkring i det store køkken til stor forvirring for et par høns, der går og nipper af en melsæk. Bedstefar stråler også, og varmen breder sig.

Inden solen svinder, beder jeg om at måtte tage et foto af bedstefar. Rammer ham fint ind i et tæt portræt, så man rigtig kan se hans personlighed.

”Nej, det duer ikke,” siger han og peger på sine ben og sin ejendom.

Nej, selvfølgelig, tænker jeg og viser ham resultatet af et nyt foto. Ja, sådan skal et billede se ud – i hel figur foran sin gård.

Jeg er eneste gæst, så det bliver en lang aften i værelset i det store hus. Der er lunt under dynen, som er fyldt med kilovis af hønsefjer. Men jeg hører lyde, noget plastik rasler et sted. Grisene øffer beroligende nedenunder, indtil de pludselig giver forskrækkede hvin fra sig, men sådan er svin jo … Men hvad med den pibende lyd over det tungt hængende plastikloft – er det mus eller rotter?

Jeg får ikke sovet meget. Og vågner hele tiden ved de uvante lyde. Hele to gange må jeg ned ad hønsestigen til mørket og svinene. Anden gang lugter de straks min afføring, og det sorte svin har ikke så megen pli, at det kan vente, til jeg er færdig.

 

 YUNNAN I KINA

Yunnan betyder bogstavelig talt ”syd for skyerne”. Provinsen er en af de mest afvekslende i Kina. Det nordøstlige hjørne bærer præg af Tibet, som grænser op til provinsen. Og mod syd mærkes nærheden til Laos og Myanmar. Yunnan har officielt 25 forskellige etniske grupper, og en tredjedel af befolkningen her er ikke han-kinesere.

Kang Kawa Karbo (også kaldet Kawa Garbo eller Khawa Karpo) er 6.740 meter højt og Yunnans højeste bjerg. Det ligger på grænsen til den autonome region Tibet. Bjerget er helligt og besøges årligt af 20.000 pilgrimme.

Ud & hjem igen: Man kan flyve til hovedbyen Kunming i Yunnan fra bl.a. Beijing, Xiamen, Seoul, Hanoi, Bangkok, Vientiane, Mandalay, Yangon, og Dhaka. Fly København-Kunming fås fra ca. 4.300 kr. t/r. med fx Cathay Pacific.

Ole Ejnar Hansen har medlemsnr. P555. Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hans nye bog med titlen ”Vandringer i Himalaya – the enlighted yak”. Læs mere om ham og bogen på www.enlighted-yak.dk.

 

 
 
 
Share this