Bar røv og guldkæder


Rikke Bøyesens billede
Rikke Bøyesens billede
 
2013 sep

T-shirten klistrer til min krop, og nakken under mit lange hår er fugtig. 27 timer har vi været undervejs, og særligt de sidste timer, fra da vi krydsede den italienske grænse, har været meget lange. Bussen er ved at være tom for gæster, som er blevet indlogeret på hoteller langs kysten. Jeg krydser fingre for, at det snart er vores tur.

Vi er de sidste, der bliver sat af. På vej ind på hotelområdet ser jeg ud af øjenkrogen et skilt med en tegning af en kvinde i en bikini med et kryds over. Jeg studser over det, men glemmer det, så snart døren til bussen åbner, og vi betræder jugoslavisk jord. Jeg er lige fyldt 15, og det er første gang, jeg mærker Sydens sol på kroppen.

Fotos fra Wikimedia

Trætheden forsvinder som dug for solen og erstattes af store smil, da vi hanker op i kufferterne og går ind på hotelområdet. Inde i reception finder mine forældre ud af, at vores lejlighed ikke er helt klar, og min far foreslår, at vi – min veninde og jeg – går en lille tur og ser området, mens vi venter på, at lejligheden bliver rengjort. Siden vi købte rejsen i februar, har jeg glædet mig til at opleve både standen og restauranten, som jeg så i det kulørte katalog. Så at tjekke området ud er lige noget for min veninde og jeg.

Indtrykkene vælter ind over os, mens vi står uden for receptionen. Duften af fyrretræ, den tørre varme og lydene fra græshopperne er nye for os. Vi står og lurer på, hvor vi skal gå hen, da tankerne bliver forstyrret af en kvinde iført klipklapper, bikinitrusser og ankelkæde. Jeg kigger på min veninde – jo, hun undrer sig også, kan jeg se på den måde, hun rynker panden. Vi siger ikke noget, men går videre hen imod, hvor vi forestiller os, at stranden må være.

Vi har ikke gået mange meter, før vi ser halen af en gekko. Her er skønt. Bygningerne er lave og hvide, og her er pænt. Det bliver en fed ferie, griner vi. 

Vi hører stemmer og trin bag os, og vi trækker ind til siden, for at gøre plads. Et par går forbi. Vi bliver helt stumme og siger ikke noget i lang tid, føler jeg. De er nøgne for fanden! Går rundt uden tøj, er alt, hvad jeg kan tænke. Er det bare mig, der er tosset, eller har min veninde også set det? Det har hun. Kæben hænger, og øjnene er store. Vi kigger på hinanden. Hvad fanden er det her for et sted? Det er bare for pinligt. Vi sætter tempoet op. Synes vi har set nok allerede. Drejer rundt om en af de lave bygninger og står over for en restaurant. Selvom den ligger på første sal, er der ingen tvivl – de sidder i bar røv og spiser!

Vi skynder os tilbage til mine forældre i receptionen. Så snart vi ser dem, bryder vi ud nærmest i kor: ”De er nøgne alle sammen!” ”De har ikke noget tøj på!” Det har mine forældre også opdaget, og jeg kan se, at det også er kommet bag på dem, men min far prøver at berolige os: ”Vi behøver ikke at være nøgne, det er ikke et krav. Vi må få det bedste ud af det. Lad os så finde vores lejlighed og få noget at drikke.” Vi går med blikket rettet mod jorden ned til vores lejlighed.

Min første rejse til Sydens sol, er en jeg aldrig glemmer. Det var et kulturchok for os alle fire at være på ferie i en naturistlejr, hvor beklædningen for de fleste gæster bestod af solhat og mave- eller ankelkæder. Det tog et par dage, før vi kunne se på folk uden at blive røde i hovederne. Vi beholdt vores tøj og bikinier på, mens de andre turister viste deres forskellige kroppe med guldkæder frem. Vi fik set, at mande- og kvindekroppe kan se meget forskellige ud, og at man sagtens kan være stolt af en krop, der langtfra ligner dem, vi ser i modeblade og i tv. Det er nok god lære for et par teenagere, der dog aldrig forstod, hvorfor guldkæderne var så populære.

 
 
Share this