NamTha Upriver – en bådrejse i Laos


Claus Virmers billede
Claus Virmers billede
 
2005 sep

Marie og Christine på 11 og 14 år, min kone Jeanette og jeg selv var kommet til Huay Xai i Laos fra Thailand efter et kort kryds tværs over den mægtig Mekong-flod. Mekong-floden er Asiens længste og vandrigeste flod, der fra sit udspring i Tibet løber gennem Kina i nord, danner grænse mellem Thailand, Burma og Laos, vælter via Asiens Niagara, Khon Phapheng Falls, ind i Cambodja for at for at løbe ud i et gigantisk delta på 70.000 km2 i Sydvietnam. Til sammenligning er Danmarks samlede areal 43.000 km2, så det er en rimelig stor flod.

Ba Peng – landsbyen vi overnattede i

Vi var stik imod alle odds taget til Laos midt i regntiden – vi havde besøgt Thailand og Myanmar et halvt år forinden og ville nu opleve Laos, inden det blev oversvømmet af turister. Rejsebureauer i Danmark forsøger nu at positionere landet som ét af højdepunkterne på en rejse i Sydøstasien – så før de får held med det, skulle det være.

I det nordlige Laos er der et meget rudimentært vejnet, primært bestående af jordveje, som bliver forvandlet til et – undertiden ufremkommeligt – mudderhelvede i regntiden. Hovedforbindelsesvejene er efterhånden blevet asfalteret, men standarden er ringe, og selv relativt korte strækninger kan blive til mareridtsagtige 12 timers lastbilture.

Små både på landets mange floder er den traditionelle transportform og indtil for nylig den eneste brugbare måde at komme rundt i landet på i regntiden. Vi ville gerne opleve landet fra floderne.

Målet var at komme så langt nordpå som muligt – op i kernen af den gyldne trekant i grænseområdet mellem Myanmar, Thailand, Kina og Laos. Området er primært befolket af et utal af forskellige stammefolk.

At finde en båd

På nettet var vi faldet over en genial hjemmeside fra The Boatlanding Guest House i Luang Nam Tha (det virker absurd, men the global village er faktisk nået til Laos). Heri var der en alternativ beskrivelse om ”How to get to Luang Nam Tha” via den lille Tha-flod; en tur på to dage i en smal, lang båd, igennem uberørt regnskov, forbi et hav af små landsbyer, hvis eneste forbindelse til omverdenen er floden og med overnatning lokalt hos bådføreren i hans landsby.

“Your first task in Huay Xai is to find a boat. At the moment there is no boat station where you can find boats travelling to Luang Nam Tha. Nam Tha boatmen often stop by the BAP Guest House to ask Auntie Chanpeng if there is anyone who wants to go up the river”.

Det lød som et tilpas eventyr for vores lille familie, så vi fandt hurtigt BAP Guest House i den lille flække Huay Xai. Auntie Chanpeng - det efterlod en tryg fornemmelse af en rar gammel dame, der mens hun tog sig pænt af sine gæster, kærtegnede en lille hund og smilede til den lille snavsede dreng, der legede på jorden uden for Guest Houset, alt imens hun rørte i en gryde med den laotiske nationalret Láap. Men Auntie Chanpeng var hverken rar eller gammel – jo, oppe i årene var hun; vel omkring de 50 år, men slesk og pengegerrig. En pengepuger, der i én uendelighed sad og ordnede pengebundter, når hun ikke hakkede på personalet eller talte dårligt om de rejsende, der sagde nej tak til hendes ret lurvede værelser. Det skal retfærdigvis siges, at matadorpengesystemet i Laos ansporer til at fordrive tiden med at tælle sedler.

Der går ca. 10.000 kip (Laos-penge) til 1 US-dollar. Største seddel er den netop udsendte 20.000 kip, og mindste seddel, vi så i almindeligt omløb, var 500 kip (ca. 33 øre). Så hvis man vekslede 100 US-dollars og fik dem udbetalt i den mest almindelige seddel, 5.000 kip, stod man med et akut behov for en taske til at opbevare de enorme bundter af fedtede, ildelugtende og beskidte gamle pengesedler. Hvis vekselbeløbet var større, kunne man få opfyldt drømmen om en rød attachemappe fyldt med pengesedler.

Auntie Chanpeng var trods sin ikke særligt vindende personlighed effektiv nok med hensyn til at skaffe os en båd, og inden dagen var omme, havde vi fået følgeskab af et ungt hollandsk par og de tyske rygsækpensionister Elisabeth og Nikolaj på henholdsvis 59 og 65 år.

På vej

Næste morgen kl. 8 blev vi sammen med læssevis af cargo (ris i sække, maskindele til bådmotorer, plasticspande og vandfade m.m.) stuvet ned i en smal, aflang båd. Tanken om at gøre sig det mageligt var hurtigt overset; vi sad med ryggen op ad rælingen i den ene side af båden og kunne med bøjede ben skabe balance i stillingen ved at støtte de bøjede ben på den anden ræling. OK position i en halv time, ja måske i en time, men efter to lange dage var lysten til råt træ som sæde og ryglæn til at overse.

Sejladsen upriver var imponerende flot og spændende med de mange små stop ved landsbyer eller almindelig sludder på floden. Ved frokosttid forsøgte jeg – forgæves troede jeg – at spørge, om det var muligt at besøge Davadueng Cave – en lille hule højt over flodbredden med Buddhaer og flagermus; ”a fun place to visit”, som folkene bag Boatlanding-hjemmesiden så ubekymret havde bemærket.

Mit ikke-eksisterende laotisk, blandet med forvansket engelsk (med lidt østasiatisk accent, mente jeg), var ikke særlig virkningsfuldt, og da bådføreren med et stort smil pegede på mit ur og holdt 6 strittende fingre i vejret, var jeg overbevist om, at han havde svaret på, hvornår vi var fremme ved hans landsby.

Davadueng Cave

Men jeg tog fejl, for præcis kl. 18, hvor solen var helt forsvundet fra floden og skinnede dovent langs trætoppene i junglen, gled vi ind til den højre bred. Vi fangede vores sandaler i bunden af båden, men laoterne rystede på hovedet, så vi hoppede barfodede ind på den mudrede bred. Smilende ledte de os op ad noget, der engang

Christine med sit digitalkamera er en rigtig "ice breaker" ift. lokalbefolkningen
 

må have været en fremkommelig sti med trappetrin, udhugget direkte i den lerede skovbund. Trinene var regnet væk og var stærkt overbevoksede. Det gjorde opstigningen til en særdeles halsbrækkende oplevelse med skarpe græsser og stærkt tornede vækster, som man hele tiden greb ud efter for at holde balancen, mens ens bare fødder skøjtede på det urimeligt glatte underlag.

Med to stearinlys til deling mellem de fem laoter og de fem af os, som havde taget turen op, var det mørkt, som det nu er i en sådan hule. Glat og mørkt. I stearinlysenes skær kunne vi tydeligt se de 2 meter høje Buddha-figurer – og et par ubehageligt store fugleedderkopper!

Efter at have tumlet rundt et par gange, valgte jeg at gå på alle fire. Marie og Christine råbte angste ”come back” efter laoterne, som allerede var oppe i det næste kammer. Da vi indhentede laoterne, grinede de over hele femøren og lod forstå, at de også syntes, det var rigtig fedt! De begyndte at huje og kaste små sten op i loftet, og med et trylleslag blev loftet levende, da flagermusene med deres næsten lydløse piben lettede. Og hvis Marie og Christine i forvejen følte sig usikre, bidragede dette ikke synderligt til tryghedsfornemmelsen. Vi fik overbevist laoterne om, at der ikke var nogen grund til at bevæge os yderligere opad i hulen, og mens de grinende kurede ned over det våde ler, fulgte vi efter på alle fire.

I landsbyen

Det var blevet mørkt, da vi ankom til bådførerens landsby. Vi blev indkvarteret hos bådførerens familie i et typisk laotisk landsbyhus konstrueret i bambus på stolper et par meter over jorden. Et lysstofrør blev tilsluttet et bilbatteri, og vupti sad vi badet i blåligt lys i en bambushytte dybt inde i den sydøstasiatiske regnskov. Der blev disket op med sticky rice, nudler og stærk grønsagssuppe, et par støvede flasker øl blev fundet frem, og den lokale risbrændevin lào-láo blev skænket op. Hjemmevævede saronger (pháa nung) blev sat til salg, og alt imens de intense prisforhandlinger foregik, blev der rullet vattæpper ud på gulvet til at sove på.

Selvfølgelig skulle jeg opleve feriens eneste racermave i disse ydmyge omgivelser. Toilethullet var under huset, så i løbet af natten stiftede jeg rigeligt bekendtskab med familiens to knurrende gadekryds, som lå vagt ude på toppen af stigen og ivrigt snappede efter mine haser på mine hastige ture op og ned.

I regnskoven går man tidligt til ro, og dagen starter ved de første striber af dagslys med hanegal, gryntende grise og vandpjaskeri fra byens eneste brønd, som ligger neden for huset. Morgenmad = aftensmad – jeg tvivler på, at jeg nogensinde vænner mig til sticky rice til morgenmad.

Firbensjagt
 

Resultatet af flot jagt-teamwork

Bådføreren, som i løbet af den foregående dag var kommet af med al sin cargo, overlod styringen til sine to teenage-sønner, som sammen med et par kammerater tog os videre i en kombineret upriverwhite- water-sejlads og jagttur. Floden var tydeligvis smallere, og strømfaldende ”stejlere” og kraftigere, og jo længere vi kom op ad floden, desto gladere blev vi for, at vi sejlede upriver med de fordele, det indebærer – strømfaldet kan overskues og dermed besejles, hvor det er lettest at manøvrere, og hastigheden nedsættes i stedet for at øges.

Målet for jagtdelen af turen var store firben (ca. 80 cm), som lå højt oppe i træerne og slumrede på grene, der hang ud over floden. Et enkelt firben måtte lade livet. Efter en imponerende opvisning i jagtmæssigt teamwork hang det stakkels dyr og dinglede i en snare. Der bliver jaget med stor respekt for disse dyr – der hverken er giftige eller bider, men deres massive gribekløer kan kradse en barmavet laot til blods på få sekunder.

Sidst på eftermiddagen nåede vi Boatlanding i Luang Nam Tha efter en begivenhedsrig sejltur og fik indkvarteret os på et lille kinesisk hotel uden koldt vand! Lidt kritisk med 35 grader tropevarme udenfor. Næste dag gik turen videre mod nye oplevelser på en overlæsset pickup til Muang Singh – kun 8 km fra den kinesiske grænse.

Det nordvestlige Laos

Vi brugte de 15 dage (kun to med regnvejr) som et almindeligt visum tillader i det nordvestlige Laos, og udover flodrejsen fik vi mange andre store oplevelser. Åndeuddrivelse hos Akha-folket, kajak- og huleture, fabelagtige karstlandskaber og flotte vandfald, alt sammen kombineret med en easy-going og imødekommende befolkning. Vi fik også besøgt vores adopterede børn i SOS-børnebyen nær Luang Prabang og kunne ved selvsyn konstatere, at pengene bliver anvendt rigtig godt; glade og trygge børn, som får en god skolegang.

Vi nåede hverken at komme til de store deltaområder i syd eller den mystiske krukkeslette i øst, men fik alligevel et godt indblik i et af Asiens fattigste lande. Et land med få traditionelle turistattraktioner, et land hvor befolkning, levevis, natur og stemning er en attraktion i sig selv, et land hvor kommunistisk planøkonomi lever side om side med en spirende kapitalisme – hvor røde hammer og segl-flag blafrer side om side med gule Kodak-skilte og Coca- Cola-reklamer.

How not to experience Laos

Og så til sidst en advarsel om, hvordan man ikke bør opleve Laos: I Chiang Mai havde vi et halvt år forinden set reklamer overalt ved de små rejsebureauer – standardturen for rygsækturister går som følger: Seks timer i minibus fra Chiang Mai til Mekong-floden, overnatning i Guest House i Chiang Kong, inkl. indhentning af visum, båd over Mekong til Houay Xai og derefter en kinesisk junke med plads til 100 mennesker ned ad Mekong til Luang Prabang.

Og hvis man så, som mange gør, vælger at flyve fra Luang Prabang til Bangkok, er Laos fuldendt på 4- 5 dage – fordelt på 2 dage på en båd med 99 andre turister, 2 dage i Luang Prabang med templer, souvenirboder, vestlige restauranter og en sejltur til Pak Ou Caves med hundredvis af andre vesterlændinge – det er synd og skam, så gør det ordentligt – og vent med Laos, til du har tid – vores 15 dage var i underkanten.

Den hemmelige krig

Laos var aldrig officielt en del af Vietnam-krigen, men blev dens måske største offer. En Genève-beslutning tilbage i 1962 fastslog, at Laos var et neutralt land i Indokina-konflikten og forbød al militær adgang til landet.

Trods dette var både Nordvietnam, USA og Kina direkte involveret i især den østlige del af landet. Således holdt Nordvietnam Laos besat siden 1969, og landet var siden midten af tresserne USA’s bombelosseplads – dvs. den last, der ikke var hældt af i Vietnam, blev spredt i Laos. Ud over dette foregik der en regulær krig mellem de USA-støttede Hmong-folk og Laos’ regeringshær (Pathet Lao).

Resultatet blev, at Laos blev det land i verden, hvor der er kastet flest bomber. En bombelast hvert ottende minut, 24 timer i døgnet i ni år! Omsat til lidt andre termer betød det, at der blev kastet 10 tons bomber pr. kvadratkilometer, svarende til 500 kg bomber for hver eneste indbygger (mænd, kvinder og børn) i Laos. Ingen i den vestlige verden fandt nogensinde ud af dette, mens det stod på.

 

 
 
Share this