Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet


Inge Hougaards billede
2013 dec

Shawarma, storpolitik og solnedgang i sandet

Tekst & fotos: Inge-Merete Hougaard

 

Tænker man på Mellemøsten som rejsedestination, drømmer man hurtigt om Arabiens mystik og ”Tusind og Én Nats Eventyr”. Men Mellemøsten præges også i høj grad af politik, territorielle stridigheder og kampen om ressourcerne. I denne politiske virkelighed, med risikoen for nye oprør eller uroligheder lurende under overfladen, balancerer Mellemøstens folk med en religiøs og kulturel stolthed som hverdagens sikre pejlemærke.

Den smukt dekorerede gård i Umayyademoskéen som et roligt åndehul for byens borgere.

Intet andet sted, jeg har rejst, er grænserne så tætte og de politiske spændinger så høje som i Mellemøsten. Med en praktikplads i Amman i Jordan havde jeg i løbet af foråret 2011 tre måneder til at opleve Mellemøsten. Og ja, det var netop dét forar, det ﷽﷽t var m i Amman, havde jeg i foråret tre måneder til at opleve mellde år, Det Arabiske Forår, og jeg fik lov til at følge med på næstforreste række. Næstforreste fordi jeg aldrig rigtigt var i begivenhedernes centrum. Da jeg var i Cairo, havde de første dønninger fra den folkelige opstand lagt sig, og folk samlede kræfter til næste slag. I Jordan fik revolutionen aldrig rigtigt fat, og da der endelig var demonstrationer i Amman, var det så begrænset, at jeg først opdagede det dagen efter via danske nyhedsmedier. Og mit besøg i Damaskus var kort før, demonstrationerne mod styret for alvor tog fat, blot en uge før grænserne blev lukket ned for den nu over to et halvt år lange borgerkrig. Men selvom jeg ikke stod med ved frontlinjen til revolutionerne, havde jeg rig mulighed for at komme bag avisoverskrifterne og få indsigt i, hvorfor folk gik – og ikke gik – på gaden for at forandre deres samfund. Overalt blev jeg mødt med åbne arme og stor gæstfrihed, og med et åbent sind rejste jeg på hvad der nærmest blev en dannelsesrejse i mellemøstlig historie, kultur og politik.

Tripolis togkirkegaard: mon togene hvisker om historiens gang?

Mellem tætte grænser

Mellemøsten er for mig et grænseland. Efter en rejse i Sydamerika, hvor busturene varer mindst 12 timer, var det fantastisk at være baseret i Amman med tre timer i bil til Damaskus, fem timer til Beirut, tre timer til Jerusalem (okay, alt afhængig af grænsevagternes humør) og Cairo en time væk i fly. Trods mængden af historiske hovedstæder i regionen er den offentlige infrastruktur ikke imponerende, men for rejselystne sjæle er det jo blot en praktisk udfordring på vej mod næste eventyr.

Mit praktikophold hos den jordanske ngo var en del af et projekt med det formål at fremme interkulturel dialog mellem unge i Danmark, Jordan og Egypten. Dette gav mig rig mulighed for at rejse rundt i regionen, og efter tre uger i Amman tog jeg min første tur. Den gik nordpå til Beirut, hvor jeg skulle besøge en veninde, der tidligere havde boet i byen og nu havde et kort ophold der, inden hun skulle videre til Gaza.

Havet ud for Libanons kyst – lidt som at komme hjem igen.

Eftersom der ikke var nogen offentlig transport, foregik turen med deletaxi – først til Damaskus og derfra med en ny deletaxi det sidste stykke til Beirut. Ved grænseovergangen til Syrien var jeg lidt nervøs, for demonstrationerne mod det syriske styre var så småt begyndt – særligt netop i området nær grænsen til Jordan. Min nervøsitet var unødvendig, og vi kom sikkert gennem paskontrollen. Ved første øjekast virkede Syrien ganske fredeligt, men – som historien skulle vise – opstanden ulmede. Vi kom til Damaskus, hvorfra jeg skulle fange en ny taxa videre til Beirut. På stationen blev jeg straks antastet af ivrige taxichauffører, og ikke så snart havde jeg udvalgt mig en, før jeg blev genstand for et ophedet skænderi mellem et par taxachauffører. En af mine medpassagerer fra den tidligere taxi havde fået det indtryk, at vi skulle følges ad til Beirut, så han havde forhandlet en god pris på plads for to. Middagsheden gjorde lunterne korte, men misforståelsen blev løst, og snart var vi på vej videre mod den libanesiske grænse. Denne gang blev jeg tildelt forsædet, eftersom jeg var den eneste kvinde i bilen. Det var jeg egentlig også på første del af rejsen, men da betød det åbenbart ikke så meget …

Efter tre uger i det tørre, støvede Amman og en tur gennem først den jordanske og siden den syriske ørken var det fantastisk at slænge sig gennem de frodige, grønne bjerge, der afgrænser Libanon og Syrien. Jeg tror, jeg nåede at blive både højdesyg og køresyg af den hurtige opstigning, men alle kvaler forsvandt, da vi nåede toppen og så Beirut folde sig ud i dalen under os. Og bagved byen: havet! Jeg har altid haft en forkærlighed for havet og føler mig først rigtig tilpas et sted, når jeg ved, at det er mindre end en times kørsel væk. Derfor var mit møde med havet i Libanon – ligesom da jeg havde tilbragt fem måneder i Madrid, eller da jeg havde krydset tværs over Sydamerika – en magisk og befriende oplevelse. Som at have fast grund under fødderne igen og de uendelige vidder foran sig.

Banksys ikoniske graffiti er blevet kopieret på murene i flygtningelejren Dheisheh,
 

 

Den nærværende og nuværende historie

Jeg blev sat af deletaxaen og fandt mig en anden, der kunne tage mig længere ind i Beiruts travle trafik. Efter nogen tid fandt jeg endelig frem til min venindes lejlighed, og straks trak hun mig ud i Beiruts natteliv. I løbet af den lille uge, jeg tilbragte i Libanon, nåede vi at nyde alle bylivets glæder med fester, cafébesøg, udstillinger og koncerter. Vi tog også en tur op langs kysten til byen Tripoli. Her gik vi rundt i basarens gader, købte søde sager og håndlavede olivenoliesæber og besøgte en nedlagt jernbanestation, der som en togkirkegård hviskede historiens gang.

Tilbage i Beirut besøgte vi to palæstinensiske flygtningelejre, hvor min veninde tidligere havde arbejdet. Efter over 60 år er lejrene efterhånden blevet permanente konstruktioner, og mens befolkningen er vokset, og det nu er tredje generation, der vokser op i flygtningelejrene, er selve området, hvorpå flygtningelejrene ligger, ikke vokset. Derfor sker udvidelserne kun én vej: opad i interimistiske konstruktioner, mens gaderne ofte ikke er bredere end 1,5 til 2 meter. Nogle steder var der mennesketomt, andre steder vrimlede gaderne med ældre damer, unge mænd, børn, dyr og, frem for alt, handlekraft. Menneskernes fortsatte virke og værdighed i flygtningelejrenes klaustrofobiske gader mindede mig om, at livet forsætter – uanset omstændighederne.

Basaren i Damaskus, som prydes af syriske flag, og hvor der her og der blev solgt badges med portræt af Bashar al-Assad

Dét, der gjorde særligt indtryk på mig i Beirut, var sporene fra krigene, borgerkrigen 1975-1990 og krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006. Den Grønne Linje, der delte Beirut i det muslimske vest og kristne øst, løber stadig som et ar gennem byen. Den nybyggede Mohammad Al-Amin-moské står funklende ny og imponerende flot ved siden af et sønderbombet teater på Martyrpladsen. Og hotellet Holiday Inn, der med adresse på Den Grønne Linje var en strategisk bastion under borgerkrigen, troner over bymidten og fortæller med store skudhuller stolt sin historie. Sådan beretter Beirut om sin og landets turbulente nære fortid. På en måde fascinerede det mig at mærke historien så tæt på og se, hvordan den danner ramme om byens liv i dag.

For at få mest muligt ud af turen nordpå havde jeg besluttet at gøre ophold i Damaskus på vej tilbage til Amman. Som nævnt var dette kun en uge før, grænsen til Jordan blev lukket ned. Havde jeg dengang vidst, at landet ville bliver sønderbombet i de følgende måneder og år, havde jeg nok taget mig tid til at rejse rundt i landet og opleve det, der var. Nu må jeg nøjes med de billeder, jeg har af Damaskus, særligt den gamle bydel med den smukke og imponerende Umayyademoské, den velduftende og charmerende basar, hvor der her og der blev solgt badges med Bashar al-Assads portræt, og de snørklede gader med restauranten, der efter sigende solgte den bedste hummus i hele Mellemøsten.

Enjoy the revolution

Kort tid efter jeg kom tilbage til Amman, fik jeg muligheden for at rejse til Cairo med en af mine jordanske veninder – og jeg slog selvfølgelig til! Knap var vi i luften, før vi lagde an til landing igen, og enorme Cairo udfoldede sig for vore fødder. Byen bar i høj grad præg af den revolution, der to måneder tidligere havde afsat præsident Hosni Mubarak. Ikke blot vidnede gadernes graffiti og Tahrirpladsens væld af revolutionssouvenirs om nylige, historiske begivenheder – befolkningen gik også ranke og stolte gennem byen, bevidste om den historiske bedrift, de havde begået. Jeg får stadig gåsehud af at mærke historiens vingesus, når jeg tænker på en af mine egyptiske venners fortælling om det afgørende øjeblik, da de hørte, at Tunesiens præsident Ben Ali var blevet afsat. Hvordan forsamlingen brød ud i glæde. Hvordan de samlet sagde: ”’Vi kan også!” Og hvordan de gjorde det – afsatte deres præsident gennem 30 år ved massernes magt. Hvordan de trodsede frygten og forenedes i troen på et andet og bedre samfund.

Men som historien siden har vist, er der desværre mange versioner af, hvordan sådan et samfund kan se ud. Jeg kender ikke vejen for Egypten, men jeg ved, at egypterne vil finde en vej. For de er ikke længere bange – de har smidt frygten.

Amman er kåret som en af verdens grimmeste byer, men kan være utrolig smuk, når solen bryder igennem smoggen.
Petra er en af Jordans største turistattraktioner og har været på Unescos Verdenskulturarvsliste siden 1985.

Med eller uden stempel?

Efter turen til Egypten manglede jeg stadig at udforske Jordan selv og nabolandene Israel og Palæstina. Hvis der er noget, der er debatteret mellem rejsende i Mellemøsten, så er det at komme over grænsen til Israel uden et stempel i passet. Eftersom et stempel vil forhindre fremtidig indrejse i Syrien og Libanon, foretrækker de fleste rejsende at få stemplet på et løst stykke papir, hvilket er lidt af en bedrift alt afhængigt at grænsekontrollørens humør. Rygtet gik, at succesraten var højere ved den sydlige grænseovergang Aqaba-Eilat, hvilket passede fint ind i mine rejseplaner. Jeg kunne besøge det betagende Petra og Wadi Rum med fantastiske solnedgange i sandet på vej sydpå og derefter forsætte til det sydlige Israel, hvor min jordanske veninde læste på et miljøinstitut i en kibbutz.

Jeg havde dog mine betænkeligheder ved grænsekrydsningen. Min jordanske veninde var tidligere blevet tilbageholdt ved grænsen uden grund og var blevet beordret til at tage alt sit tøj og sit tørklæde af – oplevelser, der havde været meget krænkende for hende. Nu stod jeg med et pas stemplet i Syrien og Libanon, som ikke kan siges at være blandt Israels bedste venner. Med spænding i maven tog jeg en taxa til grænsen sammen med et par piger fra hostellet i Aqaba, men efter et grundigt sikkerhedstjek og en indgående eksamination af mine eventyr i Syrien og Libanon fik jeg lov at gå igennem porten og ind i Israel.

Mit første indtryk af Israel var en blandet fornøjelse. Mens der var mere rent og grønt i Eilat end i Jordan generelt, blev jeg hurtigt lidt anspændt af de høje mure, pigtrådshegn, overvågningskameraer, maskinpistoler og unge mennesker i militæruniformer overalt. Så jeg skyndte mig at hoppe på den første den bedste bus til kibbutzen, hvor min veninde boede.

 

I spændingsfeltet

Opholdet i kibbutzen var en oplevelse i sig selv. Som en del af undervisningen på miljøinstituttet var der fredsforhandlinger mellem programmets studerende, som var en blanding af jøder, muslimer og kristne med israelsk, palæstinensisk, jordansk og amerikansk baggrund. Det var jordanernes tur til at holde oplæg, og de viste en film om palæstinensernes oplevelse af Al-Nakba – dengang i 1947-49, hvor palæstinenserne blev fordrevet fra deres jord. Dette førte til en ophedet debat mellem de studerende, nogle gik fra filmen i raseri, andre brød sammen og græd af skyldfølelse, og endnu andre var frustrerede over, at dialogen altid endte sådan. De næste par dage var der en trykket stemning i kibbutzen, og jeg må indrømme, at jeg var ret lettet over at være passiv tilskuer til konflikten og bare kunne rejse væk fra det hele, videre nordpå til Jerusalem.

I Jerusalems gamle bydel ligger Al-Aqsa-moskéen og Grædemuren side om side.

På busstationen i Jerusalem blev jeg mødt af bevæbnede vagter og et voldsomt sikkerhedsopbud. Velkommen til en delt by! Jeg følte et underligt ubehag ved at gå gennem byen. Der var ikke mange mennesker på gaden, men en kold og fjendtlig atmosfære, og jeg havde en fornemmelse af at blive overvåget konstant. Først da jeg trådte ind i det østlige Jerusalem, den palæstinensiske del, kunne jeg slappe lidt af og forsvinde i mylderet.

I Jerusalem fik jeg set alle de vigtigste religiøse bygninger og monumenter og prøvede at forstå, hvordan dagligdagen folder sig ud. Efter et par dage tog jeg videre ind i Palæstina til Betlehem. Dette krævede en krydsning af den berygtede mur omkring Vestbredden, og jeg kunne mærke vreden og fortvivlelsen samle sig i mig, da de israelske soldater gik igennem bussen og forlangte id fra samtlige passagerer. Jeg er så imponeret over den tålmodighed, som de mennesker, der går gennem dette hver eneste dag, besidder.

Betlehem er en fin, lille by, selvfølgelig også af stor religiøs vigtighed for kristne, men knap så besøgt som Jerusalem. Ud over det obligate besøg i Fødselskirken besøgte jeg også flygtningelejren Dheisheh. Her blev jeg vist rundt af en fyr fra lokalcentret, og hans levende fortællinger og væggenes graffiti vidnede om, at folk trods de svære kår formåede at bevare deres identitet og værdighed.

Beirut fortæller sin historie med den funklende nye Mohammad Al-Amin-moské side om side med et sønderbombet teater på Martyrpladsen.

I ingenmandsland

Efter endnu et kort ophold i Jerusalem satte jeg kursen østpå tilbage mod Amman, nu via grænsekrydsningen ved Kong Hussein-broen. Først ud af Israel, lettet over jeg havde formået at besøge landet uden stempler i passet, så et stykke gennem ingenmandsland til vi kom til den jordanske grænse. Her fik jeg at vide, at jeg ikke kunne komme ind i landet med mit single entry visa, på trods af forsikringer fra immigrationskontoret i Amman om, at det ikke ville være noget problem, og på trods af at jeg kort forinden havde udført samme manøvre fra Syrien.

Jeg må have lignet et stort, ulykkeligt spørgsmålstegn, som jeg stod der i det store ingenmandsland – hverken Israel, Palæstina eller Jordan – og ikke kunne komme nogen vegne. På et lille kontor sad jeg med gråd i stemmen og argumenterede for min sag og henviste til min adresse og praktiksted i Amman. Til sidst faldt grænsevagterne for mine krokodilletårer og gav mig det forløsende stempel i passet med skrappe formaninger om, at jeg skulle henvende mig til immigrationskontoret i Amman som det første den følgende dag. Jeg takkede pænt og skyndte mig over på den anden side, hvor jeg glædede mig over gensynet med Det Døde Hav og den, for Jordan, frodige Jordandal.

At krydse grænser

En rejse i Mellemøsten giver rig mulighed for at krydse grænser og opleve regionens diversitet og sjæl. At krydse grænser giver mulighed for at møde mange mennesker med hver deres syn på politik, Palæstina-Israel-konflikten, revolutionen, Syrien, Egypten, energi- og ressourcekonflikter, vandmangel og de tusind andre dilemmaer, der tegner dagens Mellemøsten. Man lærer at værdsætte sit pas, sit tempererede klima hjemme, adgang til drikkevand fra hanen og muligheden for at tage bad hver dag. Og så lærer man at trække vejret dybt, lukke øjnene og nyde muezzinens kalden til bøn over Ammans hustage i solnedgangens skær.

 

Faktaboks: Rejsen rundt i Mellemøsten

Ud & hjem igen: Fly København-Amman fås fra ca. 3.000 kr. t/r. Turistvisum for tre måneder kan købes ved ankomst for 20 JOD (ca. 155 kr.).

Regional og lokal transport: Transport inden for Jordans grænser kan klares billigt med lokale minibusser, eller man kan leje en taxi for 30-50 JOD (230-385 kr.) om dagen alt afhængig af distancen. I foråret 2011 kunne man tage deletaxi til Damaskus og derfra videre med ny deletaxi til Beirut. Det er højst sandsynligt ikke muligt i skrivende stund. Ved transport til/fra Israel bliver man sat af ved grænsen og skal finde en ny (dele)taxi på den anden side.

Prisniveau: Overnatningsmuligheder i Jordan begynder ved 10-20 JOD (75-155 kr.). En falafelsandwich kan skaffes fra 1-2 JOD (8-15 kr.), mens man på lidt finere restauranter kan forvente at betale omkring 15-20 JOD (115-155 kr.) for et godt måltid. Alkohol sælges til priser som i danske barer.

 

Inge-Merete Hougaard har medlemsnr. 650 og har rejst i 35 lande.

 
 
Share this