Liechtenstein: En miniferie i et miniland


Mette Kjær Sørensens billede
 
2015 sep

Liechtenstein: En miniferie i et miniland

April er et fantastisk tidspunkt at besøge det lille alpeland, klemt inde mellem Østrig og Schweiz. Oppe i bjergene ligger der stadig sne, samtidig med at foråret er ved at indfinde sig med blomstrende, grønne dale og sol og varme.

Udsigt over sæteren med de snedækkede, schweiziske bjerge i baggrunden.

”Ups,” sagde jeg et par minutter efter, vi var kørt ind i Liechtensteins hovedstad, Vaduz. Grunden til mit udbrud var, at det gik op for mig, at min kæreste og jeg allerede var kørt ud af byen igen – uden at vi havde opdaget, at vi rent faktisk havde været gennem centrum. Vi parkerede bilen og blev enige om, at det nok ikke var nødvendigt at køre mere rundt for at finde en restaurant.

Allerede i løbet af vores første minutter i landet gik det op for os, hvor lille landet vitterligt var, og at det nok ville blive svært at bruge hele den tank benzin, vi havde været tvunget til at betale for hos Eurocar.  

Vi havde bestilt et værelse på Berggasthaus Sücka i bjergene oven for Triesenberg. På turen dertil var vi glade for, at der ikke længere lå sne, for det var mørkt, og vejen blev smallere og stejlere op mod bjerghotellet. Vel oppe blev vi taget godt imod af værtsparret og blev vist ind i en varm og hyggelig krostue med trævægge, kitsch, nips og slagermusik i højtalerne.

På vandring

Næste morgen vågnede vi op til en fantastisk udsigt over bjergene. Vi kunne nu se, at der fortsat lå store mængder sne højere oppe, mens dalene var grønne og frodige efter de første lune forårsdage. Over morgenmaden kiggede vi på kort og fandt en egnet vandrerute, som ville tage os langs bjerget og videre ned over sæterne til de små landsbyer, som lå badet i sol og varme på sydsiden af bjerget. Udenfor blev hotellets geder og lamaer lukket ud på græsskråningerne, og lyden af deres klokker lokkede os snart til at pakke en lille rygsæk og snøre vandreskoene.  

Madpakken spises i solen, mens udsigten nydes.

Vejret var stille og lidt køligt, men vi fik hurtigt varmen. Da vi kom lidt længere ned, var markerne dækket af ny udsprungne blomster i et fantastisk farveflor. Vi mødte ikke mange andre og nød stilheden, som lejlighedsvis blev brudt af køernes klokker. Vi standsede op, da vi på en skråning pludselig så en flok murmeldyr, der pilede hurtigt ud og ind af de mange gange, hele skrænten var gennemhullet af. 

Vi glædede os over, hvor tæt landsbyerne lå i dette lille land, for da en byge trak ind over os, kunne vi løbe hen til et lille Gasthaus, hvor vi fik en kop kaffe, mens regnen faldt. Da vi lidt senere blev misledt af et skilt og endte på en forkert sti, mødte vi tre unge mænd, som var ved at bygge en lille hytte midt på en mark. Vi spurgte om vej, og landets størrelse taget i betragtning undrede det os, at de ikke kendte stien, men måtte ty til deres smartphone for at vise os vej. Vi endte et andet sted end tiltænkt, men vi havde ikke travlt, og afstandene var små, så det betød ikke så meget. I en lille by købte vi friskbagte boller, ost og pølse, som vi spiste, mens vi nød udsigten over byen og bjergene, alt i mens de lokale gik forbi og smilende sagde velbekomme.

Ruten gik herefter gennem et bebygget område omkring Triesenberg, hvor store træhuse med vindueskodder og i tre etagers højde dominerede bybilledet. De mange farvestrålende blomster i haverne strålede i solen og vidnede om, at foråret var godt i gang. Vores humør var højt, og vi glædede os over at holde påskeferie i så idylliske omgivelser. Da vejen begyndte at gå op mod bjerghotellet,  gik vi over græsmarker med tusindvis af små blomster og forbi en masse små trælader, som fuldendte billedet af alpeidyl. Til sidst gik vi ad en lille stejl vej gennem en smal tunnel og trådte ud tæt ved vores bjerghotel, hvor vi velfornøjede og tilfredse gik ind og hvilede vores ømme fødder.  

 

Min kæreste Mads har ofte sin teleskopfiskestang med på rejser. Det havde han også her, og han fandt en opdæmmet bjergsø, hvor tre unge schweizere stod og fiskede. De fortalte, at man højst måtte fange syv fisk, og at man ikke måtte sætte dem, man fangede, ud igen af hensyn til dyrevelfærden.

Da han havde fanget 10 fine ørreder, hvoraf otte desværre ”smuttede” fra ham, var der to tilbage, som han tog med tilbage til hotellet, hvor krofatter hurtigt indvilgede i at tilberede dem til aftensmad og servere dem med passende tilbehør. Da vi skulle spise, var vi lidt skeptiske. Kunne en mand, der var vant til et menukort med schnitzler og pølser, håndtere vores ørreder? Vores bekymringer blev gjort til skamme, da ørrederne kom ind perfekt stegt i smør, drysset med ristede mandler og serveret med kartofler og grøntsager. Det var et lækkert måltid, meget bedre end alt det vi så på forskellige menukort i hele landet. Faktisk bestod menuen hos de fleste restauranter af forskellige typer schnitzler og ikke så meget andet. Tilmed var det dyrt. Omkring 200 kr. for en schnitzel med pommes frites.

Picnic i Østrig

Allerede på dag to blev vi igen mindet om landets størrelse. Efter en formiddags vandretur købte vi ind til frokost og kørte ud for at finde et sted i flot natur, hvor vi kunne spise. Vi havde svært ved at finde et sted, hvor man kunne komme væk fra landevejen og endte efter kort tid i Østrig, hvor vi fandt en passende knold oppe i terrænet med udsigt til floden og jernbanen, som snoede sig gennem landskabet nede i dalen. Heldigvis havde vi da været i Liechtenstein i over 24 timer og skulle ikke længere bekymre os om grænsekrydsninger i forhold til at få landet registreret som besøgt i De Berejstes Klub. I Østrig besøgte vi byen Feldkirch, hvis centrum bestod af rigt udsmykkede huse med skodder, gesimser og malerier, som afgjort var (og er) et besøg værd.

Tilbage i Vaduz så vi til vores forbløffelse, at byen, i modsætning til den aften vi ankom, summede af liv. Seks turistbusser havde læsset sit indhold af asiatiske turister af, og de pilede nu omkring for at tage billeder. Blot to timer senere kørte alle busserne, og byen blev igen utrolig stille.

Kirke med udsigt.

At turisterne kun brugte kort tid i Liechtenstein, kunne vi også mærke på vores bjerghotel. Vi havde fire overnatninger, og de få andre gæster blev kun en eller to nætter, før de tog videre. Da der ikke var så mange gæster, betød det ikke så meget, at der var delt bad.

Den sidste aften fortalte krofatter, at vejrudsigten igen meldte om sne til natten. Han mente derfor, at vi skulle køre bilen ned ad den smalle stejle vej og parkere ved den større vej neden for hotellet.

Om morgenen vågnede vi da også op til et smukt snedækket landskab. Efter morgenmaden kørte krofatter os ned til vores bil. Hans minibus var dog dækket af et tykt lag is og sne. Da han ikke kunne finde sin sneskraber, brugte han neglene på de bare næver til at skrabe ruden fri for is, alt imens han kun var iført samme tynde, åbenstående skjorte, han havde rendt rundt i udenfor alle de andre dage. Utroligt at denne seje mand med de store næver var den samme, som stegte vores ørred så nænsomt. Der er nok ingen tvivl om, at man lærer at klare sig selv, når man bor i bjergene.

De mange små træhytter på sæteren var et idyllisk indslag.

Sikkert nede ad bjergsiden satte vi os ind vores bil og kørte ned til Vaduz, mens sneen forsvandt omkring os og de flotte blomsterdækkede græsmarker igen dukkede op. Kort tid efter krydsede vi floden og den schweiziske grænse, og Liechtenstein lå igen bag os. 

 

Faktabox

Fyrstedømmet er på 160 km2 og har ca. 35.000 indbyggere. Landet har registreret flere virksomheder end indbyggere og er et af verdens rigeste lande, bl.a. pga. en lav virksomhedsskat. Fyrstedømmet er opkaldt efter den fyrstelige families slot af samme navn nær Wien i Østrig. Landets minimale størrelse har i øvrigt afstedkommet flere ufrivilligt komiske episoder. I 1985 forårsagede en militærøvelse i Schweiz med affyring af granater, at en del af en fredet skovstrækning i Liechtenstein brændte ned til grunden, og Schweiz måtte betale kompensation. Ups. I 1992 krydsede nogle schweiziske kadetter intetanende grænsen og begav sig til Triesenberg for efter skriftlig ordre at sætte en observationspost op. De schweiziske officerer havde såmænd overset den lillebitte detalje, at Triesenberg ikke ligger i Schweiz, men fire km inde i Liechtenstein. Ups igen. Og i 2007 fór en schweizisk infanterienhed på 171 mand vild under en natlig øvelse i uvejr. De krydsede grænsen og nåede to km ind i Liechtenstein, førend de selv opdagede fejlen og den utilsigtede invasion. Schweiz informerede efterfølgende Liechtenstein og undskyldte officielt. Liechtensteins grænsegendarmer lå åbenbart og sov, for ingen i Liechteinstein havde opdaget invasionen af deres land, og Liechteinstein har i øvrigt slet ingen hær, men blot 125 bevæbnede politibetjente. Ups! ups! ups! Ud & hjem igen: Fly Malmö-Zürich fås fra ca. 900 kr. t/r. Zürich ligger 130 km fra Liechteinstein. Lokal transport: Vi lejede en bil i lufthavnen. Prisen blev højere end det forventede, da leje af vinterdæk er lovpligtigt frem til 1. maj. Kost & logi: Vi overnattede på Berggasthaus Sücka, som ligger i 1.400 moh og har en restaurant og et lille antal dobbeltværelser med egen altan og delt bad. Der gives rabat, hvis man overnatter tre nætter eller mere. Jeg anbefaler stedet til alle, der kan lide at opholde sig i naturen, og som synes om hoteller med personlighed. Book via www.suecka.li. Læs mere: om Liechteinstein på www.deberejstesklub.dk/land/europa/liechtenstein.
 
 
Share this