Store Bededagsferie i Luxembourg 2002


Per Allan Jensens billede
2002 juni

Store Bededagsferie i Luxembourg 2002

af Per Allan Jensen

 

En af de dejlige ting ved foråret er de ekstra helligdage, der kan danne udgangspunkt for miniferier, hvis man kombinerer med en weekend og evt. en ekstra fridag eller to. Med fly kan man jo komme langt omkring på få timer, men trods alt må man nok alligevel sige, at det er de europæiske destinationer, der er mest oplagte til den slags småferier. Og her kommer tog eller bil så ind som alternative transportformer. Bilen har den oplagte fordel, at man ikke behøver at spekulere så meget over, hvor meget man slæber med, og så er den jo ofte god at have på feriestedet (medmindre der er tale om en ren storbyferie). Kombinationen bil/fly + udlejningsbil er udmærket, men kan være ret dyr. Og med eget køretøj er man behageligt frit stillet med hensyn til, hvad man vil og hvornår.

Det var sådanne overvejelser jeg gjorde mig, da jeg kort før Store Bededagsferien sad og kiggede på mit kort over Europa. Det var nemlig ikke bare transportformen, jeg skulle have afklaret, men også feriemålet. Og så var det, at jeg pludseligt fik øje på Luxemburg. Et lynstudie i litteraturen og på Internettet godtgjorde, at der her findes både en køn og speciel hovedstad, en masse idylliske småbyer med gamle borge og andre historiske seværdigheder samt store uberørte naturornråder i Ardennerbjergene, det hele samlet i et land med et areal så nogenlunde svarende til Lolland-Falster. Afstand fra København knap 1.000 kilometer, det er selvfølgelig en bid vej, men hvad pokker, der er jo motorvej næsten hele vejen.

Efter at have tænkt lidt over det, blev jeg helt begejstret for tanken om at sætte mig i bilen og bare køre derudad. Ingen fastlagte planer (ud over Luxemburg som endemål) og ingen reservationer af nogen art, dette her skulle være fuld frihed og plads til spontane indfald. Jeg bestilte en fridag torsdag og holdt så yderligere fri fra arbejde over middag onsdag. På hjemvejen nåede jeg lige at købe det nyeste eksemplar af ’Links+Rechts der Autobahn’, der nu åbenbart dækker hele Europa (sidst jeg havde sådan en - men det er vist også snart en del år siden - omfattede den kun Tyskland) samt et vandrekort (da jeg tænkte det nok ville være en god og økonomisk idé at bo på vandrehjem, i hvert fald i selve Luxemburg by).

Sidste men ikke mindst vigtige forberedelse var at udvælge en håndfuld bøger samt en snes kassettebånd til adspredelse de mange timer i bilen, mest operaer. Er der noget som at sidde og skråle med på en Wagner-arie mens man drøner ud ad motorvejen?

Afgang 14.00 dut fra Frederiksberg. Jeg havde udskrevet en detaljeret køreplan fra Internettet, en af dem, hvor der står ’drej til venstre ad afkørsel 372 og fortsæt 623 meter, inden der drejes til højre ved skiltet ...’. Altså, hvor svært kan det være? Den første side gik med at beskrive vejen til Puttgarden;-og så stod der: ’Følg derefter A1 de næste 595 kilometer’, hvilket vil sige til et godt stykke syd for Köln. Så langt havde jeg slet ikke tænkt mig at køre den første dag, så jeg lagde beskrivelsen væk til senere brug, satte den første opera på og satte kursen sydover.

Feriestemningen er så småt ved at indfinde sig, da det med nogle sekunders forsinkelse går op for mig, at jeg lige har valgt den forkerte retning ved udfletningen nær Køge (jeg er mest vant til at køre mod Storebælt, men her må Wagner nok også bære lidt af skylden for min manglende opmærksomhed). Pokkers, jeg må så fortsætte helt frem til afkørslen til Borup, før jeg kan komme tilbage og køre forbi udfletningen til endnu en afkørsel og så endelig afsted i den rigtige retning. Det koster lige de tyve minutter, som skulle have sat mig i stand til at nå færgen før den, som jeg just in case har reserveret plads til. Jeg presser farten lidt og når frem til Rødby tre minutter før færgens afgang, men bommen er gået netop ned, og jeg må vente 43 minutter på den næste færge. Nå, hvad pokker, der er jo ikke noget der haster, og så er det jo en passende lejlighed til at starte på den første af de bøger, jeg har medbragt til turen.

Sejlturen er hurtigt overstået, og så ligger kontinentet for mine fødder. På den tyske side er der lige som på den danske en lille strækning, der endnu ikke er motorvej, men snart er også den lagt bag mig, og endelig kan jeg også komme til at slide speederen på undersiden. Tro nu ikke, at jeg er en fartglad motorbølle, men jeg kan nu alligevel ikke helt sige mig fri for at begejstres over endelig for en gangs skyld at kunne køre lidt hurtigere end de der søvndyssende 110 km/t. Og minsandten, min efterhånden ti år gamle bil kan stadig lokkes til at overskride de hjemlige fartgrænser med yderligere 100 km/t. Og der sidder jeg så dybt koncentreret om at holde øje med trafikken foran mig, da et kig i bakspejlet afslører en hidsig blinken i det fjerne. Jeg viger hastigt til side og ser straks efter en sølvgrå BMW suse forbi med en fart, der må ligge et pænt stykke over de 250 km/t. Velkommen til Tyskland!
 

Den gamle bydel i Luxembourg by

Jeg havde forestillet mig, at trafikken var mindre på en hverdag, hvor de fleste vel er på arbejde. Jeg havde bare glemt at tænke på, at en del mennesker faktisk har motorvejen som deres arbejdsplads, nemlig alle de, der kører rundt med kæmpestore lastbiler. Det er godt nok snart nogle år siden jeg sidst har kørt ned gennem Tyskland, men det forekommer mig, at der er sket en dramatisk forøgelse af antallet af lastbiler på motorvejene. Jævnligt ser man dem i kolonner på 20-30 biler, og når de så begynder at overhale hinanden, og der kun er to baner, så går det bare helt galt. Hvorfor i alverden sender man ikke noget af al det gods med toget? Men jeg kan næsten tænke mig til svaret: nemlig af samme grund som får mig til at tage bilen: Total fleksibilitet og ’fra dør til dør uden omladning’.

Efter tre timers kørsel er jeg tæt på Osnabrück, og bilens benzinmåler er tæt på nulpunktet, og i forbindelse med optankningen studerer jeg min ’Links+Rechts’. Heri er velegnede overnatningssteder ordnet systematisk efter beliggenhed og pris, og ud fra kodeordene ’her i nærheden’ og ’billigt’ finder jeg hurtigt frem til ’Gasthof Heideblümchen’, beliggende kun 4-5 km. fra næste afkørsel.

’Heideblümchen’ er præcis, som det skal være. Et stort, rent og pænt værelse med TV (som jeg dog næppe får brug for) og bad koster 34 euro (250 kr.) inkl. morgenmad, og i den hyggelige krostue får jeg en gang veltillavet schnitzel med svampe, brasede kartofler og salat samt et par øl og en cappuccino. Hele molevitten står i godt hundrede kroner, det er da rørende. Jeg hygger mig gevaldigt med at sidde her med min mad og min spændende bog og være 100% incognito. Mobiltelefonen er slukket, og ingen aner, hvor jeg er, berusende følelse.

Jeg har bestilt morgenmad til klokken otte, og den er lige præcis så god og mættende, som en tysk morgenmad skal være. Faktisk så mættende, at jeg ender med at springe frokosten over. Vinduet i krostuen står åbent, og gårsdagens gldunster er langsomt ved at blive erstattet af frisk morgenluft med tilhgrende fuglekvidder. Det er en dejlig solskinsmorgen, og klokken 9.00 er jeg parat til at genoptage turen sydpå.

I dag går det knap så flyvende på motorvejen. Det er især i området omkring Köln og Dortmund, at det går helt galt og trafikken med jævne mellemrum går næsten fuldstændigt i stå. Lige så berusende det er med fart og frihed, lige så frustrerende er det at sidde fast i en tilsyneladende uendelig kø af stinkende biler.

Hen ad klokken ét passerer jeg grænsen mellem Tyskland og Luxemburg, og de sidste 40-50 kilometer kører jeg på mindre, men til gengæld smukkere veje. Pludselig lyder der en bippen fra min mobiltelefon, så jeg kører skyndsomt ind på en vigeplads, blot for at konstatere, at jeg har modtaget en SMS-besked med ’Velkommen til Luxemburg’ fra det lokale telefonselskab, suk!

I periferien af Luxemburg by holder jeg ind på en benzinstation og fylder tanken op med, hvad der da vist må være Europas billigste benzin, til under seks kroner pr. liter. Samtidig køber jeg et bykort og får personalet til at vise, hvor jeg befinder mig og hvordan jeg når frem til det lokale vandrerhjem, som jeg har besluttet mig til at bo på. Det lyder ret enkelt, men alligevel går det hurtigt helt galt - i bytrafik savner man virkelig en ’copilot’ til kort- og skiltelæsning. Jeg får en større omvej ud omkring Kirchberg (en hel bydel med kontorer for EU og storbankerne), før det endelig lykkes mig at finde frem til vandrerhjemmet. Eller ungdomsherberget, som det hedder, hvis man oversætter direkte fra et af de tre hovedsprog. Man behøver dog heldigvis hverken at være ung eller komme til fods for at bo på vandrerhjem, hvilket jeg tidligere har draget fordel af i både Europa, USA, Australien og New Zealand, hvor hotelpriserne er lige i overkanten for ’vanerejsende’. Her kan man få en seng i en sovesal for 120 kr., og for kun 50 kr. ekstra får man et rum helt for sig selv. Der er så godt nok hverken TV eller eget bad, men hvad pokker. Det ville ligge mig fjernt at tænde for et evt. TV, når jeg er på rejse (derhjemme gør jeg det til gengæld lidt for tit - indrømmet), og hvor mange gange skal man i bad i løbet af natten? Klokken halv tre har jeg fået indlogeret mig og pakket en lille rygsæk med lidt ekstra tøj (det er i mellemtiden blevet vejr til korte bukser og T-shirt), kamera, kort, bog, penge og vandflaske, og så afsted på sightseeing.
 

Katedralen i Luxembourg by

Luxemburg er en dejlig by med en ret speciel beliggenhed. Noget af byen (specielt de centrale dele) ligger på nogle klippe-plateauer, og resten ligger i dybe floddale mellem disse. Det giver nogle spektakulære højdeforskelle, som man godt kunne bruge lidt af i en pandekageflad by som København. Jeg er ikke så meget til museer og den slags, men domkirken skal jeg da lige se. Her er nogle store flotte blyglasruder, og så spilles der vidunderligt voldsom orgelmusik, så jeg sætter mig og opsluges af stemningen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en negativ indstilling til alt, hvad der har med religion at gøre, men ikke desto mindre benytter jeg enhver lejlighed til at smutte ind og bese de kirker, som jeg kommer forbi på mine rejser. På en varm dag er kirker altid behageligt kølige, og jeg fascineres uvægerligt over alle de kræfter og rigdomme, der er ofret på disse bygninger, især i de mere fattige lande.

Jeg går og går. Sådan skal byer ses, og denne er ikke større end at man begynder at føle sig hjemme efter et par timers vandring. Klokken syv begynder sulten for alvor at melde sig, og jeg finder en indisk restaurant med det ikke særligt originale navn ’Taj Mahal’, hvor jeg indtager en aldeles fortræffelig menu til rimelige penge. Bagefter spadserer jeg hele vejen tilbage til vandrerhjemmet i den milde aften, hvor fuldmånen er dukket op. Aftenen afsluttes med en pilsner i vandrerhjemmets have.

Næste morgen er det smukke solskinsvejr desværre afløst af en let dis. Jeg lægger vejen ud af byen gennem det fascinerende ’eurokratienborg’, hvor min stirren efter bygningerne er tæt på at give sig udslag i et sammenstød med en bus. Jeg tager motorvejen mod øst til lige før den tyske grænse, hvor kursen lægges mod nord, ad ’route de vin’, der først løber langs Mosel og senere langs Our.
 

Slottet i Vianden

De næste par dage skal stå på sightseeing i de mange kønne småbyer, der ligger spredt i det dejlige landskab, og her kommer bilen jo for alvor til sin ret. Echternacht, Beaufort, Laroehettes, Diekirch, Wiltz, Vianden og Clairvaux ligger som perler på en snor i et område, der kaldes ’Luxemburgs Schweiz’, og som ikke er større end Møn. Her er en masse udstrakte skovområder, og omkring byerne, der er som klippet ud af en turistbrochure, ligger massevis af imponerende og smukke borge. En detaljeret turbeskrivelse ville blive for omfattende, men lad mig fremhæve et par enkelte højdepunkter: Den maleriske by Vianden med den fantastisk smukke borg, hvis historie daterer sig helt tilbage til romertiden. Viandens underskønne omegn, spækket med dejlige vandrestier. Og borgen i Clairvaux, der er hjemsted for den fantastiske fotoudstilling ’The family of Man’. Udstillingen blev for første gang vist på Museum of Modern Art i New York og endte efter en særdeles bekostelig restaurering her i Luxemburg, fødestedet for samlingens ophavsmand Edward Steichen. De mange fotografier, der alle er i sort/ hvid og ofte kæmpestore, er uden egentlige tekster, men er samlet i grupper efter forskellige temaer og ledsaget af åndfulde citater fra alverdens filosoffer, politikere, forfattere, videnskabsmænd og andre. Se den!

Og så er Ardennerne jo stedet, hvor nogle af anden verdenskrigs mest blodige slag blev udkæmpet, og har man bare den allermindste smule interesse for dette mørke kapitel af vor nyeste historie, så er Diekirchs historiske museum stedet, hvor man med fordel kan tilbringe et par timer med at studere kampvogne, våben, uniformer, dagbøger, fotografier og nogle utroligt livagtige tableauer.

På min vej nordover opdager jeg pludseligt, at jeg er kommet ind i Belgien (dog ingen SMS denne gang). Man kan mene hvad man vil om EU og åbne grænser og fælles møntenhed, men hvor er det dog blevet nemt at vere rejsende i Europa. Når jeg tænker på alle de kræfter, penge og tid jeg har spildt andre steder i verden på visa, pengeveksling og andet bureaukratisk nonsens! Den eneste forskel jeg observerer er, at belgierne kører lidt mere vildt, så det er en hel fornøjelse igen at komme ind i Tyskland, der vist må have nogle af verdens mest velopdragne og kultiverede trafikanter. Selv om der køres hurtigt på motorvejene, så er de utroligt gode til at blinke, når de skifter bane, samt holde til højre, så snart det er muligt (jeg kan blive aldeles desperat over danske bilister, der lægger sig fast i yderbanen med 90-100 kilometers fart).

Tableau fra Diekirch's historiske museum

Lige nord for Hannover er klokken efterhånden blevet otte, og jeg beslutter, at nu må det være nok for i dag. Jeg har fundet fire mulige overnatningssteder i ’Links+Rechts’, men de to første lykkes det mig aldrig at opstøve, og nummer tre er fuldt belagt. Endelig helt ude på Lars Tyndskids marker finder jeg den fjerde. Jeg har de sidste timer set frem til en hyggelig krostue, hvor jeg kunne sidde og 1æse og skrive over et tiltrængt måltid mad og et par pilsnere, men dette her sted ligner mest af alt et privat hjem med ’Zimmer frei’. Nå, klokken nærmer sig ni, og jeg orker snart ikke mere, så jeg ringer på og håber det bedste.

Døren åbnes af en midaldrende kvinde, som ikke lader mig få indført et ord, før hun har forklaret mig, at ’her står døren altid åben, og man skal bare gå ind, og kom nu med denne vej’. Jeg spørger, om man kan få noget at spise, og i mellemtiden er vi nået ind i stuen, hvor hele familien sidder bænket omkring et TV, der viser den tyske udgave af ’Hvem vil være millionær?’. Først da offeret har svaret forkert på et spørgsmål til 2.000 euro, går det op for min værtinde, at hun har en gæst, der netop har stillet et spørgsmål vedrørende aftensmad. Hun slår ud med armene og viser mig de halvspiste pizzaer, som har udgjort de andres aftensmåltid. Jeg kan jo ringe efter en pizza, foreslår hun, eller også kan jeg tage min bil og køre ud og finde en restaurant. På mit spørgsmål om morgenmad (tænker den mand da heller aldrig på andet end mad?!?) svarer hun, at hun er meget træt og trænger til at sove meget længe, men at hun nok skal stille noget frem, som jeg kan tage med mig! Jeg begynder at fortryde, at jeg er gået ind her, og tænker, at det med restauranten må være et godt påskud til at slippe væk igen.

Med et strejf af dårlig samvittighed drøner jeg tilbage over pløjemarkerne og ned til det hotel, som var det allerførste jeg fik øje på, da jeg forlod motorvejen. Her får jeg et glimrende værelse med eget bad og direkte adgang til en stor krostue, helt uden at jeg behøver at mænge mig med en TV-kiggende tysk familie (jaja, jeg kan godt huske mit begejstrede skriv om Servas i et tidligere blad, men hver ting til sin tid).

Næste dag er det diset og regnfuldt, og turen op gennem resten af Nordtyskland er ikke nogen stor oplevelse. Til gengæld går det nemt og hurtigt, og jeg er hjemme igen allerede ved totiden, tidsnok til at jeg kan nå at ’lande mentalt’, inden en ny arbejdsuge starter næste morgen.

 
 
Share this