Madagaskar: Forbrydelse og straf på verdens fjerdestørste ø


Lene K. Rasmussens billede
2016 jun

Madagaskar: Forbrydelse og straf på verdens fjerdestørste ø

Tekst & fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen

 

Om bord på en flodpram ned ad Tsiribihinafloden

”Det er meget farligt i nat. Der er landevejsrøvere, og de er i ledtog med politiet,” fortæller min sidemand i bussen. ”Politiet låner deres våben ud til røverne for at få del i tyvekosterne. Der er sågar politimænd blandt røverne.”

Jeg har ikke hørt advarslerne om natkørsel, før jeg sidder i en af de berygtede natbusser. Inde på busstationen venter fem-seks minibusser, indtil de alle er klar til at køre. De vil følges ad, så de kan hjælpe hinanden, hvis vi i nattens mulm og mørke skulle blive stoppet af en flok landevejsrøvere.

Min sidemand er en ung ingeniørstuderende. Han fortæller, at han altid har drømt om at blive rig. Da han så, at politimænd altid havde mange penge, besluttede han sig for, at det ville han være, når han blev stor, men hans far ville ikke give ham lov. De tjener beskidte penge, fortalte faderen ham.

”Din far er en klog mand. Det var godt, du lyttede til ham,” svarer jeg.

Der findes seks arter af baobabtræer i Madagaskar

”Ja,” siger den unge mand og nikker. ”Om dagen fanger de forbrydere, men om natten er de det selv. Det bliver mange af politimændene skøre i hovedet af. De drikker, og flere af dem ender med at begå selvmord.”

Heldigvis undgår vi at blive stoppet af politibetjente og landevejsrøvere den nat. De lokale busser, jeg kørte med på Madagaskar, bliver dog jævnligt stoppet af politiet, og jeg lægger mærke til, at chaufførerne altid giver dem pengesedler, før vi får lov til at køre videre.

Infrastrukturen i Madagaskar er mildest talt elendig. Vejene er hullede, og de overfyldte busser er et mareridt at køre med. De går jævnligt i stykker, eller også glemmer chaufførerne at fylde nok brændstof på. Et par gange ender jeg med at sidde ved vejsiden og vente på den næste bus.

 

Straffen for at stjæle en ko

Jeg tænker, at det måske ville være mere afslappende at rejse med en båd ad Tsiribihinafloden. Jeg forstiller mig, at jeg kan sidde og få frisk luft og vind i håret, mens jeg kan nyde naturen, der langsomt glider forbi, men jeg bliver snart klogere.

Flodprammen er mere overfyldt end busserne, og det er ulideligt varmt. Der stinker af diesel, og larmen fra motoren er øredøvende. Ved siden af mig sidder en politibetjent sammen med en forbryder. Forbryderen har håndjern på og en metalkæde om fødderne. Han er lige blevet arresteret for at stjæle en ko. Straffen for at stjæle en ko i Madagaskar kan være helt op til fem års fængsel, fortæller betjenten.

Forbryderens kone og barn er også med i båden. Hun har en kurv med sig med gryder, potter og pander. De næste fem år er hun familiens eneforsørger, og hun skal samtidig bringe mad til sin mand i fængslet, mens han afsoner. Hendes skæbne gør stort indtryk på mig, da hun bærer en lige så stor straf som ham, og jeg ved ikke, om hun har været medskyldig i tyveriet eller ej. Den eneste i familien, der helt sikkert er uskyldig, er deres toårige søn, som hun sidder med på skødet. Fem års fængsel for at snuppe en anden mands ko, lyder som en voldsom hård straf, men i Madagaskar har en ko en meget høj værdi. Køer bruges også som medgift, og en smuk hustru koster fire køer.

 

Fem år i spjældet for en smuk kone

Befolkningen i Madagaskar er opdelt i 18 etniske grupper eller stammer. Hos en af stammerne i det sydlige Madagaskar er tyverier af køer meget almindelige, og unge mænd stjæler dem udelukkende for at komme i fængsel. Kvinderne vil nemlig have en stærk mand, og en der har overlevet et fængselsophold anses for at være stærk og udholdende.

Forbryderen i båden på Tsiribihinafloden er dog fra en anden stamme. Han har udelukkende stjålet koen for at berige sig selv, og han har formentlig ikke penge nok til at bestikke politimanden for at undgå fængselsstraf.

 

Søde landsbyboere og nuttede halvaber

Ansigtsmasken blødgør huden, så hun bliver endnu smukkere

Jeg vil ikke sejle med flodprammen efter mørkets frembrud, så jeg stiger af båden ved en lille landsby på halvvejen. Her bliver jeg indlogeret i en kummerlig hytte, der er bygget af kokasser og med et tag af palmeblade. Men landsbyen er et idyllisk og autentisk sted, så jeg beslutter mig for at blive en dag mere, før jeg rejser videre.

Der er kun mig som den eneste fortabte turist. Landsbyboerne er meget imødekommende, og de behandler mig som en æresgæst. Jeg ser børnene, der leger ved flodbredden, mens kvinderne vasker tøj i floden. Mange af kvinderne har smurt ansigtet ind i hvide ansigtsmasker for at blødgøre huden. Det skulle gøre dem smukkere. Mændene ror ud for at fange fisk i deres kanoer, som er bygget af udhulede træstammer. Alle har husdyr, og rundt om husene går høns og geder frit omring.

Jeg havde nær adopteret familiens nuttede kæledyr

Familien, som jeg bor hos, har fundet en forældreløs lemur-unge i skoven, som de har fodret med sutteflaske, og nu er den familiens højtelskede kæledyr. Jeg ser flere lemurer af forskellige arter, da jeg besøger nogle af nationalparkerne. Her får jeg også set mange andre dyr, som heller ikke findes andre steder i verden. Faktisk er 80 % af øens planter og dyr endemiske for Madagaskar.

Men lemurerne er hovedattraktionen, og de er nogle af de mest nuttede skabninger, man kan tænke sig. De ligner en mellemting mellem en kat, en hund, en ræv og en abe. Deres lyde giver en unik stemning i nationalparkerne. De grynter, piber, synger lange strofer eller lyder som politisirener. Når de er nede på jorden, hopper de sidevers, og i træerne springer de fra gren til gren.

Det var netop for at se disse fantastiske lemurer og det specielle dyreliv, at jeg afsluttede min 15 måneder lange rejse i 2014 på denne smukke ø i Det Indiske Ocean.

 

Lene Kohlhoff Rasmussen har medlemsnr. 557. Til dato har hun besøgt 17 territorier og 75 lande på fem kontinenter. Læs mere om hendes rejseliv på www.kohlhoff.dk.

På vej ned til floden med en splinterny kano

 

FAKTABOKS: Madagaskar

Madagaskar har i millioner af år været afskåret fra det afrikanske fastland, hvilket har medført et stort antal endemiske planter og dyr. Øen bliver ofte omtalt som “verdens ottende kontinent.” Der bor ca. 23,5 millioner mennesker i Madagaskar. Madagasserne stammer fra både Asien og Afrika, og man mener, at øen var ubeboet, indtil søfolk fra Sydøstasien kom dertil efter år 100 e.v.t. Madagaskar var fransk koloni fra 1896 til 1960. De fleste kan derfor tale fransk.

Lokal transport: Hvis man ikke ønsker at rejse med offentlig transport, kan man leje en bil og chauffør for ca. 300 kr. per dag. Der er også den del indenrigsflyruter.

Ud og hjem igen: Fly København-Antananarivo fås for ca. 6.550 kr. t/r.

Læs mere: om Madagaskar på www.deberejstesklub.dk/land/afrika/madagaskar.

 
 
Share this