Mærkelige dyr og meget få turister


Per Allan Jensens billede
Per Allan Jensens billede
 
2012 mar

Ud for Østafrika finder man en ø, som byder på et usædvanlig varmt og fugtigt klima, et helt specielt dyreliv – og meget få turister.

Aftenstemning fra et dejligt overnatningssted efter vandreturen

Madagaskar havde længe stået på min liste over lande, som jeg bare måtte besøge. Alle efterretninger tydede imidlertid på, at landets infrastruktur lader særdeles meget tilbage at ønske, hvilket naturligvis gør det besværligt og tidskrævende at komme ud i hjørnerne, hvor der virkelig er noget at se. Jeg valgte derfor at tage på en tre ugers tur med Topas, som jeg tidligere har benyttet mig af med godt resultat. Det var fx med Topas at jeg for alvor fik sat gang i mit rejseliv, da jeg deltog i en tre måneder lang transasiatisk tur for 29 år siden. Og stor var min glæde, da jeg opdagede, at turens rejseleder var den selv samme George, som var leder af den omtalte transasiatiske tur (samt en mellemliggende ugandatur). George er en fantastisk rejseleder og et dejligt menneske. Totalt afslappet og uhøjtidelig, men samtidig knalddygtig til både det praktiske og det mere administrative, og så besidder han en naturlig autoritet, der er guld værd, når der skal holdes styr på lokale hjælpere og leverandører.

 

Verdens fjerdestørste

Madagaskar er verdens fjerdestørste ø. Landet, der blev selvstændigt i 1960 efter 64 års fransk overherredømme, er 13 gange større end Danmark og med 22 millioner indbyggere. Befolkningstilvæksten er enorm, og der er børn overalt. Befolkningens købekraft (med et engelsk udtryk kaldet Purchasing Power Parity, forkortet PPP) er cirka 40 gange lavere end danskernes, dvs. på niveau med de fattigste vestafrikanske lande. Der er dog tilsyneladende ikke mange, der lider stor nød. Folk virker velnærede og glade, hvilket naturligvis hænger sammen med landets kolossale frodighed, der giver masser af mad til alle. Til gengæld er en af konsekvenserne af den høje befolkningstilvækst, at der foregår en massiv afbrænding af landets oprindelige skovbevoksning, således at store områder, specielt i højlandet, er konstant indhyllet i røg.

Landets indbyggere er på mange måder anderledes end på det afrikanske fastland, hvilket skyldes, at befolkningen i sin tid (dvs. for et par tusinde år siden) kom sejlende fra Indonesien og Malaysia, hvilket giver sig tydeligt udtryk i såvel deres udseende som deres sprog. En anden (positiv) forskel er, at madagaskerne er langt mere arbejdsomme end den gennemsnitlige afrikaner, samt at det ikke flyder med affald overalt (som man fx oplever det i Vestafrika).

Og endelig er der så dyrelivet, der er helt anderledes end noget andet sted i verden. Øen rev sig løs fra resten af det afrikanske kontinent for 90 millioner år siden, og de daværende dyrearter udviklede sig i deres helt egen retning.

Madagaskars unikke dyreliv rummer bl.a. mange farvestrålende kamæleoner

112 km på en kinesisk cykel

Vi begyndte turen med at flyve fra hovedstaden Antananarivo op til den lille by Maroantsetra på øens nordøstkyst (i det såkaldte vanilje-område), en flyvetur hvor vi måtte mellemlande to gange undervejs på små airstrips. I dette område tilbragte vi først en dag med at besøge små lokale landsbyer, hvor der sjældent kom vesterlændinge på besøg. Dernæst sejlede vi over til den lille ø Nosy Mangabe, der er udlagt som nationalpark. Her camperede vi på den fortryllende dejlige strand og fik en første forsmag på det enestående dyreliv. Ikke så mange lemurer i denne omgang, men masser af kamæleoner, gekkoer, slanger og edderkopper.

Herefter indledtes turens første fysiske udfordring i form af en 112 km lang cykeltur sydpå ad den såkaldte hovedvej mellem Maroantsetra og Mananara. Vejen består skiftevis af sand, mudder og store sten, og den gennemskæres af utallige floder, hvoraf nogle kan krydses på primitive broer, mens andre er så brede, at der må anvendes fartøjer af forskellig art (fra bambusflåder til simple ponton-færger). Vejen er kun farbar med firehjulstrukne køretøjer, af hvilke der højst kommer fire-fem stykker per dag.

Stor var vores begejstring, da vi hørte, at der var indkøbt helt nye cykler til denne tur, men begejstringen kølnedes dog noget, da vi så de små kinesiske discountcykler (one size fits all – hvis man bare ikke vejer over 60 kg og ikke er højere end 1,60), som der måtte bruges lang tid på at klargøre til en bare nogenlunde acceptabel tilstand. Heldigvis fulgte der en mekaniker og en masse reservedele med på turen, hvilket var helt essentielt, da cyklerne ustandseligt gik i stykker (personligt fik jeg smadret en pedalarm, to pedaler og to saddelstænger).

Undervejs sov vi i telte, som vi slog op ved små landsbyers lokale skoler, hvor vores tilsynekomst hurtigt samlede hundredvis af nysgerrige unger, der heldigvis var utroligt søde og meget fotogene.

Overalt blev vi mødt af søde og nysgerrige børn

Landsbyerne duftede af nelliker og vanilje, og langs ruten stod smilende mennesker og råbte Sali Varzha (som betyder: hej hvide mand). Det er godt nok længe siden, jeg sidst har tilbragt tre døgn med fysiske udfoldelser i så varmt og fugtigt et klima uden adgang til vand overhovedet, så det var yderst velkomment, da vi på fjerdedagen ankom til et hotel med nogenlunde sanitære faciliteter. Men det er jo altid en god og sund oplevelse at erkende, hvor lidt man egentlig kan klare sig med – og så giver det et nyt syn på alle de luksusgoder, som vi har gået og vænnet os til som selvfølgeligheder.

Den offentlige tandpleje er ikke så udbredt på Madagaskar

 

Muddertrekking

Efter at have slikket sårene under nogenlunde komfortable forhold begyndte turens næste fysiske udfordring i form af en stroppetur gennem nationalparken Mananara-Nord til fods gennem nogle områder, som jeg sent vil glemme. Først og fremmest pga. den landskabelige skønhed (frodigt højland, rismarker og regnskov), men også pga. de fysiske strabadser: 30ºC varme, 99 procents luftfugtighed, mudrede stier og forcering af et utal af floder og rismarker. I starten prøvede jeg at holde støvlerne tørre, men til sidst måtte jeg opgive og vadede blot gennem floder og ankelhøje mudderpøle. Vi slog lejr på en lille bjergtop, hvor luftfugtigheden var så høj, at mine briller duggede. Næste morgen småregnede det, da teltene skulle pakkes, og alt tøj, inkl. sko og strømper, var totalt gennemblødt. Midt på dagen havde jeg fået et stort slidsår på inderlåret, og de halvt opløste fødder turde jeg slet ikke se til. Drikkevand havde vi ikke mere af, men vi kom heldigvis forbi en lille landsby, der havde lidt lunken sodavand. Så stor var glæden, da vi endelig kom tilbage til kysten og kunne sove i et par primitive hytter i stedet for de klamme telte. Det var heller ikke ringe med et havbad efterfulgt af en overskylning med ca. en halv liter ferskvand per person. Og øl til aftensmaden, ikke et øje tørt!

Benævnelsen 'færgetræk' får en helt ny betydning på disse kanter

Efterfølgende gik og kørte vi et stykke sydpå langs den fortryllende smukke kyst, via en vej bestående af skiftevis sand og mudder og med meterdybe huller og med krydsning af et utal af store floder. Et af stederne var færgen kaput, så vi måtte vente nogle timer på, at der blev fremskaffet et meget langt tov samt et passende antal lokale hjælpere, så den kunne trækkes over manuelt. Alle på holdet tog heldigvis den slags med højt humør, men de fleste var også garvede Topas-rejsende.

 

Variation er godt

Og så kom vi pludselig tilbage til civilisationen – big time – i form af et par dages ophold på et luksuriøst ressort ved den mest vidunderlige strand, hvor vi boede i de lækreste hytter lige ud til stranden. Det var som en – yderst tiltrængt – ferie i ferien. Solskin, frisk havbrise, dejlig varmt og klart vand, snorkling, løbeture på stranden, swimmingpool, dejlig mad og massage (ellers sjældent i Afrika) samt vask af det tøj, som jeg ellers troede, var direkte til Kommunekemi. Det er den slags luksus, man virkelig værdsætter efter nogle dage under primitive forhold.

Endelig gik turen tilbage til højlandet med besøg i en nationalpark, hvor vi fik nærkontakt med nogle af de specielle – og yderst nuttede – lemurer, som Madagaskar er så kendt for.

: Lemurer ('halvaber') er nok de kendteste af Madagskars specielle dyr

 

 

Faktabox

Turen var arrangeret af Topas Rejser og kostede ca. 27.000 kr. (plus ca. 3.000 kr. til drikkevarer og nogle måltider, som vi selv skulle betale), hvilket ikke er helt billigt, men det var hver en krone værd. Vi var 16 deltagere i alderen 29-73 år (med et gennemsnit på ca. 55 år). Turen udbydes kun en gang per år, så hvis nogen har fået lyst til at gøre det samme, så er næste chance til oktober.
 
 
Share this