Hash, orangutaner, bronzespiraler og broer


Inge Andersens billede
Inge Andersens billede
 
2005 dec

Glade og forventningsfulde steg vi (fire tøser) af flyveren i Kuching, Malaysisk Borneo. Hvad mon der ventede os her af spændende oplevelser? Det lokale medlem af klubben, Ib Larsen, som var arrangør af en del af turen, hentede os i lufthavnen og bragte os til Merdeka Palace, som var en stor grå betonklods midt i Kuching. Men hotellet kunne præstere fem stjerner, en luksussuite og en del luksus.

Kuching var overraskende moderne, med højhuse og moderne shoppingcentre, .ettet sammen med kinesiske og indiske templer, moskeer, forskellige bydele og store skulpturer af katte. Kuching betyder kat på malaysisk.. Kuching-floden skærer gennem byen og danner rammen om mange ting: Regatta, rivercrusing, taxibåde m.m., og flodbredden er omdannet til havnepromenade i bedste stil. En ting, der slog os, var, at der var rent og alting virkede rimeligt organiseret.
 

Hash

For nogle af os var der tid til akklimatisering i Bako Nationalpark (et dejligt sted), før den egentlige ”klubtur” startede. Aftenen inden var der ”Hashløb” i junglen med de lokale. Hjemmefra havde vi haft mange gisninger om, hvad mon et hashløb var. Var de skæve, hvad gik det hele ud på? Men med skulle vi da. Iført støvler, shorts og gamle t-shirt, godt indsmurte i myggebalsam mødtes vi, fem stk. berejste + Ib og Ibs kone Lillian med de lokale på en parkeringsplads uden for byen. Og det havde slet ikke noget med den vanlige hash at gøre - løbet er et slags orienteringsløb, hvor der på skift er nogle, der lægger spor i junglen, og det behøver ikke at være på stier, fandt vi ud af.

Små hvide papirstykker danner vejen, og falske spor. Igen og igen lyder der råb, ”are you”- ”on on”- og ”checking”. At vi ikke er vant til at begå os i junglen vidnede mange skrammer, trykkede ribben og en fod, der sad fast i en gammel træstamme om. Men sjovt var det. Senere var der mad og mange øl. For os nye skulle der tømmes en stor fadøl, men der blev sunget ”down, down” og resten i håret, hvad en af os måtte sande. En rigtig fornøjelig aften.

Vi var ni styks berejste, både passive og aktive medlemmer, der havde lagt vejen forbi Borneo. Gruppen var lidt uhomogen da den yngste var 29 og den ældste 79. Og ud af de ni personer var seks fra 60 år og opefter. Nogle burde måske have støvet konditionen lidt af før turen.

Et sødt eksemplar, orangutangen Lena

Orangutanger

Og hvad er Borneo uden orangutanger. I samlet flok besøgte vi Semengoh Orang Utan Rehabiliteringscenter uden for Kuching. Men det var lidt af en skuffelse. Sammen med 88 andre turister stod vi og ventede på, at de kære aber gad at vise sig og smæske nogle fremlagte frugter i sig. Efter at en af rangerne havde kaldt på dem en halv time, dukkede de frem fra træerne. Selv den store orangutanghan viste sig. De guffede frugterne i sig og forsvandt op i træerne uden at værdige os turister mange blikke. Men selvfølgelig var det en oplevelse at se orangutangerne, specielt når det var første gang.
 

Langhuse

Vores første møde med bidayuerne, som er den næststørste stamme i Sarawak, var i langhuset Anna Rais, som er et enormt langhus med over 100 familier fordelt på fire langhusenheder. Det ligger let tilgængeligt og er meget besøgt af turister, men er alligevel spændende. Det andet langhus Simuti, som er fjernt beliggende på en bjergtop, består både af et langhus og traditionelle bidayuh-enfamilieshuse, som er bundet sammen af et net af små broer mellem husenes bambusterrasser. Det var imponerende at se, hvad de kan få ud af bambus. Begge steder blev vi hjerteligt modtaget, og vi kunne bare gå rundt og se på deres dagligdags gøremål. Kurvefletning, tørring af peber,

Trofæer tilbage fra tiden da stammerne på Borneo var hovedjægere.

madlavning og meget andet. De fleste ville gerne fotograferes, så der blev knipset løs.

Om natten overnattede vi på Borneo Heights Golf Resort efter at have vandret en tur langs grænsen til Indonesien. Grænsen består her af en lodret klippevæg. Nogle af os fik vores første igler at føle.

Hotellet var sjovt og dyrt. Vi var næsten de eneste gæster, og de serverede noget aldeles usmageligt vegetarmad. Det var det eneste, de serverede. Toilettet på værelserne stod i hjørnet uden dør, men med et løst forhæng. Massagen var god, og hele underetagen var varme pools og spabade og underlige massagestole, der kneb. AVAV.
 

Bronzespiraler

Trekkingturen startede i landsbyen Kambug. Her mødte vi vores tre bærere. Hvis vi svedte, inden turen startede på grund af den høje luftfugtighed, var det intet at sammenligne med bare en halv time senere. Alle var smaskvåde, og sveden bare løb af os.

Vi vandrede afsted i lystig flok opad smalle stier, over små bambusbroer, tæt grøn beplantning og åbne områder, hvor solen rigtig kunne bage. Men humøret var højt - vi vidste, der ventede os spændende oplevelser. Frokosten indtog vi i en lille landsby, Sapit, hvor en familie lagde hus til vores besøg. Vi startede med at drikke saft fra friske kokosnødder og fik en dejlig frokost bestående af ris, kylling og grøntsager, indtaget på gulvet og spist med fingrene. Vandreturen fortsatte langs en bjergkam, og Patricia vores bidayuhguide var god til at stoppe og fortælle om planter, dyr, dufte, traditioner, giftigslanger og meget mere.
 

Bidayuhkvinderne i Semban tygger en del betel. Det kan tydelig ses på deres store røde munde og sorte tænder.

Gruppen var efterhånden blevet delt op i to eller tre grupper, mange steder var stien dårlig og glat og gik brat op eller ned og nogle var langsommere end andre.

Da vi nærmede os vores bestemmelsessted Kiding var det ved at blive mørkt, og regnen øsede ned, men på grund af varmen blev vi ikke kolde. Vi blev godt modtaget, og hele landsbyen dukkede op om aftenen og festede for og med os. Musikerne spillede lystigt, og både de lokale og de berejste viste deres dansekunst. Vi optrådte med "Riz Raz" og "skomagerdreng". Vældigt fornøjeligt. Kun de yngste viste deres misfornøjethed.

Nu, da elgeneratoren kørte en hel aften, ville de hellere se fjernsyn. Jeg var overrasket over at se, at de havde fjernsyn og parabol, men hvorfor ikke? Udviklingen vinder frem alle vegne. Godt radbrækkede over at have sidde på gulvet en hel aften, begav vi os videre op i bjergene for at nå turens højdepunkt Semban. Undervejs passerede vi for første gang en af bidayuhernes traditionelle bambushængebroer. Længe inden vi ankom til landsbyen, som er en af de mest afsides beliggende, kunne vi i det fjerne høre trommer og gongonger. Det sætter stemningen og tempoet i vejret. Hele landsbyen var ude for at modtage os, og vi blev renset for onde ånder, inden vi blev modtaget af ni dansende ældre kvinder. De ældre kvinder bærer stadig de traditionelle bronzespiraler om benene og enkelte af dem også på armene. Bronzespiralerne blev viklet om benene, mens kvinderne endnu var børn. Smukt er det, men det forhindrede muskulaturen i at udvikle sig fuldt ud og forhindrede kvinderne i at sidde på hug.

Spiralskikken praktiseres ikke mere, så når disse kvinder er væk, er denne skik uddød. Yderligere havde de perlekæder om halsen, en top (tidligere nøgen overkrop), rattanbælter omviklet med sølv, og bælter lavet af gamle sølvmønter om livet og en sort nederdel. Kvinderne tygger en del betel, så når de grinte, viste de store røde munde med enkelte sorte tænder. Vi havde en dejlig og spændende aften i deres selskab.

Vi dansede, spiste og smagte deres lokale risbrændevin, der blev spillet musik, jeg tror, der var ca. 15 gongonger og en tromme på fire-fem meters længde. Både Ib og deres lokale leder holdt tale, og medicinmanden holdt en ceremoni med halshugning af en høne for at se, om vi var værdige vikinger. Den nat sov vi rundt omkring i landsbyen hos de lokale.
 

Bro:

Broer

Næste dag begav vi os ned ad bjerget - vi skulle passerer syv af de fantastiske bambushængebroer. Hver af dem et imponerende bygningsværk, bygget helt og holdent af bambusrør. Første gang, jeg passerede en af broerne, følte jeg, at det var med livet som indsats, men broen holdt jo.

Nogle broer var vel omkring 30-40 meter lange og ca. 20 meter hævet over en brusende flod. Man går på to parallelle bambusrør og to bambusrør som støtter. Sådan en bro holder kun et år, så må der bygges en ny. Turen afsluttedes med et rigtigt tropisk regnvejr. Stierne blev til små floder, og vi vadede i vand til knæene. Men så havde vi da også fået dagens bad.

Vi havde en dag i Kuching, inden vi fortsatte op til ibanerne, en anden af Borneos stammer, som var de frygtede hovedjægere. De lever langs floderne og bruger deres lange både til at komme frem. Der havde vi en tre dages tur langt op ad floden og boede i to landsbyer Lalang og Tabau. Den tur kan der fortælles meget om, men det bliver en anden gang.

 
 
Share this