Kampung Semban - Et glimt fra en forsvunden verden


Ib Larsens billede
2002 juni

Kampung Semban   -   Et glimt fra en forsvunden verden

af Ib Larsen

Bidayuh folket, eller land-dayakkerne, som de tidligere blev kaldt af europæerne, bor i højlandet bag Sarawaks hovedstad Kuching.

Bidayuherne udgør kun godt 8% af Sarawaks befolkning. Det er mindre end 1/3 af den største befolkningsgruppe - ibanerne, de tidligere så berømte hovedjægere, der befolker store dele af regnskoven.

Bidayuherne bor i et et afgrænset område i højlandet bag Sarawaks hovedstad Kuching. Faktisk fortsætter stammens udbredelse på den anden side af grænsen til Indonesien, i Kalimantan, men her er de kendt under andre navne.

Nærheden til Kuching betyder naturligvis, at Bidayuherne igennem mange år har været påvirket af civilisationen. Langhusene, der er så dominerende for ibanerne, ses således næste ikke mere hos bidayuherne. Merre eller mindre gode veje snor sig efterhånden ud i alle afkroge af bidayuhernes land, og støjen fra de små knallerter bliver mere og mere dominerende i landsbyernes lydbillede.

Bidayuherne er traditionelt svejdebrugere med tørris, peber, gummi, kakao og et væld af grønsager og frugter som de væsentligste afgrøder. Idag trues svedjebruget mange steder af udlægningen af vældige arealer til oliepalme plantager.

Alligvel har flere af vores bidayuh venner fastholdt, at bidayuh kulturen fortsat står i fuldt flor. Vi skulle bare kigge de rigtige steder. I de ufremkommelige dele af bjergmassivet op mod den indonesiske grænse har man fortsat ikke bygget veje. Rygterne om de traditionelle bidayuh landsbyer i bjergene var vedholdene. Så det stod efterhånden klart at vi måtte en tur derop og prøve rygterne af ved selvsyn.

"Her", insisterede Patricia Nayoi - en af vores Bidayuh venner - en dag, mens hun prøvede at vise os beliggenheden af en lille landsby i bjergene på de håbløse 1:350.000 kort, der er cremen af hvad der findes af kort i Sarawak. "Her skal vi op".

Få uger efter var vi 2 danskere og 1 canadier med Patricia på vej mod bjergene i 4-hjuls trækkeren. Køreturen gik hurtigt. For at fremme turismen, har man netop bygget et golfresort højt oppe i bjergene. Og for at få turisterne ind til det må man naturligvis bygge en vej. Det kom nu os til gode. Fin vej - og ingen trafik. Om golfresortet så er lykken, er en anden sag. Resorten er bygget på toppen af Mount Penrissen - Bidayuhernes helligste sted. Her flytter ånderne op, når kroppen visner. Herfra kan de overskue hele verden - helt ned til Kuching og til havet bag byen. Men nu bliver ånderne forstyrrede. De forrevne bjerge er blevet friserede, og forvildede golfkugler er til fare for enhver ånd der vover sig rundt på bjerget. De fleste bidayuher er godt nok kristne idag. Men byggeriet på Penrissen må have været et stik i hjertet på mange biadayuher.

Efter kun en times kørsel drejede vi fra den nye vej og fortsatte et kort stykke til Kpg Bengoh for foden af bjergene. Det er ikke mange år siden, at folkene fra bjergene, efter at have båret deres varer ned af bjergene på ryggen, her i Bengoh omlastede dem til pramme for at fortsætte turen ned mod Kuching ad floden. Ikke nogen nem sejltur. Floden er forsat vild her, og der er mange rapids. Patricia husker det tydeligt.
 

Ud for Bengohs lille butik møder vi en lille gruppe mennesker, der sidder og slapper af. Rundt om dem står der enorme mængder gods. Sække, dunke, store gulvplader, fødevarer. Der går lidt tid inden det går op for mig, at disse mennesker er beboere fra den landsby, der er målet for vores tur - kpg Semban - og at disse få mennesker faktisk har tænkt sig i løbet af de næste 5-6 timer at slæbe alt det gods op på bjerget.

Vi sluttede os til dem og begyndte vandringen op ad bjerget. Allerede kort tid efter starten vandrede vi over over en imponerende hængebro over floden. Denne bro var af beton og stål. Det var de næste ikke. En time efter passerede vi den første traditionelle Bidayuh hængebro: Et fantastisk bygningværk, bygget helt og fuldt af bambusrør. Vi fortsatte forsigtigt ud på broen - vel omkring 20 m over den brusende flod - og balancerede forsigtigt på de to parallelle bambusrør, der udgjorde fodfæstet. En sådan bro holder kun i eet år. Hvert år mødes beboerne fra de ovenfor liggende landsbyer og bygger en helt ny bro, helt fra grunden. Kun ½ time senere dukkede den næste store bambusbro op. Nok en gang balancerede vi ud på en svajende bro med fuldt udsyn til den brusende strøm dybt under os. Højere oppe passerede vi bambusbro efter bambusbro. Men ingen tilnærmelsesvist så imponerende som disse to kæmper.

Kort tid efter passerede vi den første landsby. I floden legede børn på simple bambusrafte. Overraskende nok har bidayuherne aldrig lært at bygget både. Deres naboer ibanerne, der boede betydelig højere oppe af floderne, byggede kæmpemæssige søgående både og sejlede langt til søs og spredte skræk og rædsel som regulære pirater. Men ikke bidayuherne. De bandt kun nogle bambusrør sammen, og så havde man en raft som dem børnene lige nu flød rundt på. Nok til den daglige transport til markerne.

 

Efter ydeligere en time opad dukkede landsbyen Pain op. Idyllisk beliggende ved et vidunderligt vandfald. Landsbyen bestod af en lang række enkeltstående huse på pæle, hver med en stor åben veranda foran. Verandaen er ligeledes på pæle. Her foregår det meste af husarbejdet. Her tørres peber og andre afgrøder, her forarbejdes afgrøderne og her foregår det sociale liv. Der er ikke nogen fælles veranda som i ibanernes langhuse, men alle verandaerne er forbundet med en lille bro, så man let og ubesværet kan bevæge sig fra familie til familie.

Her holdt bærerne fra Semban hvil. Der skulle lige besøges et par familier, og så var det tydeligt at opbakningen også sled på dem. Det var godt for vores selvtillid.

De sidste timer var hårde. Opad og opad og opad. Ofte i åben terræn med solen bagende. Efter knap 7 timers vandring nåede vi frem til Semban. En lille landsby med 48 huse. Alle var de solide træhuse på pæle, og alle med de obligatoriske verandaer. Vi blev indlogeret hos Cindy. Patricia kendte Cindy fra 10 år tidligere, hvor hun havde været heroppe og lave en undersøgelse af landsbyen. Den gang var Cindy 20 år. Nu var hun 30 og havde fået 5 børn. Men hun lignedede fortsat en teenager. Manden arbejdede i dalen, men var dog ventet hjem igen den kommende uge. Møblementet var til at overskue - der var ikke noget! Så vi kunne vælge mellem gulvet og gulvet. Heldigvis var der rissækkene. De kunne fint agere lænestole, så vi efter den lange vandring kunne falde om, nogenlunde konfortabelt. Køkkenet bestod af et åbent brændefyret ildsted.

Kort tid efter opdagede v,i hvorfor Patricia 3 uger før havde peget på lige netop denne landsby. Nu dukkede den første biadyuh kvinde op, iklædt den traditionelle bidayuh beklædning: Perlekæder om halsen, nøgen overkrop, rattanbælter omviklet med sølv, og bælter lavet af gamle sølvmønter om livet, sort nederdel, og så om underbenene - de imponerende bronchespiraler! Så var det altså ikke rigtigt at brugen af de traditionelle bronchespiraler var uddød - det var virkelig som at være i "the lost world".
Bronchespiralerne vikles om benene, mens pigerne endnu er børn. Og i princippet bliver de der hele livet. De kan godt tages af, og snoes på igen, men det er et voldsomt arbejde, så normalt bliver de på. Senere så vi adskillige kvinder med den traditionelle klædedragt rundt om landsbyen. I gang med alle dagens gøremål. Der blev skåret tobak, klargjort betel, eller trådt peber

Om aftenen blev vi inviteret til at besøge Cindys mor og bedstemor. Begge var iklædt den traditionelle klædedragt, og begge havde store bronche spiraler om benene. Bedstemor havde travlt med at pakke betel. Betel blandes med skåret tobak, som de dyrker selv. Traditionelt går kvinder efter middagen i gang med at tygge betel, mens mændene ryger den hjemmedyrkede tobak. Den skårne tobak og knust kalk til betelen opbevares i 2 fine bambusbeholdere med håndskårne mønstre, som kan bæres i et bånd omkring livet.

Dette hus havde heller ingen møbler, men det betød ikke at det var tomt. Halvdelen af stuen var fyldt med familiens store gong-sæt. Der var vel omkring 15 gonger - alle voldsomt store. Helt herop har de rige antikvitets opkøbere tilsyneladende indtil nu ikke fået kæmpet sig - eller også er kulturen bare fortsat så stærk, at de ikke kunne drømme om at sælge.

Overalt i husene hang eller stod der kurve. Alle mulige forskellige former for kurve. Hvert formål har sin egen form for kurv. Men alle var de traitionelle Bidayuh kurve. Her har plastikken endnu ikke holdt sit indtog. Uanset forskellighederne er grundformen ens og helt specifik for bidayuerne - Juah-kurven: bunden med det karakteristiske diagonale mønster, siderne med den ofte imponerende tætte rattan vævning af brede lodrette og smalle vandrette bånd og støtterammen bestående af en kvadratisk bundramme og 4 lodrette pinde.

Særlige fine kurve fremstilles til særlige formål. En meget karakteristisk lille kurv i strålende farver og med meget tæt vævning bruges som "håndtaske" til dans og andre festligheder. Det lykkedes mig at købe en sådan Juah af Cindys mor. Endnu er det ikke et problem at købe dem. Kvinderne mestrer stadig den gamle teknik til fulde, og Cindys mor vil bare lave sig en ny. Cindy påstår også, at hun kan lave en i samme kvalitet, selv om det er tvivlsomt hvornår hun har gjort det sidst. Men hendes datter Nadia, vil nok aldrig fuldt ud komme til at beherske teknikken.

Midt i landsbyen lå Pangahen. Det gamle for bidayuherne så typiske fælleshus, hvor drengene flyttede over, når de voksede op og blev boende indtil de blev gift. Og her fik de fortalt deres historie og traditioner af landsbyens gamle. Sådan er det ikke mere. Nu går børnene i skole og lærerne kender ikke historien. For Bidayuerne indebærer det en stor riciko for at viden om deres historie forsvinder for altid. I modsætning til mange af de andre stammefolk i Sarawak har Bidayuherne nemlig ikke haft noget skriftsprog, så stort set ingenting findes i skriftlig form. Patricia er netop ved at udgive en bog med gamle Biadyuh sagn og historier. Bogen vil udkomme både på engelsk og på "bidayuh". Men det er ikke nemt. Stavningen på bidayuh må hun selv finde ud af - der findes ingen ordbog og ingen korrekte stavemåder.

Her i Pangahen blev de store ceremonier afholdt, og her opbevares hovedskallerne fra hovedjægertiden. Idag er de gemt væk i en kasse oppe under loftet - men de er her stadig. Men ikke tale om at vi kunne komme ind i pangahen. Den bliver fortsat kun låst op, når de store ceremonier finder sted. I andre biadyuh landsbyer, har vi godt kunne få lov at besøge pangahen - eller barukken, som den hedder nede i dalen - hvis "vi" vel at mærke betyder mænd. For kvinder er pangahen fortsat mange steder lukket land.

Nedturen den følgende dag var hård. Varmen og fugtigheden gør sit. Men alligevel var humøret højt. Semban havde været en kolossal oplevelse. Og endnu ventede turen tilbage over de 2 bambusbroer - et eventyr i sig selv.

Vi havde ved selvsyn fået bekræftet at dne traditionelle bidayuh beklædning fortsat er i brug. Ikke mindst bronzespeiralerne. Men vi erfarede også, at det ikke vil vare ved. De unge piger får ikke længere viklet bronzespiraler omkring benene. Det er simpelthen for ukomfortabelt. På grund af sprialerne, kan kvinderne ikke sidde på hug, så de må altid sidde med strakte ben. Også om natten er spiralerne til stor gene. Så kulturen lever - men den skal opleves snart. Dødsdommen er udskrevet.

 

 
 
 
Share this