Min familie i Mali


2013 jun

Min familie i Mali

 

Tekst & foto: Karen Hammer

 

Engang fødte min medhustru i Mali en yndig lille pige, der på mange punkter var meget lig min flotte og humoristiske mand. Da hun var et år fik jeg hende foræret; vistnok primært fordi jeg i den grad protesterede over familiens ønske om at omskære hende, som jo alle små piger blev i denne nomadelandsby. Lille spøjse Kadji var aldrig rigtig rask, for hun var kun blevet ammet i knap to måneder, og havde derfor et elendigt immunforsvar. Hos min peulestamme tror kvinderne, at mælken bliver giftig, når de er gravide med det næste barn, derfor blev hun flasket op med komælk og blev kun knap tre år gammel. Det var hårdt for mig at miste min eneste datter, så jeg besluttede for fremtiden ikke at interessere mig for de mange nye børn Fatumata fødte i de næste 15 år.

Men så for ca. otte år siden kom der en folkeskole i min lille landsby, og min mand Boukary sendte en større del af ungerne i skole, hvor de meget hurtigt klarede sig så fornemt, at jeg ved mit næste besøg kunne snakke fornuftigt på fransk med de ældste.

Man kan afvise børn, som man ikke kender, men det går ikke, når de pludselig står der og er ivrige efter at skabe kontakt og lære så meget som muligt om verden udenfor. Coumbere var kvik og meget køn og talte udmærket fransk. Hun ville meget gerne studere videre, men Boukary er ludfattig og er nødt til at føje andre for ikke at falde i unåde og derved miste slægtninge og naboers velvilje og lyst til at hjælpe ham med mangt og meget.

Coumbere og tre af hendes yngre søskende havde på fire år gennemgået skolens seks års pensum og bestået afgangseksamen; nu skulle de videre til nabolandsbyens højere skole, men her nægtede man at tage imod de to ældste piger, fordi de var over 14 år gamle. Mange unge fårehyrder havde friet til Coumbere, og også hendes kun 16-årige søster var efterstræbt. 

Boukary kunne ikke sige nej, når de ikke længere gik i skole; han turde ikke, så Coumbere blev lovet bort til en halvfætter.      

                           

 

Et aflyst bryllup

Da jeg kom på en uges besøg i min Mali-landsby og hørte om det snarlige bryllup mellem Coumbere og Modibo, besluttede jeg at blande mig ved at sætte de to store smukke piger på kostskole i Bamako – for penge kan gøre så meget, at 14 års-reglen helt kan blive glemt.

For at løse Coumbere fra aftalen med Modibo måtte jeg betale næsten 8.000 kr. for allerede anskaffet brudeudstyr - plus Boukarys gæld til Modibos storebroder. På denne måde kom Boukary ikke i klemme, og pigerne fik en chance for at få en uddannelse.

I min hjemlandsby i Senegal havde jeg gennem mange år betalt for syv-otte børn i min familie, til alles store tilfredshed. Men de havde været hjemmeboende. Kostskolen i Bamako var meget dyr, så jeg aftalte med Boukary, at jeg ville betale i tre år, til pigerne kom op på gymnasieplan og evt. kunne få statsstøtte. Alt gik fint i flere år: Pigerne arbejdede seriøst og rykkede planmæssigt op i de højere klasser.
 

Men så kom revolutionen og Al Qaeda til Mali i 2012.  I det almindelige kaos besluttede den nye militærregering, at ingen af de holdte eksaminer var gyldige, og at alle elever skulle gå året om. Hårdt presset betalte jeg endnu engang for det fjerde år; det var nu blevet for dyrt for mig, da jeg var blevet pensionist.

Krigen fortsætter i Mali, og jeg er bekymret for min familie. Tænk om nogen i Al Qaeda hører om familiens hvide medlem og beslutter at kidnappe nogen af ungerne for at skaffe lidt hurtig kapital.
 

Jeg er begyndt at fortryde min gode gerning, for kravene om flere penge holder jo aldrig op. Jeg er stoppet med at lytte til familiens angreb og protester; jeg forstår dem godt og har vældig dårlig samvittighed, men jeg kan ikke længere betale. Min gode gerning har for en tid reddet to unge kvinder fra tvangsægteskab og givet dem smag for et andet liv, men hvad nu? Måske skal man tænke sig meget godt om, inden man kaster sig ud i at gøre gode gerninger.

 

Karen Hammer har medlemsnr. 395 og er bestyrelsesmedlem i Kvindelige Eventyreres Klub og kulturredaktør hos Radio Vesterbro. Hendes seneste rejse gik i foråret til Sydkorea.

 
 
Share this