Poesi i sand


Anette L.Kristiansens billede
 
2014 sep

Navnet Sahel har en sælsom klang af mystik. Det er i Saharas udkant, på grænsen af Malis uendelige ørken i hjertet af Vestafrika. Langsomt forsvinder byen Timbuktu i horisonten – dens sandede gyder, adobestenshytter og de længselsfuldt brægende geder. Kamelerne sætter deres store bløde fødder i det pulsende fine sand med rolige, regelmæssige skridt. Ørkenens skib vugger af sted i et tempo, som havde den al den tid, der findes i verden.

poesi i sand

Kameldriveren er tuareg og udstråler ro og værdighed langt ind i sjælens dyb. Hans solbrændte hud og hærgede ansigt skimtes under den specielle ørkenturban. Han gør alt med tålmodighed og rolige, velovervejede bevægelser. De barkede hænder vidner om mange år på dette ugæstfrie sted.

De er ørkennomader, der ikke accepterer landegrænser, et folk uden tilhørssted. Som ørkenens sigøjnere lever de en barsk og ensom tilværelse i denne knastørre ødemark. Midt på dagen steger solen hedt og ubarmhjertigt, lyset er hvidt og skarpt og får øjnene til at løbe i vand. Heden er ulidelig og nådesløst brændende.

Sidst på eftermiddagen føles det, som om sceneriet er pudret i kanel, og alt har fået en gylden varm farve. Lyset og vinden smyger sig om en, og man kærtegnes blidt i deres favn. Ens tids- og orienteringsevne forsvinder – der er kun solen og nuancerne som pejlemærke. Det føles, som opsluges man af et mystisk væsen, der holder én fast i sit greb og ikke slipper igen. Det forfører og hypnotiserer, uden at man opdager det.

Kamelen, ørkenens skib, har i århundreder båret salt fra Timbuktu og op nordpå i Malis ørken, og man værdsætter dem for deres helt særlige nøjsomhed i ørkenen.

Ahmed beder i den sene eftermiddags bløde lys. Han stiger ned fra kamelen og knæler ydmygt i det bløde sand med sit vejrbidte ansigt mod Mekka. Sagte lyde og mumlen slipper ud mellem hans læber. Vi iagttager ham med et strejf af ærefrygt. Kamelerne udstøder en gurglende lyd helt nede fra maven, de kigger på én – dovent med dybe øjne fulde af ro, indrammet af elegant buede øjenvipper, mens de små buskede ører irriteret virrer fluerne bort. 

Langt ude i evigheden

Vi kommer til lejren i aftenskumringen. Man kan ikke se byen mere, der er intet lys ud over en bleg måne, og 360 grader rundt er ørkenen det samme skue. Sanddyner med tør vegetation i bleggrønne og brune nuancer badet i sælsomt lys. Vi bliver tilbudt et kamelskindstelt, men vælger at sove under åben himmel under en stjernehob så enorm, at man bliver helt tavs. Vi ligger på vores sivmadrasser, da den tørre kulde i ørkenen sætter ind. Mørket falder på og mælkevejens tågede, gigantiske stjernetæppe er bredt ud i hele sin vælde.

Jeg lytter til de fremmedartede lyde, skutter mig, gyser og kryber tættere ind til min ven, der ligger ved siden af i dunsoveposen. Er lidt ængstelig for at overnatte i dette – for os nordboere – ukendte miljø. Et anstrøg af frygt sniger sig ind. Hvem eller hvad går rundt ude i sandet om natten? Hvad ved vi om ørkennomader og stjernenavigation? Vi er på udebane i et fremmed miljø. Her er stort, så stort at man føler sig lille, bange og forsvarsløs i denne uendelige ødemark.

Tre dage i ørkenen uden for Timbuktu blev en oplevelse, der gjorde indtryk

Disse mennesker er født her, ørkenen er deres hjemsted og revir, deres ”fødeby” og barndomsminder – hele deres sjæl. Nogle af dem har knapt oplevet civilisationen, og de vil altid foretrække de store vidder og dens uophørlige stilhed. Tæt på skabelsen, tæt på naturen og denne øredøvende tavshed, som man kun finder i ørkener og verdens store bjergkæder. Det store intet, intetheden i dens mest enkle og rendyrkede form. Et land uden grænser, uden for tid og rum – en anden dimension.

Familiens overhoved kommer og hilser på. Han har bemærkelsesværdigt smukke klare øjne med en sjælden dybde, der kun ses hos mennesker, der er i fuldkommen fred og harmoni med dem selv.  Jeg tager mig selv i at svømme væk i hans øjne og hans regelmæssige ansigtstræk. Man taler sammen om livets store spørgsmål herude, for der eksisterer ikke andet end tid. Tid langt ud i evigheden og til verdens ende. Naturen i sin mest uspolerede udgave – man dyrker stilheden som en Gud – her under stjernerne. De er sofistikerede mennesker disse tuareger, ja, de virker næsten en smule overjordiske.

Med værdighed og sindsro

Vi får morgenmad serveret under den opstående sol, lyset er igen blevet skarpt. Nattens trylleri er forsvundet, afløst af morgengryet. En rund bakke af blomsterprydet emaljeret stål med tørt brød, smør, marmelade, te med sukker og mælkepulver. Måltidet bliver næsten til en ceremoni i sig selv.

Tildækkede kvinder ankommer og breder deres klæder ud over sandet De viser os deres håndlavede smykker. Sorte og indigoblå glasperler og kors i tuareg-sølv med sirligt udførte ciseleringer. Vi aner hurtigt en særegen stolthed. Da vi prøver at forhandle os til en billig pris, er man vedholdende. Ikke som i byen, hvor vi kan stramme den lidt, og alligevel kan komme derfra med et smykke til billige penge.

Man er selvbevidst her, og smider ikke sine ting ud til ”popsmarte” turister, der ikke vil betale prisen for kvalitet. Så vi kommer ikke til at hænge et kors i tuaregsølv om halsen. De er for værdige til den slags, og pakker deres kunst sammen igen med sindsro.

Ahmed sadler sine kameler med samme omsorg og blidhed, som skulle han pusle et spædbarn. Man nærer dyb kærlighed til sine dyr herude, kender deres værd, og ved, at man intet er uden sine last- og ridedyr. Ørkenens skib har betydet alt i århundreder, lige siden man begyndte at transportere salt ad karavanevejene i denne udpost på kanten af den vældige Saharaørken. Man gør det selv den dag i dag. Saltkaravaner med op mod 50-60 kameler drives de små 1.000 km og de 16 dage under den ubarmhjertige sol gennem vældige sandklitter for at sælge den kostbare last i Timbuktu.

Et sjældent øjeblik af magi

Vi rider langsomt ud i den nøgne ørken. Rumperne smerter på de hårde og ubekvemme træsadler og de uvante bevægelser af de store dyr, der roligt trasker af sted. Vi rider ud til et lille, ensomt træ, der ikke er meget andet end et par sprøde stilke, der stikker op af sandet. En smal bræmme af skygge er at finde på den ene side af træet. Her slår vi lejr, og Ahmed samler kviste til et beskedent bål.

Han tilbereder maden, og vi indtager et simpelt måltid bestående af kogte ris og fisk i et stålfad. Vi deles om samme skål. Det er intimt at spise af samme skål. Det er privat og blufærdigt, og alligevel så underligt tæt og trygt. Min ven tager et billede af ørkenen i sepia. Han indstiller kameraet og indfanger et tidløst, magisk øjeblik med et knitrende tørt, lille træ på en ensom forhøjning i sandet.

Billedet ligner et ældgammelt fotografi fra en for længst svundet tid – et splitsekund, et øjeblik i verdenshistorien, som aldrig vender tilbage. Ahmed brygger te i en lille mørkeblå, emaljeret tekande. Vi er vidner til en teceremoni, der tilberedes og udføres med næsten kongelig værdighed.

Han blander sukker i den stærke sirupsagtige drik, lader den trække, og byder os den i et enkelt lille glas. Den kogende stærke te svider i halsen og giver en eftersmag af skrapt peber, der prikker på tungen. Efter tredje rundes opblanding med kogende vand, bliver den behagelig og mere afrundet i smagen. Det vigtige aspekt er det sociale. Man deler glasset og er på en eller anden forunderlig måde sammensmeltet for altid. De mennesker man har delt den med, er blevet ét med én.

Tidløshed under stjernerne

Ud af intetheden står der pludselig et menneske i sandet. Han er ankommet lydløst som et genfærd – han er som svævet henover sandvidderne. En ung tuaregmand i strålende blå flagrende gevandter, der vejrer i den lette vind. Han sætter sig ved os og er der måske en halv time. De udveksler vel højst ti ord de to – han og Ahmed. Tiden står stille, ord er overflødige. Han bydes på te i det lille glas. De taler så sagte sammen, at det kun føles som en hvisken. Ingen af dem hæver stemmen fra det leje.

”Ordene bliver båret af vinden,” siger min ven drømmende og er tydeligt rørt over det unikke i situationen. Dette er poesi. Så storslået, smukt og enkelt, at jeg mangler ord til at beskrive det. Det er hele sceneriet. Et spøgelsesvæsen dukker op af ørkensandet, drikker sin te, siger ti ord så sagte som vindens raslen i de tørre buske og forlader os igen, lige så lydløst som han kom. Jeg følger ham betaget og målløs med øjnene, til han forsvinder bag en sandklit.

Tuaregsølv er en legering af sølv og kobber og har en gylden farve.

Jeg er et andet menneske bagefter – der er sket et eller andet med mig. Jeg er blevet rigere og større, tættere på universet og på at forstå. Hvad er ro? Hvad er harmoni? Skal man sidde i ørkensand for at forstå helt ind i benmarven? Det er et af de fuldkomne øjeblikke, som gør, at man en dag måske får lettere ved at forlade denne Jord.

Ahmed banker tekanden mod en sten, så de våde teblade falder ud. Han slukker bålet og pakker sin kamelskindsvadsæk. Kamelerne har fået lov at gå frit og tage føde til sig. Træsadlerne har stået dekorativt i sandet. Han går mod solnedgangen for at finde sine dyr – vi kan ikke få øje på dem ude i horisonten i det skarpe modlys. En halv time senere kommer han traskende med dem, sadler op, og vi begiver os af sted til lejren under stjernerne. Sindet er blevet udvidet, og verden bliver aldrig helt den samme igen.

Ahmed blander sukker i teen og hælder den i lange stråler ned i en kop.

Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen. Artiklen blev til efter en tre måneder lang rejse i Vestafrika, herunder til Mali, i begyndelsen af 2009. En kortere engelsk version kom i maj 2014 på en fjerdeplads ud af 505 deltagende rejseessays i  skrivekonkurrencen ”Inspiration Travel Writing Contest 2014”, arrangeret af WeSaidGoTravel.com. Læs mere om Anette på www.inkapigen.dk.

 

Faktabox

Tuaregerne i Mali Tuaregerne eller “det blå folk” er et nomadefolk, der er en del af berberfolket. Tuaregerne udvandrede fra det nordlige Afrika til Sahelområdet omkring 400-tallet. Tuaregerne er ud over deres sprog karakteriseret ved at bære en blå eller indigofarvet beklædning, som også har givet dem navnet eller tilnavnet det blå folk. Det skønnes, at der findes omkring 1,2 millioner tuareger i Sahelområdet, som strækker sig mere end 6.000 km tværs over Afrika. Ud & hjem igen: Fly København-Bamako i Mali fås fra ca. 6.750 kr. t/r. Lokal transport: De fleste tuareger i Mali bor i området omkring Timbuktu, og turen hertil går fra hovedstaden Bamako til Mopti med bus. Herfra kan man leje en personbil med chauffør til Timbuktu, hvor man undervejs krydser Nigerfloden med en flodpram. Turen koster nogle få hundrede kroner. Logi: Det er billigt at bo i Timbuktu, og man finder nemt overnatning for under 100 kr. Mange af bygningerne er adobestenshuse, der er dejlig svale i varmen. Souvenirs: Tuaregerne i Sahelområdet er især kendte for deres smukke sølvsmykker, kaldet tuaregsølv. Det er en legering af sølv og kobber og har en særlig gylden farve, og for dette folk indikerer smykkerne rigdom, position og oprindelse. Smykkerne kombineres ofte med perler og særligt tuaregkorset menes at have en beskyttende evne og bæres stadig af tuaregerne i dag for deres skønhed og magiske kraft.mmm
 
 
Share this