Afrikas værste bumletog


Ole Pedersens billede
2015 jun

Afrikas værste bumletog 

Tag med på en rejse gennem Mauretanien med et af verdens længste togsæt: Et 2,5 km langt godstog.

 

Tekst: Ole Pedersen

Fotos: Ole Pedersen & Henrik Schumacher

Min rejsemakker og jeg tabte kæben, da vi kom ind i togkupéen og så, hvordan vi skulle tilbringe de næste 18 timer: En totalt nedslidt togvogn, der alle andre steder end Afrika, for længst ville være sendt til skrot. Vognen bestod af tre firemandskupéer i den ene ende, mens resten, i det 2,5 km lange togsæts eneste passagervogn, var et åbent rum med bænke under vinduerne i hver side. Selvom der var bænke, benyttede alle det beskidte gulv.

Vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Selvom toget ”kun” skød en fart af 50-60 km/t, gjorde de ujævne skinner turen mere voldsom. Toget bevægede sig så vildt, at vi blev kastet rundt på gulvet, hvis vi ikke holdet meget meget godt fast. 

Det eneste, vi kunne trøste os med, var, at turen heldigvis kun skulle komme til at vare 18 timer, og ikke 26 timer, som vi først havde fået oplyst.

 

Tre km ingenmandsland

Min rejse begyndte i Vestsahara, hvor jeg i Dhakla mødtes med Henrik Schumacher, et andet medlem af De Berejstes Klub.

Dakhla blev et positivt bekendtskab. En hyggelig og utrolig ren by med flinke mennesker. Byen ligger på en lang tange. De fleste turister, der kommer her, er surfere. Efter en lang rejse tværs over Atlanterhavet er bølgerne enorme, når de rammer kysten. Samtidig er der inde i bugten roligt badevand på den anden siden af den kun en kilometer brede, men 30 km lange sandtange.  

Vi var nu ikke taget til Dakhla for at surfe på vandet. Vi skulle på togtur med et af verdens længste togsæt videre til Mauretanien. Vi var taget via Vestsahara pga. flyforbindelserne, og det forhold at vi samtidig kunne indtage et nyt territorium, da Vestsahara ikke er selvstændigt, men annekteret af Marokko. Vestsahara var en spansk koloni i 50 år frem til 1975, hvor Marokko besatte landet. En stor del af den sahrawiske befolkning, mere end 150.000, flygtede og bor stadig i flygtningelejre i Algeriet.

Kong Hassan af Marokko byggede en 2.200 km lang mur tværs gennem det annekterede Vestsahara; en mur der er længere end Den Kinesiske Mur. Muren er tre meter høj og omgivet af minefelter, pigtråd og stærkt bevæbnede militærposter for hver 5-10 km. Både for at holde oprørsgrupperne ude, men også for at folk i Vestsahara ikke kan komme i kontakt med familie og venner i flygtningelejrene inde i Algeriet. Man kan altså ikke rejse fra Vestsahara mod øst til Algeriget. Og mod syd til Mauretanien er der kun en enkel grænseovergang åben. Den ligger 350 km fra Dakhla. Der kører én bus i døgnet til grænsen. Den kører sent om natten, hvilket sikkert er fint i de varme måneder. Men vi var der sidst i november med ”kun” 22 °C om dagen og regnbyger. 

Vi valgte at tage en taxa, da vi hørte, at det kun skulle koste 35 euro per person. Det var så billigt, at vi forventede, at vi skulle dele taxaen med et par eller i værste fald fire-seks andre passagerer. Til vores overraskelse var det kun Henrik og jeg i Mercedes-taxaen.

Vi var meget tilfreds med vores chauffør Moustaph og hans gode Mercedes taxa

Og vi blev ikke bare kørt til grænsen, men hele vejen til Nouadhibou, 40km inde i Mauretanien. Ikke uden betydning, da de tre kilometers ingenmandsland mellem de to grænseposter ville have været en udfordring at tilbagelægge til fods.

Ingenmandslandet ligner en losseplads i en kæmpe sandkasse. Masser af efterladte biler, bildæk, computere, køleskabe og andre hårde hvidevarer. Ingen deciderede veje. Kun hjulspor i forskellige retninger i det bløde sand. 

Hvis man tager den ene daglige bus fra Dhakla for at komme ned til Nouadhibou, kører bussen kun til grænsen, og man må derfor selv finde vej over ingenmandslandet og videre på den anden side. Til vores held viste det sig, at vores chauffør, Moustaph, var fra Mauretanien og faktisk skulle retur,  efter at han dagen før havde kørt nogen til Dhakla. Han var super hjælpsom og rigtig god bag rattet. Vi nærmest fløj de 400 km på fine veje mod grænsen, kun forstyrret at et par kameler, der skulle krydse den lange lige – og ret gode – asfaltvej.

 

Ingen turister

Efter to timers venten kom vi endelig gennem første grænsekontrol og gennem ingenmandslandet. På den anden side havde vi ramt frokostpausen. Kontoret, hvor vi skulle have indrejsevisum, var lukket. Det så ud til, at vi måtte vente en rum tid, men mens vi stod ved døren, åbnede den, og vi var dermed de første i køen. Det er forholdsvist nyt, at man igen kan få visum ved grænsen til Mauretanien fra Vestsahara. Det koster 50 euro, og de har alt moderne udstyr til at tage fingeraftryk og billeder, så pasfotos var ikke nødvendige at have med. Der var kun to personer til at betjene os og de 12 andre, der havde været så uheldige at ramme frokostpausen.

De to grænsebetjente var meget effektive på deres helt egen måde. Vores pas fløj i luften mellem dem. Frem og tilbage flere gange. Det var nok den hårdeste dag for mit pas. Hele 17 gange skulle jeg vise passet. Ikke mindre end ni gange bare ved grænsen. Derudover fire gange ved vejkontroller på de 350 km i Vestsahara, og igen fire gange på de bare 40 km ned til Nouadhibou i Mauretanien.

Vi var sent fremme i Nouadhibou, men alligevel kørte vores flinke chauffør os rundt til flere forskellige hoteller, før vi endelig fandt et, der passede til vores backpackerbudget. Dog lykkes det ikke få et sted med to senge, så Henrik måtte sove to nætter på sofaen.

De næste par dage kom chauffør Moustaph og kørte os rundt i byen, ud på stranden og ned til havnen, hvor vi fik en stor oplevelse ved at gå rundt mellem halvstore fiskerjoller og små kuttere. Omkring 600 både lå der i havnen, og der var seks til otte fiskere på hver.

Det vrimlede med folk i farverige afrikanske klæder kaldet boubou, et stort stykke stof de bærer uden over deres normale tøj. Fiskerne havde travlt med at gøre garnene klar og fylde blækspruttefælderne op med fiskehoveder til nattens tur på Atlanterhavet. Vi havde travlt med at tage billeder. Det virkede, som om vi var de eneste turister, de havde set meget, meget længe, og vi mødte faktisk heller ikke andre rejsende i hverken Vestsahara eller i det nordlige Mauretanien. Men selvfølgelig var der andre vesterlændinge (mest spaniere). De arbejdede enten som bygningsentreprenører eller som fiskeimportører eller som leverandører til mineindustrien i Zouerate.

Og det var netop minebyen Zouerate, vi skulle til. Da vi skulle af sted, blev vi igen hentet på hotellet af Moustaph og kørt til togstationen fem km uden for byen. Vi ville selvfølgelig betale ham for det, han havde kørt os rundt i Nouadhibou, men han ville ikke have nogen penge. Han var bare glad for, at han kunne vise os sin by og hjælpe os videre på vej i sit land.

På togstationen skulle vores pas igen tjekkes, og vi skulle registreres, inden vi kunne få lov til at købe billet.

Det var om at komme først ind i toget for at få de gode pladser

”Ja, vi forventer jo, at der er aircondition, gratis internet og morgenmad på sengen,” jokede Henrik, da vi stod og købte billetter. 

”Seng? Vil I gerne have senge på toget?” spurgte de, mens de var ved at udstede de billigste billetter af de to klasser, der fandtes. ”Hvis I gerne vil have en kupé med køjer, har vi heldigvis lige én tilbage.”

Vi kiggede på hinanden. 62 kr. for at køre på første klasse i stedet for 40 kr. på monkeyclass kunne vi ikke sige nej til. Nu ville det nærmest blive en luksustur gennem ørkenen, tænkte vi. Men vi skulle blive klogere.

 

Urindunst og rust

En enkelt vogn til passagerer var, hvad det 2 til 2,5 km lange togsæt havde med. De ca. 210 andre vogne var godsvogne, der skulle fyldes med jernmalm fra landets højeste bjerg, Kediet ej Jill (915 moh), hvor der er store forekomster af hæmatit, også kaldt jernglans.

Sahara-ørkenen består af andet end bare sand. Mauretanien er verdens syvendestørste eksportør af jernmalm. Over 50 % af landets indtægter kommer fra eksport af jern. Landet leverer årligt omkring 15 millioner tons jernmalm til verdensmarkedet, hvilket man har planer om mere end tredoble inden for de næste ti år. Det kommer til at betyde flere og/eller endnu længere togsæt.

Vi nåede ikke at tælle vognene, da de kørte forbi stationen, for vi havde mest  travlt med at tage billeder og holde øje med, hvornår passagervognen ville dukke op. Som rosinen i pølseenden stoppede den mest nedslidte vogn lige præcis ud foran os ved den lille stationsbygning.

De kun knap 35 passagerer kæmpede om at komme først ind i vognen. Flere kravlede ind gennem de smadrede ruder, mens vi ventede pænt som de sidste. En del var hoppet op i de tomme godsvogne, hvor der ikke kommer nogen konduktør, for at tjekke om man har billet.

    Vi fandt vores kupé, hvilket var nemt, for to af de tre var allerede optaget.  Men den luksus, vi lidt havde forestillet os, var svær at få øje på. Vognen var gennemrusten og burde have været sendt til skrot! Den største skuffelse var det, vi mest havde set frem til at bruge: Sengene. Sengene var de to overkøjer. Men der var ikke meget tilbage af dem. Stoffet var slidt helt væk. Stålfjedre  var helt presset flade og havde ikke længere nogen affjedrende effekt. To metalstivere lå på tværs og ville presse en op over kanten. Så med risiko for at falde ned fra køjen oppe under loftet droppede vi vores ”madras” og valgte at sidde på de hårde træplader, som de nederste pladser var lavet af. 

Vinduerne kunne ikke lukkes (for der var ingen ruder i), og der var rusthuller i gulvet og væggene. Træpladerne var næsten væk eller hang løse. Gulvet var møgbeskidt. Sandet blæste ind i kupéen og lagde sig som et støvlag over det hele. Vi burde have haft en støvmaske på for ikke at få det i lungerne. Henrik var klog nok til at binde en T-shirt om munden, mens jeg endte med at hoste de efterfølgende dage.

Værst var det, at døren ikke kunne lukkes til toilettet, som i øvrigt bare var et hul i gulvet. Vi valgte ikke at bruge toilettet, men kunne lugte, at det var der andre, der gjorde. Vores kupé var lige ved siden af toilettet og i vindretningen, så vi havde en forfærdelig slem urindunst i næsen hele vejen på den lange tur.

Søvn blev det ikke til, for passagervognen blev kastet rundt på de lidt ujævne skinner. Med vores rygsække forsøgte vi at skabe et blødere ryglæn og fandt ud af, at det pga. vind og træk var bedst at sidde i læ på samme side. Trods fire ”liggepladser” i vores kupé endte vi alligevel med at sidde op i hver sin ende af en to meter lang træplade.

Endnu værre var det, når det tunge togsæt med voldsom kraft satte i gang, og det blev meget voldsommere, når det bremsede. Vi lærte på den hårde måde, at man helst skulle sidde ned, når toget lagde an til at bremse. Som et rekyl og lyden af tordenvejr endte al kraften i den sidste af alle de ca. 210 vogne – den, som vi befandt os i. Selv når vi sad ned, blev vi kastet på gulvet, hvis vi ikke stødte mod med benene på modsatte sæde.

De lokale er meget farverigt klædt

I begyndelsen, da vi stod og hang ud ad vinduet eller var i gangen, fløj vi ind i vindueskarmen, overkøjen eller hen ad gulvet. Fordelen ved at sidde i læsiden og med ryggen med kørselsretningen var, at vi trods alt bare blev presset ind mod væggen, når de megahårde opbremsninger uventet kom. I næsten 18 timer sad vi og hoppede med togets voldsomme bevægelser, hvilket bestemt kunne mærkes på røven i dagene efter. Pludselig var det ikke svært at forstå, hvorfor vi forinden var blevet anbefalet at tage puder – masser af puder – med.Vi havde fejlagtigt troet, at de kun ville være nødvendige, hvis vi benyttede os af de gratis pladser i selve godsvognene, hvor alt er hårdt metal. 

De gabende åbne vinduer og et tog, der trods alt skød en fart af 50-60 km/t, gjorde, at der kom en god brise ind. I ørkenen bliver det meget koldt om natten, især når der ikke er skyer til at holde på dagtimernes varme. Så  tæpper eller sovepose til om natten kunne også have været en god ide. Men heller ikke det havde vi med. Hen på natten endte det med, at jeg måtte tage alle mine tre par bukser samt en T-shirt, bluse, vindjakke, træningstrøje og en fleecetrøje på – stort set alt mit tøj. Ikke lige det, jeg regnede med var nødvendigt på en rejse i Afrika. Med alt det tøj på endte min rygsæk næsten med at være tom og ikke længere særlig blød at ligge på. 

Fordelen, ved at det var skyfrit, og at vinduerne ikke kunne lukkes, var, at man kunne ligge og kigge lige op på den mest fantastiske stjernehimmel.  Himlen var mere hvid end sort midt på natten. Med flere hundrede kilometer til nærmeste by og lyskilde var himlen med millioner og millioner af stjerner det, der lyste op.

Min plan var at bruge togturen på at læse eller se et par film på min iPad. Det var helt umuligt, sådan som passagervognen hoppede og dansede på skinnerne gennem den flade sand- og stenørken. Hverken hovedet eller armene kunne holdes nok i ro til at læse en linje på skærmen, og lige så umuligt var det at holde øjnene fast på iPad'en til at kunne se film – hovedet og armene kørte simpelthen i utakt. Tiden blev nu alligevel slået ihjel, for vi fik hele tiden besøg af de andre meget nysgerrige medpassagerer, som alle var lokale. De var meget flinke.

”Hvorfor er I med toget? Hvorfor har I ikke bare taget flyveren til Zouerate?” spurgte de nysgerrigt.

”Vi er faktisk kun kommet til Mauretanien for at køre med dette tog – verdens længste tog,” forklarede vi. 

De kiggede undrende på os. De syntes, vi var mærkelige. Det syntes vi egentlig også lidt selv, vi var. 

 

En afgangshal på 60 m²

Togturen blev en oplevelse for livet, som jeg dog ikke kunne forstille mig at gentage. Jeg overvejede flere gange på turen, om det var muligt at stå af ved et af de kun fire stoppesteder. 

De fleste af de meget få eventyrrejsende, der har taget togturen, vælger oftest ”kun” at tage halvvejs. De står af et sted i Sahara-ørkenen, hvorfra der er mindst to timer i taxa til den historiske by Atar. En deletaxa, hvor man kan risikere at skulle være én af de fire-seks personer, der skal sidde på taget, når 10-12 personer har fyldt for- og bagsædet på en formentlig gammel og nedslidt Mercedes-taxa. Risikoen for enten at sidde på taget eller i en overfyldt bil et par timer igennem ørkenen klokken 2 om natten gjorde, at jeg blev i toget hele vejen til Zouerate. Derfra kan man to gange om ugen flyve direkte til Casablanca, fra måske verdens mindste internationale lufthavn (men en ny terminal er under opførelse).

Et sølle skur på bare 60 m² er, hvad lufthavnen bestod af. Uden hverken VIP-lounge, taxfreebutikker, aircondition, bænke eller cafeteria. Kun en vandautomat med gratis vand var, hvad vi kunne forsyne os ved en tidlig morgen midt i Saharas ørken. Jeg var trods alt super glad for, at vi skulle flyve ud, og ikke med toget de 18 timer retur. 

17 aktive medlemmer af De Berejstes Klub har rejst i Vestsahara, og 21 i Mauretanien. Ole Pedersen har medlemsnr. 326 og rejste gennem Vestsahara og Mauretanien i november 2014. Til dato har han besøgt 14 territorier og 126 lande.

 

Vestsahara & Mauretanien

Vestsaharas oprindelige befolkning kaldes sahrawier og er af blandet arabisk og berbisk oprindelse. I DBK regnes Vestsahara som et territorium under Marokko. Vestsahara har et areal på 266.060 km². Territoriet består for det meste af stenørken.

Vestsahara var tidligere en koloni under Spanien. I 1975 – og før spanierne trak sig ud af området – besatte Marokko den nordvestlige del af Vestsahara, og Mauretanien den sydvestlige del. Vestsaharas modstandsbevægelse, Polisario – som først havde kæmpet for koloniens løsrivelse fra Spanien – indledte en guerillakrig mod de to nye besættere. Efter at Spanien og Mauretanien trak sig, fik Marokko kontrol med det meste af territoriet. I 1991 blev der indgået en aftale om våbenhvile, og at en folkeafstemning skulle gennemføres året efter. Ved afstemningen skulle lokalbefolkningen afgøre, om de ønskede, at Vestsahara skulle være et selvstændigt land eller indlemmes i Marokko. En folkeafstemning har dog aldrig fundet sted, og siden indsættelsen af marokkanske soldater, har flertallet af Vestsaharas oprindelige befolkning boet i flygtningelejre i det sydvestlige Algeriet. Netop i Algeriet dannedes også en eksilregering for Den Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republik. Denne republik anerkendes af mere end 50 stater og er medlem af Den Afrikanske Union. Eksilregeringen har hovedsæde i byen Tindouf.

Vestsahara er endnu i dag folkeretsligt omstridt. Både Marokko og Vestsaharas eksilregering gør krav på området. Eftersom territoriet aldrig blev selvstændigt efter det spanske koloniherredømme, er Vestsahara nu Afrikas sidste uløste kolonispørgsmål.

 

Indrejsetilladelse: Danskere skal have visum til Mauretanien. Marokko, herunder marrokansk Vestsahara, er derimod visumfri.

Lokal transport: Der går direkte busser mellem Casablanca og Marrakech til Dakhla (via Agadir, Tan Tan og Laâyoune), og der går mange busser mellem Laâyoune og det sydlige Marokko. Vores taxichauffør Moustaph kan kontaktes på e-mail: bedbede@hotmail.fr.

 

Ud & hjem igen: Fly København-Dakhla eller København-Laâyoune i Vestsahara fås fra ca. 4.700 kr. t/r, men det er billigere  at flyve til Marokko. Fly København-Marrakech fås fra ca. 1.150 kr. t/r., fly København-Agadir fås fra ca. 1.400 kr. t/r., og fly København-Casablanca fås fra ca. 1.650 kr. t/r. Fly Zouerate-Casablanca kostede 1.895 kr. for en enkeltbillet.

Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder danskere at rejse til Vestsahara og Mauretanien pga. faren for terror og bortførsler.

 

 

 
 
 
Share this