I rød zone


Mikie Breums billede
2015 jun

I rød zone

Det er mit første besøg i Vestafrika, og jeg er taget af sted for at lære noget om den lokale levevis. I et halvt år rejste jeg fra Spanien og ned gennem det vestlige Afrika, inklusive Mauretanien – et land, som i de udenrigsministerielle rejsevejledninger kaldes ”rød zone”.

Tekst & fotos: Mikie Pil Cornelia Breum

 

Midt om natten ankommer jeg med bus til grænsen mellem Vestsahara og Mauretanien. Her er kun et par enkelte bygninger, og i en restaurant lejer jeg et lurvet værelse med en sølle madras på gulvet.

Den næste morgen er vejen fuld af lange bilkøer. Vi venter på, at grænsen åbner. Restaurationsejeren er den eneste, der kan nogle brokker engelsk. Han forklarer, at der ikke kører nogen offentlige busser fra Vestsaharas grænse. Men der går en bus kl. 14 fra den mauretanske side tre km herfra. Ellers må jeg dele en taxi med nogen til Mauretaniens hovedstad, Nouakchott, som ligger flere hundrede km syd for grænsen, hvis jeg ikke vil vente på bussen.

Her er dog ingen at splejse med, da alle ankommer i bil, og turen vil derfor blive dyr. Jeg øjner et par blegansigter i bilkøen, som jeg tænker må være europæere og iler straks mod dem. Og jo, de giver gerne et lift til hovedstaden. De to mænd er bulgarske brugtvognshandlere, som kører i hver sin bil til Malis hovedstad, Bamako, og de lever af at fragte brugte biler fra Europa til Mali. Med sig har de en malier, som taler fransk og engelsk, for at hjælpe dem gennem de mange politi- og grænsekontroller, da næsten ingen taler engelsk i Mauretanien, hvor fransk er det officielle sprog.

Med bævrende knæ kører vi ad et hjulspor gennem ørkenens ingenmandsland – berygtet for sine landminer. Langs sporet holder det ene parterede bilvrag efter det andet, og jeg tænker, om de mon har været for tæt på landminerne? Den ene bulgarer stopper for at gå ud og tisse, og hans kammerat råber: ”Det er alt for farligt, kom tilbage!” Men han trækker blot på skuldrene og kommer heldigvis hel ind i sin bil igen.

Efter et par timers omstændelig grænsekontrol og udstedelse af visa kører vi time efter time gennem det tomme, flade og sandede ørkenlandskab uden bygninger eller tegn på liv – bortset fra enkelte kameler, som strejfer omkring. Vi kører ad den temmeligt hullede hovedvej, og med 30 til 40 kilometers mellemrum stoppes vi af politiets kontrolposter og får tjekket vores pas, og alskens personlige oplysninger noteres møjsommeligt i et kladdehæfte. Dette er ”rød zone”. Alle vestlige myndigheder fraråder ”ikke-nødvendige rejser” til Mauretanien pga. en betydelig risiko for terrorangreb og bortførsel, eftersom der har været en række bortførelser og drab af bortførte inden for en kort årrække. Langs alle grænserne (bortset fra den senegalesiske) og ned langs kysten mod hovedstaden, hvor vi netop kører, frarådes alle rejser. Et af formålene med de mange kontrolposter er nu også at passe på os udlændinge, så politiet har styr på, hvornår vi sidst er blevet set, hvis vi skulle blive bortført.

Jeg beder om at blive sat af undervejs for at besøge den berømte Parc National du Banc D´Arguin. Parken er på Unescos verdensarvliste pga. de mere end to millioner fugle, som trækker mellem Afrika og Europa, og parken går for at være et af Afrikas bedste steder at se på fugle. Området har samtidig en af de rigeste fiskebestande i Vestafrika, og kun traditionelle fangstmetoder er tilladt. Ud fra guidebogens groft skitserede landkort regner jeg mig frem til nogenlunde hvor, indgangen må være. Lige før det bliver mørkt, bliver jeg sat af ved et sidespor uden vejskilt og får en appelsin stukket i hånden. Vi har slet ikke haft tid til at spise frokost, og nu er det ved at være middagstid. Her er sandørken i alle retninger, og jeg aner ikke, hvor jeg er. Jeg havde regnet med, at det ville gå noget lettere.

Et uventet lift

En gård ligger et pænt stykke nede ad sandsporet, og jeg løber derhen for at høre, hvor jeg er henne. Men gården er øde, og det eneste tegn på menneskelig aktivitet er et udslået tæppe, som ligger midt i stalden. Jeg overvejer at søge ly for natten her, men dropper det, da jeg jo ikke ved, om et par mænd kommer og sover her og måske ikke vil kunne dy sig for at forlyste sig med en enlig kvinde, der selv har lagt sig på deres sengeleje. Jeg løber tilbage til hovedvejen og står og lyser med min pandelygte, da det er for mørkt til, at bilerne kan se mig uden lys, og jeg vinker voldsomt og dramatisk med armene ad de få forbipasserende biler. En bil standser, og da den ene af de to mænd i bilen er læge, kan han nogle enkelte gloser på engelsk, så vi akkurat kan gøre os forståelige. De kører mig 40-50 km tilbage, ad den retning jeg kom fra for at sætte mig af ved den sidste politipost.

Her siger politiet, at jeg skal køre yderligere 60-70 km tilbage for at nå nationalparkens indgang. Det er bælgravende mørkt, så jeg plager om at få lov at sove hos dem i deres udtjente campingvogn, men det må jeg ikke. Chefen for områdets mange kontrolposter stopper en tilfældig bil og beder dem om at give os et lift til nationalparkkontoret. Han stiger med ind i den faldefærdige bil, som må stoppe flere gange for at blive fikset for at kunne hoste sig videre. Langt om længe når vi nationalparkkontoret og traver en halv kilometer ind i ørkenen. Det her bliver dyrt, tænker jeg, men da vi når frem til arbejdernes bolig, vil politichefen slet ikke tage imod penge! Jeg takker mange gange for hans hjælpsomhed.

Parkbetjenten taler minsandten flydende spansk som jeg, og det er fantastisk at kunne tale med et andet menneske. Senere samme nat kommer en stor firhjulstrækker forbi med en lille gruppe, som parkbetjenten skal være guide for i naturreservatet. I første omgang må jeg ikke komme med, men da de hører, jeg er en dansk kvinde, pakker de bilen om, så jeg kan få et lift. I bilen sidder et par unge lokale fyre, hvoraf den ene har læst på universitet i England og nu er ved at vise en tysk og hollandsk studiekammerat sit land. Det forhold, at fire af os har kandidatgrader i samfundsfag, skaber en særlig samhørighed.

Med høj fart kører vi gennem ørkenens hjulspor, og vi hopper voldsomt op og ned i sæderne og banker hovedet mod loftet. Jeg frygter et trafikuheld, men mauretanieren bag rattet er tryg ved at køre i sand og griner af vores højlydte hvin.

Gift for sjov over en kop te

Vi overnatter i en simpel teltlejr ved den lille fiskerby Iwik, og den næste morgen tager vi sammen ud på en skøn sejltur. Jeg nyder i den grad at være på havet, bådens lydløse fremdrift og det gode selskab. Kaptajnen når også for sjov at vie mig til en ung gifteglad mauretanier, for som i vel alle andre ulande er befolkningen bevidst om, at vejen til Det Forgyldte Vesten går via ægteskaber.

Mauretanske mænd får sig en hyggesludder

På ægte mauretansk vis brygges der under sejladsen te en masse i to mikroskopiske glas fyldt med sukker, og teen hældes fra glas til glas igen og igen, indtil den skummer, før den serveres. Når to personer har drukket deres glas te, brygges endnu en omgang, så de næste kan få en slurk. Det kan mauretanierne få en hel dag til at gå med. Fyrene er klædt i elegante, lyseblå traditionelle løse gevandter, som mauretanske mænd typisk har på, og de ser flotte og majestætiske ud i deres dragter. De vide, løse stoffer virker som aircondition, idet de giver en kølende luftcirkulation, som er behagelig i den stegende hede. Om hovedet har de, på traditionel mauretansk vis, viklet et hvidt tørklæde, så kun øjnene er fri.

Om eftermiddagen suser gruppen videre og tilbyder at tage mig med til hovedstaden. Den lokale mauretanier afslår at modtage betaling for min deltagelse i sejlturen, og da jeg kommer til teltlejren, finder jeg ud af, at han på galant vis også har betalt for min morgenmad og overnatning!

Jeg har valgt at blive for at se flere fugle, da vi kun så relativt få fra stor afstand. Heldigvis ankommer et par franskmænd senere på dagen, og de er parkens eneste øvrige besøgende. Sammen med de lokale spiser vi frokost på mauretansk vis ved at sidde i en rundkreds på gulvet og spise ris og fisk med fingrene fra et fælles fad. Om aftenen inviterer franskmændene mig på picnic på stranden med franske oste og vine – hvilket er særligt lækkert efter at have været hjemmefra i halvanden måned!

Gade med mauretanske mænd og kvinder i traditionelt tøj

Sammen tager vi på en sejltur og ser til min glæde et væld af fuglearter, men uden dog at komme rigtig tæt på. Bagefter giver de mig et lift til Nouakchott. De inviterer mig til at overnatte i deres hus og med på deres rejse til Adrar-regionen for at besøge oaserne Chinguetti og Ouadâne. De ligger 500 km nordøst for Nouakchott, og da den offentlige transport hertil er sparsom, er jeg yderst heldig. Den ene fyr, Pierre, er projektleder på et tysk projekt, som i samarbejde med det lokale politi bl.a. forbedrer grænsekontrollen ved floden til Senegal for at stoppe flygtningestrømmen til Europa fra Vestafrika. Den anden, Christophe, arbejder som fransk diplomat i Sudan med udbredelsen af det franske sprog i skolerne. Pierre har en bevæbnet vagt 24 timer i døgnet foran sit hus – betalt af det tyske firma for at hindre en evt. bortførelse. Af samme grund har han kun med møje og besvær fået sin arbejdsgivers tilladelse til at drage til Adrar-regionen i få dage.

Bilturen gennem den øde, ubrudte ørken er smuk og betagende med flotte kløfter, bjerge og stenformationer i rødlige, varme nuancer og med gamle huletegninger i grotter. Vi ser nært sagt ingen biler på den 500 km lange strækning.

Karavanebyer i Sahara

Hen under aften ankommer vi til oasen Chinguetti, som sammen med Ouadâne er på Unescos verdenskulturarvliste. Chinguetti, som stammer fra ca. år 1200, går for at være en af Saharas mest attraktive gamle oasebyer. Denne by var i mange år den sidste post for kamelkaravanerne inden den lange handelsrejse tværs gennem Sahara og inden pilgrimsrejsen til Mekka, og byen er i dag en hellig by. Her kunne være op til 12.000 kameler i én karavane.

Byen var moorernes gamle hovedstad, og flere bygninger dateres tilbage til 1300-tallet. Byen var engang berømt for sine islamiske skoler og huser nu fem gamle biblioteker, som stadig tilhører de samme familier. Vi besøger ét af dem, og en ældre herre viser os den oprindelige bolig, køkkenet med lerkrukker samt biblioteket og de gamle muslimske håndskrevne bøger. Hvert bibliotek har ét tema, og hans families bibliotek handler om astrologi (men han bedyrer, han ikke selv tror på astrologi). Bibliotekerne ligger i den gamle bydel Le Ksar, og jeg føler, jeg rejser tilbage i tiden, mens vi går rundt i stenbyens mange snørklede, smalle gyder, som udgøres af sand.

Chinguetti – en berømt karavaneby fra år 1200

Alle husene ligger klinet op og ned ad hinanden som rækkehuse og er bygget af brune sten, og nogle er klinet med ler. Høje mure omgiver hver families boliger og gårdsplads, så det eneste som ses udefra er disse høje mure med en lille lukket dør i. En moske fra 1600-tallet er byens hovedattraktion, og dens flotte tårn pryder bydelen. Ganske få mennesker lister rundt i de sandede stræder, og her og der ses et par geder trisse rundt. Et par drenge leger med hjemmelavede biler, som de skubber foran sig med en træpind. Hjulene udgøres af brugte plastikmadbøtter, og selve bilen er lavet af et par tynde metalrør. I en gård fester en stor gruppe kvinder med trommer og sang. Jeg bydes indenfor og ser på, mens unge piger danser foran resten af kvinderne. De sidder med korslagte ben på jorden, og stemningen er i top. Alle er iført et flot, løst stykke stof, som er viklet om kroppen til en gulvlang kjole, som også dækker arme og hår. Det er det traditionelle kvindeklæde i Mauretanien.

Den gamle karavaneby Ouadâne er lige så underfuld som Chinguetti og er på samme måde en gammel muslimsk lærdomsby med over 3.000 gamle skrifter. Nu huser den kun 20-30 familier, som bor på bakketoppen. Byen ligger ned over bakkesiden, og denne bydel er nu forladt og henligger som en spøgelsesby af ruiner af tætliggende rækkehuse med smalle gange mellem husene. En særlig stemning hviler over det forladte sted, og det føles sært dragende at bevæge sig rundt i den mennesketomme by og liste sig ind i de rømmede boliger uden anden lyd end mine egne trin på stenbrokkerne. Det er sjældent, jeg har oplevet en hel forladt ruinby på egen hånd.

På det 120 km lange stræk tilbage gennem den øde ørken til Chinguetti punkterer bilen tre gange, og heldigvis har franskmændene en satellittelefon med, så vi kan ringe til hotelejeren og få hendes medhjælper til at komme med et reservehjul, da vi kun har to ekstra hjul med.

Jeg bliver nogle ekstra dage, efter at franskmændene er rejst tilbage til Nouakchott, men inden de drager af sted, presser de mig til at love, at jeg ikke rejser til Mali, Niger og Nigeria, da de mener, det er alt, alt for farligt pga. risikoen for at blive bortført. På samme måde finder de det for farligt at tage på en flere dage lang kameltur i Sahara, da alle i landsbyen så vil kende målet for min rejse, og nogle få dages kamelsafari vil give tid til at planlægge en bortførelse. En enkelt dags vandretur i Saharas sandklitter synes de dog er forsvarligt, så det lader jeg mig nøje med. Det er lidt ærgerligt, da dette sted er et af Mauretaniens bedste afsæt for kamelsafarier i Sahara, og fordi Mauretaniens største sandklit, Erg Warane, netop ligger her.

Saharas ensomhed

Spændt går jeg ud gennem sandklitterne, som rejser sig store og mægtige og har bløde, flotte kurver og faconer, og som er så tørre og golde, at kun enkelte planter og blomster på mirakuløs vis stritter op hist og pist. For mig er ørkener noget af det smukkeste i al sin goldhed. Her er helt, helt stille og det eneste, som bryder stilheden, er lyden fra mine skridt i sandet og den sagte lyd fra en sort fugls vingesus. Jeg når den højeste sandklit, og herfra kan jeg skue ud over ørkenen, som synes uendelig. De store sandklitter ses som bølger så langt øjet rækker, og det er vildt at tænke på, at Sahara udgør to tredjedele af Mauretanien, fylder 8,5 millioner km2 og strækker sig 5.000 km i længden og 1.500 til 2.000 km i bredden.

Det er også forunderligt at tænke på, at handelskaravaner tidligere har rejst ca. 40 dage med varer gennem denne udstrakte ørken. Jeg nyder at sidde her ganske alene hele dagen og fascineres af tanken om, at jeg måske er den eneste lige nu i et stort område af Saharas sandklitter. Samtidig holder jeg godt øje med omgivelserne for at sikre, at jeg nu også bliver ved med at være alene, da jeg ikke vil have en jordisk chance for at flygte fra eventuelle bortførere.

Vel nede i Chinguetti bliver jeg mødt af en hujende horde på hundredevis af mennesker, og næsten alle landsbyens indbyggere deltager. Jeg holder ærbødigt afstand for ikke at blive mejet ned af den rasende folkemasse. En mauretanier har udtalt sig kritisk om koranen, og over hele landet demonstreres der nu mod ham, og denne landsby har som mange andre lavet en underskriftindsamling mod ham. Den franske hotelmutter fortæller, at manden er isolationsfængslet, for ellers ville han være blevet lynchet. Manden blev dog siden dømt til døden for sin kritik.

Hotelejeren skal en tur til hovedstaden og giver mig et lift, så jeg slipper for at køre med bussen, og undervejs fortæller hun, at den franske ambassade af hensyn til hendes sikkerhed har bedt hende om at flytte til Nouakchott, men at hun ikke vil flytte. Hun oplever det ikke som farligt at bo i Chinguetti.

21 aktive medlemmer af De Berejstes Klub har besøgt Mauretanien. Mikie Pil Cornelia Breum har medlemsnr. 272 og besøgte Mauretanien i januar 2014. Til dato har hun besøgt 13 territorier og 78 lande på alle syv kontinenter.

 

Faktaboks: Mauretanien

Bemærk, der findes kun pengeautomater, som accepterer danske betalingskort, i Nouakchott og Nouâdhibou.

Kost: Jeg brugte 100-150 kr. per dag.

Logi: Et enkeltværelse fås til mellem 50 og 100 kr.

Ud & hjem igen: Fly Paris-Nouakchott fås fra ca. 3.950 kr. t/r.

Indrejse: Danskere skal have visum for at besøge Mauretanien.

Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder alle rejser til områder grænsende mod Algeriet, Mali og Vestsahara samt til de vestlige provinser Dakhlet-Nouadhibou og Inchiri. Ikke-nødvendige rejser frarådes til det øvrige Mauretanien. Der er betydelig risiko for terrorangreb og bortførelser i Mauretanien. Som følge af den uafklarede situation i Mali vurderes der at være risiko for angreb på vestlige interesser i hele regionen.

Ud over den generelle terrortrussel er der en særlig risiko for, at terrorangreb og bortførelser kan blive rettet direkte mod danskere. Det gælder især i områder, hvor militante islamistiske grupper er aktive og specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.

 
 
Share this