Hajfiskeri fra Skeletkysten


Claus Qvist Jessen
Claus Qvist Jessens billede
 
2000

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Hajfiskeri fra Skeletkysten

af Claus Qvist Jessen

 

Skeletkysten! Alene navnet får ens tanker til at blafre hen i retning af et på en gang romantisk og skræmmende univers af kanoner, pirater og palmekransede Bountylande, hvor svundne tiders rygter om nedgravede skatte tiltrak hele horder af lykkeriddere, og hvor de spredte knogler vidner om, at ikke alle slap lige heldigt fra eventyret.

Virkelighedens Skeletkyst, den nordlige del af Namibias Atlanterhavskyst, er noget mindre romantisk, men fuldt ud lige så spændende som romanernes tropiske strande. Navnet skyldes, at man gennem tiderne har haft ualmindeligt mange skibsforlis ud for kysten, og at selv de heldige sømænd, der måtte have held til at redde sig i land, som oftest døde af tørst.

Denne pelssæl tager en slapper ved Cape Cross, 100 miles nord for Swakopmund

Skeletkysten er en ørken, et resultat af en kombination af koldt vand og tropehed landjord. Benguela-havstrømmen transporterer isvand fra Antarktis nordpå op langs det sydlige Afrikas vestkyst, og selv i Sydafrikas og Namibias tropehede har det en sommertemperatur på sjældent over 12-15 °C. Facit er en utroligt ringe fordampning fra havet og en tilsvarende minimal nedbør over land, og det eneste tegn på grønt liv i denne, verdens ældste ørken, er de tykbladede Velvichia-planter. Den eneste fugt, de får, er morgenens havgus, men det er altså tilstrækkeligt til, at Velvichiaen kan overleve de ugæstfri forhold.

Mens badelivet i det kolde vand er lig nul for andre end velpolstrede sæler, er mængden af plankton og anden føde til gengæld aldeles overvældende, og det levende hav står i skærende kontrast til den tørre og golde ørken på landjorden.

.Skeletkysten ligner nærmest Vesterhavet, men vandet er kun 13-15 °C "varmt", og badelivet er reduceret til sæter og hajer. Store hajer, og går man et par kilometer ud, lusker der et par great whites rundt.

Arven efter Kejser Wilhelm

Udgangspunktet for kystfiskeriet i Namibia er byen Swakopmund, en halvstor flække halvvejs oppe ad Namibias øde kyst og et sted, hvor landets fortid som tysk koloni er til at få øje på. Hovedgaden i Swakopmund hedder Kaiser Wilhelm-Strasse, og søreme om ikke også der er en Bismarck-Strasse og en Metger-Strasse. Oveni er regionens hovedsprog stadig tysk, og Swakobmund er ifølge en pensioneret, tysk oberst, vi mødte på den lokale bierstube, det eneste sted i verden, hvor selv englænderne tvinges til at snakke tysk.

Et noget ildelugtende highlight i Namibia er sælreservatet Cape Cross, midt på Skeletkysten, over 150 km nord for Swakopmund. Desværre er Namibia et af verdens tyndest befolkede lande (2 mennesker pr. kvadratkilometer!), og al transport fordrer, at man har en bil, eller at man er lidt heldig. Vores held bestod i, at vi rendte ind i sydafrikansk par på vej på bryllupsrejse i et lejet sommerhus i netop Cape Cross.

Sammen med Pieter og frue fik vi en herlig køretur gennem det flade, trøstesløse landskab. Under hele turen lå hans tavse, nygifte frue ovenpå bjerget af nødvendigheder og pløjede sig gennem flere årgange af forudsigelige lægeromaner. Højdepunktet af spænding her i livet, og det fortonede sig i horisonten, hvad hulen Pieter så i hende.

I Sydafrika er en mand en mand, og på de kanter interesserer rigtige mænd sig for øl, rugby, cricket, får og kvinder i nogenlunde nævnte rækkefølge. Konerne er næsten pr. definition hjemmegående, så alt imens jeg rigtig muntrede mig sammen med den joviale fårefarmer, fik Pia den mere utaknemmelige opgave at kede sig sammen med den romanlæsende hausfrau. Den holdt ikke længe, og kort tid efter var Pia ude ved drengene og den sydende grill.
 

Skeletkysten er, som navnet antyder, tom og øde og aldeles uden liv. Turen ud til fiskestedet er nærmest et ørkenræs med de udelte stænger monteret foran på jeepen.

Netop grillen, ”braai” på afrikaans, var og blev det hellige samlingspunkt. Mens Peters hjemmelavede pølser lystigt blev sorte, og de første promiller blev skyllet ned, faldt snakken på sydafrikansk kogekunst: ”Har I ikke en slags nationalret her i landet?”, og Pieter behøvede ikke mange sekunder for at skyde fra hoften: ”Meat!!” Der er vist ikke mange vegetarer på de breddegrader.
 

Esbjerg i modvind

Cape Cross er et aparte sted. Skeletkysten er 99 % sand, men så pludselig, midt i det hele, ligger der en bunke klipper, og dér holder så flere tusinde pelssæler til. Mest imponerende var de enorme, brunstige hanner, der forsøgte at holde styr på deres respektive haremer af hunner, som så igen forsøgte at holde deres nysgerrige unger i kort snor.

Rundt i periferien af sælerne så vi af og til en sky, grårygget skaberak-sjakal, der håbede på at nappe en uforsigtig sælunge eller et selvdødt kadaver, og omkring hele orgiet af gryntende og hylende sæler hang en tung hørm af gammel tørfisk, der fik Esbjerg i modvind til at tage sig ud som Chanel No.5. Det påstås, at hunsælerne og deres unger kan kende hinanden på lugten, og det må siges at være imponerende, når alt stinker af rådden fisk.

Sæler og sjakaler er meget godt, men det, der for alvor kan drive en gal, dansk lystfisker til Skeletkysten, er naturligvis kystfiskeriet efter kobberhajer. Det er en solid svend med en maksimalvægt på den dyre side af 150 kg, og i erkendelse af, at hajfiskeri i denne sværvægtsklasse ikke er helt det samme som at mede brasener i Gudenåen, drog vi baglæns til Swakopmund og hyrede en lokal profi, Allan Langenstrassen, til at være dirigent under eskapaderne.
 

Første haj er ved at kunne landes. Det tog den trætte fisker små 45 minutters aerobic at pumpe de 75 kg haj ind til land, så Allan kunne lande den.

Første dag var vi desværre i selskab med to sydafrikanske fiskere. Den slags godtfolk har det med at tænke med maven, så hele formiddagen gik med fiskeri efter mindre, spiselige fisk i form af en lokal, sølvfarvet bars ved navn "kabeljau".

Dagen efter skulle vi heldigvis ikke trækkes med de sydafrikanske madfiskere og gik direkte til de store hajer. Men helt fri for det lettere fiskeri blev vi ikke, for kobberhajer kræver frisk agn, jo mere olieholdig jo bedre, så vi startede langt nordpå med at fange agnfisk (gully sharks!), hvilket kostede små seks timers vadefiskeri i det 14 grader kolde vand. Hjemmefra er det svært at forestille sig, at fiskeferie i det tropiske Afrika kan være en kold og klam overlevelsesstur i navledybt vand, men så havde vi også fået fire, fuldfede gullies i 4-8 kgs-klassen og var rustede til de tunge drenge.
 

Mile 7½

Hen ad klokken 1530 stoppede Allan bilen ved den lokale højvands-hot-spot ved "Mile 7½" nord for Swakopmund og gik med det samme i krig med at flå et par at vore gullies i stykker. Med et reb blev kadaverne bundet til et jordspyd nogle meter ovenfor vandkanten, lige præcis så højt, at bølgerne, hver gang de slog op, fik kontakt med de flåede hajer og trak et blodigt foderspor med sig ud i det kolde Atlanterhav.
 

Standard-agnen i Namibia er et makrelhoved. Kast det 50-60 meter ud, og vent på det uundgåelige.

Det var umiddelbart svært at forestille sig, at et så lille foderspor kunne tiltrække hajer fra miles omkreds, men Allan beroligede os med, at det virkede. Mere end en gang var det ligefrem sket, at en særligt grådig kobberhaj mavede sig helt op på stranden for at sakse godbidderne. ”Hold lige tæerne et par meter fra lokkemaden”.

To af stængerne blev rigget til med makrelhoveder som agn, og snart efter stod både Pia og jeg småfrøs i disen, alt imens vi klamrede os til hvert sit lange kosteskaft og ventede på de uundgåelige megahug.

Og vi kom ikke til at vente længe. Mindre end en halv time blev min stang helt uden varsel revet ned til vandret, pronto fik jeg fyret et par hårde tilslag af, og at det ikke var en af de mindre gullies, der havde hugget, viste sig med det samme. Allerede i første hidsige udløb flåede det store dyr mere end et par hundrede meter af min 30 punds line ud. Siden gik tempoet ned, men monsteret stoppede alligevel først efter at have trukket over 300 meter line af hjulet, og derude havde det tænkt sig at blive.

Jeg hev og sled, men lige meget hjalp det. Hajfiskernes uskrevne regler i Swakopmund siger, at første kobberhaj skal man tage solo, så der var ikke meget hjælp at hente fra folkene omkring mig, udover et håndklæde til en gang imellem at tørre sved og havgus af det glatte stanghåndtag. Hajen gik rundt på flere hundrede meters afstand og nægtede i lange tider at flytte sig indad, men heldigvis kan selv en stor kobberhaj blive træt, og efter en masse tovtrækkeri kunne jeg tilmed begynde at vinde line.

Desværre var det at pumpe en stor kobberhaj ind fra 3-400 meters afstand meget mere, end mine slatne kontormuskler var forberedt på. Mine arme syrede og hænderne krampede, så tvunget af min ringe lighed med Schwarzenegger udviklede jeg i stedet en noget alternativ teknik, hvor jeg med stangen højt hævet skridt for skridt gik baglæns 20 meter op ad stranden for derefter at løbe ned til vandkanten, samtidig med at jeg spolede ind som en gal. Det har utvivlsomt set urkomisk ud, men teknikken virkede, og efter et kvarters intensivt pumperi anede vi for første gang en sort rygfinne ude i brændingen. Den var færdig med at stikke af, og minutter efter kunne Allan vade ud i brændingen og gaffe min første kobberhaj.
 

En kisteglad og hamrende træt Claus Q med dagens første kobberhaj. 75 kg sagde Allans øjemål, og efter fangst blev den genudsat.

Vægten blev estimeret til 75 kg, og jeg var helt i ekstase og havde ingen problemer med at smile pænt til fotografen. Indeni var jeg totalt smadret. Alt hvad jeg tidligere havde dystet med lige fra skaller og gedder til mahseer og tarpon havde været af en størrelse og foderstand, hvor det var enten fisken eller grejet, der var svageste led i kæden, men dette var anderledes. Her var det definitivt mig, der var det svageste led, og både arme og ben syrede, som havde jeg dyrket en times intensiv hyperaerobic uden forudgående opvarmning. Det havde jeg vel egentlig også.

Mine arme hang allerede her nede omkring knæhøjde, og mine hænder var gelé, men den slags fysiske detaljer bør jo ikke forhindre en sand lystfisker i at følge sit kald, så jeg skulle da lige have en til, ik'?
 

Årets agn

Næste forsøg skete med gællerne fra sandhaj på krogen, og det var ingen skæv ide. Mindre end fem minutter efter, at min første portion gæller var røget ud, blev agnen taget med fuld speed, og mens jeg forsøgte at stoppe hajens flugt ud over det frelsende stenrev 400 meter fra land, fik Pia også hug og det af én af de rigtigt store over 100 kg. Min egen line blev alt for hurtigt skåret over på revet, men så havde jeg tid til at beundre Pias håbløse kamp mod overmagten.

Hun startede stående, men kunne slet ikke holde stangen lodret og gled hurtigt ned i siddende tilstand, mens vores guru fra havsiden skubbede stangen tilbage til en slags lodret. Men lige meget hjalp det. Monsteret bare trak og trak, og efter 10-15 minutter, hvor Pia ikke på noget tidspunkt var blot i nærheden af at spole lidt line ind, nåede også denne haj at klippe linen meget langt ude. Hun tog det pænt.

Der var til endnu to kroge med hajgæller, og endnu en gang tog det mindre end fem minutter, før vi havde en double på. Igen var det mig, der scorede først, og det med dagens største hug, et fedesvin som Allan estimerede til 130 kg. Jeg dejsede ned i sandkassen og pressede det bedste, jeg havde lært, men efter et kvarters tovtrækkeri fra siddende tilstand - uden overhovedet at have rørt hjulet - måtte jeg opgive at holde den enorme fisk borte fra revet. 30 punds-linen røg, som var den sytråd, og drømmefisken var borte.

I mellemtiden havde Pia fået sit andet hug, og selvom denne haj var af noget mere samarbejdsvillig størrelse end hendes første, lykkedes det heller ikke at holde denne borte fra revet. Igen blev linen klippet, og så havde Pia bare fået nok. Hun var totalt mørbanket i hele kroppen og valgte at bruge resten af dagen på at ”beundre” mine selvskabte plager.
 

Turens og min anden haj var en spændstig sag på små 65 kg. Intet under, at badelivet på de kanter ikke er så fedt endda. Denne fisk blev som alle de andre genudsat efter endt tovtrækkeri.

Østrigsk videomania

Mit eget fjerde hug havde jeg større succes med, men atter kom jeg til at fortryde, at jeg som kemiingeniør har brugt mere tid ved computer og skakbræt end i fitnesscenteret. Alt for hurtigt nåede jeg dertil, hvor jeg dårligt nok kunne presse imod, og mens hajen spurtede ud mod det frelsende Atlanterhav gled jeg næsten automatisk ned i sandkassen og førte fra siddende stilling en næsten håbløs kamp for at holde stangen lodret og stoppe udløbet.

Jeg svedte bravt for at holde hajen borte fra stenrevet, og midt i det tomme intet var der gudhjælpemig en forbipasserende østrigsk turist, Rudolf, der syntes, at mine meget lidt elegante lidelser var så fotogene, at de skulle foreviges på video. Det kom der nogle minutters ret morsom video ud af, samtidig med at den østrigske videoman højlydt undrede sig over, at vi regnede prøvelserne som "fornøjelser" og ligefrem havde betalt penge for det.

Alt endte dog godt. Efter 45 minutters opslidende styrketræning kunne jeg glæde mig over kobberhaj nummer to, en solid svend på 65 kg, og var jeg i ekstase før, var jeg helt oppe i skyerne nu. At min ryg var totalt mør, og at mine gummiarme efterhånden hang og slæbte nede i ankelhøjde, spolerede overhovedet ikke glæden. Jeg hoppede glad rundt i den iskolde havgus og syntes, at solen skinnede alle vegne.
 

Igen?

Den erfarne Allan vidste naturligvis godt, at det at fighte kobberhajer ikke ligefrem er noget, man bare gør, så han spurgte høfligt, om vi kunne klare mere. Pia takkede nej, mens min realistiske sans endnu en gang blev sendt ud ad et sidespor. Naturligvis kunne jeg det, og efter endnu et par knækkede liner til fik jeg endnu et fast hug - denne gang på gully-gæller.

Igen måtte jeg ned i sandet for at overleve de første kraftige udløb, og igen var det længe helt umuligt at rokke fisken fra gemmestedet på langdistancen. Stangens glatte læderhåndtag blev bare mere og mere fedtet, og mine stive fingre kunne slet ikke holde hjulet over stangen - og endnu mindre holde kæppen lodret. Men det gik alligevel, og også den måtte til sidst overgive sig. Var jeg mør før, var jeg død nu.
 

Gummiarm og pizza

Solen var ved at gå ned i den kolde dis, og mine sidste kræfter var for længst forsvundet, men i et anfald af urealistisk ønsketænkning kunne jeg alligevel ikke lade være med at forsøge, om ikke det skulle være muligt at score nummer fire. Agnen blev vippet ud midt i brændingen, og få minutter efter, mindre end 20 meter fra land, fik jeg i bælgravende mørke mit ottende hug, og mens Pia, Allan og resten af flokken sad og holdt varmen i bilerne, fik Mr. Gummiarm døgnets sidste lektion i hårdt, fysisk arbejde.

Jeg var totalt smadret i hele kroppen efter næsten fem timers næsten uafbrudt tovtrækkeri med fisk af en størrelse, så de mageligt kunne have trukket mig med i baljen. Fire af dem var kommet på land, andre fire havde jeg mistet, og begyndelsen til ”straffen” kom allerede ved aftenens pizzaorgie. Jeg kunne dårligt kunne løfte vinglasset, og endnu værre blev det, da jeg morgenen efter slet ikke kunne røre mig, uden at det gjorde ondt i hele skroget.

Først flere dage efter holdt jeg op med at være øm, og så er der nogen, der kalder det for fornøjelse!

********************************

Fakta:

Kobberhajer kan fanges hele året. Vi var der i marts, hvor vandet teoretisk set skulle være ”varmt”. Det var det ikke!

 
 
Share this