Rejsebrev fra Nepal


2002 juni

REJSEBREV

fra Mariane, Regitze, Frederik og Jens (Madsen)

Rejsebrev nr. 2

Nepal Kathmandu, den 15. april 2002
Nepal Kathmandu år 2059

Kære alle sammen
Det har lige været nytårsaften, vi er gået ind i år 2059, og jeg sidder i Kathmandu Nepals hovedstad i 1250 m højde. Der er gået lidt over en måned siden, at jeg afsluttede vores historie fra Sri Lanka. Vi har siden den 6. marts snoet os op igennem Indien fra syd til nord og sidder nu blandt Himalayas bjerge i Nepal. Det er 54 dage siden, vi forlod Maldiverne, og dagene flyver bare afsted. Tit er det svært at skelne dagene fra hinanden, men så er det altid rart at kunne bladre tilbage i Frederiks dagbog for lige at blive opdateret.

Tidligt i marts, mens det stadig var koldt og kedeligt i Danmark, ankom vi til Chennai (Madras), efter at have foretaget vores sidste flyvetur fra Sri Lanka. Jeg skriver sidste flyvetur, eftersom det er vores målsætning at foretage resten af rejsen via tog, bus eller bil tilbage til København. Alt kan selvfølgelig ske, så vi må ændre disse planer undervejs.

Indien er verdens 2. mest befolkede nation med lidt over 1 milliard indbyggere - jeg skriver 1.000.000.000 det er mange nuller, som fra vores lille skønhedsplet i Danmark mangler sine proportioner. Til jer ungkarle derhjemme, så er her f.eks. 35 millioner enkefruer eller til jer mere seriøse, så er der på verdens største arbejdsplads (India Rail) ansat lidt over en million mennesker.

I årene efter uafhængigheden har Indien gebærdet sig som en elefant. Tung og til tider klodset. Ofte distanceret fra konkurrenterne, som var lettere på tå men ikke desto mindre i bevægelse fremad. De seneste 10 år er hastigheden øget, og Indien er blevet en nation som Vesten er nødsaget til at forholde sig til. En nation, hvor langsommeligt ændrede traditioner kolliderer med nye muligheder. En moderne nation på randen til nye virkeligheder. Indien er verdens største demokratiske samfund med et utal af forskellige religioner, hvoraf hinduismen er den dominerende.

Godt 82 pct. af befolkningen tilhører hinduismen, 12 procent er muslimer svarende til 120 millioner mennesker, resten tilhører buddhismen, sikhismen, jainismen eller er kristne. Islam, som efter indiske forhold er en etnisk minioritet, hvis man altså kan sige, at 120 millioner er en minoritet, er specielt interessant at holde et vågent øje med.

Med nabolandet Pakistan, som er en islamisk republik, og med angrebet på det Indiske Parlament i efteråret, er forholdet mellem disse to nationer yderst kritisk. Begge nationer har evnen og magten til at anvende a-våben og har begge vist deres kunnen med prøvesprængninger. På grænsen mellem Indien og Pakistan står der med meters mellemrum bevæbnede styrker, og situationen er ikke mindre spændt efter de interne uroligheder i Nordgst Indien, hvor hinduer og muslimer slås om opførelsen af en moske.

Jeg påpeger disse ting, eftersom jeg har en fornemmelse af, at verdensmedierne er mere travlt optaget af USAs operationer i Afghanistan, med Pakistan som en pseudo-allieret, hvilket de taktisk har gjort klogt i ved at invitere USA inden for med deres baser. Hvis situationen mellem Indien/Pakistan bliver optrappet, har vi en meget større konflikt, som verdenssamfundet vil få svært ved at forholde sig til. Latent har konflikten mellem disse to nationer hersket siden 1948 omkring Jammu og Kashmir regionen, som begge stater praklamerer er deres.

Nå, det skal jo ikke handle om krig og mine spådomme det hele, men alligevel bliver man påvirket dagligt. For uanset hvilket område vi er i nærheden af, så er der en religiøs konflikt. Fra vores verden er dette ret så usandsynligt og fjernt eller vil dette komme tættere på os?? Jeg håber det i hvert fald ikke.

Elefanten Indien kan man både elske og hade som land. Hun byder på så mange fantastiske seværdigheder og ikke mindst forskelligheder afhængigt af, hvor man befinder sig. Vi opholdt os der i tre uger, og vi har kun set en promille af, hvad der er at opleve. Men til sidst måtte vi bare ud til et sted, hvor vi kunne trække vejret. Vi startede som sagt i Chennai, hvor vi for første gang oplevede en indisk storby efter at være landet fra landsbyen Colombo. Det første, der møder os, er en hob af folk, der vil tilbyde tjenesteydelser af den ene eller anden art. Uanset om man har brug for lige netop deres ydelse eller ej, så skal man bare købe til ’very special price’. Et nej accepteres ikke, eller nærmere, man er immun over for et sådant reply. I starten er jeg på familiens vegne høflig. Men man finder ud af, at hvis man ikke udviser bare en smule agression, så har man dem hængende som fluer.

Jeg vælger at følge min datters råd, når vi skal have en tuk tuk eller taxa: ’Far, vi tager ham der henne, han har slet ikke spurgt’, selv om det også til tider giver problemer blandt fluerne, som har gjort en indsats, hvorfor vælger jeg så den dovne?

Chennai er Indiens fjerde største by med lige så mange indbyggere, som der er i Danmark. Det er delstaten Tamils hovedstad, den byder ikke på de største seværdigheder, udover at man kan få en forsmag på de enormt flotte hinduistiske templer, som findes i Sydindien. Vi bliver der et par dage og planlægger vores første store rejse med India Rail.

Fra Chennai tager vi nattoget til Madurai, som er knudepunktet midt i Tamil Nadu. Vi kører på det, som hedder 2nd. Class sleeper, hvilket vil sige, at vi har et sæde, og når vi skal sove, så kravler vi op i køjen, der bliver slået ud over os. Vi er seks i en åben kupe, vinduerne står vidt åbne med gitter foran. Det anbefales, at man køber kæder til at tøjre sin bagage fast under turen. Børnbne er vildt begejstret over at skulle sove i toget, og der går heller ikke lang tid, før de er i kontakt med den ene og den anden i toget. For første gang kan vi sidde normalt og kommunikere med en inder. Vi finder faktisk ud af, at det er ikke dem alle, der er som fluerne på gaden. Alle indere kører med tog, og man har ligefrem sine ritualer, når man kører på disse lange strækninger. På banegården er der trængsel, og vi oplever, at når vi kommer ind i toget, så er der langt flere passagerer, end der er pladser. Det viser sig dog, at et af ritualerne bl.a. er, at familie og venner følger den rejsende til toget og sætter sig i kupeen, indtil toget kører.

Vi oplever et yderst effektivt togsystem, og på intet tidspunkt har vi oplevet, at et tog afgik eller ankom for sent på hele vores rejse igennem Indien. Det er ikke det pæneste tøj, man skal tage på, når man skal køre med India Rail. Hver gang vi er stået af, er vort tøj simpelthen «å snavset, og al synlig hud er sort. Langs banelegemerne ligner det en svinesti - når man er færdig med et eller andet bliver det bare smidt ud af vinduet, og det bliver til noget med 11.000 daglige afgange.

I Madurai besøger vi det store hindu tempel Sri Meenakshi, som nok er den største seværdighed i byen. Det bliver mere rart, da vi kører op i bjergene nærmere betragtet til Kodaikanal, som ligger i 2000 meters højde. Her oplever vi en befriende ro og ikke mindst en ren luft i forhold til storbyerne. Efter to dage i området ved Madurai kører vi videre med toget til Varkala, som ligger lidt nord for Trivandrum. Vi har alle behov for at komme ud til kysten få badet og så slappe lidt af efter at have bevæget os rundt i to møgbeskidte byer. Når man er i de indiske byer, så er det som at bevæge sig rundt på en losseplads, der er så beskidt og så vrimler det med et utal af tiggere på gaden.

På Varkala stationen er det første, der møder os en tigger, der er fyldt med bylder over hele kroppen. Børnene bliver forskrækkede, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke var helt på toppen over dette stakkels menneske. Det viser sig, at vi senere på vor tur skal møde flere af disse monstre, som Regitze kalder dem. Vi kører til stranden, hvor vi finder et hyggeligt guesthouse tæt ved vandet. Her opholder vi os nogle dage, vi har travlt med at besøge de forskellige hindufestivaler som lige netop fejres, mens vi er der. Når hinduerne fester, går det vildt for sig, og det er meget farverigt - til tider er det heller ikke ualmindeligt at adskillige personer mister livet. Den største festival vi er til er nok den, hvor vi oplever en parade med en hær af 75 elefanter festligt udsmykket.

Godt brune og stadig med sand mellem tæerne kører vi nu et par timer videre nord på til Kovalem, for at tage bådturen på syv timer på Backwater til Alleppey. Det er en meget idyllisk tur, hvor der er en fantastisk ro. Solen bager enormt, og jeg er rimelig sårbar i toppen, efter at være blevet meget meget kortklippet i Varkala. På turen ser vi de flotte kinesiske fiskenet, som de lokale bruge til deres fangst, og hele vejen beveger vi os igennem meget smukke lokale landsbyer.

Et par dages ophold i henholdsvis Alleppey og Cochin inden turen går videre mod Goa. Cochin er en af Indiens største havnebyer, med en smuk gammel bydel, der bærer et meget portugisisk præg, hvilket heller ikke er så underligt, da det var her den portugisiske søfarer og eventyrer Vasco da Gama opholdt sig og blev begravet. Vi skal med nattoget til Goa, nærmere betragtet til Palolem Beach. Vi står af lidt før Goas hovedstad, da det skulle være nemmere. Men finder ud af, at vi kun kan køre med tuk tuk til grænsen til delstaten Goa, derfra må vi så finde en ny tuk tuk. Det viser sig ikke at være så nemt, så efter at have stået og ventet i et par timer, bruger vi tomleren og bliver samlet op af en lastbil. Mariane og Regitze i førerhuset og Frederik og jeg på ladet, det er så skægt og vi kører hele vejen til Palolem Beach.

Delstaten Goa er på størrelse med Sjælland, og der er de største sandstrande, man kan forestille sig. . Desværre er det også blevet yderst turistet, hvorfor vi netop har valgt Palolem, som stadig bevarer noget af det gamle. Goa har tidligere været kendt som et hippie-tilholdssted med stoffer og nøgenbadning, men charterturister og techno-freaks har fortrængt dem. Fra omkring 1510 til midten af dette århundrede har Goa været en portugisisk koloni. Området bærer også præg af et meget sydeuropæisk look og kultur. Mange indbyggere er katolikker, og det er meget bernærkelsesværdigt, at netop her har kvinderne flere rettigheder end andre steder i Indien.

Stranden og livet bliver nydt i Goa. Det bliver nok den sidste strand, vi ser i 1ængere tid. Vi skal videre mod Mumbay. Det er en lang tur og første gang, vi skal køre om dagen, eftersom vi ikke kunne få plads på nattoget. Det er også en drøj tur, børnene er vant til at kunne sove i toget om natten på hele turen er det 1yst, omvendt det er også yderst mediterende at kunne skue ud gennem vinduet og se Indien passere.

Mumbay er navlen, hvorfra Moder Indien suger mammons nektar til sig. Byen har ligesom mange andre indiske hyer ændret navn. Byen sover sjældent, og vi ankommer til endnu en storby. Man mærker en klar ændring af mentaliteten ved ankomsten til Mumbay den er mere rå, og så går tingene noget mere stærkt end i syd. Byen bliver også kaldt Bollywood, eftersom den indiske filmindustri er centreret her. Årligt bliver der produceret 800 film, som bliver vist blandt Indiens 12.000 biografer og 70.000 videohaller. Det er også begyndt at blive dyre at opholde sig, generelt så er vores dagsbudget steget med 100 procent, siden vi forlod Varkala. Der er ikke så meget mere at skrive om denne storby, møgbeskidt og med en grusom larm, hvilket generelt præger samtlige Indiens byer.

Toget tager os med et specielt ekspres tog til Delhi, vi kører denne gang i en AC kupe, og så bliver der serveret mad undervejs. Det koster godt nok mere end det dobbelte af, hvad vi plejer, men stadig er toget med dens lange strækninger pt yderst billigt transportmiddel.

Delhi som er hovedstaden i Indien og den trediestørste by med godt 9 millioner indbyggere, det er en by som vokser og vokser ligesom Mumbay, en metropol, hvor hele landets etniske palet samles. Her er vejrbidte ladhakis, sikher med turbaner og tibetanske flygtninge i deres bordeaux kofter og guldklædte brahmans. Det er godt, at vi ikke startede med et besøg til Delhi, for så tror jeg, vi var blevet forskrækkede. Byen er så stor, og det er den mest forurenede by, jeg nogensinde har set. Da vi kgrer ind til Old Delhi kan man slet ikke se himmelen på en klar solskinsdag. Det siges, at når man bevæger sig rundt i Delhi, svarer det til at ryge 40 cigaretter om dagen. Bemærkelsesværdigt er det at konstatere, at regeringen derfor har forbudt offentlig rygning, i stedet for at koncentrere sig om den store forurening citat en ryger.

Turen går videre til Varanassi, som den sidste store by vi besøger i Indien. Varanassi betragtes som en af de syv helligeste hindu-pilgrimsteder, og er samtidig den ældste by i verden. En gang i livet håber en hindu på at kunne valfarte til Varanassi. Nogle kommer her for at vaske synderne i Ganges floden. Andre kommer for at dø og senere efter at være blevet brændt at blive smidt i floden. Når man kører langs floden, ser man, hvorledes inderen står og vasker sig samtidig med, at der lige om'hjørnet foregår afbrænding af et lig, og et andet stéd smides resterne i floden. Her er nok mere beskidt end noget andet sted. Det siger ikke så lidt, når jeg næsten for hver storby har beskrevet det som en losseplads. Varanassi er blot noget af det værste, jeg har set. Vi klarer de sidste strabadser, eftersom vi er besluttet på at skulle videre mod bjerglandet Nepal.

Som konklusion på tre ugers rejse igennem Indien så er det stadig man elsker og hader hende, vi ville ud og vi vil utroligt gerne tilbage igen der er stadig så meget at opleve.

Vi ankommer til Nepal den 26. marts, hvor vi pludselig står i et område med ren og klar luft. Det er noget køligere, end hvad vi de sidste mange måneder har været vant til, men alligevel en temperatur, der tillader shorts og bare tæer.

Nepal er et lille monarki i bjergstrøgenes land. Fra Teraien, lavlandet i syd til Himalaya i nord er der en højdeforskel på 8.800 meter. På et ganske lille areal fostrer Himalaya ti af verdens 14 bjerge over 8.000 meter. Det er simpelthen en befrielse at komme til Nepal efter tre uger i Indien - det går op for os, at vores attitude har været stærkt påvirket af indernes utrolige påtrængenhed. Godt nok vil nepaleseren gerne tilbyde tjenesteydelser, men fluerne er bare anderledes de forstår et nej. Interessant er det, når vi møder folk som har Nepal som deres første destination på en rejse - de syntes netop at nepaleserne er påtrængende. Vores kommentar er: Vent blot til I kommer til Indien.

Hele familien har været forskånet for sygdomme igennem Indien. Faktisk er det først, da vi når Nepal, at vi hver især på forskellige tidspunkter har en dags tid med svækket immunforsvar. Vi rammes alle af en middel grad af diarre, men har på intet tidspunkt nogle af disse grelle eksempler som man hører om.

Nepal er et yderst fattigt land, hvilket også ses i gadebilledet - nok et af verdens fattigeste lande med en BNP på dkr. 2000 pr indbygger. Mange har frarådet os at tage til Nepal pga. de interne urolighederne i landet. Omvendt så hører vi også om en del der med succes har været deroppe, og vi har på intet tidspunkt fortrudt vores beslutning.

Nepal har været et monarki i mange år med enevælde frem til 1991, hvor den tidligere konge skiftede til et monarki som vi kender det derhjemme i Danmark. Sidste år den 1. juni blev landet ramt af en stor tragedie. Hele den kongelige familie blev likvideret, efter sigende af deres ældste søn Kronprinsen, som afsluttede med at begå selvmord.

En uafhængig undersøgelseskommission har konkluderet, at det var Kronprinsen, som forestod den makabre likvidering af sin familie. Om dette er den rene sandhed, kan man have sin tvivl om, i hvert fald er der ikke mange nepalesere som tror på historien, men omvendt tør man heller ikke tale offentligt om det - loven har talt (what to do). Her er noget galt, men internationalt så har verdenssamfundet accepteret historien !

Interessant er det, at når man besøger lokale hjem, så er der ikke et sted, hvor det nye kongepar er afbilledet, derimod så hænger den gamle kongefamilie der, som den altid har gjort. Kun når man besøger offentlige kontorer, ser man den nye familie hængende på væggen. I buddhistiske klostre har man af diplomatiske årsager valgt at have den gamle familie med to individuelle billeder af den nye konge og dronning ved siden.

Hvem likviderede kongefamilien ?? Det hele lyder som et eventyr, men ikke desto mindre er det den rene virkelighed altså historien om den er rigtig, det må tiden jo vise. Den tidligere konges bror har nu overtaget tronen, eftersom det var kun ham der var tilbage.

Aftenen hvor det hele skete, skulle kronprinsen have haft en diskussion med sin far angående sin tilkommende. Kongen og Dronningen var ikke tilhængere af Kronprinsens kærlighed og ville gøre alt for, at han ikke skulle gifte sig med hende. I en euforisk rus af stoffer skal kronprinsen efter et black out på sit værelse være vendt tilbage til selskabet og der have dræbt alle tilstedeværende senere efterfulgt af et selvmord.

Ifølge interne kilder fra slottet – disse kilder har ikke haft indflydelse på den uafhængige kommission – skulle kronprinsen slet ikke have veret tilstede denne aften, men var et helt andet sted i byen.

Da nyheden om drabet blev offentligt i Kathmandu, blev der stor opstandelse blandt befolkningen, ingen kunne tro på at dette kunne ske med deres elskelige monark. Det blev bekendtgjort, at den samlede kongefamilie var blevet likvideret, men at kronprinsen stadig var i live men i livsfare. Årsagen til at man gjorde dette var for at holde befolkningens opstandelse nede, de skulle have troen på, at kronprinsen ville overleve. På dette tidspunkt var kronprinsen allerede død. Samme dag blev hele kongefamilien brændt hvilket er en normal hinduistisk tradition – men ikke så hurtigt når det drejer som om en kongefamilie og så ovenikøbet en likvidering. Først to dage senere, efter at der var blevet ro i byen, blev det offentligt, at kronprinsen var afgået ved døden. Den nye konge - kongens bror - blev udråbt som konge af Nepal.

Siden den dag er urolighederne mellem regeringen og Maoisterne blevet optrappet. Dagligt læser vi i aviserne, at i går blev så og så mange maoister dræbt, efter at de havde forsøgt at angribe politistationer, eller andre former for attentater. Jeg har på intet tidspunkt set en artikel eller enudtalelse fra nogen maoistisk leder, så derfor har jeg min skepsis overfor pressen og dens propaganda. Sandheden kender kun den enkelte nepaleser, og efter sigende er det 40% af befolkningen, som støtter maoisterne.

Alt dette sker omkring os, og nej det er ikke historie for 200 år siden - og skandalerne fortsætter. Den nye konges søn - den kommende kronprins - har en utrolig svaghed for biler og fart, to gange er det lykkedes for ham at dræbe en trafikant, sidst en af Nepals meget kendte sangere. Han er stadig den kommende kronprins og deltager upåagtet i diverse officielle begivenheder. Ja, jeg ved giodt at der her er en lille sammenhæng til den danske kronprins og hans fartglæde, men han har da ikke dræbt nogen.

Nepal lever udelukkende af turisme og er selvfølgelig hårdt ramt i øjeblikket grundet urolighederne. Her i Kathmandu og Thamel, som er meget små byer, føles det dog stadig ret turistet, men så snart man kommer udenfor, mærkes afmatningen.

Her er faktisk mange danske fastboende, omkring 300 fra forskellige hjælpeorganisationer. Danmark har også sin egen ambassade selv i et så lille land, hvilket skyldes Danmarks betydelige humanitære support igennem årene.

Vores ophold i Nepal har virkelig været en aktiv ferie, hvilket landet også byder på. Efter et par dages afslapning i hovedstaden begyndte vi turen i bjergene. Nepal blev rigtigt kendt for trekking, da Hilary og Tenzing i 1953 satte deres fødder på verdens højeste tinde Mount Everest. Siden har mange forskellige ekspeditioner gjort dem kunsten efter, og en del er også mislykkedes, Omkring 1000 mennesker har besteget bjerget Mt. Everest, og ca. 200 er omkommet. Den eneste dansker, som har besteget tinden er Lene Gammelgaard, som blev ret så kendt for sin kraftpræstation.

Trekking er ikke bjergbestigning, men derimod flere dages vandring i bjergene. Vi besluttede os for at trekke omkring Annapurna og bestige Poon Hill. Det er første gang vi skal vandre så mange dage med børn, hvorfor vi kun vælger en fem dages trekking. Mariane og jeg har trekket mange andre steder før, men dette må siges at være noget af det bedste, vi har oplevet.

Vi kører til Pokhara, hvorfra vores trekking begynder. Fem fantastiske dage, hvor vi bare går op og op. Vi har en porter og en guide med os. To yderst sympatiske lokale. Godt nok behøvede vi ikke guiden, men Bisnu er alle tiders fyr, og så koster han dkr. 30,00 om dagen. Børnene klarer disse strabadser uden at brokke sig, flere gange er det dem, som fyrer an og alle kommer tilbage til Pokhara uden skrammer, men med godt ømme muskler.

Fra Pokhara skal Frederik og jeg på en tre dages white water rafting. En tur for drenge, nej selvfølgelig er WWR også for piger, men her er Regitze for lille og Frederik lige på grænsen. Mariane og Regitze tager derimod på jungle safari og lever med dyrene i junglen. De rider på elefanter og sejler i små kanoer, mens krokodillerne skuer op til dem. Her må Regitze godt nok stå af, hun mente de var lidt for tæt på.

Vores rafting var en naturoplevelse uden lige, vi blev grundigt instrueret i kommandoerne for når der skulle padles på Kalidangi River. Floden er på denne årstid en niveau 3+, hvilket for nybegyndere som Frederik og jeg er OK. Et par gange har jeg filmen Wild River i tankerne - det er bare så smukt, og pludselig så går det stærkt, og der skal arbejdes, når vi suser ned ad de forskellige rapids. Vi 1ægger til ved floden om aftenen, hvor vi slår telte op og begynder at tilberede middagen. Jeg som har været på mange fritidsudflugter, lærte mange små gode tricks fra vores lokale guides. Efter nogle yderst spændende dage tager vi tilbage til Kathmandu, hvor vi mødes med pigerne.

Det varer ikke længe inden vi skal tage afsked med Nepal, vi skal have gjort den sidste shopping inden vi med jeep kører mod Tibet. Vi skal også lige opleve Nepalesisk nytår, som er om aftenen den 13. april.Tirsdag den 16. april kører vi til Lasha - det tager fem dage, og der er en del formaliteter vi skal have overstået, og så skal vi ligeledes have forberedt os mentalt på turen, Det er ikke ualmindeligt, hvis vi bliver ramt af højdesyge, vi skal på turen passere et bjerg, der er 5300 meter højy, men mere om det når vi engang er ankommet til Kina.

Mange kærlige hilsner Fra Mariane, Regitze, Fredrik og Jens (Poul Madsen)

Hvis I ønsker at følge vores rute til dato på et kort så er den som følger: Male - Colombo - Kandy - Sigiriya - Trincomale - Nilaveli - Batticaloa - Pottuvil - Arugam Bay - Kataragama - Nuwara Eliya - Kandy - Colombo - Chennai - Madurai - Trivandrum - Varkala - Kovalem - Alleppey - Cochin - Palolem - Goa - Mumbay - Delhi - Varanassi - Kathmandu - Pokhara - Kathmandu - Lhasa

Kan I have det rigtigt godt til næste gang.

 

 
 
Share this