Rejsehilsner fra Asien september-november 2009


Per Allan Jensen
Per Allan Jensens billede
 
2009

Denne rejseberetning har ikke været bragt i medlemsbladet: Globen, og artiklen har derfor ikke været redigeret af Globens redaktionsteam.

Rejsehilsner fra Asien september-november 2009

af Per Allan Jensen

 

Hilsen nr. 1, sendt fra Lhasa d. 5. oktober 2009

Årets lange rejse SKAL åbenbart være omgivet af en vis usikkerhed. Sidste år var det blokaden af lufthavnen i Bangkok, der sendte mig en tur omkring Hong Kong, og i år var årsagen så den, at kineserne - få dage før vores afrejse - lukkede for alle indrejsetilladelser til Tibet med virkning til 8/10. Heldigvis lykkedes det alligevel rejsebureauet (Kipling) at få presset vores tilladelse igennem (om end med en dags forsinkelse), ved brug af diverse kontakter og noget 'smøring' de rigtige steder.

Rejsen startede med fem dages ophold i Beijing, hvilket var en ganske speciel oplevelse, da vi var der omkring 1. oktober, som er Kinas nationaldag. I år var den deraf følgende festivas i særklasse, da man samtidig kunne fejre 60 års dagen for grundlæggelsen af den Kinesiske Folkerepublik, så hele byen stod på den anden ende og var pyntet op med blomster og flag i millionvis. Den imponerende parade på den Himmelske Freds Plads kunne vi naturligvis kun se på TV, men vi fik da lov at opleve en fremvisning af nogle hundrede tanks, der buldrede forbi på gaden lige uden for vores hotel.

Det var interessant at sammenligne det nuværende Beijing med det jeg oplevede for tre år siden, hvor en mellemliggende olympiade har dannet påskud for at få gjort noget alvorligt ved byens miljø. Ud med lastbiler, dieselbusser, MC'er og kulfyring, og ind med trolleybusser, elektriske cykler, elopvarmning og adskillige nye metrolinjer. Byen fremstår ren og velordnet, og trafikken glider af sted uden de helt store kødannelser.

Muren og den forbudte by kan man jo altid tåle at se en ekstra gang, selv om det så foregår i tågedis. Heldigvis klarede det op 1. oktober, formentlig hjulpet lidt på vej af et skud kemikalier natten før festdagen, så denne kunne opleves i strålende solskin. Og noget andet man bestemt også kan tåle at opleve flere gange er den kinesiske mad. Specielt hvis man er en gruppe, der kan bestille et antal forskellige retter, der kan rotere rundt på den store glasplade, som næsten altid findes på bordene i kinesiske restauranter. På den måde kan man få et

 

overdådigt og varieret måltid mad, der - inkl. øl og vand - typisk kommer til at koste 20-25 kr. pr. person.

En ting der desværre IKKE har ændret sig nævneværdigt er kinesernes engelskkundskaber, så det udvikler sig ofte til det rene cirkus at få udvekslet bare de mest elementære informationer. Heldigvis foregår det som regel med masser af smil og latter, for kineserne er venlige og glade mennesker, i grel modsætning til, hvad mange måske fristes til at tro ud fra de ting man hører fra den politiske front.

Fredag aften oprandt så endelig det tidspunkt, hvor vi - på Asiens største banegård - kunne sætte os ind i 'Himmeltoget' med slutdestination i Tibets hovedstad Lhasa, knap 48 timer og godt 4.000 km senere. Seks mand pr. såkaldt 'hard sleeper' kupe, så plads var der jo ikke meget af, men alligevel var det en stor oplevelse. Og yderst imponerende at køre op over den tibetanske højslette, omgivet af sneklædte bjerge. Størstedelen af den sidste dag befandt vi os i 3-4.000 meters højde, og et stykke tid endda over 5.000! For at mindske generne af denne voldsomme højde pumpes der iltholdig luft ind i toget, men alligevel kan man tydeligt mærke det på sin krop. I forbindelse med et af de få stop gik jeg ud på perronen og måtte løbe 10-20 meter for at nå tilbage inden afgang, og jeg var en besvimelse nær. Der går vist lige et par dage, før jeg kommer videre med min løbetræning (fik ellers løbet en fin tur i Beijing). Lhasa ligger jo 'kun' i 3.650 meters højde, men det er nu også rigeligt til så hurtig en opstigning, og et par stykker fik det da også dårligt i nattens løb.
 

 

Lhasa er en ganske hyggelig by, i hvert fald den gamle tibetanske del, der godt kan minde en smule om Kathmandu. Blot lidt frustrerende at opleve de mange svært bevæbnede kinesiske soldater, der står på gadehjørner og hustage eller marcherer taktfast rundt i kolonner. Det er fanme uhyggeligt. Det skal dog tilføjes, at det - i hvert fald iflg. vores guide - kun er omkring festdagen i begyndelsen af oktober, at militæret er SÅ talstærkt og synligt.

I formiddags har vi besøgt det helt fantastiske Potala-tempel med snesevis af overdådige rum og nogle overvældende udsigter over byen, der ligger i en dal, omgivet af halvhøje bjerge. Og i eftermiddags kom turen så til Jorghan-templet, der også er imponerende, men nu er jeg også ved at være mættet af templer og glæder mig til snart at komme ud og se nogle landskaber og små landsbyer.

Vejret i Lhasa er helt perfekt. Om dagen 20-25 grader og (stærk) solskin fra en dybblå himmel med enkelte dekorative hvide skyer, og om natten falder temperaturen ned til 10-15 grader.

I overmorgen forlader vi Lhasa og tager højere op i det tibetanske landskab for, om en god uges tid, at krydse over Himalayabjergene og ned til Kathmandu, som nok bliver næste realistiske mulighed for at sende en ny rapport. Håber I alle har det godt derhjemme - jeg klager i hvert fald ikke.
 

 

Hilsen nr. 2, sendt fra Kathmandu d. 14. oktober 2009

Så er jeg atter tilbage i mit elskede Nepal, nærmere bestemt i hovedstaden Kathmandu, hvortil vi ankom i går eftermiddags efter en fem timer lang køretur fra grænsen. Havde forinden den sidste tibetanske/kinesiske overnatning i grænsebyen Zhangmu, der ligger for enden af 'vej nr. 318' fra Shanghai, og de sidste kilometersten viste lige knap 5.400 km! Det sidste stykke af denne, fra Lhasa til grænsen, hedder også 'Friendship Highway' og er et imponerende stykke kinesisk ingeniørkunst. Måske ikke helt så imponerende som jernbanen til Lhasa, men dog lidt der hen ad. De sidste seks dage har vi fulgt denne vej, suppleret med et par afstikkere sydpå i noget terræn, hvor vores tre store Toyota-Landcruisers kom til deres fulde ret.

Turen gennem (denne lille del af) Tibet har været en af mit livs største naturoplevelser. De fleste tænker vel på Tibet som noget højtliggende og øde, og det er da også til dels korrekt, men alligevel er der en kolossal variation, og skønheden er overvældende. Til tider føler man, at man lige så godt kunne være på månen (hvilket yderligere underbygges af det lave iltindhold i luften), med uendelige sletter omgivet af bløde og nøgne bjerge i et utal af farvenuancer, men ind i mellem er der også frodige dalstrøg, hvor der dyrkes byg og - med hjælp fra drivhuse - grøntager. Og sydpå tårner de sneklædte Himalayabjerge sig op i højder langt over 8.000 meter, med Mt. Everest knejsende over dem alle med sine 8.844 meter.
 

En meget stor del af landet ligger over trægrænsen (der er ca. 4.000 meter her), og man kan undre sig over, hvordan folk opretholder livet i disse barske omgivelser. En del af forklaringen er de hårdføre yakokser, der er i stand til at leve af de få halvtørre græstotter og leverer mælk, ost, kød, uld og komøg. Sidstnævnte æltes til godt og vel tallerkenstore plader, der klaskes op og hænger til tørre overalt, hvorefter de fungerer som brændsel til madlavning og opvarmning. Naturen er genial!

Tibet er umådelig tyndt befolket, med kun ca. fem millioner indbyggere på et areal, der er dobbelt så stort som Frankrigs. Byerne, af hvilke de fleste er ganske små, består af næsten ens traditionelle huse med spraglede vinduespartier, mens de lidt større byer er totalt ødelagt af ufatteligt grimt kinesisk betonbyggeri. Menneskene er - de utaknemlige forhold til trods (og her tænker jeg både på den barske natur og den lige så barske kinesiske besættelsesmagt) - venlige, imødekommende og yderst fotogene med deres furede og solsprængte hud og farverige traditionelle klædedragter.

Gastronomisk må man nok erkende, at vi er trådt et langt skridt tilbage fra det kinesiske køkken, selvom flere på holdet er begejstret for lidt afveksling fra den temmelig olietunge kinamad. Den traditionelle føde er tsampa (byggrød) med smørte (te tilsat harsk yaksmør, salt og evt. en æggeblomme) og - hvis det skal være lidt festligt - chang, som er noget grumset, bygbaseret øl. Velbekomme! Heldigvis er der også andre muligheder, f.eks. delikate supper (baseret på store mængder af hvidløg eller ingefær, uhm) og 'momos' (dampede eller stegte dejpakker med fyld af grøntsager og/eller kød).
 

Turens højdepunkt - i bogstavelig forstand - var en afstikker ned til Everest-området, hvor vi sov i en teltlejr mellem det berømte Rombok-kloster og Everest Base Camp. Med en højde på ca. 4.900 meter blev det mit hidtil næsthøjeste overnatningssted, kun overgået af Gorak Sheep lige syd for den nepalesiske Everest Base Camp, hvor højden var 5.150 meter. Nattetemperaturen nåede ned på 5-10 frostgrader, og med en særdeles frisk vind oven i, så var der god motivation for at få overstået det natlige toiletbesøg på rekordtid. Til gengæld blev man belønnet af en temmelig imponerende stjernehimmel samt et kig til Mt. Everests blegt lysende snemasser, et syn jeg aldrig glemmer.

Der har naturligvis været temmelig mange timers kørsel (måske omkring fem pr dag i gennemsnit), men med de rummelige og bekvemme biler og de fantastiske udsigter (samt talrige fotostop) har det ikke gjort det mindste. Og som kompensation for manglende sikkerhedsseler og andet udstyr skal chaufførerne roses for deres sikre og hensynsfulde kørsel. For sande buddhister er ethvert liv (lige) helligt, og talrige gange har vores chauffør bremset op for at undgå at påkøre forbiflyvende fugle. Hvis jeg skal kritisere en enkelt ting ved turen, så har der været lidt for lange ophold i lidt for mange klostre med lidt for lange forklaringer fra en guide, der talte lidt for dårligt engelsk, så man ofte tabte koncentrationen - og tråden. Til gengæld har jeg benyttet enhver chance til at klatre op på nogle mindre bjergtoppe for at holde formen ved lige, hvilket samtidig har givet en masse flotte udsigter og gode fotos.

Vi har været velsignet med det mest fantastiske vejr på det meste af turen. På nær halvanden dag med lidt dis og regndryp har solen skinnet fra en skyfri himmel. Der faldt en smule regn sidst på eftermiddagen i grænsebyen Zhangmu, men i går morges var det atter klaret op, og turen fra grænsen til Kathmandu var den mest fantastiske fremvisning af nepalesiske landskaber.

I øvrigt ellers noget af et gedemarked med den grænsekrydsning. Først i den kinesiske told, hvor al vores bagage blev endevendt af emsige toldere. Det stod hurtigt klart, at det eneste de kiggede efter var billeder af Dalai Lama, og et sådant fandtes desværre i Lisas bog om Kina, skrevet af en af vores tidligere udenrigsministre, så den blev fluks inddraget. Man kan så spekulere sig gal over logikken i dette, eftersom der i forvejen findes i tusindvis af sådanne billeder i Vesten. Og næste surrealistiske oplevelse var at komme ned ad den smalle og snoede bjergvej, der til stadighed blev blokeret af hundredvis af lastbiler, pyha, det tog sin tid at komme fri af det cirkus.

Indkørslen til Kathmandu var en deprimerende oplevelse, med osende trafikkaos i en grad, der vokser voldsomt for hver gang jeg kommer tilbage hertil. Det er heldigvis noget bedre inde i Thamel-området, hvor vi bor og hvor der stadig er noget af den gamle hippie-stemning. Man må dog erkende, at det intet som helst har at gøre med resten af Nepal, det er bare et stort turistcirkus, men vældig hyggeligt og bekvemt at bo sådan et sted, hvor alt kan købes (billigt), alt kan lad sig gøre og alle taler engelsk.

I dag har jeg genset det hinduistiske tempelkompleks Pashupatinath (med en makaber ligbrænding), den store buddhistiske Bodnath-stupa og tempelområdet omkring Durbar Square. Desuden har jeg - sammen med Erik - arrangeret en trekkingtur op i Everest-området (med fly til og fra Lukla), der kommer til at vare fra på fredag og til næste søndag eller mandag.

I aften er der afskedsmiddag med holdet, idet fire rejser hjem til DK i morgen. Personligt har jeg heldigvis stadig fem uger tilbage. så det er nok ikke sidste gang I hører fra mig.
 

Hilsen nr. 3, sendt fra Kathmandu d. 26. oktober 2009

Så er der atter nyt fra Østen, og denne rejseberetning kunne passende indledes nogenlunde som den forrige: 'Så er jeg atter tilbage i Kathmandu ...'. Denne gang dog ikke efter fire års fravær, men efter ni dages trekking i Himalayabjergene, nærmere bestemt i Solu Khumbu regionen lige syd for Mt. Everest. En helt igennem vellykket og fantastisk tur, hvor vi - den korte tid til trods - nåede næsten lige så vidt omkring som jeg gjorde sidste gang jeg besøgte området (små tre uger i 2003).

Vi fløj (i små 16 personers propelfly) til og fra Lukla i 2.800 meters højde, hvilket i sig selv er en flot og dramatisk oplevelse, idet start- og landingsbanen er meget kort (og meget skrå) og ender i et bjerg i den ene ende og en dyb afgrund i den anden. Vejen herfra og op i de store højder kræver normalt flere overliggerdage, så man kan vænne sig til den stadig tyndere luft, men her var det så vi kunne drage nytte af Tibetturen, hvor vi allerede havde overnattet i næsten 5.000 meters højde. Det endte derfor med, at vi allerede på femtedagen stod på bjergtoppen Kala Patar i 5.550 meters højde, hvorfra vi kunne nyde synet af Mt. Everest (nu fra sydvest-siden) og en del af de andre kendte bjergtinder med højder over 8.000 meter, et syn for guder - og en meget tilfredsstillende fornemmelse selv at have knoklet sig derop.
 

At dette var muligt skyldtes som nævnt først og fremmest vores forhåndsakklimatisering og - for mit eget vedkommende - en solid grundform opbygget gennem hundredvis af timers løb og cykling det sidste halve år. Det er i den forbindelse værd at tage hatten af for, at Erik også klarede turen på den korte tid trods en markant ringere grundform. Erik er ikke motionsfreak som jeg, men han har vandret det meste af sit liv og har derfor opbygget en god og stabil kondition, som gjorde det muligt for ham at følge med, om end i et lidt langsommere tempo. I øvrigt var det meget udmærket at Erik var med, ellers havde jeg sikkert pådraget mig et hjerteslag ved at prøve at løbe endnu hurtigere derop. Jeg tror vi begge har tabt adskillige kilo, ikke kun grundet de fysiske strabadser, men også grundet en yderst spartansk kost (havregrød, te, pasta, kartofler og æg), totalt blottet for kød og alkohol og med et par små portioner popcorn som den absolut vildeste udskejelse. Det lyder måske som lidt af en asketisk stroppetur, grænsende til det machokistiske, men dette element træder ganske i baggrunden i forhold til alle de mange fantastiske oplevelser man udsættes for. Selv ikke den forbandede kulde kan ødelægge helhedsindtrykket. Om dagen, når solen skinner (og det gjorde den heldigvis hver eneste dag), er temperaturen yderst behagelig, men så snart mørket falder på bliver det bidende koldt, og det er bestemt hverken isolation eller opvarmning, der fokuseres mest på. En morgen var der små isklumper i mit drikkevand, og et andet sted måtte jeg skrabe et lag is af WC-brædtet. Dertil kommer, at nepalesere konsekvent aldrig lukker dørene efter sig, så man kan meget vel se dem (og os) krybe sammen omkring en lunken kakkelovn, mens alle døre står på vid gab og iskold frostluft vælter gennem lokalet. Det er som om de simpelthen ikke fatter sammenhængen mellem rumtemperaturen og åbne døre.

Everest-trekket er det ældste - og mest populære - i Nepal, og efterhånden er det blevet noget af en motorvej med tusindvis af tungtlastede yakokser, bærere og trekkere. Priserne har også fået et kraftigt skub opad, således at man nu må påregne omkring 150-175 kr. pr døgn for overnatning + basal mad og drikke. Men det er jo stadig latterligt billigt, og hvis man medregner prisen for fly ud og hjem samt vores uvurderlige guide/bærer, så er udgiften stadig under 300 kr. pr. dag, og hvor pokker får man så fantastiske oplevelser til den pris?

Og a propos vores guide/bærer/tjener/oversætter/altmuligmand, så var han bare et FUND. En sød og velbegavet ung fyr (20 år, sociologistuderende), der ikke bare slæbte 15-20 kg for os, men også var yderst hjælpsom og nyttig og talte et rimeligt engelsk. Og når jeg - efter endt dagsvandring - absolut lige skulle bestige endnu en bjergtop, så var han straks klar til at eskortere mig. Alt dette til en pris af 12 $ pr dag! Jeg behøver vel næppe fortælle, at han fik en rundhåndet portion drikkepenge. I eftermiddag flyver han til Delhi til en samtale på den polske ambassade, hvilket gerne skulle resultere i et fireårigt stipendium til et universitet i Warszawa (vi krydser fingre for ham og håber han kommer på besøg i København, hvis det lykkes).

Jeg har naturligvis taget BUNKER af billeder og filmklip (cirka 600 de sidste ni dage) og føler mig snart helt vokset sammen med mit dejlige Canon G10. Det er bare SÅ godt og SÅ fyldt med finesser, og det mest fantastiske er, at det stadig virker, på trods af at jeg - hele to gange - tabte det på klippefyldte stier. Jeg er vildt spændt på at komme hjem og se alle billederne (og ikke mindst de mange panoramaer).
 

Og så er jeg - som nævnt - tilbage i Kathmandu, med alt hvad deraf følger. Konstant larm fra bilhorn samt forurening fra biler og MC'er var jo ikke lige noget man savnede ude i den rene og klare frostluft mellem Himalayas sneklædte tinder, men for F... hvor er det dog hyggeligt at slentre rundt i Thamel-området, omgivet af cafeer og restauranter (med et langt mere varieret udbud af fristelser end oppe i bjergene) samt butikker (ikke mindst de fantastisk velforsynede og billige boghandlere) samt nyde, at man kan gå rundt i skjorteærmer, også efter at solen er gået ned.

Eneste lille slange i paradiset er en slem hoste, der er resten af en forkølelse, som jeg pådrog mig de sidste dage i bjergene, men forhåbentlig forsvinder den af sig selv. Og ellers må jeg jo prøve at gå ind på et af de velforsynede apoteker og se om de har et eller andet vidundermiddel. Maven har til gengæld fungeret helt upåklageligt, også efter at jeg i går aftes fodrede den med en stor rød bøf (plejer ellers at være det kritiske tidspunkt efter en periode med vegetarmad).

Nærmeste fremtid: Tre dage i Kathmandu, 4-5 dage i Bhutan, et par uger i Bangladesh og et par dage i Calcutta. Men det kommer I jo nok til at høre nærmere om, i hvert fald de af jer, der ikke allerede er slået helt ud af denne lange beretning.
 

Hilsen nr. 4, sendt fra Bhutan d. 1. november 2009

For en 'landesamler' som mig er det en yderst positiv oplevelse, at mit land nr. 101 - Bhutan - er markant forskellig fra alle de 100 andre lande, jeg har rejst i. Først og fremmest er det - my wildest dreams come thrue - verdens første røgfri land, og efter 30 års kamp for retten til at indånde røgfri luft, så er det som pludselig at se lyset for enden af tunnelen. Og det er såmænd ikke fordi de er asketiske stimulans-fornægtere, for deres nationale øl (med det herlige navn Druk 11000) er velsmagende og stærk (8 pct.), og så koster en flaske (650 ml) 9-12 kr. Hvis man indtager et par stykker af dem til sin aftensmad, så går man ud som et lys, men det er måske heller ikke så mærkeligt, da det jo svarer til 7-8 almindelige danske pilsnere.
 

Jeg har fundet ud af, hvorfor det er så dyrt at rejse i Bhutan. Jeg har min egen guide, der gør meget ud af at forsikre, at han står til rådighed 24 timer i døgnet. Desuden min egen chauffør, der kører os rundt i en spritny kæmpestor japansk 4WD. Og så overnatter jeg på nogle hoteller af en kvalitet, som jeg sjældent har oplevet tilsvarende. Lidt underligt, at de ikke udbyder nogle rejser på 'Monkey Class' med almindelige hoteller og evt. guide/chauffør som samme person, det burde vel nærmest kunne halvere priserne. Men ok, når det er sagt, så er det da noget af en oplevelse, og bestemt ikke urimeligt med de cirka 5.000 kr. jeg har betalt for fire døgn (inkl. fuldpension og vand, te og kaffe) (og hvis jeg havde været i følgeskab med en anden, så havde prisen næsten været den samme).
 

Jeg har bevæget mig rundt i højder mellem 1.000 og 3.000 meter, dvs. kun undtagelsesvist med udsigt til de sneklædte Himalayabjerge, men til gengæld omgivet af de smukkeste velduftende fyrreskove og - længere nede - risterrasser, citrus, bananer og julestjerner. Og aldrig langt fra det nærmeste 'Fortress', som de buddhistiske templer hedder her, fordi de gennem tiderne har været brugt både som klostre og som administrative centre. De er endnu flottere her end i Tibet, men min forvirring stiger til stadig mere svimlende højder over de mange fortællinger om deres - og buddhismens - historie. Jeg er dog ganske overbevist om, at blandt de store verdensovertroer er det buddhismen, der har gjort mindst skade. Såvel her som i Tibet oplever man nogle helt utroligt positive, tolerante og harmoniske mennesker, men om det så skyldes deres religion - eller om de ville have været sådan alligevel - det er jo ikke til at sige.

Det er helt tydeligt, at de bestræber sig på at udvise en service, der er helt i særklasse. Det er lige før jeg ikke kan få lov til at gå på toilettet alene, og da jeg på et tidspunkt besluttede at løbe en tur, var det lige før de fulgte efter mig i bilen. Det er i øvrigt lidt af et frilandsmuseum at gå rundt i (altså bortset fra de moderne biler og hoteller). Mændene går f.eks. i mørkt-mønstrede housecoats, lange strømper og store sorte sko med lange brede snuder. Ingen tvivl om, at de prøver at holde på traditionerne her til lands, det er nok også derfor de ikke bare har givet los for turismen (som f.eks. Nepal gjorde i 60'erne). Det er lidt underligt, at der slet ikke er nogen der glor eller tigger, men alle virker faktisk som om det er den mest naturlige ting, at man går rundt og leger turist (og fotograferer på livet løs). Min guide siger, at det er fordi turismen er så vigtig en indtægtskilde og alle ved, at turister ikke må forulempes. Det lyder jo logisk nok, sådan virker det bare ikke i de fleste andre lande.

Og så er landet jo kendt for, at de går mere op i deres GNH (Gross National Happiness) end deres GNP (Gross National Product). Med andre ord, lykke kan ikke gøres op i penge, så i stedet måler de på faktorer som bevarelse af gamle traditioner, bæredygtig udvikling og lykkeligt familieliv. Efter sigende udfylder alle borgere hvert år et skema om sådanne forhold, men da jeg prøvede at spørge min guide fik jeg det svar, at det var hans gamle far, der havde udfyldt på hele familiens vegne ("he's the boss"), så helt repræsentativt kan det nu ikke være.

Som en værdig afslutning på nogle oplevelsesrige dage har jeg i dag klatret op til det imponerende "Tigers Nest", et kloster, der ligger klinet op ad en nærmest lodret klippevæg, 900 meter oppe over den dal, hvorfra opstigningen påbegyndes - wow!

I morgen tidlig flyver jeg - med det nationale flyselskab Druk Air - til Bangladesh' hovedstad Dhaka, hvor rejsens sidste - og givetvis meget anderledes - etape starter.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at min hoste næsten er væk og min mave stadig fungerer upåklageligt. Jeg var lige ved at sige 'også er væk', for iflg. de nyeste vejninger har jeg nu tabt seks kilo, lidt utroligt på godt en måned. I øvrigt ser jeg - a propos mad - frem til snart at få noget mere frugt, det er ikke lige frem det man får mest af oppe i bjergene, og jeg skulle jo nødigt ende med at få skørbug.
 

Hilsen nr. 5, sendt fra Dhaka d. 14. november 2009

"Why you come to Bangladesh". Spørgsmålet er et af dem, som jeg oftest bliver stillet af de måbende banglaer, sammen med "Your country", "Your name", "Your profession", *Your family" og "Your religion". De kigger lidt medlidende på den stakkels halvgamle mand, der hverken har religion eller kone, men i det mindste bliver man da ikke straks tilbudt søstre og døtre, som det ellers er tilfældet i en del andre lande

. Men for nu at komme tilbage til det indledende spørgsmål, hvorfor egentlig tage til Bangladesh? Umiddelbart er det i hvert fald nemt at finde gode grunde til at holde sig langt væk, såsom f.eks. det varme og fugtige klima, de få og dårlige turistfaciliteter, den dårlige hygiejne, de farlige dyr og sygdomme, den tidsrøvende og livsfarlige trafik, grimme byer, forurening, risiko for cykloner, oversvømmelser og jordskælv, natlig imamerskråleri, kommunikationsproblemer, korruption, politisk ustabilitet, alkoholforbud, manglende kvinder i gadebilledet samt - sidst men ikke mindst - de 160 millioner banglaer, der - når de altså ikke lige står og overbeglor én - harker, spytter, smasker, bøvser, råber og ryger - og helst det hele på en gang.

Efter den svada kan det måske forekomme lidt overraskende når jeg siger, at jeg faktisk har haft et par aldeles dejlige uger, men der er bestemt også positive ting at sige om landet. Først og fremmest er der jo - vel meget forståeligt pga. ovenstående - næsten ingen turister her. Og dernæst er størstedelen af de 160 millioner banglaer - når man lige har vænnet sig til deres noget "uvestlige" opførsel - nogle af verdens dejligste mennesker. Høflige, venlige, hjælpsomme og med let til smil og latter, især hvis man lige gider svare på alle deres (umiddelbart lidt tåbelige, men for dem yderst relevante) spørgsmål. Endvidere er her faktisk nogle ganske interessante områder, så snart man lige kommer væk fra byer og veje. Problemet er bare at få planlagt sin "flugt" væk fra Dhaka, der må være en af verdens grimmeste hovedstæder (med op mod 15 millioner indbyggere), så man kan komme ud til nogle af "perlerne" og samtidig opretholde et minimum af "vestlig komfort" (ren seng, ordentlig mad etc.).
 

Løsningen på dette problem hedder "Guide Tours", et superprofessionelt lille firma, der har fundet en plads i denne niche (der mest henvender sig til herboende udlændinge, for egentlige turister er der som nævnt meget få af). Det tager de sig naturligvis betalt for, men da Bangladesh er et af verdens billigste lande, så er udgiften absolut til at overse (specielt efter at man lige har spenderet 5.000 kr. på fire døgn i Bhutan). Jeg kan således takke Guide Tours for, at jeg har oplevet to spændende - og meget forskellige - områder, nemlig dels Sundarban (verdens største skovdelta (over 10.000 kvadratkilometer), hvor floderne Ganges og Brahmaputra løber ud i den bengalske havbugt) og dels Bandarban-regionen, der er et frodigt multietnisk højlandsområde sydøst for Chittagong, tæt på grænsen til Indien og Myanmar.

Godt at komme væk fra Dhaka, der virkelig ikke er værd at skrive hjem om. Hvilket jeg så alligevel gør. Jeg tilbragte nemlig størstedelen af den første dag i Old Dhaka, og HOLD DA OP, siger jeg bare. Først fem kvarter med en halsbrækkende tur i en lille tuktuk (3/4 af tiden holdende stille i stinkende bilkøer) for at komme derind (kostede kun tyve kroner). Jeg troede nær aldrig jeg havde fundet ud fra bydelen

igen, jeg gik og gik, de få vejskilte står på Bangla, ikke en sjæl taler engelsk, 30 graders varme og meget fugtigt. Og ikke en cafe eller restaurant, bare butikker og butikker og butikker (alle de med samme rødlige stoffer og med 4-5 fem beteltyggende og tedrikkende mænd i lange kofter siddende på gulvet med et sløvt udtryk i øjnene) og rickshaws og rickshaws og rickshaws og åbne kloakker - milde Moses. Og alle glor hæmningsløst på en, som om de havde set en marsmand. Og hvis man stopper og kigger på sit kort, så står der straks ti mand og udpeger forskellige steder med deres fedtede fingre, selvom de færreste af dem aner, hvad et kort er eller bruges til. Farverigt og eksotisk, men også lidt hårdt. Faktisk lidt som jeg oplevede det at komme til Pakistan og Indien for første gang (for snart 30 år siden). Og klart værre end Vestafrika.

Aftenen tilbragte jeg så i mere civiliserede omgivelser i den lokale 'Nordic Club' med dejlig mad og en øl til, det pyntede da lidt på dagsresultatet. Det skal lige tilføjes, at jeg er så heldig at have en yderst civiliseret og hyggelig "bolig" her i Dhaka, idet jeg bor hos Erik, der er konsul på den danske ambassade. I hans dejlige lejlighed har jeg eget værelse med bad og toilet + adgang til Internet og køleskab (fyldt med kolde øller, der jo er en sjælden vare her til lands, hvis man ikke lige arbejder for en ambassade). Det gør jo det hele lidt nemmere og mere behageligt de gange, hvor jeg er nødt til at komme tilbage til Dhaka, og så er det jo også hyggeligt med lidt (dansktalende) selskab ind i mellem, når man nu efterhånden har været syv uger hjemmefra.

Min femdages Sundarbantur skulle starte fra Khulna, landets tredjestørste by, der ligger godt hundrede kilometer mod sydvest. Guide Tours foreslog, at jeg tog en natbus dertil, men det turde jeg simpelthen ikke, den vanvittige trafik taget i betragtning, så jeg besluttede mig for en dagtur - i en såkaldt "luksusbus". Bussen var da også god nok, med brede sæder og masser af benplads, og så havde den et kompressorhorn, som var et eksprestog værdigt, hvilket - har jeg efterhånden lært - er en helt afgørende faktor under overhalinger, hvor de, der har de svageste horn, må vige ud i rabatten/grøften (hvilket naturligvis især går ud over de stakkels hornløse cykelrickshaws). Problemet for ens nervesystem er så bare, at der faktisk findes en del busser og lastbiler, der har nogenlunde lige kraftige horn. I disse tilfælde er der ingen der viger, og man suser (i bedste fald) forbi hinanden med få centimeters afstand ("værste fald" kan I selv regne ud, og der ses masser af friske eksempler på de mulige konsekvenser). Føj for den lede! Det tog over to timer bare at slippe væk fra Dhakas trafikhelvede, og ved ankomsten til Khulna - efter ni timers kørsel - var jeg godt nok ved at være klar til indlæggelse.

Herefter begyndte tingene så heldigvis at udvikle sig i positiv retning, med 4-5 døgn ombord på GT's herlige lille skib, der bragte os ned gennem Sundarbanområdet og tilbage til Dhaka. Spændende ture ud i området (til fods / pr. robåd), fantastisk mandskab, vidunderlig mad og - vigtigst af alt - ro og fred og langt væk fra dyttende og osende biler. Området er jo bl.a. kendt for sin relativt store bestand af bengalske tigre (dvs. nogle få hundrede stykker, men de er jo også snart helt udryddet, der er under 5.000 tilbage i hele verden). Tigrene æder - iflg. statistikken - et menneske hver tredje dag, så det var lige ved at være lidt for spændende at begive sig til fods ind i det tætte junglekrat, selv om vi havde to bevæbnede vagter med. Det nærmeste vi kom de store kattedyr var dog - som forventet - nogle relativt friske fodaftryk. Til gengæld så vi både aber, hjorte, en enkelt kongekobra og en hulens masse flotte fugle. Af andre positive aspekter kan nævnes, at området er moskitofrit (grundet vandets saltindhold), så det var en ren lise for sjælen at kunne tilbringe et par timer hver aften med at ligge og slappe af på en madras ude på dækket og tælle stjerneskud og nyde den milde vinds kærtegn af kroppen. Og så nåede jeg endelig at få brug for de medbragte badebukser til en svømmetur i den bengalske havbugt (mens vagterne stod på stranden og holdt øje med eventuelle tigre og krokodiller).

Turens klimaks var næsten, da vi på hjemvejen kastede anker og tog ind for at besøge en tilfældig landsby, hvor det bestemt ikke var hverdagskost, at der pludselig dukkede en halv snes blegansigter op og gik en tur gennem deres landsby. Som nævnt er det en basal del af deres kultur at GLO UHÆMMET, men til gengæld generer det dem så heller ikke det fjerneste, at man glor igen og/eller tager bunker af fotos og film (de siger endda pænt tak bagefter, hvad jeg ellers kun har oplevet i Myanmar), så det er jo faktisk noget af en win-win-situation for en ivrig amatørfotograf. På vores tur rundt i landsbyen havde vi snart en hundredtallig skare efter os. Børnene hujer og jubler, de unge kommer generte hen og spørger "Which country" og beder om at blive fotograferet, og nogle af de ældre står bare med åben mund og glor, mens man næsten kan høre, hvordan der forsøges etableret nye synapser mellem de få hjerneceller, så der kan dannes en form for mening i dette besynderlige syn. Overalt var der venlighed og smil, og da vi vendte tilbage til skibet stod der flere hundrede mennesker og vinkede begejstret, så man næsten følte sig som kongeparret på "Dannebrog".

Noget af en nedtur at komme tilbage til Dhaka, men det var jo heldigvis kun for nogle få timer, inden jeg skulle videre på min næste udflugt, men den vil jeg vente med at berette om til i min næste mail, ellers er jeg bange for, at denne her beskrivelse bliver så lang, at nogle af jer mister tålmodigheden. Men i hvert fald kan jeg kort meddele, at - igen igen - er tilbage hos Erik i Dhaka, hvorfra jeg i eftermiddag flyver til Calcutta, som bliver sidste destination på denne eventyrlige rejse.
 

Hilsen nr. 6, sendt fra Calcutta d. 16. november 2009

Så er jeg nået til sidste station på min lange rejse, og også herfra er der også mange ting at berette. Først vil jeg dog - som lovet - færdiggøre beretningen om mine oplevelser i Bangladesh, hvor de sidste dage jo gik med en udflugt ned til "Chittagong Hill Tracts". Her er der hverken tigre eller krokodiller, men til gengæld har der været en del kidnapninger de senere år, og min guidebog anbefaler, at man undersøger de aktuelle forhold nøje - og gerne medbringer politieskorte. Det sidste synes jeg nu ville være noget af en belastning, og Guide Tours bedyrede da også, at risikoen for problemer er meget små for tiden, så jeg tog chancen - og slap fra det i god behold. Og en eksotisk oplevelse rigere.
 

Området er et grønt og frodigt bakkeland (500-1200 moh) med talrige små landsbyer, der er befolket af et stort antal forskellige stammefolk - et "etnisk og religiøst kludetæppe", som det hedder med et malerisk udtryk. Desværre har landets store muslimske flertal ikke opført sig særlig pænt overfor disse stammefolk, og der er her vi finder grunden til områdets uro (med f.eks. kidnapninger til følge). Jeg udforskede området både til fods og pr. jeep, fulgt af en entusiastisk ung guide, der satte nye rekorder i manglende engelskkundskaber for såkaldte "engelsktalende guider". Til gengæld udviste han stor opfindsomhed med sit sparsomme ordforråd. En trappe kaldte han f.eks. for "up and down system" og en stol hed "sitting system". Og så var jeg i øvrigt ved at drive ham til vanvid ved hele tiden at insistere på, at vi skulle gå til fods mellem landsbyerne i stedet for at bruge jeepen.

Turen til og fra Chittagong foregik med toget, så har jeg også prøvet det. Den ene vej i sovekupe, hvilket var den rene svir. Tilbageturen - en godt syv timer lang dagtur - var til gengæld lidt af en prøvelse. Jeg var blevet tildelt et sæde lige inden for døren, hvor en stor gruppe unge mænd (åbenbart uden pladsbilletter) havde besluttet at stå, selv om der var masser af fri gulvplads længere fremme mod midten af vognen. Det havde den effekt, at døren kun kunne åbnes en tredjedel, således at ind- og udgående passagerer, af hvilke der var en konstant strøm, måtte MASE sig op mod mig, der så til gengæld blev MAST op mod vinduet. Da dette cirkus har stået på 4-5 timer sker det, der bare ikke må ske i den slags lande, nemlig at jeg mister besindelsen og begynder at skælde hele flokken ud. De får en ordentlig verbal overhaling med kraftig stemmeføring, og sikke en reaktion! Ikke fordi det umiddelbart ændrede på idioternes placering, men øjeblikkeligt forstummede alle lyde i hele togvognen, og SAMTLIGE passagerer gav sig til at stirre på mig (hvilket de fleste ellers var blevet trætte af allerede efter de første 3-4 timer). Ikke en sagde en lyd, de bare stirrede og stirrede i flere minutter, inden de første så småt begyndte at hviske småfnisende sammen, mens de kastede stjålne blikke hen på det besynderlige højtråbende væsen. Efter et kvarters tid kunne jeg så se på deres fagter, at et par af de kvikkeste havde fundet ud af, at det måske rent faktisk var meget smart ikke at stå lige præcis foran døren, hvorefter de alle flyttede sig et par meter. Som jeg vist tidligere har antydet, så er det ikke lige i dette her hjørne af verden, at den dybe tallerken er opfundet.
 

På resten af turen var jeg under "skærpet overvågning". Dvs. når jeg sad helt musestille i længere perioder, så var der faktisk enkelte, der ind i mellem kiggede på noget andet end mig, men så snart jeg lavede den mindste bevægelse, så havde jeg igen samtlige kupeens øjne hvilende på mig. Og helt galt gik det, da mørket faldt på og jeg - fra taskens dyb - fremdrog en blyant, en sudoku og en pandelampe, med vild snak, diskussion og pegeri som resultat. Jeg begynder så småt at forstå, hvordan det må føles at være abe i ZOO.

Jeg er vel næsten nødt til at slutte af med at fortælle lidt mere om "Bangla-mentalitet", der måske kan være med til at kaste lys over, hvorfor det ikke lige går så pokkers godt i dette her område. Lad os f.eks. tage forholdet til affald, der er dybt præget af holdningen "ude af øje - ude af sind" (bestemt heller ikke ukendt i Afrika). Kloakkerne stopper f.eks. jævnligt til, fordi folk simpelthen smider hele affaldsposer ned i dem (med mindre selvfølgelig de bor lige ved en sø eller en flod, så bruger de den). Der kommer derfor med jævne mellemrum en slamsuger og fisker et par hundrede kilo lort pr. 25 meter op i rendestenen, hvor det så ligger som store bunker og tørrer ind, indtil der kommer en lastbil og kører det væk (formentlig ned i den nærmeste sø eller flod).
 

Eller trafikken, for at tage et andet eksempel, hvor det er den mest naturlige ting at trykke hornet i bund, så snart køretøjet foran stopper, selv om årsagen tydeligvis er den, at der er hundredvis af køretøjer foran igen, der heller ikke kan komme ud af stedet. Og a propos trafik, så har jeg her oplevet et fænomen, der sætter nye normer for udnyttelse af køretøjer. En flok mennesker på taget, det ser man jo også mange andre steder, og det samme gælder de, der hænger bagpå og i døråbningerne, men det er godt nok første gang jeg har set folk stå foran på køleren, med let spredte ben aht. chaufførens udsyn!

Mange oplevelser i Bangladesh giver mig mindelser om Vestafrika, men et par væsentlige undtagelser er der dog. Køretøjerne er lige overfyldte, men i Vestafrika er der meget få biler overhovedet, mens de her bare er OVERALT. Og så gik det pludselig op for mig, at der her - i modsætning til i Vestafrika - ikke er gribbe på de mange affaldsdynger, der ligger overalt, hvilket naturligvis skyldes, at her går der INTET spiseligt til spilde.

Hvis jeg - trods alt - skal sige et par positive ting om miljøet, så har de faktisk indført et totalt forbud mod brugen af plastikposer. Endvidere må der ikke køre diesel- eller benzindrevne busser og lastbiler i Dhaka, kun gasdrevne, hvilket faktisk gør en forskel (kan jeg mærke her i Calcutta, hvor der ingen sådanne restriktioner findes).

I lørdags tog jeg så et fly til Calcutta. Havde egentlig helst taget turen over landjorden, men togdriften var indstillet af en eller anden grund, og endnu en bustur orkede jeg simpelthen ikke. Det glimrende indiske flyselskab "Kingfisher" (i øvrigt også navnet på en fremragende øl (og en smuk fugl, "isfugl" på dansk)) klarer den 45 minutter lange tur - med fine små propelfly - for 3-400 kroner, og så var lidelserne da begrænset til et par ture mellem lufthavne og bycentre. I øvrigt tankevækkende, at da jeg - midt på eftermiddagen - ankom til "Zia International Airport" var der kun en snes afgange resten af dagen. Tænk lige på, at det er den eneste væsentlige lufthavn i et land med næsten lige så mange indbyggere som i England, Tyskland og Frankrig tilsammen!

Nå, men farvel til Dhaka og goddag til Calcutta, hvor jeg skal tilbringe de sidste dage inden min hjemrejse (natten mellem onsdag og torsdag). Men igen, for ikke at tabe mine sidste læsere på gulvet, så vil jeg stoppe her og så gemme mine Calcutta-indtryk til en sidste mail om nogle få dage.
 

Hilsen nr. 7, sendt fra Calcutta d. 18. november 2009

Slut, prut, finale. Harddisk full. Tiden er inde til at erkende, et 7-8 ugers rejse er nok, i hvert fald hvis rejsen byder på et så intenst og varieret spektrum af oplevelser som denne har gjort.

Det kan godt være, at Calcutta - på visse måder - er et skridt tilbage mod civilisationen, hvis man kommer fra Bangladesh, men det er i hvert fald ikke lige en destination jeg vil anbefale til hvem som helst. Calcutta udgør et intenst bombardement af alle sanser. Det er som om alt er mere ekstremt her. I Bangladesh var stort set alle bare fattige, men her sættes fattigdommen virkelig i relief. Som I sikkert alle ved, så har Indien de senere år gennemgået en voldsom økonomisk udvikling, med en stadig større middelklasse til følge. Bunden er dog slet ikke fulgt med, tværtimod, og her er langt flere tiggere og gadebørn end i Bangladesh. Jeg bliver kontaktet nogenlunde lige så hyppigt her som i Bangladesh, men nu er det ikke længere fordi folk vil stille mig spørgsmål vedr. hjemland og religion. I stedet vil de tigge eller prøve at sælge mig et eller andet juks, og inderne er ekstremt pengefikserede. Heldigvis vil også de gerne fotograferes, men i stedet for at se billedet bagefter er de mere interesserede i at få at vide, hvad mit kamera har kostet. Og så skal man til at gange og dividere, hm, 32.000 Rs sådan cirka, det er sikkert mere end en årsløn for de, der overhovedet har et fast job. Burde nok bare gå over til at svare "Don't know, it's a gift".

Et skridt tilbage mod civilisationen sagde jeg, og jo da. Bare det at man kan gå ind lige fra gaden og få sig en kold øl eller en god kop kaffe. Og så er her butikker (boghandlere f.eks., jeg har lige købt den nye Dan Brown). Samt (enkelte) ordentlige cafeer og restauranter. Vigtige åndehuller, når harddisken skal defragmenteres, for nu at blive i IT-terminologien. Og en metro gudhjælpemig (billetpris 40-90 øre). Og adskillige biografer. Film går de meget op i, og i øjeblikket er der faktisk en større filmfestival med film fra hele verden (de viser bl.a. "Flame and Citron"). Og forleden så jeg den nye storfilm "2012". Noget af en oplevelse, ikke så meget pga. selve filmen som pga. publikums opførsel. I starten kom der - ligesom derhjemme - en opfordring om at slukke for sine mobiltelefoner. "Naturligvis", tænkte jeg, men kun et kvart sekund, indtil et brøl af latter, piften og hujen brød los, og under resten af filmen var der et sandt inferno af kaldetoner og højtråbende samtaler. Filmens lydside viste sig at være synkroniseret til Hindi (eller var det Bengali?), shit, den mulighed var slet ikke faldet mig ind. Indere er et yderst engageret publikum, og deres opførsel bærer tydeligt præg af forkærlighed for "Bollywoodfilm". Der skal ske noget hele tiden, helst sådan en slags blanding af Morten Korch og James Bond, hvor det ikke er alt for svært at kende forskel på helte og skurke. Når helten kysser heltinden, så lyder der klapsalver og hurraråb, og når der er 20-30 sekunder uden dramatik eller store følelser, så begynder de at pifte og buhe.

Da jeg kom ud fra biografen fik jeg et chok - det regnede! Og det blev det ved med i et par timer, hvilket fik det samlede antal regnvejrstimer for denne rejse op på nogenlunde samme niveau som antallet af lyse timer på en dansk novemberdag. Regnen bevirkede i øvrigt, at temperaturen faldt ned til behagelige 25 grader, efter at det i nogle dage har været helt ulidelig varmt og fugtigt.

Her er også et observatorium, hvor jeg oplevede verdens kedeligste foredrag om stjernehimlen over Calcutta. Og så er der en ZOO, der - iflg. lokale oplysninger - skulle være Asiens største og "en af de bedste". Hallo, har de ikke været i Singapore f.eks.?!? Antallet af dyr var ikke meget større end på mit hotelværelse (og omgivelserne nogenlunde lige så triste, selv om sidstnævnte trods alt har AC). Et af de nævnte dyr har i øvrigt bidt hul i min ene balle, men det er også den eneste skade jeg har pådraget mig på denne her tur (bortset fra forkølelsen efter trekkingturen). Og ingen maveproblemer siden det kortvarige udfald i Lhasa, det må siges at være billigt sluppet.

Lydsiden er mindst lige så voldsom her som i Bangladesh. Efter at tobaksforureningen er kommet nogenlunde under kontrol i store dele af verden, så er "lydforureningen" efter min mening en af de helt store globale gener. Overalt står TV'er og kører for fuld tryk, folk råber i deres mobiltelefoner og bilerne dytter konstant. Hjælp, jeg vil op i Himalayabjergene igen!

I går eftermiddags tilbragte jeg nogle timer i et område, hvor vist de færreste turister kommer, idet jeg tog metroen fem stationer væk fra centrum, hvorefter jeg gav mig til at zigzagge tilbage gennem slumkvartererne. Hold da op. Det er lidt svært at få sig selv til at fotografere folks elendighed, men jeg tror nu alligevel nok jeg fik nogle gode billeder og film. Efter sådan en tur er det befriende at kunne gå ind på byens "Barista" og købe en cappuccino til en tier og indtage den i rolige og smagfulde omgivelser. I den slags situationer kommer jeg ofte til at tænke på Trier-filmen "De fem benspænd", hvor Trier stiller Jørgen Leth nogle forskellige udfordringer, og en af dem var at indtage en luksusmiddag bag en stor glasplade midt i et indisk slumkvarter.

Her i Calcutta er der gudhjælpemig "løbe-rickshaws", dem troede jeg godt nok var forsvundet for mange år siden. Det er lidt grænseoverskridende at se en fed indisk forretningsmand sidde på sådan en og råbe i sin mobiltelefon, mens en barfodet og laset mand trækker svedende af sted med ham.

Nu jeg, de sidste 3-4 uger, har rejst alene, så har der ind i mellem været ledige stunder til at læse i en bog, hvad jeg jo gerne gør. Fjorten styk er det faktisk lykkedes mig at læse undervejs, nogle bedre end andre. Hvis jeg skal nævne de fire bedste, der alle kan anbefales på det varmeste, så må det blive "Den italienske have" (Susan Moody), "Berlinerpoblerne" (Anne B. Ragde), "Drengen i månen" (Kate O'Riordan) og " Stenen i strømmen" (Hans Lyngby Jepsen).

Nu vil jeg ikke stjæle mere af jeres tid. Håber enkelte af jer stadig hænger på. Og så glæder jeg mig naturligvis til at komme hjem og vise jer alle mine billeder (EFTER en kraftig reduktion af antallet forstås) og fortælle alle de små historier, som der ikke har været plads til i mine mails. Og forberede mig til min næste rejse (med Anita til Nicaragua i februar).

 
 
 
Share this